Titel: Victors valg - en mors beretning
Forfatter: Lone Kristensen og Stig Matthiesen
Serie: -
Forlag: People's Press
Sider: 188
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Victor døde som kriger for Islamisk Stat. Han rejste til Egypten og senere hen Syrien for at dø for din tro. Men hvordan gik Victor fra at være en helt gennemsnitlig dansk dreng til Syrienskriger? Og hvordan er det som forælder at miste sit barn gravidst i stedet for brat som i en trafikulykke? Det beretter Lone Kristensen om i hendes historie om at være mor til Victor, både før, under og efter hans valg om at dø for Allah.
Første gang jeg hørte om Victor var på TV2. En aften viste de dokumentaren "Victors hellige krig", der handlede om en dreng, der valgte at gå i døden for Allah. Vinkel var dog ny, for da Victors historie blev fortalt, var frygten for IS på sit højeste, og der var megen tale om alle dem, der tog af sted for at kæmpe med dem. Men aldrig havde jeg hørt om etnisk danske drenge, der tog valget, og Victors historie dragede mig. Hvad kunne få en dreng til at træffe sådan et valg?
Da jeg så, at Victors mor, Lone Kristensen, senere hen havde skrevet en biografi omkring Victor, og at den var tilgængelig på Mofibo, måtte jeg lytte til den og lære mere om den dreng, Victor var, og hvordan det var for Lone at stå tilbage som mor og miste sin søn stykke for stykke.
Lone er sygeplejerske, og i hendes måde at fortælle på, er man ikke i tvivl om, at her er en kvinde, der går videnskabeligt til tingene. Hun er enormt god til at fortælle om situationer og få de detaljer med, der gør historien levende og nemmere at forstå for en læser, der står udenfor og slet ikke kan sætte sig ind i den verden, Lone og hendes familie har været en del af som konsekvens af Victors valg. Som fortæller er Lone dejligt malende og har en god blanding mellem det objektive og det subjektive. Selvfølgelig er det hendes egen fortælling, hun beretter i bogen, men hendes iagttagelser og refleksioner bliver til tider gjort generelle og gør det nemmere for læseren at være med.
Lone får fortalt om Victors liv og den forfærdelige skolegang, han var tvunget til at være del af, inden han fik sin diagnose, ADD, som han skulle have haft langt tidligere for at kunne få den hjælp, han havde behov for. Samtidig får hun fortalt om at være mor og elske sit barn men samtidig ende i en situation, hvor man som forælder må sige "stop" og ikke er villig til at ofre alt for det, man elsker allermest.
Bogen blev mere og mere fortællingen om Lone, og hvordan hun kom videre, end det blev om Victor og det valg, han tog. Som læser savnede jeg endnu mere om ham, og jeg savnede flere beskrivelser af deres samtaler eller møder. Selvfølgelig er det enormt privat og intimt, men jeg havde nok forventet mere om Victor end Lone. Når det så er sagt, blev jeg også fanget af Lones fortælling om gradvist at miste et barn. Fortællingen om flere gange at tro, at nu hørte man aldrig fra ham mere, og fortællingen om at skulle stå tilbage med sorgen, samtidig med at andre var forargede over, at hendes søn "havde gjort sådan noget".
"Victors valg" er en vigtig historie i debatten omkring Syrien, IS og kampen mod ekstremisme. Lone Kristensen formår at gøre det klart, at tingene ikke er sort/hvide, og at vi alle kan påvirkes til at tage de forkerte valg. Samtidig er det en fortælling om håb og om, at hvis man kæmper, er der lys på den anden side. Især når alt ser mindst lyst ud.
Titel: Raw
Forfatter: Lydia Davies
Serie: -
Forlag: HarperCollins
Sider: 80
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 2/5
Lydia kæmper med anoreksi og vil have en uddannelse og et liv som sine jævnaldrende. Men sygdommen vinder, og hun må melde sig ud af universitetet og kæmpe sig i gennem behandling. Dette er Lydias historie om livet med en spiseforstyrrelse fortalt i refleksioner, breve og udtalelser fra et sundhedsvæsen, der er tæt på at opgive hende.
Jeg har efterhånden læst mange bøger om spiseforstyrrelser, og de biografiske historier plejer at være meget rørende og lærerige. Desværre var det ikke sådan, jeg havde det med Lydias fortælling. Bogen blev en ret rodet omgang, og derfor er den også ret svær at anmelde.
Jeg kunne rigtig godt lide, at det ikke bare var en klassisk fortalt historie. Lydia fortæller en del ved at dele indlæg fra sin tumblr-blog, breve til og fra familiemedlemmer og ikke mindst udtalelser fra de læger og psykologer, der har haft med hende at gøre, mens hun var syg og behandling. Det er en ret effektiv måde at fortælle historien på, for der bliver sagt rigtig meget på få sider. Det er især mailsne mellem lægerne, der rørte mig, for det er så vildt at se, hvor meget de gerne vil hende det godt, men hun kæmper konstant imod.
Som læser følte jeg aldrig, at jeg lærte Lydia at kende. Jeg tror atter det skyldes den lidt rodede opsætning og fortælling. Det, jeg fik med, om Lydia var, at hun uden tvivl gerne ville være rask, men sygdommen havde overtaget. Lydias indre kamp bliver portrætteret fint, men alligevel blev jeg aldrig investeret i hende som hovedperson.
Lydias familie lærer man også at kende gennem de breve, de har sendt til hende, og jeg var meget mere nysgerrig på hendes forældre og søskende end hende.
Idéen med breve, blogs og udtalelser er rigtig god - men da den nutidige Lydia begynder at kommentere på tingene, blev formaterne blandet for meget sammen, og jeg blev som læser forvirret i min læsning. På en måde kunne jeg faktisk godt have tænkt mig en bog kun med de alternative medier, for jeg tror sagtens, at historien kunne have stået for sig selv på den måde. Samtidig slutter bogen også bare - og så er det den raske, nutidige Lydia, der fortæller, at alt nu er godt. Hvor er mellemregningen?
"Raw" er ikke den bedste bog om emnet spiseforstyrrelser, jeg har læst. Den var rodet og vidste ikke rigtigt, hvad den ville. Lydia blev aldrig en hovedperson, jeg blev nysgerrig på, og bogen sluttede på mystisk vis. Den var desværre en mærkelig læseoplevelse og ikke det, jeg håbede på.
Det er blevet tid til endnu et indlæg i min serie om livet som mor. Serien er virkelig svær at skrive, for der er så mange ting, jeg gerne vil dele og skrive om, men der er også mange ting, der er enormt svære at få ned på skrift. Derfor er lister altid et hit.
Jeg tror, at alle, der bliver forældre, kan stå og se tilbage på den første tid og tænke: Dét ville jeg altså gerne have, at nogle havde fortalt mig. Og derfor laver jeg dette indlæg. Det er en samling af de ting, jeg enormt gerne ville have, at nogen havde fortalt mig, inden Tristan kom til verden.
Nogle af tingene giver måske sig selv, men jeg siger dem alligevel, for selvom de måske virker selvsagte, så er det virkelig vigtigt!
Enjoy!
1. Amning tager tid at mestre!
Selve min historie med amning er uddybet i et andet indlæg, der handler om vores kamp med amningen. Men derfor skal der falde en kommentar om amning her alligevel. Selvom de til fødselsforberedelse sagde, at amning tager tid at lære, så sad man der og tænkte: Herregud, hvor svært kan det være? Pak brystet ud, giv det til baby og slut. Men næ nej. Jeg siger ikke det her for at skræmme kommende mødre fra amning. Jeg siger det, fordi jeg ville ønske en anden MOR havde sagt det til mig: Amning tager seriøst lang tid at mestre! Og for nogle (mig fx) bliver det aldrig legende let, som det kan se ud for andre!! De første 2 uger tog det al min koncentration, al min tid og teknikken var så svær at få greb om! Samtidig skal mælken løbe til, så de første to uger laver man nærmest ikke andet end at amme baby. Derefter har man måske teknikken, men så skal det gøres til vane og noget man kan uden sine hjælpemidler såsom ammepude eller gode stol med armlæn! Shit en kamp. Som ny mor skal du være forberedt på, at amning tager tid at lære, både for dig og baby. Som i virkelig lang tid.
2. Babys mave er elendig de første måneder!
Det er sikkert ikke alle børn, der bøvler med maven. Ingen babyer er ens. Men hvor ville jeg dog gerne have, at nogen havde fortalt mig, at det kan være en risiko. Ikke at her er tale om kolik; men der er tale om, at babys tarme skal folde sig ud, fordi de ikke er blevet brugt inde i maven. Og baby kan have så vanvittigt ondt i maven, især de første dage. Det havde ingen fortalt. Så derfor fik vi sådan et chok, da vi kom hjem og han græd hele den første nat. De siger, at det tager ca 3 måneder, før maven kører optimalt. Og det har passet hjemme ved os. Så forbered dig på, at der skal bøvses, pruttes og presses - også uden det betyder kolik! Men det er svært for baby at komme af med det hele, og det anede jeg ikke!
3. Din baby har ikke læst alle de bøger, du har nærstuderet hele graviditeten
Hvis du er ligesom mig, så har du læst alskens netartikler og bøger omkring den første tid, babys udvikling og forventninger til, hvad din baby skal kunne hvornår. Især når det kommer til babys spise- og søvnmønster. Og bøgerne siger jo, at den lille sover det meste af dagen. Eller spiser x antal måltider om dagen. Ha. Ha. Ha. Din baby har IKKE læst de bøger. Din baby er, som din baby er, og derfor er det så vigtigt, at du ikke inden baby kommer sætter fast i dit hoved, at sådan her er ALLE børn. For NEJ! Jeg har fx aldrig haft en dreng, der spiste regelmæssigt eller sov de der 18-20 timer i døgnet de første måneder. Jeg fik sådan et chok, for det var jo ikke sådan det var beskrevet i bøgerne! Bøgerne kan guide dig, men dit barn kender intet til reglerne. Så vær ikke bange, hvis han eller hun ikke vil sove eller spiser som vinden blæser. Den eneste regel med en så lille størrelse er, at der ikke er nogle regler!
4. Du vil blive påvirket af kommentarer på sociale medier
Jeg har egentlig altid været robust, når det kom til sociale medier. Jeg har min holdning til ting og kan sagtens klare, når folk er uenige med mig. For jeg står ved, hvad jeg mener, og jeg er sikker i min sag. Indtil jeg blev mor. Så ramlede det hele. Hver gang nogen sagde noget til de valg, vi traf, eller kommenterede på, at han havde for lidt/for meget tøj på til deres smag, gik jeg totalt i panik og kunne slet ikke finde ud af, hvad jeg skulle svare. Jeg har aldrig stillet spørgsmålstegn ved min egen dømmekraft, før jeg blev mor. For hvad nu, hvis andre har mere ret end mig eller ved mere? Jeg er stadig ny i det her felt og gør alt efter bedste evne. Som jeg også vil skrive om i mit indlæg omkring amning, er det hårdeste nok, når andre kalder én en dårlig mor. Det troede jeg aldrig, jeg ville lade mig påvirke af - men jo! For det er nok den værste anklage, nogen nogensinde vil kunne kaste efter mig!
5. Det er ufatteligt svært ikke at sammenligne dig selv med andre mødre
Jeg havde sværget, at jeg ikke ville sammenligne mig selv eller mit barn med andre. Mit zen-jeg fortalte mig gentagne gange, at man som mor gør sit bedste, og alle gør tingene forskelligt. Ligesom børnene udvikler sig på forskellige måder. Men da Tristan så kom, kunne jeg slet ikke lade være. "Se, hendes barn kan allerede det" eller "Ej, der er 2 måneders forskel og Tristan kan ikke engang det der endnu!"
Selvom jeg havde de bedste intentioner om IKKE at sammenligne, så gør jeg det. Og jeg hader mig selv for det, for når nu sundhedsplejersker og andre fagfolk siger, at han er lige som han skal være, så er det da fuldstændigt ligemeget, at han ikke vender sig om eller rejser sig på armene!
Det samme gælder når jeg ser på andre mødre. Jeg kan få SÅ dårlig samvittighed over, at de lige gør noget, jeg slet ikke havde tænkt på, og så står jeg der og tænker, at det burde jeg da have overvejet.
Men hør nu her. Alle gør det bedste de kan. Og du gør det godt nok. Selvom du har de bedste intentioner om IKKE at sammenligne, så kommer du til det. Vær forberedt på det, for det var jeg ikke. Du og dit barn er lige som I skal være, og det er SÅ fint! Især hvis din sundhedsplejerske også siger det. Så stop!
6. Mødregruppe KAN faktisk godt være en god idé
Jeg var nok den sidste, der skulle starte i mødregruppe. Niksen biksen om jeg gad sådan en hønsegård, hvor det kun handlede om at konkurrere om, hvem der havde overskud til makeup og hjemmebag og hvis barn, der klarede det bedst. Nej! Jeg har hørt alt for mange dumme historier om mødregruppe, og jeg sagde derfor nej, da min sundhedsplejerske spurgte mig. Men Mark sagde, at jeg altså skulle give det en chance, for man kunne jo altid sige stop. Og jeg er SÅ glad for, at jeg gjorde det. Jeg har været heldig med min mødregruppe. Og det er ikke fordi, man skal snakke babyer hele tiden. Det er SÅ rart at jeg VED, at jeg en gang om ugen kommer ud, ser andre mennesker og er sammen med nogle, der ved hvordan det er at komme for sent, at skulle forlade en samtale 379 gange, fordi baby taber sutten - eller at man bare melder fra, fordi natten var dum. Det er SÅ befriende, og jeg elsker det!
7. Du skal virkelig sove alt det du kan, ugerne op til termin
Listen carefully, my dear - SOV! Der er en grund til, at du er skide pisse træt de sidste uger af graviditeten. Din krop skal virkelig lade op! Jeg nægtede at sove alt det, jeg egentlig havde lyst til, for det kunne da ikke passe! Og det var SÅ dumt. Dels fordi fødslen var så hård, når jeg ikke var 100% udhvilet, og så døde nattesøvnen bare den første uge. Det er bare ikke en god idé at starte med minus på søvnkontoen. SÅ SOV! DER ER EN GRUND TIL, AT DIN KROP KRONISK ER TRÆT!
8. Reshopper findes og kan redde dit budget mange gange
Synes du også, at babyting er skide dyre? For det er de. Ting til børn koster kassen, og det er en branche, der høster enorme summer, og jeg tror især det er sådan for førstegangsforældre, der mangler alt og måske nemmere lokkes til at købe ting, fordi de lyder smarte (Sådan var det herhjemme i hvert fald!). Men så var det, at jeg opdagede Reshopper, som er en app, hvor mødre sælger ting brugt. Du kan finde alt fra barnevogn til tøj til bestik! Der er seriøst ALT derinde, og det er genialt. Det er selvfølgelig ikke alle ting, man ønsker brugt, men man kan virkelig gøre nogle gode fund. Fx kostede en sengerand 5-600 kroner fra ny. Jeg fik en til 100, som var som ny. En bæresele koster nemt 1000 - jeg fik en til 150. Kig lige Reshopper, inden I køber jer fattige i butikkerne - det betaler sig!
9. Din intuition er dit vigtigste redskab i livet som forælder!
Det her er nok det vigtigste og forklarer egentlig sig selv. Du er den, der kender dit barn bedst. Og hvis det føles rigtigt eller forkert for dig og jer, så er det sådan, det er. Råd er godt, men det er DIG, der ved, hvad der virker hjemme hos jer. Og det er okay!
Jeg håber, at I har fået noget ud af dette lidt lange indlæg - og måske I kan dele jeres tanker omkring emnet nede i kommentarerne, så der kommer endnu flere gode ting til listen :)? Hvad kunne være spændende at læse om næste gang?
Titel: Udstillet
Forfatter: Nicole Boyle Rødtnes
Serie: -
Forlag: Alvilda
Sider: 285
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda.
Ida og Oliver har været med i realityprogrammet "Grænseløs". Nu er de hjemme og på den anden side. Oliver nyder livet som stjerne, mens Ida gør alt for at glemme programmet og det, der skete, mens hun var af sted. Folk hader hende, mens Oliver hyldes som idol. Reunionprogrammet er lige om hjørnet, og Ida frygter at se Oliver i øjnene igen. Der skete noget mellem de to, mens de optog programmet, og Ida vil gøre alt for at kunne ændre det.
Alle mennesker har gulity pleasures. Min er reality-tv. Jeg elsker det. Det er så rart at slappe af til, og det kræver vitterligt intet af mig. Og jeg ved godt, at det er tomme kalorier, at det er det mindst realistiske verden, men jeg kan bare ikke lade være. Af frygt for at efterabe Nicole Boyle Rødtnes' efterskrift til bogen (hun nævner nemlig selv programmet), så mindede idéen mig med det samme om det program, der kørte på DR3 for et års tid siden, der hed "Selvoptaget". Det handlede om livet efter reality, som bestemt ikke er så glamourøst for alle. Det er en fed måde at arbejde med emnet på, for hvordan er det egentlig at komme hjem og skulle se ens familie og venner i øjnene vel vidende, at man virkelig har fucket op?
Ida og Oliver skiftes til at fortælle i bogen, og de fortæller lidt om programmet, inden man hører den egentlige historie i bogen. Langsomt kan man som læser lægge 2 og 2 sammen og forstå, hvad der skete, mens de optog "Grænseløs".
Ida viser den side af realitydeltagere, der fortryder deres deltagelse. Hun troede, at programmet ville åbne dører for hende, men i stedet for kan hun ikke få arbejde eller et sted at bo. Hun er blevet stemplet, og der er ingen, der vil tage hende seriøst. Ida har mistet kontakten til sine forældre og har kun en veninde fra programmet og sin barndomsven tilbage. Ida er et meget ensomt menneske, og hun kæmper for at få en normal tilværelse. Hurtigt fattede jeg sympati for Ida, og det er ret interessant, fordi jeg i starten skulle tage mig selv i at tænke: "Du beder jo selv om det, fordi du deltog! Det er dit eget ansvar". Men det er ikke så sort/hvidt, når man først kommer i gang med bogen, og det er virkelig fedt!
Oliver har det stikmodsat. Han kommer til alle de fede fester, er bartender de hotte steder i byen, og folk elsker ham og genkender ham på gaden. Oliver nyder kendislivet og har bestemt ingen skrubler over det, der er sket i programmet. For ham var det et spil, og nu er han hjemme. Oliver virker som en overfladisk skid og passer virkelig på de fordomme, man har omkring realitydeltagere. Han virker som en egoist, der slet ikke forstår alvoren af de konsekvenser, som hans handlinger forårsager. Heldigvis er der også en udvikling i Oliver, og han bliver en meget interessant person at følge. Ingen bliver som Oliver uden grund, og det må læseren også erkende.
Det er ikke fordi, at Rødtnes siger, at man ikke skal deltage i reality og at det er skidt for alle. Men her kommer en historie om noget rigtig mange unge overvejer. Det er måske en nem måde at få tv-tid, men hvor længe varer berømmelsen, og hvad er konsekvenserne ved at deltage i sådanne programmer? Samtidig er det historien om grænser, at respektere andres grænser og at kende sine egne. Det er virkelig en fed måde at tage emnet op på, og det gør den til en enormt relevant YA-bog, for jeg tror, at nærmest alle unge har set eller har en holdning til reality. Den er skrevet så flydende, og som læser tager man sig selv i, at man vil vide mere om "Grænseløs" og "se" mere af programmet, som hele tiden teases i bogen.
"Grænseløs" er den første YAbog, jeg har læst om reality, og jeg ELSKEDE den! Den er original, spændende og slet ikke til at ligge fra sig. Den læser nærmest sig selv, og det er uden tvivl den bedste bog, jeg har læst af Rødtnes! BRAVO!
Titel: En af os lyver
Forfatter: Karen M. McManus
Serie: -
Forlag: CarlsenPuls
Sider: 395
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget CarlsenPuls.
Fem unge er til eftersidning. Men det er kun de fire, der kommer ud i live. Simon dør under mystiske omstændigheder, og spørgsmålet er, hvem der har haft noget med hans død at gøre. For Simon kender til alles hemmeligheder, og han er klar til af afsløre de fire overlevendes allerstørste løgne. Er det Bronwyn, stræberen, der gør alt for at komme ind på Yale? Er det Cooper, elitesportsudøveren, der kan blive en stor baseballstjerne? Er det Nate, der sælger stoffer og bestemt ikke følger reglerne? Eller er det Addy, der er smuk og populær og kæreste med den populære Jake?
En ting er sikker. Ikke alle fortæller sandheden.
Det kom nærmest fra den ene dag til den anden. Pludseligt var bogen her over alt på blogs, instagram og twitter. Hypen kom som et lyn fra en klar himmel, og når en bog nævnes alle steder, bliver jeg nysgerrig. Hvad er det, der gør, at alle går helt i selvsving over en debutant, der har skrevet "årets YA-udgivelse?".
McManus leverer en solid debutroman, der blæste mig bagover. Jeg har været fanget i et readingslump i SÅ lang tid, men den her bog forlangte, at jeg dedikerede mig fra side 1, og den har ikke været til at ligge væk. Jeg var SÅ hooked hele vejen igennem, og den blander de fedeste og bedste genre.
Bogens koncept minder egentlig lidt om "The Breakfast Club" - nu som krimi. En flok "stereotyper" af High School-elever er til eftersidning og deres skæbner smeltes sammen. Men krimielementet kommer, da en af dem dør. Og det bliver en sindssyg paranoid historie, hvor man som læser ikke aner, om man læser løgne, sandhed eller manipulation - og det er fedt!
Bogen fortælles på skift af de fire overlevende unge. Når man har så mange fortællere, kan det være svært at investere sig lige meget i dem alle, og nogle gange oplever man, at der er personer man er direkte ligeglade med. Men det er bestemt ikke tilfældet i den her bog! Selvom alle umiddelbart fremstilles som stereotyper, går det hurtigt op for læseren, at de alle har nuancer, hemmeligheder og kampe i deres tilværelse. På fornem vis formår McManus at få ret store emner med ind i den spændende handling. Der diskuteres syge familiemedlemmer, presset hjemmefra, vold i forhold og homoseksualitet, og det giver bogen en dimension, jeg på ingen måde havde set komme. Det tager den enormt spændende historie og giver den et ekstra lag, der bare giver så god mening. Det gør, at bogen ikke bare er underholdning og derved en historie, der er glemt hurtigt bagefter; det gør, at den virkelig kommer under huden på sin læser og gør det umuligt ikke at holde af hovedpersonerne.
Der er så meget at tage fat i, når man skal fortælle om den her bog, og det er det, der virkelig gør den værd at læse! Udover de tidligere nævnte emner, er det her historien om, hvordan sociale medier kan skabe eller ødelægge liv. Dimensionen med blogs, twitter og instagram bliver aldrig direkte nævnt, men det er tydeligt, at her er en historie om, at der er en ekstra magt i unges liv, der virkelig kan skabe, hvem man er. Hvad der også gør bogen til enormt spændende læsning er, at man ikke ved, hvem der lyver. Hvad nu hvis den enes historie er pure opspind? Hvad nu, hvis det hele bare er manipulation af læseren? VI VED JO INTET - og derfor er det SÅ svært at ligge bogen væk, for man er nødt til at vide, hvad der er sket!
"En af os lyver" er en positiv overraskelse og fortjener virkelig al den opmærksomhed, den har fået. Det er en solid, spændende og intens læseoplevelse, som jeg slet ikke havde regnet med at få lov at opleve. Bogen er SÅ medrivende, og det er en vaskeægte pageturner, som man umuligt kan slippe.
Titel: Mopper og mig
Forfatter: Linse Kessler
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 208
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Linse og Mopper er begge kendt fra TV3's populære program "Familien fra Bryggen". Seerne er ikke i tvivl om, at her er en familie med en masse historier, og her er en familie, der holder sammen uanset hvad. For første gang åbner Mopper for alvor op om det liv, hun levede i England, og mor og datter får talt om at være i familie, at blive bedste- og oldemor og om livet generelt.
Et af mine yndlings reality-programmer er "Familien fra Bryggen". Så er det sagt. Der er humor, hygge og virkelig skønne mennesker, og jeg nyder virkelig at følge den lille familie, når de tager på nye og skøre eventyr. Det, jeg beundrer allermest, er det sammenhold, som programmerne portrætterer, opstillet eller ej. Jeg har tidligere anmeldt Linses egen biografi, og vinklen med at få Mopper med i en bog, var jeg ret vild med. Jeg kan godt lide tanken om, at her ikke er en klassisk biografi men snarere en bog med samtaler mellem mor og datter. Formatet fungerede enormt godt, og jeg synes virkelig, at stemningen fra programmerne er blevet fanget godt i bogen.
Der er kapitler, hvor Linse og Mopper taler sammen om forskellige emner eller historier, og der er kapitler, hvor de fortæller hver for sig. Linses kapitler var lidt en gentagelse af hendes egen biografi eller ting, der er set på Tv, så derfor var det samtalerne og Moppers fortælling, der fangede mig mest som læser. Moppers kapitler er skrevet med humor samtidig med en vis kynisme over for det liv hun har levet og til tider er flygtet fra. Mopper er en god fortæller, og man kan virkelig mærke hendes ånd i den måde, det er skrevet og fortalt på.
Samtalekapitlerne er lidt som at blive inviteret ind i en stue til en kop kaffe. Der er et stort VELKOMMEN i den stemning, disse kapitler skaber, og flere gange må man grine sammen med Brygge-damerne over de skøre ting, de har oplevet.
Jeg valgte at høre bogen som lydbog, og det gav virkelig min læsning en ekstra dimension. Der var fundet 2 oplæsere, så der var en til at agere Linse og en til at agere Mopper, og især i samtale-kapitlerne blev fortællingen lige det mere levende. Det var virkelig som at sidde sammen med de to damer og tale om deres liv, og oplæserne er virkelig gode til at spille med, grine hjerteligt og ikke bare læse op. De lever virkelig karaktererne, og det er det, der virkelig gør en god lydbog!
"Mopper og mig" er bestemt en fin og ordentlig hyldest til et menneske, der har betydet meget for Linse. Det er den ufortalte historie om en dame, der fik det lykkelige liv trods en familie, der var snobbet og ikke altid lige harmonisk, og det er historien om en mor og datter, der virkelig elsker hinanden og er der for hinanden i tykt og tyndt. Det er en rigtig fin "afslutning" på Moppers liv i det offentliges søgelys, og det er en hyggelig, morsom og rørende måde for Linse at få sagt endeligt vi ses til sin mor på - på bedste Brygge-manér.
Titel: Vildhunden og Panteren
Forfatter: Sidsel Sander Mittet
Serie: Morika
Forlag: Facet
Sider: 335
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Facet.
Korau, Eshri og deres følge er noget frem til modstandernes lejr, men det betyder ikke, at alt er okay. Selvom alle er enige om, at Oryndro skal besejres, er alle ikke enige om, hvorvidt Morikanerne og Hilaerne kan kæmpe sammen.
Samtidig overfaldes Eshri, og det starter en lavine af problematikker både i lejren og i kampen mod Oryndro.
Jeg kunne egentlig meget godt lide den første bog i serien, og derfor glædede jeg mig til at læse videre.
Det er uden tvivl universet, der er seriens stærkeste kort. Det er fantastisk at blande fantasy med nutidens problemstillinger som racerenhed, racediskussion og fordomstanker. Det er SÅ fedt at se den debat, der kører i medierne lige nu behandlet i en alternativ verden. Det har jeg sjældent set gjort så godt i en YA fantasyroman, og det skal Mittet have stor ros for.
Jeg er vild med idéen om den krig, der føres, og jeg er ret spændt på at se, hvem der vinder til sidst: "Idealisterne" eller "de fremmedfjendske", hvis man nu skal sætte det lidt sort/hvidt op.
Når det så er sagt, var det her virkelig den svære 2'er. Der er ikke mere at tale positivt om. I min anmeldelse af den første bog, nævnte jeg, at mit store problem var hovedpersonerne, og det er det fortsat. Problemet i denne bog er bare, at det denne gang er begge fortællere, jeg blev træt af, og så er det svært at engagere sig i historien.
Lad os starte med Eshri. Ligesom i den første bog er hun meget naiv, men her tenderer hun til at være direkte dum. Nogle af de beslutninger og handlinger, hun træffer gennem bogen er direkte fatale for plottet, og jeg sad til tider og tænkte, at hvis hun nu bare var blevet gemt væk i et telt, til det hele var overstået, så var den krig vundet på 5 minutter. Eshri fylder bogen med teenagefnidder og et fuldstændig irrelevant trekantsdrama, der intet godt gjorde for fortællingen. Jeg var SÅ træt af hende, og hendes kapitler skulle vitterligt overstås. Hun var ikke relevant for historien på nogen måde, og den smule sympati, jeg havde for hende i den første bog, forsvandt som dug for solen, desto længere jeg nåede ind i bog 2.
Korau er den anden hovedperson, og ham kan jeg trods alt bedre med. Jeg elskede hans handlekraftige person i bog 1, og her var der en soldat, der ligesom fattede, hvad det hele handlede om. Problemet for mig blev, at han er i den anden bog blev for teenage-agtig, ligeom Eshri. Han forelsker sig i Taka, og så er hans mål at imponere hende og få hende med i seng. Det fede element af hans fortælling, nemlig krigen og den kamp, der er nært forestående, bliver sat i baggrunden for diverse score-scener og forsøg på at få lov at være alene med Taka. Det var bare slet ikke den udvikling, jeg havde regnet med for hans person, og det var en skam, at jeg mistede lysten til at følge ham også. Skal jeg dog vælge, var Koraus del af fortællingen mest spændende at læse om, eftersom han drev plottet frem og fortsat fungerede som soldat for Morikanerne.
Bogens plot starter for alvor, da Eshri og en ven overfaldes ude i skoven. Eshri voldtages af Odyndros soldater, og mange kapitler kommer til at gå med efterspillet af dette, både for krigen og for Eshri personligt. Det giver god mening at tage svære emner op gennem fantasy, for det er tydeligt, at Eshri er i en PTSD-lignende tilstand, og det beskrives ret fint, men samtidig er det så ufatteligt urealistisk beskrevet, fordi det hele tiden sættes på spidsen, og mændene i lejren står i kø for at bevise, at ikke alle mænd er onde ved kvinder. Det kommer til at fylde på en mystisk måde, der ikke gavner historien, og derfor bliver emnet voldtægt og kvinderettigheder slet ikke behandlet med den nuance og relevans, det kunne have i fortællingen.
Jeg må erkende, at jeg er skuffet efter at have læst den anden bog i serien. Universet er bogens stærkeste kort, og det er også grunden til, at jeg vil læse serien færdig, for jeg er nødt til at se, hvordan det ender med hele Morika. Men hovedpersonerne har jeg ikke meget til overs for længere, men jeg håber, at det lykkes Mittet at holde mig fanget i den sidste bog, og at dette "bare" kan og skal kategoriseres som den svære 2'er.
Nu er det efterhånden 3,5 måneder siden, at jeg fødte Tristan. Tiden går jo vanvittigt stærkt, og jeg kan slet ikke følge med. Det føles som om, at han altid har været her, samtidig føles det som om, at der kun er gået sekunder. Det er en kliché, det der med at tiden bliver en anden når man får børn, men NØJ, hvor er det rigtigt!
Jeg spurgte på min Instagram, om I gerne ville have lidt indlæg om livet som mor, for der er ærlig talt ikke den store tid til bøger for tiden. Det sagde størstedelen ja til, så derfor vil jeg lægge ud med min fødselsberetning.
NU ER DU ADVARET!!! Der vil blive skrevet om blod og andre kropslige udskillelser i dette indlæg, og jeg ligger ikke fingre i mellem. Det er nemlig sådanne beretninger, jeg selv havde brug for at læse, da jeg var tæt på at føde. Jeg skal bestemt ikke klage. Jeg havde den bedste fødsel nogensinde, og jeg er blevet forskånet for meget. Men alligevel vælger jeg at dele beretningen med jer. So here goes!
Jeg havde termin mandag den 11.september, og der var INGEN tegn på, at jeg var på vej i fødsel. Efterhånden blev vi mere og mere utålmodige, men der skete ingenting. Torsdag aften så vi film, og der havde jeg 2 kramper i underlivet, men det stoppede igen, og vi tænkte, at det nok var meget kraftige plukveer. Fredag formiddag tager vi Mark til kiropraktor og jeg følges med ham ned i fitness, hvor jeg sidder og er tyk med min bog. Der sker INGENTING. Her er jeg 40+4, altså gået 4 dage over terminen. Vi kommer hjem og jeg synes, at kramperne fra dagen før kommer igen, men de er kun nogle sekunder og der går lang tid mellem. Dog synes jeg, at det føles anderledes end noget andet, og jeg vælger at ringe til fødegangen i Kolding. En jordemoder siger, at det måske er veer, men det er jo tidligt i forløbet, og hun ved jo ikke om det går i sig selv igen. Her er klokken 13.
Vi tænker ikke yderligere over det, og Marks mor kommer forbi for at hjælpe med at gøre lidt rent, for det har jeg på ingen måde energi til længere på det her tidspunkt. Klokken 15 synes jeg godt nok, at det gør ondt. Jeg har ikke den slags veer, som alle beskriver. Det trækker ikke om i ryggen eller ned i benene. Det føles ikke som menstruationssmerter; det føles som om, at der er én der presser mit skamben ind i kroppen på mig, og det er KUN nede på skambenet, at det gør ondt. Så kan det vel ikke være veer? Jeg ligger på sofaen og tuder. Det gør så skide ondt, det bliver ved, og det stopper nærmest ikke.
Jeg beder Mark ringe til fødegangen, da jeg ikke selv er i stand til at tale i telefon. Marks mor gør pligtskyldigt mere rent, mens jeg ligger og græder.
Mark rækker mig telefonen (SELVOM JEG SAGDE AT JEG IKKE KAN TALE!), men jordemoderen er sød og tålmodig. Jeg beskriver smerterne og siger, at jeg er bange, for det føles slet ikke som det, alle beskriver. Hun siger, at det er veer, og de kan godt sidde der. Det er helt okay. Hun hjælper mig med at trække vejret og siger, at vi skal tage tid på det, for hun kan høre, at det kommer hyppigt, men længden varierer. Vi aftaler, at vi ringer, når de konsekvent varer over 1 minut. Mark sørger for at lave de lækre kyllingeburgere, vi skulle have til aftensmad, men hver gang jeg tager en bid af noget, får jeg en ve. Jeg skal konstant tisse, og turen til toilettet er forfærdelig. Tyngden på bækkenet gør så ondt, og jeg er i konstante veer, indtil jeg ligger ned igen.
Mark spiser pligtskyldigt sin burger og hans mor tager hjem med lovning på, at vi bare kan ringe hvis nu der er noget.
Da klokken er 18, kan jeg ikke mere. Jeg skriger og græder og tænker, at det simpelthen ikke skal gøre så ondt. Det kan ikke passe, at starten af en fødsel, inden de regelmæssige veer skal være så voldsom. Jeg beder derfor Mark ringe til Kolding igen, og regelret som manden er, minder ham mig om, at veerne er uregelmæssige stadigvæk (de varer alt mellem 30 sekunder og 3 minutter), og de kommer konstant. Jeg skriger, at jeg er skide ligeglad og at han ringer - NU! Som sagt så gjort. Det er den samme jordemoder, og hun kan godt huske mig. Jeg siger, at nu kan jeg ikke mere, jeg tør ikke være herhjemme, og jeg vil gerne ind. Hun siger ja til at tjekke, hvor langt vi er i forløbet, og jeg siger til Mark, at nu kører vi. De sidste ting bliver i panik pakket i taskerne, for jeg ligger der og skriger mens han forsøger at få ud af mig, hvor fanden jeg gemmer den skide væske til mine linser! Da taskerne er båret ned og et håndklæde er lagt på bilsædet (vandet er ikke gået endnu), skal Mark hjælpe mig ned i bilen, og det er i vestorm og skrig. Stakkels Gårslev og underbo...
I bilen er det ulideligt. Jeg vil gerne ligge ned, men det kan jeg ligesom ikke, så jeg skriger, råber og klemmer alt jeg kan. Mark hjælper med vejrtrækning og gør med garanti alt for ikke at køre 180 på motorvejen. Da vi endelig ankommer til Kolding, får han bakset mig over i en kørestol, og vi kommer ind på en stue, hvor en jordemoder vil tjekke, hvor langt jeg er i fødslen.
Her er klokken 19.
Jeg græder og græder og har ondt. Jordemoderen kigger lidt undrende på mig, og hun beder mig en anelse nøgternt om at trække vejret, for ellers kaster jeg op. Efter noget tid har jeg mod til at hun tjekker mig mellem to veer, og hun konstaterer, at jeg er 3-4 cm åben. Men hvor lang tid det har taget at nå dertil, ved hun jo ikke rigtigt. Hun er ved at sende os hjem for jeg er lige på grænsen til aktiv fødsel, som er der, hvor de beholder én, men jeg siger desperat, at jeg ikke vil hjem. Der er en biltur på 40 minutter hver vej, og jeg har SÅ ondt. Det er tydeligt, at jordemoderen tænker, at jeg skaber mig. Men jeg holder fast og siger, at så må jeg sidde på gangen - jeg går ingen steder! Hun opgiver og tjekker, om der er en mulighed for at vi bliver. Vi er heldige, for det er ikke en travl aften, så vi får en fødestue. Mark kører bilen ud på den rigtige p-plads i stedet for akut-pladserne, og han møder os på fødestuen, hvor jeg får hospitalstøj på. Her er klokken 19.30.
Jordemoderen spørger om jeg vil have KLYX, som er et afføringsmiddel, så der ikke kommer andet end baby ud under pressefasen. Det takker jeg ja til, og samtidig med, at jeg har enormt stærke veer, hvor jeg virkelig har lyst til at presse, skal jeg klemme sammen, for man skal beholde KLYX i endetarmen i 10-15 minutter. Veerne bliver ved, og jeg kan slet ikke se en ende på det og er 100% sikker på, at jeg skider over alt. Jeg kan simpelthen ikke klemme sammen samtidig med de veer. Det ender med, at jeg får forhandlet med jordemoderen om, at jeg må komme ud på toilet efter 7 minutter - der kan jeg bare ikke mere. Mark står udenfor døren, og jeg kommer af med det, jeg skal. Jeg har en konstant ve, mens jeg sidder på toilettet, hvor jeg SKAL sidde i 10 minutter for at sikre, at alt kommer ud. Jeg får kvalme og har så ondt, at jeg virkelig fornemmer, at jeg skal kaste op. Efter toiletbesøget, tager jeg et bad for at blive ren og lige starte på en frisk. Mark kommer med ud og støtter mig under veerne, og midt i at tørre mig efter badet, går min slimprop i et stort PLOP. Den glider hele vejen ned af mit inderlår, så jeg må tage et bad mere og vaske resten væk. Men så er fødslen vel også i gang, bliver vi enige om. Jeg får håret op i en knold, kommer i tøjet og ind på briksen igen.
Hjemmefra har jeg skrevet en ønskeseddel, og der har jeg bedt om en så naturlig fødsel som muligt. Men jeg fortryder. Jeg græder, skriger og har så ondt. Tanken om, at det kan tage et døgn mere, tager alt mod fra mig, og jeg husker, at vi til fødselsforberedelse fik at vide, at morfin var en mulighed og at det også var den mindst indgribende smertelindring rent medicinsk.
Jeg beder derfor om morfin, men jordemoderen siger, at det kan man ikke få. Jeg siger at det vil jeg. Men jeg har jo ønsket noget andet, siger hun, og jeg beder hende stikke den liste skråt op og hjælpe mig - N U! Det er tydeligt, at hun stadig tænker, at her er en pivet førstegangsfødende, så efter noget tid aftaler vi, at hun kan tjekke, hvor langt jeg er, og så kan vi se på, hvad vi gør med medicin osv bagefter.
Her er klokken 20.30.
Jordemoderen tjekker mig og ser helt forkert ud i ansigtet. Jeg er sikker på, at hun nu siger, at der ikke er sket en skid. Men hun kigger smilende på os og siger, at jeg nu på en times tid har udvidet mig til 7-8 cm. Så det går hurtigt! Pludseligt kan jeg mærke en ild brænde i mig. Det nytter fanme. Jeg har stærke veer af en grund! Og hun siger, at alt smertestillende er udelukket nu, så jeg kan få ilt og nus, og at jeg nok skal klare det. Pludseligt ændres hedes attitude, og det er tydeligt, at hun nu forstår, at jeg faktisk HAR haft ondt. Efterfølgende taler vi med hende om, at nogle kvinder ikke mærker den første del af fødslen. De går direkte i den aktive fødsel, og jeg har højest sandsynligt været en af dem. Jeg får en kold klud på panden, klemmer Marks hænder helt blå, og drikker saftevand for at få energi, da jeg ikke har spist siden min morgenmad. Jeg forsøger mig med ilten, men jeg får kvalme og opgiver den. Pludseligt føler jeg virkelig, at jeg skal på toilettet igen, og det fortæller jeg jordemoderen. Hun ryster på hovedet og siger, at det er pressetrangen, der kommer, og at jeg skal vente med at presse lidt endnu. Det er SÅ svært at lade være. Jeg har altid hørt folk sige, at kroppen presser af sig selv, og at man derfor "bare" skal presse med. Jeg tænkte det var noget fis. Men det er fanme rigtigt! En sindssyg presse-fornemmelse overrumplede, og det var fantastisk dels fordi presseveerne overhovedet ikke gjorde ondt, men også fordi at jeg vidste, at jeg om lidt kunne gøre noget i stedet for bare at ligge dér og have ondt!
Klokken lidt over 21 må jeg ENDELIG presse med, siger hun. Der er jeg 10 cm åben, og hun får mig om på ryggen, da jeg gerne vil ligge den vej og føde. Jeg presser endelig med, og det er den vildeste følelse. Jeg tror jeg brøler som et vildt dyr fra urtiden, og hun beder mig faktisk om at bruge de kræfter på pres, men jeg kan simpelthen ikke lade være. Det første pres er langt og voldsomt, og hun siger, at hun kan se et behåret hoved, så hun beder Mark trække i snoren, der skal tilkalde en ekstra jordemoder til stuen. Samtidig får hun pakket diverse ting ud, som hun skal bruge, når Tristan er født.
Mens jeg presser, siger jeg undskyld for at tisse, men hun siger, at det er vandet, der er gået, og at det kommer i kaskader - og at det er grønt. Noget af det, jeg frygtede allermest ved at gå over tid var grønt fostervand, for det har vi knapt så behagelige historier omkring i familien, og jeg går totalt i panik og vil bare have ham ud. Mark er rigtig god til at sige, at de har styr på ham og at vi ikke skal være bange, og jordemoderen gør klar til at sætte en lille ledning på hans hoved for at tjekke ham løbende og være sikker på, at han har det godt. Maskinen, der skal vise hans tal, virker ikke, men det er faktisk også lige meget, for da den næste presseve kommer, presser jeg så voldsomt og kan slet ikke stoppe igen, selvom hun beder mig holde igen. 1, 2, 3 - så kan jeg mærke et kæmpe PLOP! Hoved og krop er født i samme ve, og Tristan kommer op på min mave.
Klokken er 21.27.
Jeg er i så stort et chok. Det gik så sindssygt hurtigt, og jeg har slet ikke forstået, at han er der. Han græder og får en varm dyne på, og tørrer ham lidt af og giver ham den hue på, som Mark har valgt. Den anden jordemoder er ikke nået ind på stuen, og både Mark og jeg græder. Jeg græder af lettelse, chok, glæde og træthed. Det er så sindssyge følelser at have på samme tid, og han er så dejlig. Han lyder meget rallende, og hun er lige ved at tage ham hen til børnebordet for at give ham lidt ilt, men det går i sig selv igen. Han ender med blot at ligge på mit bryst og kigge på os. Den anden jordemoder kommer ind og ser, at fødslen er overstået, og de hjælpes ad med at få navlesnoren klippet sammen med Mark og vores jordemoder får tjekket mig igennem. Jeg er okay med en "klassisk førstegangs-bristning", så jeg får 3 sting, som jeg slet ikke kan mærke. Hun beder mig komme ud og tisse, når jeg kan, for det skal man efter fødslen for at vise, at alt er okay.
Tristan bliver målt og vejet og er lige som han skal være. Tilfældigt er den jordemoder, vi har gået hos, på arbejde, og hun kommer ind og ønsker tillykke med ham.
Den søde jordemoder, der var med til fødslen roser mig og siger, at jeg var mega sej, og det nærmest aldrig sker, at hun får en mor ind, der er til stede hele vejen igennem og endda også magter at være sarkastisk gennem hele forløbet. Vi bliver enige om, at vi har været så trygge i hinandens selskab, og jeg kunne ikke have haft en bedre jordemoder end hende!
Da vi endelig er færdige på fødestuen er klokken 01 om natten, og alt er helt okay, så vi må egentlig godt tage hjem, men får lov at blive og sove og være der lidt dagen efter, så de kan se nogle flere amninger, da jeg er lidt usikker på det.
Men det er en helt anden historie.
Det var min fødsel. Det er så vildt at genleve, og jeg sidder nu med tårer i øjnene. Det er den vildeste fornemmelse, og jeg er bestemt ikke bange for at skulle igennem det en anden gang. Jeg har været så heldig med mit forløb, min jordemoder og med at det gik så sindssygt hurtigt. Jeg fik aldrig de der klassiske veer, vandet gik ikke før til allersidst og generelt ligner det ikke en førstegangsfødsel. Men jeg er så glad for, at det netop var sådan, at Tristan kom til verden!
Hvad vil I ellers vide om livet som mor? Hvad kunne være sjovt, spændende eller interessant at læse et indlæg om??
Dette var december for mig: December plejer at være min yndlings måned. Flere måneder inden december melder sin ankomst render jeg rundt og lytter til julemusik i smug, glæder mig til at gå med juletøj og være en god nisse på arbejde for en kær kollega. Jeg glæder mig til at shoppe julegaver, spise god mad og pynte juletræ hos mine forældre.
Men december blev slet ikke det, jeg håbede. Der har ganske enkelt ikke været overskud til det. December er i stedet blevet en måned, hvor dagene er gledet sammen og pludseligt var det juleaften. Hjemmet blev sparsomt pyntet op, og der er ikke blevet set en eneste julefilm. Lyder det deprimerende? Det er det egentlig ikke. December er gået med mødregruppe, hygge hos familie og at kæmpe for at skabe vaner i barnets hverdag. Baby har uden tvivl været overskriften for min december, og det er det, jeg har brugt al energi på.
Heldigvis har der dog også været tid til julehygge i juledagene. Der er blevet holdt julefrokost hos begge vore familier, og for første gang holdt vi fælles jul alle sammen, da alle gerne ville være med til Tristans første jul. December har stået i familiens tegn, og det er vel egentlig det, det hele handler om?
December på forældre-fronten: Tristan er nu blevet 3 måneder. Det betyder, at han har fået sin første vaccine, for herhjemme vaccinerer vi vores børn med glæde! Dermed ikke sagt, at det var en fornøjelse. For første gang har jeg hørt mit barn græde, fordi han var ked af det. Ikke træt, sulten eller overstimuleret; bare ulykkelig. Det var SÅ hårdt, men så snart vi forlod lægehuset, var han okay, dog med feber i et døgns tid efterfølgende. Amning har fyldt meget, for jeg har en dreng, der vokser med 180 i timen, og jeg har bare ikke nok mad altid. Så vi træner flaske. Og jeg ville ønske, at han havde mødt den før nu, for det er så svært at lære ham. Han er glad for modermælkserstatningen, men han har så svært ved at få fat i flasken. Men vi øver og glæder os til, at han midt januar kan begynde at få grød. Det bliver godt for ham. Derudover har jeg brugt rigtig meget tid på at skabe rytme for ham ift hans søvn, og det er lykkedes, omend nætterne er blevet lidt mere kaotiske - men man kan jo ikke få det hele.
I december læste jeg: 1 bog. Hold nu fast. Men bøgerne er simpelthen ikke blevet prioriteret i december, det erkender jeg blankt. Jeg har hverken haft lyst eller overskud til læsningen og er endt i et giga reading slump, som jeg håber at komme ud af i det nye år! For jeg savner egentlig bøgerne, men når Tristan sover, kan jeg bare ikke samle mig om at læse. I stedet har jeg været kreativ og hørt "Den korte radioavis", hvilket der også skal være plads til engang i mellem.
Decembers bedste bog: Den bog, jeg har læst, var til gengæld fantastisk, og den påvirker mig stadig. Jeg har læst "Hun bad selv om det" af Louise O'Neill, og er der en bog, man bør læse i 2018, så er det den! Det er nok en af de vigtigste YA-bøger jeg har læst i lang tid, og jeg har anbefalet den lige siden.
Decembers mest skuffende bog: Der har jo ikke rigtigt været nogen, kan man sige...
Hvad byder den kommende måned på?: Januar bliver en ny start. På mange måneder. Jeg glæder mig til at komme i gang med min træning igen, for det er jeg endelig klar til. Jeg glæder mig til at få overskud til den sunde mad, for nu sidder baby med ved bordet, og han er den allerbedste motivation til at tage de gode valg. Og jeg glæder mig til at han kan spise sammen med os - det bliver awesome! Jeg har forberedt lidt til bloggen i januar, så den ikke står så stille, som den har gjort siden min fødsel. Jeg lover, at jeg vender stærkt tilbage i det nye år, for jeg savner jer! Januar bliver forhåbentlig en måned med læselyst og skønne oplevelser med min lille familie.
