.

.

torsdag den 28. december 2017

"Da hun forsvandt" af Gayle Forman





Titel: Da hun forsvandt
Forfatter: Gayle Forman
Serie: If I Stay
Forlag: Gyldendal
Sider: 219
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Det er tre år siden, at Mia mistede sine forældre og sin lillebror i en tragisk ulykke, hvor hun på mirakuløs vis selv overlevede. Mia går på musikskole i New York og er forsvundet ud af Adams liv. Adams band er blevet verdensberømt, og han har fået sig en kendiskæreste. For begge ligner det egentlig, at livet er perfekt, men da Mia og Adam møder hinanden tilfældigvis, bliver de stillet overfor de gamle følelser for hinanden.

Jeg synes, at "Hvis jeg bliver" var en okay læseoplevelse. Selvom bogen var ret kort, kunne den sagtens have været kortere, og jeg var ikke helt hooked på Mia som hovedperson. Til gengæld er det genialt, at man i fortsættelsen får lov til at høre Adams syn på det, der skete dengang, og jeg fandt ham langt mere interessant at følge. 
Plottet i denne bog var også langt mere fængende end i den første i serien. Idéen om at mødes med en gammel flamme for en enkelt aften og se, om følelserne stadig er der, er lige præcis en kærlighedsroman for mig, og til tider mindede bogen mig meget om filmen "Before Sunset", som jeg virkelig elsker. 



Adam er bogens fortæller, og som nævnt var jeg meget mere til hans fortællerstil end Mias. Adam er blevet efterladt af Mia, da hun vågnede af koma, og han står nu og føler, at han har mistet hende 2 gange. Det er tydeligt, at han ikke er ovre hende, og der er mange ubesvarede spørgsmål, der gør det svært for ham at komme videre med sit liv. Adams sorg er rigtig godt beskrevet, og som læser bliver det nemt at sætte sig ind i hans situation og forstå de valg, han træffer og har truffet gennem livet. 
Kapitlerne skifter mellem at være nutid og flashbacks, ligesom i den første bog, men her virker flashback-sekvenserne langt bedre og mere gennemtænkte. I denne bog var der ingen af dem, jeg ville have undværet, og de bliver brugt rigtig godt til at beskrive det liv, som Mia og Adam har levet sammen samt Adams liv efter Mia forsvandt til New York.


Der er rigtig mange fine og søde kærlighedsscener og samtaler om livet, det at miste og komme videre. Denne bog har bestemt overbevist mig om, at Forman kan et eller andet, når det kommer til en god kærlighedshistorie, og jeg er rigtig glad for, at jeg gav den anden bog i serien en chance. Udover at være historien om 2 unge mennesker, der har elsket hinanden og mødes mange år efter deres brud, bliver det også historien om at være overlevende efter en tragisk ulykke. Hvem er det mest synd for? Må man gerne sørge mere end den anden? Hvem har patent på at kunne kalde sig offer? Det er spørgsmål som disse og mange flere, Forman behandler gennem bogen, og det giver den en større mening, så det ikke bare bliver den klassiske fortælling om 2 unge mennesker, der har følelser for hinanden.
     

Ingen kommentarer:

Send en kommentar