
.

mandag den 27. november 2017
"The Pearl" af John Steinbeck
Titel: The Pearl
Forfatter: John Steinbeck
Serie: -
Forlag: Penguin
Sider: 91
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 4/5
Kino og hans familie er fattige og bor i byens allerdårligste huse. Han arbejder som perlefisker og håber hver dag at støde på den helt store skat, der skal gøre livet nemmere og bedre for hans familie og ham selv. Kino bor i et samfund, hvor alle har deres faste plads, og da han en dag finder en stor og smuk perle, forandres alt. Kan et samfund klare, at den fattigste bliver den rigeste og at de rigeste presses?
Steinbeck er en forfatter, jeg stiftede bekendtskab med i gymnasiet. Vi læste "Of Mice and Men", og jeg var ellevild med den. Hans skrivestil tiltalte mig især. Hvor min erfaring med klassikere tit har været, at det er skrevet meget snørklet og fint, er Steinbeck lige ud af landevejen. Det betyder ikke, at han ikke har noget på hjerte eller kan skrive smukt. Der er sindssyg smuk symbolik i hans tekster, men det er tydeligt, at Steinbeck skriver til menigmand forstået på den måde, at alle skal kunne være med og få noget ud af hans tekster.
Ligesom i "Of Mice and Men" er det samfundslag, der er emnet i "The Pearl". Det virker til at være Steinbecks hjertesag, og denne gang angriber han det fra en vinkel om roller i samfundet og når disse byttes rundt.
Kino er bogens hovedperson, og jeg blev aldrig vild med ham, men det gik op for mig under læsningen, at det måske ikke er meningen? Kino, hans kone og lille baby bor i den fattigste del af byen, og han overlever ved at fiske perler til de rige, så de kan få endnu større og flottere huse. Det virker dybt uretfærdigt, og Kino gør alt for at hans familie kan få et godt liv. Egentlig overlever de og har det rimeligt. De får mad på bordet, de elsker hinanden og de har det, de skal bruge.
Kino finder perlen og bestemmer sig for, at den skal blive vejen til det fantastiske liv: Hans søn skal i skole og uddannes, så han kan være med til at kæmpe mod uligheden i samfundet, og familien skal flytte til den flotte del af byen. Kinos drømme er store, og de bliver kun større gennem fortællingen. Kino går fra at være meget rolig og vellidt hos læseren til at blive en grådig og grisk type, som man ikke helt ved, hvad man skal synes om.
Det er modigt, at Steinbeck tør skrive en så nuanceret fortælling om magt og samfundslag. Magt fordærver sindet, siger man. Og det er en tanke, som Steinbeck gerne leger med i denne fortælling. Her er ikke tale om entydige gode eller onde mennesker: I stedet er det fortællingen om, at samfundet er uretfærdigt over for nogle, hvor andre kan ødsle og lever et mægtigt liv. Men samtidig bliver det også fortællingen om, at det ikke er alle, der vil kunne klare det markante skift at gå fra at være den fattige til den mest velhavende i byen. Det er en spændende tankegang, og det sætter en debat i gang hos læseren, efterhånden som historien udfolder sig.
"The Pearl" er en forlænget novelle og er lidt svær at kalde en roman. Men det er en vigtig og spændende historie, der virkelig sætter tankerne i gang hos læseren. Steinbeck er en meget spændende forfatter og et glimrende sted at starte, når man gerne vil læse klassiske forfattere.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar