.

.

onsdag den 15. november 2017

"Girl Online går solo" af Zoe Sugg




Titel: Girl Online går solo
Forfatter: Zoe Sugg
Serie: Girl Online
Forlag: Gyldendal
Sider: 356
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Gyldendal.


Noah er forsvundet, og Penny forsøger at komme sig over deres brud. Hun bruger al sin tid med vennen Elliot, og hun hjælper sin mor i bryllupsbutikken. Men da hun besøger veninden Megan på hendes nye skole, møder hun fyren Callum. Han er sød og charmerende, og måske han er den, der kan hjælpe hende af med hjertesorgen. Samtidig står Penny med en praktikplads hos en populær fotograf, og for at få sin egen udstilling, skal hun finde sig selv og sit eget udtryk. Det er nemmere sagt end gjort, når man er ung, har angst og har svært ved at finde ud af, hvem man selv er. 

Jeg har været stor fan af "Girl Online"-serien siden den første bog. Det er gode, hurtigt og letlæselige YA-bøger, der ikke kræver det store af sin læser. Det er rart med sådanne bøger engang i mellem, og den tredje bog i serien er bestemt ingen undtagelse. Sammen med Penny har læseren lært om angst, at acceptere sig selv på trods af dette og at forblive sig selv, når livet vendes på hovedet. Denne bog har et langt større fokus på venskab og vigtigheden i at have tætte relationer, når tingene bliver svære. 

Penny er også denne bogs hovedperson og fortæller. Fra vi efterlod Penny, er der sket meget med hende. Hun er blevet meget selvstændig og er blevet sikker på, at det er fotografering, der er hendes vej, og hun har dygtiggjort sig og bevist, at hun godt kan selv. Hvor hun til tider kunne være lidt for afhængig af Noah i de tidligere bøger, ser vi her en Penny, der står stærkt på egne ben og ved, at hun har talent. Som i de andre bøger er det dejligt nemt at holde af Penny, der både har sin barnlige sjæl og det voksne sind. Hun er sød og sjov, og som læser er man i godt selskab, når man er sammen med hende. 
Dog er der steder i bogen, hvor Penny bliver direkte irrationel og ændrer mening som vinden blæser. Det bliver forvirrende, og som læser bliver man til tider lidt træt af, at hun kan være så naiv og omskiftelig. Det sker dog kun i passager, og før man ved af det, er det den Penny, man kender, der fortæller historien igen. 


Venskaber og loyalitet er nok overskrifterne for denne bog. Det er vigtige emner i denne serie, fordi Penny er så afhængig af sine venner grundet sin angst og det nylige breakup med Noah. Desværre er det ikke alle vennerne, der beskrives med nuancer. Især veninden Megan er der ingen tvivl om, at læseren virkelig skal HADE. Hun fremstilles som en bitch, og dialogerne med hende er kluntet skrevet, fordi hun virkelig bare skal være træls med træls til. Det er en skam, for hun er en rigtig god modsætning til Penny, men det bliver for sort/hvidt, og det gjorde et eller andet ved min oplevelse af bogen. Samtidig er der Elliot, der er Pennys bedste ven og nabo. Elliots forældre skændes dag og nat, og han søger tilflugt hos Penny. Der er noget enormt rørende over deres venskab og Elliots liv, der er ved at gå i tusinde stykker. Scenerne de to i mellem er skrevet rigtig fint, og det er uden tvivl dem, der gør, at bogen bliver mere end bare en underholdende historie.

"Girl Online går solo" var hurtigt læst, spændende og fangede mig hele vejen igennem. Den har sine små elementer af irritation, når det kommer til karaktererne og fremstillingen af dem, og det gjorde, at den ikke stod lige så stærkt som sine to forgængere. Ikke desto mindre er man fortsat i godt selskab med Penny, og det er en bog, der er svær at lægge fra sig, når først man er begyndt på den.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar