.

.

torsdag den 19. oktober 2017

"Morika: Rent blod" af Sidsel Sander Mittet




Titel: Rent Blod
Forfatter: Sidsel Sander Mittet
Serie: Morika

Forlag: Facet
Sider: 322
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Facet.


skoleøen Raudra undervises unge fra landet Morika. Krigerlærlingen Korau og visdomslærlingen Eshri lærer landets idealer om tolerance og fred - noget, der bestemt ikke har været en selvfølge. 
Men det er ikke alt, der er perfekt. Studerende begynder at tæve de anderledes, og ord som "blodforræder" spredes blandt de unge. Der er nogen, der vil have det gamle Morika tilbage med racerenhed og rent blod. Og Korau, Eshri og deres venner må vælge side i kampen.

"Morika"-serien er ikke en ny udgivelse. Den er omtalt mange steder, og jeg kender mange bogbloggere, der har læst og elsker serien. Jeg har haft lidt svært ved at komme i gang med den uden helt at vide hvorfor. Derfor puttede jeg den i min TBR-jar, og da Mark trak den første bog som en bog til min april-læsestak tænkte jeg, at NU skulle det så være!
Jeg ved ikke helt, hvad jeg forventede af den, men jeg fik en virkelig spændende og underholdende læseoplevelse, som overraskede mig på mange måder.
Mittet er rigtig god til at beskrive sit univers, og jeg elsker at læse en fantasy-roman, der tager nutidige emner og problematikker op. Debatten om race, renhed og værdi hos mennesker er blusset op flere steder i det offentlige rum, og derfor er "Morika" måske netop relevant at læse her og nu. Det var fedt at se et utopisk univers udvikle sig i en dystopisk retning, og selve opbygningen af Morika som verden var enormt fængende.
Jeg nød at tage på rejse sammen med Eshri, Korau og de andre, og Mittet tager sin læser vidt omkring i et univers, der er gennemført og gennemtænkt.


For mig var bogens svage punkt hovedpersonerne. Bogen er fortalt af Eshri og Korau på skift, og man får derfor forskellige synspunkter gennem historien. Jeg var vild med det skiftende syn gennem fortællingen, fordi det holdt spændingen oppe og begge personer havde jeg lyst til at følge.
Eshri er visdomslærling, hvilket betyder, at hun er klog, ved en del om Morikas historie og derved også til tider er en smule naiv. Hun kan forholde sig til det, hun kan læse, og hun tror på det, de gamle skrifter og lærere fortæller hende. I fantasy kan det være godt med den naive hovedperson, for de skal lære, at tingene ikke altid er, som man regner med. Men Eshris ellers spændende potentiale ødelægges lidt for ofte at teenagefnidder mellem hende og kæresten Oryn. De er unge, elsker hinanden og deres kæresteri trak mig ud af den stemning, som bogen ellers var rigtig god til at holde det meste af tiden.
Korau er krigerlærling, og hans løsning er tit og ofte en god slåskamp. Han kender Morika på en anden måde, og det er også gennem Korau, at der skal træffes mange store beslutninger. Koraus udvikling er virkelig fed, og han endte med at være min yndlingsfortæller, fordi jeg blev en anelse træt af Eshris "pigethed"


Sproget i bogen er dejligt flydende og letlæseligt. Bogstaverne er store og opsætningen er rar, og derfor er bogen læst hurtigt. Den er spændende, sjov og et friskt pust, og det er tydeligt, at denne bog bygger op til en episk finale, som jeg glæder mig til at læse.
Historien om "Morika" er underholdende og god læsning. Universet er medrivende, og som læser glæder man sig til at udforske det endnu mere i de kommende bøger. Til tider er der ting ved hovedpersonerne, jeg havde svært ved, og det tog lidt læseglæden fra mig, men det har ikke gjort, at jeg ikke glæder mig til resten af serien!        

   

Ingen kommentarer:

Send en kommentar