.

.

tirsdag den 24. oktober 2017

"Heksen" af Camilla Läckberg


Titel: Heksen
Forfatter: Camilla Läckberg
Serie: Patrick Hedström
Forlag: People's Press
Sider: 667
Sprog: Dansk
Stjerner: 5/5


Denne bog er stillet til rådighed af forlaget People's Press.

Den fireårige pige Nea forsvinder fra den gård, hvor hun bor. Hendes forsvinden minder hele byen om den tragiske hændelse, der forekom 30 år tidligere: En lille pige forsvandt fra selvsamme gård og blev fundet myrdet. Fortiden banker på, da Nea findes, og som alle ved, kan man ikke flygte fra sin fortid. Patrick og de andre i politiet må grave i gamle sager, og det, de finder, er på ingen måde betryggende. 

Jeg ved ikke, hvad det er, som Läckberg kan. Selvom dette nu er den 10. bog i hendes serie, formår hun alligevel fortsat at holde sin læser fanget som var det den første. Det er næsten som at komme hjem, når man læser den nye bog om lille Fjällbacka, for i rigtig mange år har man kunnet følge det store og elskelige persongalleri i fortællingen.
Med "Heksen" udgiver Läckberg sin hidtil længste bog i serien, og jeg vil da gerne indrømme, at da den kom med posten, tænkte jeg, at den ville jeg da aldrig komme igennem. Men som det bare er med netop disse bøger, så er den slugt på ingen tid. Som læser kan man ikke andet. Historien er så spændende, og handlingen bliver ved med at være intens, så som læser keder man sig aldrig.
Traditionen tro skal man lige have styr på de mange personer og tråde, som historien flettes sammen af, men når man har læst de første 50 sider, er flowet fantastisk.


Som nævnt er persongalleriet hos Läckberg stort - det har det altid været. Hun arbejder konsekvent med at alle skæbner på en måde skal flettes sammen, og det bliver en måde at holde læseren fanget. Lige som det er spændende hos den ene, skifter synsvinklen, og man higer efter at vide mere om dem alle sammen. Der er nye personer, hvis historie er rørende, intens og grufuld og der er vores faste slæng af betjente og familiemedlemmer. Som altid har Erica en særlig plads i mit hjerte. Jeg elsker hendes gåpåmod, omsorg og evige nysgerrighed. Hun er så god til at få sig selv i fedtefadet, men samtidig må man give hende, at hun er ukuelig og modig. Hendes person er så morsomt skrevet, og det er tydeligt, at hun har en helt særlig plads i Läckbergs hjerte.
Samtidig bliver det her for mig den bog, hvor der er mest humor. Der er scener, hvor man som læser virkelig må grine med og af de karakterer, vi efterhånden kender så godt, og fordi bogen er så lang, er der plads til flere scener, hvor man kommer under huden på disse personer. Det er dejligt og befriende, og det gør intet ved flowet i fortællingen. 

Det er blevet et kendetegn for Läckbergs bøger, at hun skal blande en fortidshistorie sammen med den forbrydelse, der opklares i nutiden. Som læser kan man derved være med til at koble trådene, og hurtigt ved man mere end politiet. I denne bog er det dog ikke tilfældet. Det betyder ikke, at den forhistoriske fortælling er overflødig og ikke giver mening. Denne gang bliver trådene først bundet sammen på bogstavligste sidste side, og jeg må nok erkende, at jeg ikke havde set det twist komme. 
Forbrydelser mod børn er altid de mest forfærdelige at læse om, men Läckberg skriver som altid med stor gru og ærlighed. Det gør, at bogen bliver ret rørende til tider og pludseligt bliver andet end blot en kriminalroman.


Det er dejligt, at Läckberg er tilbage! Hun bliver bedre og bedre, og jeg må blankt erkende, at trods sine knapt 700 sider, har hun skrevet den bedste bog i serien so far. Den er sindssygt spændende, fængslende og virkelig grusom på nærmest alle planer. Samtidig tages der emner op som sorg, manipulation og flygtningekrise, hvilket giver bogen et ekstra og aktuelt lag. Det klæder kun fortællingen, og jeg kan ikke sige andet, end at Läckberg har gjort det igen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar