Dette var september for mig: September er bare forsvundet. Måneden kan deles op i 2: Før og efter baby. Her vil jeg skrive lidt om før-tiden, da Tristan har sit eget segment længere nede. Starten af september var venten. Terminen hed den 11.september, og det var den dato, vi virkelig arbejdede os hen imod. Starten af september bød på biografturer og en "sidste middag" uden baby og ude i et stykke tid. Vi brugte tid på at se film og virkelig nyde tosomheden, samtidig med, at vi slet ikke kunne vente længere og bare gerne ville være forældre N U! Starten af september var den del af måneden, hvor jeg også fik læst en masse. Ventetiden blev fordrevet med bøger, og jeg har nydt at have tiden til bare at sætte mig og fordybe mig i læsestof. Tanken om, at bøgerne nok ville mangle det næste lange stykke tid var virkelig mærkelig, så jeg ville indhente så megen læsning som muligt.
Der er egentlig ikke så meget mere at sige. Der blev ventet, læst, hygget og ventet lidt mere. Utroligt hvordan man kan gå og bare tælle sekunder og minutter til noget, man bare glæder sig til.
September på forældre-fronten: Her er der i den grad nyt at berette. Tristan kom til verden den 15. september kl.21.27 i en sand lynfødsel, så ingen af os rigtigt nåede at opfatte, at det var det, vi havde gang i. Jeg lover jer en fødselsberetning senere, men lige nu må det være den korte udgave :). Jeg havde en drømmefødsel, og jeg synes selv, at jeg er mega sej! Tristan er en rolig og glad baby, ud over når maven driller, og det gør den lidt her i starten. Han spiser godt og vejer nu næsten 4 kilo og er 54 cm lang. Han passer på alle kurver og er helt igennem perfekt, synes hans forældre.
Jeg har stadig ikke vænnet mig til, at han er her, og alt er bare blevet vendt på hovedet, selvom han for det meste spiser og sover. Søvn kan jeg sagtens undvære, men jeg erkender gerne, at efter han har sat sine nætter lidt i system, er overskuddet herhjemme også noget anderledes. Mark starter på arbejde igen nu, og det er så mærkeligt, at jeg skal være alene med ham så længe af gangen, men jeg glæder mig også. Planen er, at jeg skal prøve at skabe en hverdag med baby og blog/bøger, og jeg glæder mig til at se, hvordan det kommer til at gå.
I september læste jeg: Inden min fødsel nåede jeg faktisk at læse 6 bøger, og det er jeg stolt over! Det har været en god blanding af alskens genre, faktisk min mest varierede måned, når det kommer til læsning, i år so far. Det har været fedt med en så anderledes læsestak, og jeg glæder mig til at dele alle anmeldelserne med jer herinde.
Septembers bedste bog: Det har stået mellem 2, men jeg må nok sige "Release" af Patrick Ness. Det er den bog, jeg husker tydeligst fra denne måned, og jeg har stadig ikke helt sluppet den. Der var bare et eller andet over dens fortælleform og historie, der rørte mig dybt, og Ness er bare en forfatter, der kan blive ved med at overraske.
Septembers mest skuffende bog: I denne måned bliver det en af de lydbøger, jeg har lyttet til; nemlig "At tænke som en morder" af Kurt Kragh. Bogen endte med at være en meget tung læseoplevelse, der var svær at investere sig i, og jeg havde forventet en helt anden beretning efter at have hørt Kurts foredrag for nogle år siden.
Hvad byder den kommende måned på?: Læsemæssigt aner jeg det ikke. Pt er jeg i gang med "The Hate U Give", som jeg er ellevild med, og som virkelig fortjener den hype, den har fået med allerede nu. Derudover ligger den nye Läckberg på mit bord og venter. Tiden til læsning er stadig enormt ustabil, da Tristan den ene dag sover meget og den næste er vågen nærmest hele tiden. Men bøger og bloggen håber jeg bestemt at få plads til. Oktober bliver nok mest af alt en måned, hvor vi skal vænne os endnu mere til at være forældre. Der sker så meget hver dag, og det er stadig voldsomt overvældende. Men vi nyder det begge to, og livet som mor er mega fedt!
Hvad byder jeres oktober på? Har september været lige det, I håbede på? Har I fået læst nogle gode bøger, og hvad vil I gerne læse i oktober?
Der blev pludseligt meget stille herinde. Og stilheden skyldes, at jeg er blevet mor, og Mark er blevet far.
Vi er blevet forældre. Hvor er det vildt at kunne sige til sig selv og andre. Jeg har fået et barn!
Det er slet ikke gået op for mig endnu, tror jeg.
Fredag den 15.september kl. 21.27 kom vores lille dreng til verden.
Jeg lover en fødselsberetning senere, men dette opslag er for at sige, at jeg de næste 2 uger, hvor Mark også har barsel, bor i min bobbel, hvor jeg skal lære vores lille ny at kende.
Derfor vil der være 2 ugers tid, hvor bloggen står stille, men så lover jeg at vende tilbage til jer :)
Vi har det alle godt, og vi er dybt lykkelige over verdens dejligste dreng!
Velkommen til livet, dejlige Tristan Per Svensson!
Titel: Sjælehenteren
Forfatter: Katja L. Berger
Serie: Fortællinger fra Døden
Forlag: Dreamlitt
Sider: 250
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Dreamlitt.
Raven bliver myrdet, men hun dør ikke. Selveste Døden skal nemlig bruge hente som Sjælehenter: En død, der hjælper andre døde mod lyset, så de kan komme til efterlivet. Raven præsenteres for en helt ny verden, og hun trænes til kamp og til at blive ekspert i sit nye job. Men der er noget galt, for det er ikke alle, der bryder sig om sjælehenterne. Dommedag truer med at bryde ud, og Raven må hurtigt erfare, hvem der er venner og fjender, og hun må påtage sig den farlige opgave at redde hele verden.
Det er nu et år siden, at Katja Berger debuterede med bogen "De 7 synder", som var fantasy i sin mest klassiske forstand. Der var tale om en fantasy-roman, der fulgte alle reglerne for genren, og det var virkelig fedt at læse en bog, der var et sandt eventyr.
Med "Sjælehenteren" bliver Berger i fantasy-genren, som man kan mærke, at hun brænder særligt for. Men hvor "De 7 synder" fulgte skabelonen til punkt og prikke, er der her tale om en historie, der tør eksperimentere lidt mere og virkelig sætter et univers op, som fanger sin læser.
"Sjælehenteren" er heller ikke en selvstændig roman, og derfor giver det god mening, at Berger slår et meget større brød op denne gang, og det klæder hende.
Raven er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien til læseren. Raven drager hurtigt læseren med ind i sit nye liv, og sammen med hende må man lære om livet efter Døden, Himmel og Helvede og meget mere. Det er fedt, at Raven intet ved, da bogen starter, og det giver Berger god tid og plads til at sætte sit univers, sine skabninger og sine karakterer op.
Som læser bliver man hurtigt bedt om at glemme alt, man ved, om kristne, græske og religiøse myter, og det er fedt, at man gennem Raven får mulighed for at efterforske dette gennemtænkte og spændende univers.
Raven har i sit menneskeliv været en Queen Bee. Hun er vant til at være i centrum og være den smukke og smarte. I døden må hun lære, at man ikke kan overleve på mærketøj og rigtig makeup alene: Raven bliver hurtigt tvunget til at fralægge sig sin gamle attitude, og det klæder hende! Hun får ben i næsen, og samtidig kan man mærke, at hun inderst inde altid vil være lidt bitchy, hvilket er sagt som en stor ros lige her! Ravens udvikling sker gradvist gennem bogen, og den er langt fra ovre. Der er materiale til mange flere bøger i hende, og det er lige, som det skal være.
Det er især de mange myter, som Berger arbejder med, jeg blev fascineret af. Det er tydeligt, at Berger har researchet, men også at hun skriver tingene om, så de passer i hendes fantasy-verden, og det er jo det fantastiske ved netop denne genre! Der er passager, hvor myter genfortælles, og de var nogle af de allerbedste i bogen, fordi det virkelig er her, man som læser kan mærke Bergers passion for fantasygenren. Der hersker ingen tvivl om, at det er her, hun er på hjemmebane, og det kan mærkes, at den første bog her bliver brugt meget til at etablere universet og sammenhængen mellem de mange verdener. Til tider bliver det en anelse langhåret, men det bliver aldrig kedeligt, hvilket man godt kan frygte, når setting fylder så forholdsvis meget i bogen.
"Sjælehenteren" er noget helt andet end Bergers debut, og det er godt! Der er sket en enorm udvikling, og her er en roman, der viser, at vi i Danmark også har talentfulde fantasyforfattere. Der er spænding, twists og cliffhangere hele vejen igennem, og når man først er begyndt at læse, er det svært at stoppe igen. Jeg glæder mig i hvert fald til bind 2!
Titel: Room
Forfatter: Emma Donoghue
Serie: -
Forlag: Little Brown
Sider: 321
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 5/5
Jack er 5 år gammel og bor med sin mor i Rum. Et lille skur, hvor moren har været indespærret i mange år. Jacks mor (kendt som "Mor" i bogen) er blevet kidnappet som 19årig af manden Old Nick, der nu holder dem begge indespærret. Jacks verden er ikke større end Rummet, hvor han og Mor bor, og Mor kan ikke længere klare at være indespærret. De 2 planlægger deres flugt, selvom Jack ikke helt forstår, at der findes andet end Rum. Hvis det ikke lykkes, er de begge dødsdømt, for Old Nick er ikke typen, man narrer.
Det er tydeligt, at her er en fortælling inspireret af de virkelige historier om Natascha Kampusch og Joseph Fritzl. Her er en fortælling, der gør alt for at sætte sig i ofrenes sted og fortælle historien fra deres synsvinkel, og den gør det mageløst. Det virker næsten som om, at Donoghue selv har oplevet Mors og Jacks skæbner på egen krop.
For mig startede historien om "Room" som film. Jeg så filmatiseringen af bogen med min mand, og vi sad tilbage dybt rørte begge to, og det var svært ikke at græde, selv da filmen var slut. Der var noget dybt forfærdeligt og håbefuldt over fortællingen, og det var så modsatrettede følelser at sidde tilbage med. Derfor var jeg nødt til at investere i bogen, og jeg var enormt spændt på at læse den, da Mark trak den i min TBR-Jar. Jeg har hørt mange blandede holdninger om bogen i forhold til filmen, men jeg må tilslutte mig dem, der virkelig elsker den.
Jack er bogens fortæller, og det er enormt spændende at få denne tragiske og virkelige uhyggelige fortælling fra hans synsvinkel. Den er skrevet som jeg-person, og det gør, at der er en del grammatiske fejl, men det er ganske bevidst. Det hjælper virkelig læseren til at sætte sig ind i den 5åriges tankespind, og den fantastiske børnelogik, som Jack besidder, skinner virkelig igennem, når der er voksensnak eller bruges sjove ordsprog. Jack er elskelig, og han virker på intet tidspunkt dum, selvom hans verden ikke er større end et skur. Mor har sørget for, at Jack er klog og ved ting, og han trives i og for sig i den verden, han er født og vokset op i. Som læser skal man vænne sig til, at tingene ikke hedder "the room" eller "the chair". I Jacks verden er tingene personer, for det er de eneste "væsner", han kan danne relation til ud over sin mor. Derfor er det "Room" "Table" eller "Bed", når Jack omtaler tingene i rummet. Jack tror på, at alt det, han ser i TV er en fantasiverden, og derfor er det også et stort chok for ham, da Mor afslører, at de er en del af noget langt større.
Dagligdagen i Room beskrives i mange detaljer, og læseren er ikke i tvivl om, hvordan selv de mindste ting er struktureret i Jacks og Mors liv. Det giver god mening senere hen i bogen, men jeg vil gerne erkende, at de første 100-ish sider var hårde at komme igennem, fordi de var meget trivielle og detaljerede. Som nævnt giver det god mening, når handlingen tager til, fordi man som læser derved virkelig forstår, hvor isolerede de 2 hovedpersoner er.
Heldigvis er det ikke kun livet i Room, hele bogen handler om: Den bliver langt mere historien om at komme ud på den anden side i den normale verden og leve det normale liv. For Mor er dette en del nemmere, da hun har oplevet den virkelige verden, og måske er det netop derfor, at Jack er hovedpersonen. Vi ser verden for første gang nogensinde gennem ham, og det er en sand rejse. Samtidig er det enormt spændende at se, om Jack nogensinde vil kunne leve i den normale verden; og hvad vigtigere er: Kan hans mor efter mange års fangenskab?
"Room" er en ny vinkel på en historie, der er fortalt om i biografier og i dokumentarer. Den var virkelig overraskende og har så mange fine passager, man som læser kun kan blive rørt over. Det er historien om at overleve, at leve og at elske hinanden højere end alt andet. Jeg er virkelig glad for, at jeg fik læst denne bog, og jeg vil ikke slippe Jack eller Mor foreløbig.
Titel: Will Grayson, will grayson
Forfatter: John Green & David Levithan
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 392
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af Politikens Forlag.
Will Grayson er ikke en fyr, man ligger mærke til. Han er venner med Tiny Cooper, skolens famøse bøsse, der er ved at skrive og komponere en musical om sit liv. Will gør, hvad han kan for at hjælpe Tiny samtidig med, at han vil finde sig selv i den store verden.
will grayson er homoseksuel og er dybt forelsket i internetflirten Isaac, og de aftaler at mødes. Ingen i hans omgangskreds kender hans hemmelighed, og han ved ikke, om han er klar til at tage skridtet og springe ud.
De to Will Grayson'ers skæbne flettes sammen, og de må begge lære at elske, leve og være.
John Green er en fænomenal forfatter. Han har gjort noget helt unikt for YA-genren, og det er jeg ham evigt taknemmelig for. Der er et eller andet over hans filosofiske skrivestil, hans humor og hans uforglemmelige hovedpersoner.
At sætte ham sammen med David Levithan gør bestemt intet dårligt - det er blevet til en fantastisk bog om rigtig mange ting: At være ung, at være anderledes, venskab, kærlighed og at blive menneske.
Jeg læste "Hold me closer" af David Levithan, før jeg læste bogen om Will x2. Det er manuskriptet til den musical, som Tiny Cooper arbejder med i denne bog, og jeg er faktisk glad for, at det er den rækkefølge, jeg lærte personerne at kende i. Især Tiny, for selvom han ikke er bogens hovedperson, fylder han meget og gennem manuskriptet har man som læser lært begge Will'er at kende gennem Tinys øjne.
Når man læser John Green (og David Levithan) er det uden tvivl hovedpersonerne, der bærer historien. Den første Will Grayson er ham, vi staver med stort (det giver mening, når man har læst bogen!). Han fungerer rigtig godt som Tinys side-kick, men efterhånden går det op for ham, at han gerne vil mere. Han vil finde sig selv, han vil også elske, og selvom det med piger er svært, kaster han sig ud i det. Han ender i alskens akavede, pinlige og humoristiske situationer, og alligevel bliver han aldrig ufrivilligt morsom: Han er realistisk! Når man er ny i det med kærlighed, så bliver det nemlig akavet og mærkeligt til tider. Will Grayson er virkelig elskelig, og især de samtaler, han har med Tiny er virkelig dybe og fine. Venskab er en stor del af Wills historie, og som læser bliver man helt varm af at læse hans kapitler i bogen.
will grayson (ham vi staver med småt!) fortæller også sin side af historien. For at skelne de to, skrives alt i hans kapitler med små bogstaver, også efter punktum osv. Det skal man liiiiige vænne sig til, men det er en dejlig måde at skelne mellem de to. will er homoseksuel og er lige på vej til at fortælle det til hele verden. Da han møder Tiny, får han virkelig en forsmag på, hvad livet som offentlig homoseksuel kan byde på, og han må sammen med Tiny lære, hvem han er og acceptere de fejl og mangler, han har. will er depressiv og tager stærk medicin, og det er som om, at han ser verden gennem et gardin, der gør følelser nærmest umulige for ham at føle. Et spændende træk, der virkelig gjorde will til min yndlingshovedperson i bogen.
Det er især det at føle kærlighed og lade andre elske én, der ramte mig under læsningen. Der er mange smukke scener om kærlighed, hvad kærlighed er, og om vi alle fortjener at blive lykkelige? Disse spørgsmål debatteres gennem unge mennesker samtidig med, at det gøres med humor og dyb alvor. Man kan sidde og skraldgrine, og det næste øjeblik triller tårerne, fordi det hele er så smerteligt og kynisk. Det er netop det, John Green kan i sine bøger, og han gør det igen, igen, igen med denne!
"Will Grayson, will grayson" er historien om 2 skæbner, der tilfældigvis flettes sammen og påvirker hinanden på uforudsigelig vis. Det er historien om at elske og lære at elske - og vigtigst er det historien om at blive menneske på rigtig mange måder: Både med seksualitet, psykiske problemstillinger og forfærdelige familieforhold. Her er tale om en unik og anderledes dannelsesroman, som jeg virkelig endte med at elske, og som jeg ikke kommer til at slippe foreløbig.
Titel: Release
Forfatter: Patrick Ness
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 291
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Gyldendal.
Adam er homoseksuel og bor i en voldsomt kristen familie. Faren er præst i en af byens evangeliske kirker, og derfor er det Adams største hemmelighed, at han er kæreste med Linus. Angela er Adams bedste veninde, og hun kommer fra et helt andet og mere frit hjem, hvor Adam altid kan søge hen, når hans far bliver for prædikende.
Adam skal til en fest ("sammenkomst") den aften, og gennem bogen følger vi én dag i Adams liv, hvor alt forandres for evigt.
Patrick Ness har gjort det igen. Der er ikke andet at sige. Jeg ved ikke, hvad det er, han kan, når det kommer til at skrive bøger til unge, men jeg står tilbage med åben mund og kan slet ikke forstå, hvor god en historie, der lige er blevet fortalt mig. Samtidig var det en helt anden læseoplevelse end Ness' andre bøger. Den virkede langt mere personlig og biografisk til tider, selvom jeg ikke skal kunne sige, om Ness er vokset op i et ultra-kristent hjem, hvor homoseksualitet har været et absolut NO-GO. Samtidig var der noget enormt skrøbeligt over fortællingen og Adam. Det hele balancerede på en knivsæg, og det virkede som om, at der bare skulle gå én ting galt, så væltede alt. Det skabte en helt særlig stemning bogen igennem, som er meget svær at beskrive.
Adam er bogens hovedperson, og jeg var vild med ham. Samtidig med at han er ret bange for at fortælle sin familie om, at han er til drenge, er han en dreng med en masse mod, der ikke er i tvivl om, hvem han er. Adam har svært ved at afgøre, om han er forkert, for derhjemme får han at vide, at homoseksuelle kommer i Helvede og ikke kan elskes eller elske. Men det er ikke det, han oplever på egen krop og i sine egne følelser. Kampen i Adam er enormt spændende at følge, og jeg er vild med, at den virker så naturlig. Det kunne hurtigt være blevet enormt overdrevet, men det gjorde det hele endnu mere intenst, at det var så.... roligt?
Adams dårlige samvittighed og lyst til at være den, han er, fylder gennem fortællingen, og det hele virker så realistisk i forhold til at være ung i dag og ikke ane, hvem man selv er, især når man stikker ud fra normalen.
Det er efterhånden gået op for mig, at Ness har det godt med, at der lige er noget overnaturligt eller symbolsk ind over hans fortællinger. I denne bog er det en historie om en Dronning, der er fanget i en andens krop, og det bliver en blanding af et eventyr og en ren gyser. Det er svært at sige mere om den specifikke historie uden at spoile hele bogen, men jeg er vild med Ness' måde at understrege sin pointe og bearbejde sit emne gennem flere karakterer og på flere planer. Bogen bliver i sandhed fortællingen om at give slip og opleve "release", og han gør det på fornem vis.
"Release" er meget anderledes end andet Patrick Ness, jeg har læst, og det er ikke kritik: Jeg tror faktisk, at dette er min yndlings af hans bøger, siden jeg læste "Monster". Adams historie kan noget helt unikt, og den er fortalt med stor passion og kærlighed. Der udgives enormt meget YA disse år, men Ness er uden tvivl en af de forfattere, der gør genren til sin egen og fortæller gribende og smukke historier, både til den unge men så sandelig også til voksne.
