.

.

tirsdag den 29. august 2017

"Spektrum: Ursiderne" af Nanna Foss


Titel: Spektrum: Ursiderne
Forfatter: Nanna Foss
Serie: Spektrum
Forlag: Tellerup
Sider: 547
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Tellerup.


Dette er tredje bind i Spektrum-serien.


Nasrin kæmper for at leve efter at have mistet sin mor på en ferie år tilbage. Hun møder den dreng, der reddede hende fra selv at blive taget af tsunamiens vrede bølger - men han er ikke blevet ældre ligesom hende: og nu er han blind. Drengen og hans venner kontakter hende, for de ved, at hun er noget særligt, og Nasrin må bestemme sig for, om hun vil hjælpe dem med at opklare mysteriet om lægen Iris - og måske kan hun få noget helt særligt til gengæld, hvis hun hjælper...

Er der en forfatter, som Danmark kan og skal leve højt på, så er det Nanna Foss. "Spektrum"-serien er noget af det mest originale, jeg har læst i flere år, og jeg kan ikke mindes, hvornår jeg har glædet mig sådan til en ny bog i en serie siden Harry Potter. Denne bog er læst ud i en køre, og jeg var meget tæt på at kramme postmanden, da han kom med pakken i formiddags. Jeg flåede den op, satte mig og læste, og jeg stoppede ikke, før jeg havde vendt sidste side.
Universet i "Spektrum" er fantastisk! Det er tilpas virkelighedsnært til, at man som læser hurtigt er med (også selvom der er gået et år siden den sidste udgivelse), og samtidig er der rig mulighed for at bygge på, fordi der er tale om tidsrejser. Hele tiden er der små ledetråde fra tidligere bøger, der er nye hints, man er sikker på bliver vigtige længere henne i historien, og det holder læseren vågen og skarp, selvom der er tale om en okay lang bog.


Som i de andre bøger, er der en ny fortæller her. Denne gang er det Nasrin, som læseren ikke kender fra de andre 2 bøger. Nasrin er 16 år gammel, og hun kæmper med sorgen efter at have mistet sin mor. Nasrin har svært ved at komme videre, hendes familie er splittet, og hun forsøger at skrive digte for at beskrive den ulidelige smerte, hun må leve med hvert vågent øjeblik. Nasrin er meget ulig de andre hovedpersoner, der indtil nu har været i serien. Hvor både Emilie og Pi var meget positive af sind, er der her en hovedperson, der beskriver sig selv som direkte sort: og sort, dét er hun! Nasrin er ulykkelig, hun er ødelagt og hun er enormt aggressiv i sin tilgang til livet og andre mennesker. Det bliver aldrig for karikeret, og det giver serien et friskt pust, fordi hun bliver en diametral modsætning af de andre unge mennesker, man følger i bøgerne. Foss når med Nasrin som hovedperson nye dybder i en hovedkarakter. 
Fordi hun lever med en stor sorg, der vitterligt fylder hele hendes hverdag, bliver hun den indtil nu mest spændende hovedperson i serien, og det er vildt, at man som læser kan komme til at elske hende så højt, når man ikke har haft de 2 første bøger til at lære hende at kende.


For mig blev dette "Spektrum"-bogen, hvor det er ganske tydeligt, at Nanna Foss har langt mere på hjerte end en god fantasy/sci-fi fortælling. Der er langt mere på spil i Nasrins fortælling, fordi emner som sorg og tab fylder lige så meget som actiondelen af plottet. Det bliver meget intimt og ærligt, og det kan man som læser ikke blive andet end rørt over.
 Der er mange smukke passager om at miste, hvad det vil sige at sørge, og alle de mange tanker, de efterladte kan stå tilbage med. Jeg har grædt mange tårer over den hudløse ærlighed, som Foss skriver med i denne bog, og jeg er så imponeret over det mod, hun udviser ved at skrive denne bog netop nu. Jeg har ikke oplevet en bog siden "Monster" af Patrick Ness, der behandlede emnet "sorg" så perfekt, som det sker i denne bog. Det har givet "Spektrum"-serien en helt anden dybde og viser, at der ikke bare kan være spænding og intensitet på højt plan: Der kan tales om de store følelser, og der er plads til at behandle alvorlige emner gennem unge mennesker, som Foss tydeligvis gør alt for, at læseren skal elske lige så højt som hun selv gør.


"Ursiderne" er uden tvivl den bedste bog i serien so far! Den er spændende fra start til slut, intensiteten er sindssyg, og den har cliffhangers og twists i massevis. Samtidig med den actionprægede handling er der en dyb, rørende og smuk fortælling om at miste og komme videre i sit liv. Tidsrejse-perspektivet får en helt ny, etisk dimension, for må man rejse tilbage og ændre ting for sin egen skyld, hvis det kan få fatale konsekvenser for andre?
Foss udviser helt nye evner med denne bog, og jeg elskede hver eneste side af den!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar