Titel: Rød opstand
Forfatter: Pierce Brown
Serie: Red Rising
Forlag: Gyldendal
Sider: 413
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.
Jorden er ikke længere beboelig, og menneskerne forsøger nu at gøre Mars til deres nye levested. Man har delt mennesker op efter farver, og Darrow er Rød, som er den laveste kaste, og arbejder i minerne. Han aner ikke, hvordan overfladen ser ud, men en dag afsløres den store hemmelighed for ham: De Gyldne lever i bedste velgående deroppe og holder de lavere kaster under Jorden som slaver.
Et oprør er i gang, og Darrow må kæmpe en farlig kamp for at bevise sit værd.
Trilogien om Darrow har fået ros mange steder, og jeg havde høje forventninger, da Mark trak denne bog i min TBR-Jar. Der var bestemt også elementer, jeg var ellevild med; og så var der ting, som bare forvirrede og ærgrede mig, da det gik ud over min læseoplevelse.
Lad os starte med det positive: Universet. Fra start til slut var jeg VILD med universet, og jeg synes idéen med bogen er genial. I dystopiske YA-romaner har jeg altid elsket, når der blev opfundet ny samfundsinddeling, og når der blev stilet spørgsmålstegn ved, hvad vi mennesker gør ved hinanden. Idéen om farve-kasterne og kontrollen med disse fascinerede mig rigtig meget, og jeg kunne sagtens have brugt en hel bog, der var gået i dybden med livet på Mars og i Mars' undergrund.
Bogen blev hurtigt til Hunger Games pt. 2, men uden det blev for meget en wannabe-fortælling. Jeg havde hørt mange snakke om, at det var det, der havde været træls for deres læseoplevelse, men det blev gjort meget større end Arenaen i Hunger Games-serien, og sammenligningen forsvandt relativt hurtigt. Det blev en skøn blanding af HG, græsk mytologi og spænding, og derfor kunne bogen sagtens stå for sig selv uden sammenligning til den populære franchise.
Når det så er sagt, sad jeg lidt med fornemmelsen af at have læst 2 bøger, da jeg var færdig. De første 150 sider var historien om Mars og det liv, som Darrow og de andre Røde lever under Jorden. Det kunne sagtens havde fyldt mere, og da historien pludseligt blev en helt anden (som jeg ikke kan uddybe her af frygt for, at det vil være for stor en spoiler!), gik der faktisk lidt tid, før jeg rigtigt forstod det. Skiftet var på sin vis ret brat, og jeg sad pludseligt med fornemmelsen af, at det var en ny bog, jeg var begyndt på. Det gjorde, at jeg ikke rigtigt kunne finde ud af, om den lange, lange start på bogen overhovedet havde været nødvendig?
Darrow som hovedperson blev jeg bare aldrig fan af. Han virkede enormt arrogant, og han var slet ikke én, jeg havde lyst til at fordybe mig i. Nogle gange starter hovedpersoner sådan, men problemet for mig blev, at jeg ikke rigtig synes, at han udviklede sig. Til tider kunne jeg endda have svært ved at holde med ham, for han fremstod virkelig som en røv. Om hans udvikling kommer gennem de næste 2 bøger, kan jeg ikke udtale mig om, men jeg frygter lidt, at det bare er sådan, at Darrow er...
Jeg er virkelig splittet omkring "Rød opstand". Universet er SÅ awesome, og det er bestemt grunden til, at jeg kommer til at læse serien færdig. Men det virker som om, at det tog noget tid for Brown at finde ud af, hvilken historie han ville fortælle. Samtidig var Darrow bestemt ikke en hovedperson, jeg brød mig om, og jeg havde svært ved at investere mig i ham og hans kamp. Bogen var læst hurtigt, og da den egentlige historie kom i gang, havde jeg svært ved at slippe den. Bogen har bestemt sine fejl og mangler, men den er også mega spændende. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse resten af serien for at se, hvordan det hele ender.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar