.

.

torsdag den 24. august 2017

"Mails til Sankt Nicolaus" af Birthe Mau Lavigne


Titel: Mails til Sankt Nicolaus
Forfatter: Birthe Mau Lavigne
Serie: -
Forlag: Egolibris
Sider: 259
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5

Denne bog er stillet til rådighed af forfatteren selv.


Tilde begynder at modtage mails fra pigen Lili, og det går hurtigt op for hende, at der er sket en forbrydelse. Sammen med vennerne Mads og Jonas bestemmer Tilde sig for at opklare mysteriet om Lili, men det er bestemt ikke alle, der er interesserede i, at sandheden kommer frem. Tilde og hendes venner sætter livet på spil, og spørgsmålet er, hvad de voksne i den lille by gør, når 3 unge mennesker leger detektiver og gør alt for at afsløre alles hemmeligheder.

Jeg vil starte med det positive. Jeg er vild med, at man som forfatter vælger at skrive en krimi til unge. Krimigenren er virkelig blevet populær, og der skrives stakkevis af dem til det voksne publikum, men det er sjældent, at jeg har set én, der specifikt er skrevet til de unge læsere. Selve mordplottet er enormt fængende og driver læsningen fremad. Normalt plejer jeg ret hurtigt at have gættet, hvem morderen er i en krimi, men det tog mig ret lang tid i denne bog, fordi der blev ved med at blive bygget lag på lag, og derfor blev det virkelig spændende at se, hvordan det hele hang sammen.
Ydermere er der her en krimi, hvor der ikke er tale om én skurk. Der kommer nogle dybere ting op i efterforskningen af Lilis mord, og det er modigt af Lavigne ikke "bare" at skrive en klassisk krimi.
Der er uden tvivl selve plottet, der gjorde, at jeg blev hooked på bogen, og det skal Lavigne have ros for!


Der, hvor det blev rigtig svært for mig, var karaktererne. Faktisk dem alle sammen. Tilde er bogens hovedperson, og hun var teenager på den virkelig trælse måde. Det var lidt ligesom, når man ser en gyserfilm og nærmest råber af filmen, fordi hovedpersonen gør direkte dumme ting. Mange af de valg og handlinger, Tilde endte med, var direkte idiotiske, og det virkede til tider urealistisk, at man er så uforsigtig, når man ved, at en morder er efter én. Hvem glemmer sin mobiltelefon mere end én gang, når de skal ud og følge efter en formodet gerningsmand?! Tilde blev jeg aldrig rigtigt fan af. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg hellere følge hendes 2 kammerater, selvom de heller aldrig blev min kop te. 
Karaktererne blev for mig meget unuancerede. Der var ikke rigtigt nogen udvikling, og var en præsenteret som voldsomt usympatisk, så var det det, han eller hun var gennem bogen. Ydermere blev der introduceret voldsomt mange personer, når man tænker på, at bogen ikke er specielt lang. Det blev hurtigt uoverskueligt at holde styr på alle, samtidig med, at det var svært at vide, hvem man skulle investere sig i, for hvem ville forsvinde lige om lidt, og hvem blev vigtige?


"Mails til Sankt Nicolaus" er en fed krimi-fortælling, men desværre spoleres det fede plot lidt af en række karakterer, der er voldsomt svære at engagere sig i. Irritationen over dem voksede gennem bogen for mit vedkommende, og det overskyggede den ellers fede fortælling, som bestemt gjorde bogen værd at læse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar