.

.

søndag den 6. august 2017

"Løgnens træ" af Frances Hardinge




Titel: Løgnens træ
Forfatter: Frances Hardinge
Serie: -
Forlag: Turbine
Sider: 444
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Turbine.


Faith og hendes familie flytter til den lille ø Vane, da hendes far ikke længere kan være på fastlandet. Der spredes rygter om hans opdagelser, og da han dør under mystiske omstændigheder, vælter alt for Faith. Hun tror ikke på, at han har begået selvmord, og hun bestemmer sig for at finde ud af, hvad hendes far arbejdede på. I grotten har han gemt et helt særligt træ: Det tåler ikke lys, og det lever af løgne. Til gengæld for løgne, får Faith frugter, der giver hende visioner, og spørgsmålet er, om det er alt, man har lyst til at vide...

Bogen kom som en surprise-pakke fra forlaget, og jeg havde aldrig nogensinde hørt om den. Forsiden var dog enormt dragende, og jeg tænkte, at jeg selvfølgelig ville læse den. Da Mark så trak den i min TBR-Jar til min juli-læsestak, var jeg spændt på, hvad denne bog gemte på, for det var ikke klart for mig, hvilken form for genre eller historie, der var tale om.
"Løgnens træ" har virkelig overrasket mig positivt, og den var LANGT bedre, end jeg havde regnet med. Det er en sindssygt spændende historie, fede karakterer og et handlingsmættet plot, der gør, at bogen er læst på ingen tid og er svær at ligge væk.


Faith er bogens hovedperson, og hun er virkelig en fed hovedperson. Det er ikke fordi, at man som læser bryder sig specielt meget om hende: Hun gør alt for meget for at virke klog, hun træffer til tider direkte stupide beslutninger, og man kan gennem det meste af bogen sidde og himle øjne over, at hun bliver ved med at dumme sig. Men det er netop dét, der gør, at hun er en unik hovedperson og at man alligevel holder med hende. Efterhånden som man kommer under facaden, er der tale om en pige med vaskeægte girlpower, og hun gør virkelig sit for at skaffe retfærdighed for sin afdøde far. Faith er ung, og det afspejler virkelig hendes tanker og valg, og det giver mening, at der skal ske en massiv udvikling gennem bogen. Havde hun haft styr på alt og været meget voksen i sine handlinger, havde det ikke været troværdigt, og det var fedt i den alvorlige stemning at have et barn som hovedperson.


Det er især bogens stemning, jeg virkelig er forelsket i. Vi befinder os i 1800-tallets England, og den gotiske, mørke stemning er både at finde i skrivestilen og i den natur, som Faith og hendes familie befinder sig i på Vane. Der er med garanti en masse symbolik og tolkning i dette, men hvis man bare tager bogen for, hvad den er, er det en skide fed stemning, som jeg sjældent har oplevet i en bog rettet mod et yngre publikum. Den gotiske stemning med flotte kjoler, gudsfrygtighed og samfundsopbygning passer perfekt med det thriller/krimi-element, der også er en stor del af bogen. Der er mange forskellige genrer i spil, og derfor passer bogen til et enormt bredt publikum!

"Løgnens træ" SKAL læses. Den var sindssygt spændende, gav mig myrekryb og havde det bedste fra krimi- og thrillergenren: En mordgåde, overnaturlige kræfter og en masse karakterer, som man virkelig har lyst til at investere sig i. Her er der virkelig tale om en kanon læseoplevelse.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar