Dette var august for mig: August har været regnvejr og hyggedage derhjemme. Samtidig har august været dejligt mange skønne aftaler med søde mennesker. August har været fantastiske fødselsdage med glade mennesker og fine gaver. August var fejring af 2års bryllupsdag, og det var tilbageblik på en fuldstændig magisk dag. August har været gode bøger i stakkevis og pasning af bloggen på et niveau, jeg slet ikke havde regnet med, at jeg ville finde tid eller overskud til, men jeg har virkelig nydt at kunne sætte mig ned og bare blogge og forberede indlæg efter indlæg til mine søde læsere.
August har mest af alt været venten. Vi venter og tæller dage til terminen og til, at livet aldrig nogensinde bliver det samme igen. August har betydet, at cirklerne, jeg færdes i, er blevet en del mindre, for jeg har været ret bange for ikke at være hjemme, hvis nu, at fødslen gik i gang. August har derfor betydet megen hjemmehygge hos os selv eller forældre.
August var en personalefest med par, som var hyggelig og lærerig, samtidig med, at det var helt mærkeligt ikke at skulle tilbage på arbejde med verdens skønneste kollegaer.
August har været "vi ses, når baby kommer!"-aftaler med venner, og det har været så surrealistisk at skulle sige den sætning højt. August har været hjertevarm og fyldt med omsorg og kærlighed. August kunne ikke have været bedre.
August på forældre-fronten: Det er jo sindssygt. August har været den sidste fulde måned uden en baby herhjemme. Det er helt vildt, at vi er så tæt på mål nu, og det skal da ikke være en hemmelighed, at vi går og er mega spændte og lidt nervøse. Mark har telefonen på lyd på arbejde nu, og jeg må kun ringe, hvis det betyder fødsel! Ellers er det sms'er! I august har jeg fået min gravide krop (især mave!) foreviget af en fotograf, og billederne kommer any day now, og jeg er virkelig spændt på at se dem! Jeg har været heldig og har ikke fået vand i kroppen eller taget 20+ kilo på. Det er maven, der er vokset, og jeg glæder mig til at se, at der stadig er lidt kvindelighed tilbage, for jeg føler mig godt nok som en hval efterhånden! August har været de sidste detaljers måned og lidt for mange sygehusbesøg, da BabyT er rigtig glad for at gøre sine forældre nervøse. Nu går vi for alvor bare og venter, og vi glæder os til at kunne vise hele verden vores fine, nye familiemedlem.
I august læste jeg: Jeg troede jo, at jeg peakede i juli, men NEJ! I august har jeg nemlig læst 10! bøger!!!! Det er jo sindssygt for mig at læse så mange. Der har været et helt vildt godt læseflow, og jeg kan mærke, at det slet ikke er væk. Det er en glimrende måde at få tiden til at gå, og jeg nyder at have tiden til at kaste mig over bøgerne og virkelig mærke lysten til at læse.
Augusts bedste bog: Der har været 2 bøger i august, som virkelig stjal mit hjerte, og derfor må jeg nævne dem begge, for jeg KAN ikke vælge.
Den første er "Spektrum: Ursiderne" af Nanna Foss, som var alt det, jeg håbede på. Jeg læste den på én dag, og jeg er ellevild med den. Det er ikke bare action og tidsrejser: Det er også historien om at miste og komme videre i sit liv.
Den anden bog er "Ting, min søn skal vide om verden" af Fredrik Backman, som Mark og jeg har læst højt for hinanden. Den var perfekt i den søde ventetid, og den gav os nogle helt særlige øjeblikke sammen, som jeg vil skatte forevigt.
Augusts mest skuffende bog: Det må nok være "Morika: Vildhunden og Panteren" af Sidsel Sander Mittet. Den første bog havde jeg det egentlig okay med, men den anden bog i serien irriterede mig alt for meget - især dens hovedpersoner. Det var en læseoplevelse, der lidt skulle overstås, og jeg var rigtig ærgerlig efter at have læst den.
Hvad byder den kommende måned på?: Det nemme svar? BABY! Det er vist overskriften for september. Hvis jeg nu IKKE skal snakke baby, så fylder jeg selv 25 år i september, og jeg kan godt mærke, at når man er 25, så er man rigtig voksen. Sådan føles det i hvert fald. Om ikke andet er det smart at kalde sig voksen, når man skal have et barn! Septembers læsestak er pt en blanding af YA og klassikere samt 2 engelske titler, og det er virkelig en stak, som jeg glæder mig til at gå i gang med. Jeg er især spændt på "Room", som har stået på hylden i et års tid. Men ja. Det er nok BabyT, der er septembers store "ting". Jeg aner intet om, hvordan det kommer til at påvirke bloggen endnu, og jeg håber, at I vil have lidt tålmodighed med mig og os, for når han kommer, vil der nok være et par uger, hvor de regelmæssige indlæg forsvinder. Men jeg lover, at jeg er her, og at jeg vender stærkt tilbage!
Hvad byder jeres september på? Har august været lige det, I håbede på? Har I fået læst nogle gode bøger, og hvad vil I gerne læse i september?
Titel: Spektrum: Ursiderne
Forfatter: Nanna Foss
Serie: Spektrum
Forlag: Tellerup
Sider: 547
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Tellerup.
Dette er tredje bind i Spektrum-serien.
Nasrin kæmper for at leve efter at have mistet sin mor på en ferie år tilbage. Hun møder den dreng, der reddede hende fra selv at blive taget af tsunamiens vrede bølger - men han er ikke blevet ældre ligesom hende: og nu er han blind. Drengen og hans venner kontakter hende, for de ved, at hun er noget særligt, og Nasrin må bestemme sig for, om hun vil hjælpe dem med at opklare mysteriet om lægen Iris - og måske kan hun få noget helt særligt til gengæld, hvis hun hjælper...
Er der en forfatter, som Danmark kan og skal leve højt på, så er det Nanna Foss. "Spektrum"-serien er noget af det mest originale, jeg har læst i flere år, og jeg kan ikke mindes, hvornår jeg har glædet mig sådan til en ny bog i en serie siden Harry Potter. Denne bog er læst ud i en køre, og jeg var meget tæt på at kramme postmanden, da han kom med pakken i formiddags. Jeg flåede den op, satte mig og læste, og jeg stoppede ikke, før jeg havde vendt sidste side.
Universet i "Spektrum" er fantastisk! Det er tilpas virkelighedsnært til, at man som læser hurtigt er med (også selvom der er gået et år siden den sidste udgivelse), og samtidig er der rig mulighed for at bygge på, fordi der er tale om tidsrejser. Hele tiden er der små ledetråde fra tidligere bøger, der er nye hints, man er sikker på bliver vigtige længere henne i historien, og det holder læseren vågen og skarp, selvom der er tale om en okay lang bog.
Som i de andre bøger, er der en ny fortæller her. Denne gang er det Nasrin, som læseren ikke kender fra de andre 2 bøger. Nasrin er 16 år gammel, og hun kæmper med sorgen efter at have mistet sin mor. Nasrin har svært ved at komme videre, hendes familie er splittet, og hun forsøger at skrive digte for at beskrive den ulidelige smerte, hun må leve med hvert vågent øjeblik. Nasrin er meget ulig de andre hovedpersoner, der indtil nu har været i serien. Hvor både Emilie og Pi var meget positive af sind, er der her en hovedperson, der beskriver sig selv som direkte sort: og sort, dét er hun! Nasrin er ulykkelig, hun er ødelagt og hun er enormt aggressiv i sin tilgang til livet og andre mennesker. Det bliver aldrig for karikeret, og det giver serien et friskt pust, fordi hun bliver en diametral modsætning af de andre unge mennesker, man følger i bøgerne. Foss når med Nasrin som hovedperson nye dybder i en hovedkarakter.
Fordi hun lever med en stor sorg, der vitterligt fylder hele hendes hverdag, bliver hun den indtil nu mest spændende hovedperson i serien, og det er vildt, at man som læser kan komme til at elske hende så højt, når man ikke har haft de 2 første bøger til at lære hende at kende.
For mig blev dette "Spektrum"-bogen, hvor det er ganske tydeligt, at Nanna Foss har langt mere på hjerte end en god fantasy/sci-fi fortælling. Der er langt mere på spil i Nasrins fortælling, fordi emner som sorg og tab fylder lige så meget som actiondelen af plottet. Det bliver meget intimt og ærligt, og det kan man som læser ikke blive andet end rørt over.
Der er mange smukke passager om at miste, hvad det vil sige at sørge, og alle de mange tanker, de efterladte kan stå tilbage med. Jeg har grædt mange tårer over den hudløse ærlighed, som Foss skriver med i denne bog, og jeg er så imponeret over det mod, hun udviser ved at skrive denne bog netop nu. Jeg har ikke oplevet en bog siden "Monster" af Patrick Ness, der behandlede emnet "sorg" så perfekt, som det sker i denne bog. Det har givet "Spektrum"-serien en helt anden dybde og viser, at der ikke bare kan være spænding og intensitet på højt plan: Der kan tales om de store følelser, og der er plads til at behandle alvorlige emner gennem unge mennesker, som Foss tydeligvis gør alt for, at læseren skal elske lige så højt som hun selv gør.
"Ursiderne" er uden tvivl den bedste bog i serien so far! Den er spændende fra start til slut, intensiteten er sindssyg, og den har cliffhangers og twists i massevis. Samtidig med den actionprægede handling er der en dyb, rørende og smuk fortælling om at miste og komme videre i sit liv. Tidsrejse-perspektivet får en helt ny, etisk dimension, for må man rejse tilbage og ændre ting for sin egen skyld, hvis det kan få fatale konsekvenser for andre?
Foss udviser helt nye evner med denne bog, og jeg elskede hver eneste side af den!
Titel: Ting, min søn skal vide om verden
Forfatter: Fredrik Backman
Serie: -
Forlag: People's Press
Sider: 175
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget People's Press.
Alle fædre skal igennem det: Hvordan bliver jeg en god far? Hvordan forbereder jeg bedst min søn på livet? Hvordan forklarer jeg ham om liv, død og IKEA?
Det er nogle af de spørgsmål, som Fredrik Backman tager op i denne bog, og han gør det med stor kærlighed og humor.
Dette er den mest atypiske af Backmans bøger. Selvom man som læser tydeligt har mærket, at han har lagt noget af sig selv i sine tidligere karakterer, er der her tale om en biografisk fortælling. Ikke at han fortæller om sit liv fra ende til anden, men han lukker læseren ind i det at blive far og de udfordringer, der kan være i det.
Vi blev enige om herhjemme, at nu kommer Baby snart, og endda en dreng! Derfor var det lige præcis NU, at vi skulle læse Backmans bog om, hvad vores søn skal vide om verden og tilværelsen. Jeg er lykkelig for, at jeg ikke læste bogen inden min graviditet. Dels fordi vi gik og kæmpede for at blive gravide, og dette ville have været salt i såret, men samtidig er der noget helt særligt over at læse om forældrekærlighed og ansvar, når man selv står i det lige om lidt.
Backman er en fantastisk forfatter. Jeg ved ikke, hvordan han gør det, men han fanger sin læser med sin sublime og unikke humor, og ikke nok med det: Han skriver den vildeste kærlighedserklæring til sin søn og ikke mindst sin kone. I løbet af bogen kan man skrige af grin over geniale metaforer, og pludseligt sidder man og græder, fordi det hele bliver alvorligt og smukt. Backman balancerer hele vejen igennem mellem de store følelser, og han gør det lige præcis, så bogen bliver mindeværdig, hjertevarm og elskelig.
Som vordende forældre hører man tit om de hårde ting, om det svære og det samtidig fuldstændigt fantastiske. Det er også disse emner og processer, Backman beskriver, men han gør det på en ny og opfindsom måde, hvor han udstiller sig selv, den moderne familie og samtidig viser, at det hele nok skal gå. Til tider kan man spore samfundskritik, som bestemt er vigtig i snakken om børn og opdragelse, og det giver bogen et ekstra lag, som den nyder godt af!
Backmans selvironi og udstillelse af knapt så heldige situationer med skidende eller gylpende baby er hylende morsomme at læse og giver samtidig billedet af en ærlig mand, der ikke er bange for at sige, at det der med at blive forældre er noget, man liiiiiige skal lære!
Humor er en stor del af fortællingen, og langt de fleste kapitler er morsomme og får læseren til at grine.
Samtidig er bogen så typisk Backman, fordi den snyder sin læser til allersidst med et dybt alvorligt kapitel, som man slet ikke havde regnet med, og tårerne trillede ned af kinderne både hos mig og min mand. Livet rummer akavede, humoristiske situationer og fatale episoder, og det får Backman så sandeligt belyst, især til sidst i bogen.
"Ting, min søn skal vide om verden" er en fantastisk bog for alle. Både folk med og uden børn, men måske især til os, der lige om lidt står med et lille menneske i armene for første gang og ikke aner, hvad så nu? Den beskriver den evige frygt for at noget ondt skal ske vores børn, den uendelige kærlighed og de søvnløse nætter, fordi girafbamsen er blevet væk! Her er en lille men eminent historie om kærlighed, når den er bedst, og den vil altid have en særlig plads i mit hjerte.
Titel: Mails til Sankt Nicolaus
Forfatter: Birthe Mau Lavigne
Serie: -
Forlag: Egolibris
Sider: 259
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5
Denne bog er stillet til rådighed af forfatteren selv.
Tilde begynder at modtage mails fra pigen Lili, og det går hurtigt op for hende, at der er sket en forbrydelse. Sammen med vennerne Mads og Jonas bestemmer Tilde sig for at opklare mysteriet om Lili, men det er bestemt ikke alle, der er interesserede i, at sandheden kommer frem. Tilde og hendes venner sætter livet på spil, og spørgsmålet er, hvad de voksne i den lille by gør, når 3 unge mennesker leger detektiver og gør alt for at afsløre alles hemmeligheder.
Jeg vil starte med det positive. Jeg er vild med, at man som forfatter vælger at skrive en krimi til unge. Krimigenren er virkelig blevet populær, og der skrives stakkevis af dem til det voksne publikum, men det er sjældent, at jeg har set én, der specifikt er skrevet til de unge læsere. Selve mordplottet er enormt fængende og driver læsningen fremad. Normalt plejer jeg ret hurtigt at have gættet, hvem morderen er i en krimi, men det tog mig ret lang tid i denne bog, fordi der blev ved med at blive bygget lag på lag, og derfor blev det virkelig spændende at se, hvordan det hele hang sammen.
Ydermere er der her en krimi, hvor der ikke er tale om én skurk. Der kommer nogle dybere ting op i efterforskningen af Lilis mord, og det er modigt af Lavigne ikke "bare" at skrive en klassisk krimi.
Der er uden tvivl selve plottet, der gjorde, at jeg blev hooked på bogen, og det skal Lavigne have ros for!
Der, hvor det blev rigtig svært for mig, var karaktererne. Faktisk dem alle sammen. Tilde er bogens hovedperson, og hun var teenager på den virkelig trælse måde. Det var lidt ligesom, når man ser en gyserfilm og nærmest råber af filmen, fordi hovedpersonen gør direkte dumme ting. Mange af de valg og handlinger, Tilde endte med, var direkte idiotiske, og det virkede til tider urealistisk, at man er så uforsigtig, når man ved, at en morder er efter én. Hvem glemmer sin mobiltelefon mere end én gang, når de skal ud og følge efter en formodet gerningsmand?! Tilde blev jeg aldrig rigtigt fan af. Hvis jeg skulle vælge, ville jeg hellere følge hendes 2 kammerater, selvom de heller aldrig blev min kop te.
Karaktererne blev for mig meget unuancerede. Der var ikke rigtigt nogen udvikling, og var en præsenteret som voldsomt usympatisk, så var det det, han eller hun var gennem bogen. Ydermere blev der introduceret voldsomt mange personer, når man tænker på, at bogen ikke er specielt lang. Det blev hurtigt uoverskueligt at holde styr på alle, samtidig med, at det var svært at vide, hvem man skulle investere sig i, for hvem ville forsvinde lige om lidt, og hvem blev vigtige?
"Mails til Sankt Nicolaus" er en fed krimi-fortælling, men desværre spoleres det fede plot lidt af en række karakterer, der er voldsomt svære at engagere sig i. Irritationen over dem voksede gennem bogen for mit vedkommende, og det overskyggede den ellers fede fortælling, som bestemt gjorde bogen værd at læse.
Titel: Sjælevært
Forfatter: Christina Bonde
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 368
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Tellerup.
Celina vil gerne væk hjemmefra, da kæresten dropper hende, og skolen siger hende ingenting. Hun søger job som ung pige i huset og får det. Der har altid været noget med Celina, og som barn havde hun "night terrors". Celina har kontakt til den anden side, og spøgelset Bastian begynder at kontakte hende. Celina er sjælevært og har en helt særlig rolle i Bastians liv. Hun må gøre alt, hvad hun kan, for at passe på dem, der omkring hende, for spøgelser kan både være gode og onde...
Det er som om, at der er sket et eller andet med Christina Bondes forfatterskab. Siden hun er kommet over til Tellerup, har hun skrevet en del mere dysters og tvetydigt - og det klæder hende! Jeg var ellevild med "Skyggesider", der udkom sidste år, og "Sjælevært" må siges at være min yndlingsbog af hende so far. Jeg er i forvejen en true fan af paranormale romancer, så allerede der var jeg vild med idéen om denne bog. Da jeg så begyndte at læse den og kunne se, at romancen blev sat lidt i baggrunden for at blive en decideret spøgelseshistorie, blev jeg direkte lykkelig, for det havde jeg slet ikke set komme.
Bogen er læst på ingen tid, og den er slet ikke til at ligge fra sig. Jeg læste den på 1 dag, og jeg var helt ærgerlig, da jeg lukkede den, for jeg ville vildt gerne have mere!
Celina er bogens hovedperson, og hun er enormt nem at holde af. Der var dejligt mange nuancer i hendes person og liv, og det gjorde også, at hun blev realistisk og dejlig at følge som læser. Hendes valg, tanker og følelser gav mening for mig hele vejen igennem, og det var fedt, at de problemer, hun havde med familie, venner og kæresten ikke var for overdrevne, så man som læser blev koblet af. Det er tit "hurtlen" i romaner som denne, og det var der på ingen måde i denne - mega dejligt! Celina havde humor og varme, og jeg holdt med hende fra start til slut. Celinas udvikling gennem bogen er rigtig fint beskrevet, og fordi bogen er kort, forsøger Bonde heller ikke at udvikle hende som var det over 3+ bøger. Celina er enormt velskrevet og en perfekt hovedperson i dette univers.
Som nævnt var jeg ellevild med spøgelseshistorie-elementet. Det drev handlingen fremad med enormt stor spænding, og det gjorde, at man som læser slet ikke kunne stoppe med at investere sig i fortællingen. Som i de bedste gysere skulle man sammen med Celina finde ud af, hvordan det hele hang sammen, og der blev ved med at komme twists, som jeg slet ikke havde set.
Romance-delen af historien var sådan set okay, men jeg blev aldrig 100% hooked på Bastian og Celina. Ikke fordi jeg ikke brød mig om dem, men måske mere fordi spøgelseshistorien bare var det federe! Det var rigtig rart, at romancen ikke fyldte mere, for det virkede heller ikke som om, at den kunne have været hovedemnet hele bogen.
"Sjælevært" er ikke bare en paranormal romance med spøgelser. Det er en velskrevet og sindssygt spændende spøgelseshistorie, der fanger sin læser og ikke slipper dem, før sidste side er vendt. Christina Bonde skriver med humor, varme og gru, og det er bestemt denne kombination, der klæder hende allerbedst!
Titel: Nattens Sanger: Skæbne
Forfatter: Christina Bonde
Serie: Nattens sanger
Forlag: Mellemgaard
Sider: 312
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5
Victoria er kæreste med Lucas, der er vampyr. Hun ved, at hun er skabt til noget større og spørgsmålet er, om hun vil imødekomme sin skæbne som en af de ophøjede eller om hun vil fortsætte livet som menneske. Samtidig er hendes liv i fare, og valget skal træffes nu.
Victorias kærlighed til Lucas hjælper hende med beslutningen, og hun forvandles og må lære sit nye liv at kende. Fjenden er tæt på, og hun må hurtigt lære sine evner og kræfter at kende for at forsvare dem, hun elsker allermest.
Jeg var vild med den første bog om Victoria og Lucas. Den mindede mig virkelig om at læse "Twilight" for første gang, og jeg slugte den på ingen tid. Der skete rigtig meget samtidig med, at den tog sig rigtig god tid med sin fortælling, og det er noget af det, som bog 2 har taget med videre.
Det er dejligt, at der ikke træffes forhastede beslutninger for at drive handlingen frem, og oftest betyder det ikke, at handlingen bare bliver langsom og træg.
Desværre var der til tider tale om den svære 2'er, for jeg havde lidt svært ved at se, hvor bogen var på vej hen. Der blev startet lidt for mange tråde i forhold til bogens længde, og nogle af dem blev aldrig rigtigt afsluttet, og det forvirrede mig lidt.
Heldigvis var hovedplottet, kampen mod den blodtørstige vampyr Hector, gennemgående, og det var så interessant og anderledes (mere om dette senere), at de andre småting hurtigt blev glemt.
Victoria er bogens hovedperson og fortæller. Det var et glædeligt gensyn med hende, og jeg synes virkelig, at man får lov til at lære hende meget bedre at kende i denne bog. Der er en helt anden mulighed for at nå under huden på hende, og der er meget mere omkring hende, man som læser endnu ikke ved. Hun kunne måske til tider være lidt et offer i den første bog, men især efter sin forvandling bliver hun stærk og selvstændig, og der kommer en humor ind i hendes person, som passer rigtig godt i stemningen.
Victorias forvandling giver læseren et større indblik i den slags vampyrer, som Bonde skriver om, og det er fedt at få lov til at udforske det vampyr-univers og -samfund, som er tiltænkt denne serie.
Det kunne sagtens "bare" være kærlighedshistorien ala "Twilight", hvor de så får hinanden til sidst. Men forvandlingen og det, at Lucas og Victoria kan være sammen for evigt, bliver sekundært i forhold til de mange andre og større ting, som Bonde får sat i værk med denne bog. Der er et langt større fokus på profetierne, Victoria som en særlig udvalgt og ikke mindst det etiske i at være vampyr. Ja, tænk sig! Der er etik i en vampyr-roman! Ingen ryster på hovedet af en løve, der dræber en gazelle, men vampyren er et monster? Der stilles spørgsmålstegn ved, om vampyren faktisk er ond, og Victoria må på egen krop mærke, at behovet for blod kan overskygge de principper, man kan have som menneske. Det er en spændende vinkel på hele "vampyr-problematikken", og det gør, at bogen ikke føles som en af mange.
Selvom "Skæbne" til tider var en svær 2'er for mig som læser, har den ikke gjort, at jeg ikke vil læse den sidste bog. Den er enormt handlingsmættet og svær at ligge væk, og man har så mange spørgsmål, der driver læselysten videre. Bonde skriver humoristisk og fængende, og jeg glæder mig virkelig til at se, hvordan det hele slutter!
Titel: Det ulmende oprør
Forfatter: Sabaa Tahir
Serie: An Ember of Ashes
Forlag: Alvilda
Sider: 493
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Alvilda.
Hvis man ikke adlyder Empieriet, straffes man med døden. Laia er lærd og ses som slave. Elias er søn til kommandanten og kæmper for at gennemføre sin uddannelse som soldat. Laias familie slås ihjel og hun må sætte sin lid til modstandsbevægelsen, der sender hende til militærakademiet som slave og spion. Elias drømmer om at desertere og få sin frihed, men han bliver en del af udvælgelsen og konkurrencen om at blive den nye kejser.
Elias og Laia kæmper begge for frihed, og deres skæbner bindes sammen i et spil om magt og revolution.
Det er efterhånden noget tid siden, at jeg modtog denne bog, og jeg har simpelthen ikke haft modet til at kaste mig over den. Den virkede uoverskuelig, og universet var med garanti stort og omfattende: Sådan tænker jeg tit, når jeg står med en tyk fantasybog.
Hvis man leder efter en god fantasyfortælling men ikke magter universer ala Game of Thrones, så er dette en genial bog at kaste sig over. Universet er til at overskue, og det er i høj grad karaktererne og deres samspil, der skaber fortællingen.
På bagsiden står der, at den minder om Hunger Games og Game of Thrones. Det kan jeg sagtens følge.
Lignelserne til Hunger Games kommer af Elias' historie. En udvælgelse, hvor det handler om at slå andre ihjel lidt af gangen for at se, hvem der står tilbage til sidst, er plottet til de første bøger i den serie. Samtidig er denne bog ikke en total wannabe-fortælling af HG, og derfor kan den snildt stå alene.
Game of Thrones sammenligningen kommer af flere ting. Der er en masse drama personerne mellem, der er krig, taktik og blodige opgør, som får læseren til at sidde på kanten af stolen flere gange gennem bogen.
For mig var det hovedpersonerne, der gjorde, at bogens handling var svær at følge med i og engagere mig i.
Laia mister sin familie og hendes bror sættes i fængsel. Hun vil befri ham, inden han slås ihjel. Derfor melder hun sig hos modstandsbevægelsen i håb om, at de vil redde ham. De vil hjælpe hende, hvis hun vil spionere hos soldaterne og fortælle, hvad der sker, så de kan foretage det angreb, de har planlagt i årevis.
Laia udvikler sig bestemt gennem bogen, og hun gør alt for at se sin bror igen - næsten for meget og til tider fylder hendes mission om at redde broderen irriterende meget. Det bliver næsten unuanceret til tider, og ofte sad jeg bare og rystede på hovedet og sukkede opgivende af hende, fordi hun bare blev træls. Der var samtidig tidspunkter, hvor hun virkelig var sej og heltemodig, og det ville jeg ønske, at der havde været endnu mere af historien igennem.
Elias er den anden hovedperson, og det var uden tvivl hans storyline, der var mest spændende. Hans kamp mod de andre aspiranter var medrivende, blodig og havde twist på twist og var uden tvivl de allerbedste segmenter af bogen. Desværre var Elias som person svær at holde af. Mange af hans tanker og beslutninger var direkte barnlige, og jeg havde nogle gange lyst til at springe hans sektioner over, fordi han bare var så ensidig og virkede som om, at han bare havde ret og så kunne alle andre og deres holdninger hoppe og danse. Det var en skam, for når han var likeable, var han jo awesome! Det gik virkelig fra den ene yderlighed til den anden, og det igennem hele bogen.
Selvom der er tale om en tyk bog, er den læst på ingen tid. Dels fordi den er skrevet i et spændende og levende sprog og dels fordi den har så mange segmenter, hvor spændingen og intensiteten er så høj, at man som læser ikke kan stoppe med at læse. Den første halvdel af bogen satte ligesom stemningen og personerne, og SÅ! tog den til. Den slutter med en vild cliffhanger, og jeg glæder mig bestemt til at læse mere fra dette univers.
Titel: Rød opstand
Forfatter: Pierce Brown
Serie: Red Rising
Forlag: Gyldendal
Sider: 413
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Gyldendal.
Jorden er ikke længere beboelig, og menneskerne forsøger nu at gøre Mars til deres nye levested. Man har delt mennesker op efter farver, og Darrow er Rød, som er den laveste kaste, og arbejder i minerne. Han aner ikke, hvordan overfladen ser ud, men en dag afsløres den store hemmelighed for ham: De Gyldne lever i bedste velgående deroppe og holder de lavere kaster under Jorden som slaver.
Et oprør er i gang, og Darrow må kæmpe en farlig kamp for at bevise sit værd.
Trilogien om Darrow har fået ros mange steder, og jeg havde høje forventninger, da Mark trak denne bog i min TBR-Jar. Der var bestemt også elementer, jeg var ellevild med; og så var der ting, som bare forvirrede og ærgrede mig, da det gik ud over min læseoplevelse.
Lad os starte med det positive: Universet. Fra start til slut var jeg VILD med universet, og jeg synes idéen med bogen er genial. I dystopiske YA-romaner har jeg altid elsket, når der blev opfundet ny samfundsinddeling, og når der blev stilet spørgsmålstegn ved, hvad vi mennesker gør ved hinanden. Idéen om farve-kasterne og kontrollen med disse fascinerede mig rigtig meget, og jeg kunne sagtens have brugt en hel bog, der var gået i dybden med livet på Mars og i Mars' undergrund.
Bogen blev hurtigt til Hunger Games pt. 2, men uden det blev for meget en wannabe-fortælling. Jeg havde hørt mange snakke om, at det var det, der havde været træls for deres læseoplevelse, men det blev gjort meget større end Arenaen i Hunger Games-serien, og sammenligningen forsvandt relativt hurtigt. Det blev en skøn blanding af HG, græsk mytologi og spænding, og derfor kunne bogen sagtens stå for sig selv uden sammenligning til den populære franchise.
Når det så er sagt, sad jeg lidt med fornemmelsen af at have læst 2 bøger, da jeg var færdig. De første 150 sider var historien om Mars og det liv, som Darrow og de andre Røde lever under Jorden. Det kunne sagtens havde fyldt mere, og da historien pludseligt blev en helt anden (som jeg ikke kan uddybe her af frygt for, at det vil være for stor en spoiler!), gik der faktisk lidt tid, før jeg rigtigt forstod det. Skiftet var på sin vis ret brat, og jeg sad pludseligt med fornemmelsen af, at det var en ny bog, jeg var begyndt på. Det gjorde, at jeg ikke rigtigt kunne finde ud af, om den lange, lange start på bogen overhovedet havde været nødvendig?
Darrow som hovedperson blev jeg bare aldrig fan af. Han virkede enormt arrogant, og han var slet ikke én, jeg havde lyst til at fordybe mig i. Nogle gange starter hovedpersoner sådan, men problemet for mig blev, at jeg ikke rigtig synes, at han udviklede sig. Til tider kunne jeg endda have svært ved at holde med ham, for han fremstod virkelig som en røv. Om hans udvikling kommer gennem de næste 2 bøger, kan jeg ikke udtale mig om, men jeg frygter lidt, at det bare er sådan, at Darrow er...
Jeg er virkelig splittet omkring "Rød opstand". Universet er SÅ awesome, og det er bestemt grunden til, at jeg kommer til at læse serien færdig. Men det virker som om, at det tog noget tid for Brown at finde ud af, hvilken historie han ville fortælle. Samtidig var Darrow bestemt ikke en hovedperson, jeg brød mig om, og jeg havde svært ved at investere mig i ham og hans kamp. Bogen var læst hurtigt, og da den egentlige historie kom i gang, havde jeg svært ved at slippe den. Bogen har bestemt sine fejl og mangler, men den er også mega spændende. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse resten af serien for at se, hvordan det hele ender.
Titel: Løgnens træ
Forfatter: Frances Hardinge
Serie: -
Forlag: Turbine
Sider: 444
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Turbine.
Faith og hendes familie flytter til den lille ø Vane, da hendes far ikke længere kan være på fastlandet. Der spredes rygter om hans opdagelser, og da han dør under mystiske omstændigheder, vælter alt for Faith. Hun tror ikke på, at han har begået selvmord, og hun bestemmer sig for at finde ud af, hvad hendes far arbejdede på. I grotten har han gemt et helt særligt træ: Det tåler ikke lys, og det lever af løgne. Til gengæld for løgne, får Faith frugter, der giver hende visioner, og spørgsmålet er, om det er alt, man har lyst til at vide...
Bogen kom som en surprise-pakke fra forlaget, og jeg havde aldrig nogensinde hørt om den. Forsiden var dog enormt dragende, og jeg tænkte, at jeg selvfølgelig ville læse den. Da Mark så trak den i min TBR-Jar til min juli-læsestak, var jeg spændt på, hvad denne bog gemte på, for det var ikke klart for mig, hvilken form for genre eller historie, der var tale om.
"Løgnens træ" har virkelig overrasket mig positivt, og den var LANGT bedre, end jeg havde regnet med. Det er en sindssygt spændende historie, fede karakterer og et handlingsmættet plot, der gør, at bogen er læst på ingen tid og er svær at ligge væk.
Faith er bogens hovedperson, og hun er virkelig en fed hovedperson. Det er ikke fordi, at man som læser bryder sig specielt meget om hende: Hun gør alt for meget for at virke klog, hun træffer til tider direkte stupide beslutninger, og man kan gennem det meste af bogen sidde og himle øjne over, at hun bliver ved med at dumme sig. Men det er netop dét, der gør, at hun er en unik hovedperson og at man alligevel holder med hende. Efterhånden som man kommer under facaden, er der tale om en pige med vaskeægte girlpower, og hun gør virkelig sit for at skaffe retfærdighed for sin afdøde far. Faith er ung, og det afspejler virkelig hendes tanker og valg, og det giver mening, at der skal ske en massiv udvikling gennem bogen. Havde hun haft styr på alt og været meget voksen i sine handlinger, havde det ikke været troværdigt, og det var fedt i den alvorlige stemning at have et barn som hovedperson.
Det er især bogens stemning, jeg virkelig er forelsket i. Vi befinder os i 1800-tallets England, og den gotiske, mørke stemning er både at finde i skrivestilen og i den natur, som Faith og hendes familie befinder sig i på Vane. Der er med garanti en masse symbolik og tolkning i dette, men hvis man bare tager bogen for, hvad den er, er det en skide fed stemning, som jeg sjældent har oplevet i en bog rettet mod et yngre publikum. Den gotiske stemning med flotte kjoler, gudsfrygtighed og samfundsopbygning passer perfekt med det thriller/krimi-element, der også er en stor del af bogen. Der er mange forskellige genrer i spil, og derfor passer bogen til et enormt bredt publikum!
"Løgnens træ" SKAL læses. Den var sindssygt spændende, gav mig myrekryb og havde det bedste fra krimi- og thrillergenren: En mordgåde, overnaturlige kræfter og en masse karakterer, som man virkelig har lyst til at investere sig i. Her er der virkelig tale om en kanon læseoplevelse.
Titel: Vores kemiske hjerter
Forfatter: Krystal Sutherland
Serie: -
Forlag: Lovebooks
Sider: 320
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af Bog & Idé.
Henry har aldrig været forelsket, men alt ændrer sig, da Grace starter på skolen. Hun er mystisk, og ingen ved noget om hende. Grace er på ingen måde perfekt, men Henry kan ikke styre følelserne og kaster sig hovedkulds ud i forelskelsen og danner tætte bånd til Grace. Men Grace bærer på en stor sorg, og Henry må afgøre med sig selv, om han er stærk nok til at bære sorgen med hende.
Er der en YA-bog, som ALLE har talt om i år, så er det "Vores kemiske hjerter". Den har fået SÅ mange roser, og anmelderne har været ellevilde. Der er blevet uploadet billeder af den over alt på sociale medier, og den skulle gå lige i hjertet på nørderne med sine utallige og sjove referencer. Da jeg fik bogen tilsendt, kunne jeg ikke vente med at læse den: Den MÅTTE bare i min læsestak med det samme, for jeg var nødt til at se, om den var lige så smuk og fantastisk, som alle sagde. Jeg kan lige så godt sige det, som det er: Denne anmeldelse bliver endnu en stor ros til Sutherland og den virkelig smukke fortælling, hun har skrevet. Jeg var dybt rørt gennem min læsning og havde slet ikke lyst til at stoppe, da jeg først var begyndt.
Bogens hovedperson er Henry, og det er gennem ham, historien fortælles. Henry minder meget om karakterer fra John Greens bøger eller "Perks of being a wallflower". Han er lidt en outsider-type, eftertænksom og meget ny i alt det med kærlighed. Læseren får lov at opleve Henrys første forelskelse med alt, hvad det indebærer: De dumme beslutninger, de store tanker og de smukke følelser. Til tider kan man som læser godt tænke, at Henry er naiv eller bare kaster sig ud i tingene uden at overveje dem, men er det ikke sådan, det er, at være ung og forelsket?
Henry og Grace har nogle enormt smukke dialoger bogen igennem, og når Henry reflekterer over lidt eller kærlighed, er det så smukt skrevet og giver læseren noget at reflektere over også. Henry udvikler sig meget gennem bogen, og han når både at face ren lykke og dyb sorg. Det er virkelig to modsætninger, og som læser er det fantastisk at få lov til at se hans udvikling og hans ændrede opfattelse af verdenen fra start til slut.
Bogens store tema er sorg - måske nærmere ikke-bearbejdet sorg. Samtidig med at det umiddelbart er historien om kærlighed og at være ung, kommer dette dystre lag oveni, og som læser skal man pludselig tage stilling til store spørgsmål om at miste den, man elsker allermest eller spørgsmål om, hvornår det er okay at komme videre. Pludseligt bliver der tale om en bog med meget mere på hjerte, og det er en SÅ positiv overraskelse. Der er en helt anden dybde i fortællingen, og især Henrys storesøster har en vidunderlig smuk monolog omkring, hvad kærlighed er, og hvorfor vi udsætter os for den gang på gang, selvom den på den ene eller anden måde stopper.
Det er modigt af Sutherland at skrive en bog om unge og sorg grundet tab - for er det muligt for et ungt menneske at sørge over at miste én, de virkelig har elsket? Selvfølgelig er det det!
Bogen er ikke bare tekst: Der er Sms'er, chatsamtaler og andre medier gennem hele historien, og det er en fed måde at holde læseren fanget på, og det gør, at læseflowet er højt. Bogen er læst på ingen tid, og den er SÅ svær at ligge væk. Jeg har både grint og grædt, og jeg sidder tilbage og tænker: "WAUW". Her er der en bog, der kan noget særligt, og selvom der er mindelser til John Green og Stephen Chbosky, er Sutherland en forfatter, der kan sit kram og virkelig formår at levere en rørende og smuk fortælling.
