.

.

søndag den 16. juli 2017

"Simon vs. verdens forventninger" af Becky Albertalli


Titel: Simon vs. verdens forventninger
Forfatter: Becky Albertalli
Serie: -
Forlag: Høst & Søn
Sider: 250
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Høst & Søn.


Simon er homoseksuel, men der er ingen, der ved det. Kun Blue, som han skriver med på nettet. De går på samme high school, men de aner ikke, hvem hinanden er. Blue forstår alt, hvad Simon går igennem, og Simon er forelsket i Blue og vil gerne møde ham i virkeligheden. Men en dag opdager en anden elev Simons hemmelighed og afpresser ham. Er Simon klar til, at hele verden finder ud af, hvem han i virkeligheden er?

Det er snart et år siden, at historien om Simon udkom. Den var overalt på Instagram og Twitter, og den blev hyldet som noget helt særligt. Simon blev elsket af mange, og jeg måtte simpelthen læse historien om den dreng, alle priste til skyerne. 
Selvom historien om Simon er en kort bog, er det en historie, der er så gennemført hele vejen igennem. På sine 250 formår Albertalli at skabe elskelige karakterer, en rørende fortælling og skabe debat omkring et emne, vi slet ikke er færdige med at diskutere endnu. 


Simon er bogens hovedperson, og han er AWESOME! Samtidig med at han er ret nørdet og er genial til film- og bogreferencer, er han virkelig elskelig. Simon vil til tider helst gå i et med væggen, og han har det fint i sin lille anonyme verden på nettet, hvor han kan tale med Blue. Simon har få men trofaste venner, og han er en fyr, som det virker til, at man har svært ved ikke at kunne lide. Derfor er der for alvor noget på spil for Simon, da hans hemmelighed måske bliver afsløret. Han er bange for, hvordan verden vil ændre sig, og om de mennesker, der holder af ham nu, også vil gøre det, når de finder ud af, at han er til drenge. Simon er en fyr, der tør stå ved sine meningers mod, og samtidig er han meget skrøbelig, fordi hele verden kan vælte på et øjeblik. Han er meget moden, og de refleksioner, han gør sig omkring tilværelsen og meningen med det hele, er så velskrevne og sætter virkelig tankerne i gang hos læseren. Det er svært ikke at holde med Simon, og man har virkelig lyst til at sætte sig og drikke en kop kaffe med ham og lære ham bedre at kende.


Det er især mailsne mellem Simon og Blue, der rørte mig under min læsning. Deres dialog omkring at føle sig forkert, misforstået og anderledes er SÅ velskrevne, og de giver læseren et rigtigt godt indblik i, hvordan det må være at være homoseksuel, selv i den moderne tidsalder, hvor det ikke burde være et issue. 
Bogen tager realistisk og bestemt fat i emnet og belyser op til flere gange, at det langt fra er alle, der kan og vil acceptere dem, der ikke passer ind i normalen. Der er scener, hvor jeg sad med tårer i øjnene, fordi det hele var så uretfærdigt og ondt. Men det påvirker jo netop, fordi man ser det ude i den virkelige verden også. Denne vinkel er unik for bogen, og det gør, at man når hele vejen rundt om problematikken. 

"Simon vs. verdens forventninger" er ikke bare en deprimerende historie om at være anderledes og ikke passe ind. Det er en historie fyldt med håb, den første virkelige kærlighed, sindssygt fed humor og mindeværdige personer.
Simon er en fantastisk fyr, og jeg er så glad for, at jeg fik lov til at lære ham at kende. Denne bog er et must-read, hvis man er vild med YA!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar