.

.

mandag den 3. juli 2017

Månedlig opsummering: Længe ventede juni!



Dette var juni for mig: Juni var et farvel og på gensyn med mange ting. Juni var stress og jag og travle hverdage, hvor førskolen skulle afsluttes og sendes af sted med maner. Der var mange ting, der skulle sluttes af på en ordentlig måde, og det har været SÅ fedt at se udviklingen hos de børn, man har arbejdet intenst med i 3 måneder. Juni var checklister i lange baner, fordi de sidste møder, overlap og dokumentationsopgaver skulle klares. To do lister har prydet min kalender, og der er blevet rettet til og ordnet ned i mindste detalje. Juni blev den min sidste arbejdsmåned i over et år. Jeg har krammet børn, forældre og kollegaer, jeg har fået fantastiske og rørende gaver til BabyT og mig selv, og tårerne har trillet ved tanken om, at jeg ikke skal arbejde med disse skønne mennesker i lang tid. Men samtidig har sommerfuglene flakser rundt i maven, for nu forbereder jeg mig til en ny og spændende hverdag: Næste gang jeg kommer på arbejde, er jeg mor! Juni har været kollegial hygge med god mad og latter, og det har været den mest tiltrængte ferie nogensinde sammen med min elskede mand. Vi tog en hel uge til det luksushotel i Silkeborg, hvor vi også var på bryllupsrejse. Minderne væltede ind over os, og det var en uge i ro, afslapning og kærlighed. Der er for alvor ladet op på kæreste-kontoen, inden baby melder sin ankomst.
Juni forsvandt så hurtigt, men jeg elskede den!



 Juni på forældre-fronten: I juni var vi til første omgang fødselsforberedelse. 2,5 timers foredrag om amning. BOM. Det hele bliver så konkret, og det er måske en anelse skræmmende, samtidig med at det er enormt fedt og dejligt. BabyT vokser derudaf, og til tider er man i tvivl om, om han vokser lidt for hurtigt. Derfor er vi nu kaldt til en ekstra scanning i august, der fortæller os helt præcist, hvor stor, han er, og om han måske skal ud lidt før tid. Der øves karate hver eneste dag, og den bekræftende følelse af liv gør mig direkte lykkelig. Den søde far kommunikerer lystigt med drengen, og hvis far kan berolige ham lige så effektivt ude i virkeligheden, som han kan inde i maven, bliver det der forældre noget en leg!

I juni læste jeg: 4 bøger. Jeg er så stolt af mig selv, og jeg har for alvor fået min læselyst tilbage. Hold op, hvor har jeg savnet bøger i mit liv!

Junis bedste bog:
Det er så svært, for jeg har virkelig kun læst gode bøger i juni. Der er 2, der kunne stå på denne plads, men jeg må hellere vælge og sige "Ravnenes Hvisken 1". Den var alt det, jeg håbede, og den fortjener virkelig al den hype, der har været omkring den! Jeg var så overrasket over, hvordan jeg bare slugte de 700 sider!! Jeg glæder mig så meget til at påbegynde bog 2, men der er lige nogle andre, der skal læses først.

Junis mest skuffende bog: I denne måned er der ikke en bog, der decideret har skuffet mig. Men kigger jeg tilbage på mine bøger i juni, er der en, der er mindst mindeværdig. Ikke fordi den var dårlig, jeg nød den bestemt, og den var læst på ingen tid, fordi den virkelig var fængende. Men den var der, og jeg kom hurtigt videre efter den. Her er der tale om "Sirenen" af Kiera Cass.



Hvad byder den kommende måned på?: Juli bliver ren og skær afslapning! Jeg vil nyde, at jeg ikke skal arbejde, og jeg vil nyde at være gravid! Nu, hvor jobbet ikke tager al min energi, har jeg lovet mig selv, at jeg skal tilbage til at træne (det skulle være så godt til fødslen, siger de søde damer på sygehuset!), og jeg har besluttet, at på hverdage skal jeg bruge 3 timer på bøger/bloggen. Det bliver mit arbejde, indtil BabyT kommer til verden. Derfor kan I glæde jer til meget mere regelmæssige indlæg fra min side, og jeg glæder mig til at give den mega meget gas, indtil baby melder sin ankomst. På læsebordet ligger der pt én bog, og det er en, jeg virkelig er spændt på. Der er tale om "Odinsbarn", som jeg glæder mig meget til!

Oh - nu jeg har jer! Bloggen og bøger er blevet en stor del af min Instagramprofil, og jeg er begyndt at forstå de der stories. Så hvis I lyster, så følg med derinde. Jeg opdaterer løbende om min læsning, bøger og andre småting, som I måske vil finde spændende :D Hop endelig ind og kig med på @xeniasbogblog !

Hvad byder jeres juli på? Har juni været lige det, I håbede på? Har I fået læst nogle gode bøger, og hvad vil I gerne læse i juli?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar