.

.

fredag den 28. juli 2017

"Komatøs" af Ronnie Andersen




Titel: Komatøs
Forfatter: Ronnie Andersen
Serie: -
Forlag: Høst & Søn
Sider: 180
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Høst & Søn.

Maj har det ikke nemt. Hendes far lider af PTSD efter en udstationering, hendes mor drikker alt for meget, og hun kan ikke rigtigt få venner, da de flytter fra by til by hele tiden. Majs liv er generelt noget lort, og spørgsmålet er, hvor meget en teenager kan klare, før isen knækker under hende.

Ronnie Andersen og jeg går way back. Nu lyder det jo som om, at vi er gamle kaffe-kammerater, men en af de allerførste bøger, jeg anmeldte for et forlag, var Andersens "Akavet". Det var den, der for alvor fik skudt bloggen i gang, og derfor vil jeg altid have et særligt forhold til hans forfatterskab. Og alligevel har jeg ikke læst andre bøger af ham, og det er jeg nu ved at få gjort op med. 
For mig blev "Komatøs" en nostalgisk læseoplevelse samtidig med, at den slet ikke var det, jeg forventede. Den blev nostalgisk, fordi den virkelig mindede mig om de bedste tekster fra 9.klasse. Det lyder som en mærkelig kompliment, men det er virkelig en bog, jeg sagtens kunne se min seje dansklærer vælge som et værk, klassen skulle læse. Jeg havde regnet med en middelmådig læseoplevelse, men i stedet fik jeg en virkelig rørende historie, som jeg ikke bare lige kan slippe igen.


Maj er bogens hovedperson, og jeg var vild med hende. Hun fremstod umiddelbart følelseskold og meget kynisk, men der går ikke længe, før det går op for læseren, at man her har at gøre med en pige, der er skrøbelig og virkelig har brug for omsorg. Gennem bogen leder Maj efter kærlighed og accept, og hendes historie er virkelig knusende for læseren. Man håber sådan, at den nye by eller den nye skole bliver hendes nye start og bliver dét sted, der kan ændre hendes liv. Majs skæbne er på mange måder tragisk og håbløs, og som læser får man virkelig en oplevelse af, at der ikke skal meget til, før hun for alvor er tabt på gulvet. Det gør, at bogen er enormt spændende, for man aner ikke, hvordan det hele vil ende.


Selvom bogen er kort, tager den sig god tid til få bygget sine karakterer og problematikker op. Starten er en smule langsom, men før man ved af det, er historien for alvor i gang, og bogen er bare slut. Jeg var virkelig rørt af den sidste del af bogen, og slutningen kom bag på mig, samtidig med, at den selvfølgelig ikke kunne slutte på andre måder. Her bearbejdes emner som at vokse op i en udsat familie, mobning og at finde sig selv mod alle odds, og det, jeg virkelig elsker ved Ronnie Andersen, er, at man kan mærke, at han har noget på hjerte og vælger emner, som betyder noget for ham at skrive om. Her er en historie, der har været vigtig for forfatteren at fortælle, og det kan man som læser tydeligt mærke. 

"Komatøs" er en virkelig god YA-bog, som man ikke kan ligge fra sig! Den er rørende, spændende og har en humor, der passer perfekt som kontrast til de dystre emner og den håbløse stemning, der dominerer fortællingen langt hen ad vejen. Ronnie Andersen skriver virkelig til de unge, og han gør det på mesterlig vis!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar