.

.

søndag den 18. juni 2017

"Sirenen" af Kiera Cass

  
Titel: Sirenen
Forfatter: Kiera Cass
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 384
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Tellerup.

Kahlen er en sirene. Hun synger for Havet og slår andre ihjel, så hun selv kan leve. I 100 år skal hun tjene Havet, og hun har næsten fuldført sin opgave. Sammen med de andre sirener flytter hun fra by til by for at skule sig, og pigerne må tie, da deres stemmer dræber.
Men da hun møder Alkini, bliver alt sat på prøve, og Kahlen må afgøre, hvad der er det vigtigste for hende her i livet.

Sidste år udkom den sidste bog i "Selection"-serien, som Cass også har skrevet. Den ELSKER jeg. Bøgerne var læst på ingen tid og slet ikke til at ligge væk. Derfor blev jeg lykkelig, da jeg så, at Tellerup havde valgt også at oversætte "Sirenen", der er en selvstændig fortælling fra Cass' hånd. For mig havde "Selection" det hele, og jeg har anbefalet den til alle, der har mangler en god og fængende bog.
Det fede er, at "Sirenen" har mange af de samme ting! Der er karakterer, man holder af, der er spænding og romantik. Det var bestemt et glædeligt gensyn med en forfatter, jeg er blevet stor fan af.



Kahlen er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien til læseren. Hun er en pige med sine egne holdninger og med en frygt for de evner, hun besidder. Hvor de andre sirener, der kaldtes hendes søstre i bogen, nyder livet med fester og charmerende fyre, tæller Kahlen dage til sin frihed og er voldsomt påvirket over de mange liv, hun har fået på samvittigheden i sin tid som sirene. Hun fungerer rigtig godt som hovedperson, fordi hun stiller spørgsmålstegn ved den tilværelse, hun er tvunget til at leve.
Jeg var lidt bange for, at Kahlen ved sin forelskelse ville blive hjælpeløs og ligegyldig, men heldigvis gik det ikke den vej. Hun fik for alvor noget at kæmpe for, og de følelsesmæssige dilemmaer blev endnu større og mere spændende, som bogen skred frem. I modsætning til nogle af de andre sirener var der en masse nuancer i hende som person, og de blev ved lige til det sidste.
Det var rigtig fedt, at Cass valgte at gøre Havet til en person, som sirenerne havde kontakt med. Hver gang de var i nærheden af vand, kunne de tale med Hende, og Havet blev en karakter, der overraskede mig ret meget, og dialogerne mellem hende og Kahlen var meget spændende og velskrevne.
 

Desværre virkede det som om, at Cass pludseligt ville slutte sin historie. De sidste 100 sider var næsten forjagede, og 1,2,3 så var historien slut. Den store konflikt gennem bogen, synes jeg, at der blev skøjtet lidt for let hen over, og den nåede knapt nok at være, før den var til ende igen. Det var en skam, fordi resten af bogen havde hun taget lige præcis den tid, der var brug for.

Når det så er sagt, er "Sirenen" et must Read, hvis man var vild med Selection-serien! Der er mange ting, der minder om, og Cass er bare fremragende til at skrive bøger, man som læser ikke kan ligge fra sig. Den er læst på ingen tid og tager sin læser med på et romantisk eventyr, der er svært ikke at holde af.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar