.

.

onsdag den 21. juni 2017

"Ravnenes hvisken 1" af Malene Sølvsten


Titel: Ravnenes hvisken 1
Forfatter: Malene Sølvsten
Serie: Ravnenes hvisken
Forlag: Carlsen
Sider: 705
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Anne er teenager og kastes rundt mellem plejefamilierne. Hun er 17 år og skal for alvor vise, at hun kan stå på egne ben, så systemet ikke længere skal følge hende. Hun kender intet til sin biologiske familie, men det eneste, hun ved, er, at hun er synsk. Anne kan se fremtiden og andres aura. Og et bestemt syn bliver ved med at plage hende. Hun ser en ung piges mord, og hun vil gøre alt for at forhindre det. Men hurtigt indser hun, at der er mere mellem himmel og jord i den lille vestjyske by.

Det er lang tid siden, at jeg har læst en så fantastisk bog! Ja, det er lang tid siden, at den udkom, men NØJ! Hvor var Ravnenes Hvisken en fantastisk læseoplevelse! Det er en blanding af alt det bedste, og jeg kan slet ikke få armene ned af begejstring!
Universet, blandingen af genre og det velgennemtænkte plot giver tilsammen en perfekt fortælling, der tager sin læser med storm. På trods af sine 705 sider, er den læst på ingen tid, og den er slet ikke til at lægge fra sig.



Anne er bogens hovedperson, og hun er skrevet fænomenalt godt! Hun er stædig, har en mega mistillid til verden (hvilket forstås!), og samtidig er hun "bare" en lille pige, der savner tryghed. Gennem hele bogen formår Sølvsten at veksle mellem Annes stærke og skrøbelige sider, og som læser får man bestemt indtryk af en powerwoman og en fortabt skæbne, som man håber det bedste for. Anne er nem at holde af og med. Hun er sød og sjov, og hun er et friskt pust ind i ungdomslitteraturen herhjemme.

Annes udvikling går rigtig fint i spænd med plottet og universet, og selvom bogen er lang, er der masser af udviklingspotentiale til de sidste 2 bøger.
Ud over at Anne skal lære, at hun er en del af noget meget større, er det også historien om en pige, der skal finde sig selv og lære, hvem hun er, når hun ikke skal styres af kommuner eller de mange svigt, hun har oplevet.



Der er en genial blanding af genre i bogen. Der er elementer af krimi, fordi der her er et mord, der skal opklares, og som læser må man sammen med Anne mistænke alt og alle for at være den, der slår unge piger ihjel. Samtidig er der elementer af den klassiske YA bog, da der arbejdes med kærlighed, identitetsdannelse og accept af det liv, man er blevet tildelt. Fantasy er dog det, der fylder allermest, og hvor er det fedt, når lille Danmark gemmer på så stor en skribent! Det univers, Sølvsten har givet sig i kast med, er enormt stort, og det er kun en lille brøkdel af det, som læseren får lov at stifte bekendtskab med her i første bog. Som læser higer man efter endnu mere, for det er sindssygt spændende, og hver gang, der åbnes op for mere, klapper man i sind små hænder. Jeg glæder mig SÅ meget til at udforske mere af den nordiske mytologi og dens betydning for resten af historien.

"Ravnenes Hvisken" var alt det, jeg drømte om! Jeg har læst den efter utallige anbefalinger, og jeg må bare sige, at jeg giver dem alle ret! Her er en original, spændende, medrivende, nervepirrende og eventyrlig fortælling, der kan alt det, en god bog skal kunne. Jeg kan slet ikke vente med at læse mere!

1 kommentar: