.

.

søndag den 25. juni 2017

"Er du okay, Matthias?" af Anika Eibe


Titel: Er du okay, Matthias?
Forfatter: Anika Eibe
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 196
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Tellerup.


Matthias er bøsse. Med stort B. Ingen ved det, og han gør alt for at virke normal og passe ind i den seje drengegruppe. Det eneste sted, Matthias tør være ærlig, er i chatten på nettet. En dag begynder han at skrive med Thomas, der er sød og forstående...

Dette er den 3.bog i den uafhængige serie om unge mennesker med forskellige problemer og virkeligheder. Og på sin vis tror jeg, at Matthias' historie er den, der har rørt mig mest so far. Ikke nok med at den handler om homoseksualitet og de store udfordringer og tanker, man som ung kan have omkring det. Den handler også om at leve i et hjem med en psykisk syg forælder.
Eibe formår at slå 2 fluer med et smæk med denne bog, og atter engang skriver hun en gribende fortælling til unge om unge.




Matthias er denne bogs hovedperson, og han kæmper en brav kamp for at passe ind og holde sin største hemmelighed hemmelig for alt og alle. Han er en charmerende fyr, og som læser er det svært ikke at fatte sympati for ham. Han gør, hvad han kan for at redde sit liv, da han er sikker på, at hans far slår ham ihjel, hvis han opdager den store hemmelighed. Matthias' far lider af PTSD efter en udstationering, og Matthias skal ydermere leve med denne ustabile bombe, der kan springe hvert øjeblik, det skal være. Scenerne med faren er voldsomt intense, og som læser er det svært ikke at kigge væk og lykke øjnene for de rædsler, Matthias gennemlever.
Den udvikling, han gennemgår i løbet af bogen er meget realistisk, og hans historie bliver både kampen for at acceptere sig selv men også at frigøre sig og blive det menneske, han har lyst til at være.

Når Eibe udvælger sine emner, må det siges, at hun gør det sublimt. Det er tydeligt, at hun brænder for at fortælle om Matthias og det liv, som mange unge sikkert kan nikke genkendende til. Hun skriver tydeligt til og for de unge, og bogen er læst på ingen tid. Den er skrevet voldsomt intenst og spændende, og den er slet ikke til at ligge væk, når man først er begyndt. Det er virkelig det, jeg elsker ved hendes bøger! Eibe har en stor passion for det unge publikum, og det er tydeligt at mærke, når man læser hendes værker. Sproget er ungdommeligt og letlæseligt, men samtidig er der kælet for detaljerne og stemningen.
 

Matthias' historie er rørende og vigtig. Der er scener, hvor man som læser knuger bogen i frustration og intensitet, og der er scener, hvor man må trække på smilebåndet og oplever den håbsfølelse, der gerne skal være i en god YA roman. Matthias kom bestemt under huden på mig, og jeg må bare sige: Well done, Eibe! You did it again!

onsdag den 21. juni 2017

"Ravnenes hvisken 1" af Malene Sølvsten


Titel: Ravnenes hvisken 1
Forfatter: Malene Sølvsten
Serie: Ravnenes hvisken
Forlag: Carlsen
Sider: 705
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Anne er teenager og kastes rundt mellem plejefamilierne. Hun er 17 år og skal for alvor vise, at hun kan stå på egne ben, så systemet ikke længere skal følge hende. Hun kender intet til sin biologiske familie, men det eneste, hun ved, er, at hun er synsk. Anne kan se fremtiden og andres aura. Og et bestemt syn bliver ved med at plage hende. Hun ser en ung piges mord, og hun vil gøre alt for at forhindre det. Men hurtigt indser hun, at der er mere mellem himmel og jord i den lille vestjyske by.

Det er lang tid siden, at jeg har læst en så fantastisk bog! Ja, det er lang tid siden, at den udkom, men NØJ! Hvor var Ravnenes Hvisken en fantastisk læseoplevelse! Det er en blanding af alt det bedste, og jeg kan slet ikke få armene ned af begejstring!
Universet, blandingen af genre og det velgennemtænkte plot giver tilsammen en perfekt fortælling, der tager sin læser med storm. På trods af sine 705 sider, er den læst på ingen tid, og den er slet ikke til at lægge fra sig.



Anne er bogens hovedperson, og hun er skrevet fænomenalt godt! Hun er stædig, har en mega mistillid til verden (hvilket forstås!), og samtidig er hun "bare" en lille pige, der savner tryghed. Gennem hele bogen formår Sølvsten at veksle mellem Annes stærke og skrøbelige sider, og som læser får man bestemt indtryk af en powerwoman og en fortabt skæbne, som man håber det bedste for. Anne er nem at holde af og med. Hun er sød og sjov, og hun er et friskt pust ind i ungdomslitteraturen herhjemme.

Annes udvikling går rigtig fint i spænd med plottet og universet, og selvom bogen er lang, er der masser af udviklingspotentiale til de sidste 2 bøger.
Ud over at Anne skal lære, at hun er en del af noget meget større, er det også historien om en pige, der skal finde sig selv og lære, hvem hun er, når hun ikke skal styres af kommuner eller de mange svigt, hun har oplevet.



Der er en genial blanding af genre i bogen. Der er elementer af krimi, fordi der her er et mord, der skal opklares, og som læser må man sammen med Anne mistænke alt og alle for at være den, der slår unge piger ihjel. Samtidig er der elementer af den klassiske YA bog, da der arbejdes med kærlighed, identitetsdannelse og accept af det liv, man er blevet tildelt. Fantasy er dog det, der fylder allermest, og hvor er det fedt, når lille Danmark gemmer på så stor en skribent! Det univers, Sølvsten har givet sig i kast med, er enormt stort, og det er kun en lille brøkdel af det, som læseren får lov at stifte bekendtskab med her i første bog. Som læser higer man efter endnu mere, for det er sindssygt spændende, og hver gang, der åbnes op for mere, klapper man i sind små hænder. Jeg glæder mig SÅ meget til at udforske mere af den nordiske mytologi og dens betydning for resten af historien.

"Ravnenes Hvisken" var alt det, jeg drømte om! Jeg har læst den efter utallige anbefalinger, og jeg må bare sige, at jeg giver dem alle ret! Her er en original, spændende, medrivende, nervepirrende og eventyrlig fortælling, der kan alt det, en god bog skal kunne. Jeg kan slet ikke vente med at læse mere!

søndag den 18. juni 2017

"Sirenen" af Kiera Cass

  
Titel: Sirenen
Forfatter: Kiera Cass
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 384
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Tellerup.

Kahlen er en sirene. Hun synger for Havet og slår andre ihjel, så hun selv kan leve. I 100 år skal hun tjene Havet, og hun har næsten fuldført sin opgave. Sammen med de andre sirener flytter hun fra by til by for at skule sig, og pigerne må tie, da deres stemmer dræber.
Men da hun møder Alkini, bliver alt sat på prøve, og Kahlen må afgøre, hvad der er det vigtigste for hende her i livet.

Sidste år udkom den sidste bog i "Selection"-serien, som Cass også har skrevet. Den ELSKER jeg. Bøgerne var læst på ingen tid og slet ikke til at ligge væk. Derfor blev jeg lykkelig, da jeg så, at Tellerup havde valgt også at oversætte "Sirenen", der er en selvstændig fortælling fra Cass' hånd. For mig havde "Selection" det hele, og jeg har anbefalet den til alle, der har mangler en god og fængende bog.
Det fede er, at "Sirenen" har mange af de samme ting! Der er karakterer, man holder af, der er spænding og romantik. Det var bestemt et glædeligt gensyn med en forfatter, jeg er blevet stor fan af.



Kahlen er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien til læseren. Hun er en pige med sine egne holdninger og med en frygt for de evner, hun besidder. Hvor de andre sirener, der kaldtes hendes søstre i bogen, nyder livet med fester og charmerende fyre, tæller Kahlen dage til sin frihed og er voldsomt påvirket over de mange liv, hun har fået på samvittigheden i sin tid som sirene. Hun fungerer rigtig godt som hovedperson, fordi hun stiller spørgsmålstegn ved den tilværelse, hun er tvunget til at leve.
Jeg var lidt bange for, at Kahlen ved sin forelskelse ville blive hjælpeløs og ligegyldig, men heldigvis gik det ikke den vej. Hun fik for alvor noget at kæmpe for, og de følelsesmæssige dilemmaer blev endnu større og mere spændende, som bogen skred frem. I modsætning til nogle af de andre sirener var der en masse nuancer i hende som person, og de blev ved lige til det sidste.
Det var rigtig fedt, at Cass valgte at gøre Havet til en person, som sirenerne havde kontakt med. Hver gang de var i nærheden af vand, kunne de tale med Hende, og Havet blev en karakter, der overraskede mig ret meget, og dialogerne mellem hende og Kahlen var meget spændende og velskrevne.
 

Desværre virkede det som om, at Cass pludseligt ville slutte sin historie. De sidste 100 sider var næsten forjagede, og 1,2,3 så var historien slut. Den store konflikt gennem bogen, synes jeg, at der blev skøjtet lidt for let hen over, og den nåede knapt nok at være, før den var til ende igen. Det var en skam, fordi resten af bogen havde hun taget lige præcis den tid, der var brug for.

Når det så er sagt, er "Sirenen" et must Read, hvis man var vild med Selection-serien! Der er mange ting, der minder om, og Cass er bare fremragende til at skrive bøger, man som læser ikke kan ligge fra sig. Den er læst på ingen tid og tager sin læser med på et romantisk eventyr, der er svært ikke at holde af.

lørdag den 10. juni 2017

"Provinspis" af Ditte Wiese


Titel: Provinspis
Forfatter: Ditte Wiese
Serie: -
Forlag: Carlsen
Sider: 229
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Carlsen.


Ida bor i provinsen. Der sker ingenting, og hun vil væk. Hun har mange odds imod sig, og ofte er hun sin værste fjende. For at få gang i sit liv, kaster hun sig i weekenderne over alkohol, stoffer og sex. Men når man gerne vil flygte fra sig selv, bliver livet svært at leve, og det må Ida erfare på smertelig vis. 

Er der noget, jeg som bogblogger elsker, så er det at anmelde en debutant. Det er så fedt at få lov til at følge et forfatterskab fra starten og se skribenten udvikle sig. Og Ditte Wiese starter i den grad sit forfatterskab med en stærk, solid og gribende fortælling.  
Historien om Ida er en YA-roman, der virkelig rammer sin læser og er fængende fra start til slut. Det er en fortælling om at turde gribe livet men samtidig om at være for bange til at leve det.
Idas historie er en del af det nye fænomen om at skrive om udkantsdanmark og ungdommen dér: Om det at drømme stort og ønske sig væk. Men Wiese gør det på sin egen måde, og med denne roman formår hun virkelig at skabe en fortælling, som alle på sin vis kan sætte sig ind i.


Ida var en fantastisk hovedperson, fordi hun var så realistisk. Hun fortjente så mange kram og knus samtidig med, at jeg ofte havde lyst til at give hende en syngende lussing for at træffe de dumme og forkerte valg: Men er det ikke sådan det er for mange, når man er ung og bare prøver sit bedste? Havde Ida pludseligt været snusfornuftig havde det ikke været realistisk, så fordi Wiese formår at skabe en gylden middelvej mellem had og kærlighed til Ida, bliver hun også en fantastisk karakter at følge bogen igennem. For mig blev Ida et billede på den rodløshed, som kendetegner mange unge i dag, og hun blev et billede på, at der sker så meget i os som mennesker, som andre slet ikke vil kunne forstå eller sætte sig ind i. Ida flygter fra sin tilværelses elendighed ved hjælp af midlertidig lykke, der blot ødelægger hende endnu mere, og som læser er man vitterligt i tvivl om, om denne bog nogensinde kan få en lykkelig slutning, for Ida er i sandhed en tragisk skæbne.

Wieses sprog er formidabelt til netop denne slags bog. Hun tør skrive råt, bande som en havnearbejder og er ikke bange for at det er enkelt. Når man vælger at skrive YA - og netop skrive om en pige som Ida, skal sproget være enkelt, letlæseligt og ikke fyldt med store, smukke metaforer. I stedet er der skrevet koldt og kontant, og det bidrager virkelig til den stemning, som Idas historie gerne vil efterlade hos sin læser. Wiese blander humor med sorg, og som læser må man både skraldgrine og være dybt berørt over Idas fortælling. Der er så megen power over Ida, men også over Wiese, der har fortæller en enormt modig og vigtig historie - og hun gør det fantastisk!


"Provinspis" var for mig en enormt stærk YA-debut! Jeg var så overrasket over, at den tog mig med storm på den måde, som den gjorde, og uden at spoile (for det ville jeg virkelig gøre!) er det en bog, der tager vigtige emner op og behandler dem med den respekt og ære, de fortjener. Wiese har slået sit navn fast med nagler som en solid og stærk YA-forfatter, og jeg kan ikke vente med at læse mere fra hende!

torsdag den 1. juni 2017

Månedlig opsummering: Kaotiske maj




Dette var maj for mig: Maj var en måned med travlhed, og det synes jeg snart, at jeg skriver hver måned. Maj har været kaotisk, selvom den har haft sine glimt af ren og skær lykke. For mig har maj været en måned, hvor den ene dag har taget den næste, og det har været svært at følge med i det hæsblæsende tempo, som maj kom med.
Maj har været en fantastisk teatertur, gode film i biografen og lidt tid sammen med venner, jeg virkelig forsømmer for tiden, da arbejde virkelig kræver mig på mere end fuld tid indtil juli måned.
Maj har været spændende og udfordrende arbejdsopgaver, som jeg elsker men som samtidig eg hårde, når man også er gravid på fuld tid. Maj har været en måned med tiltrængte eftermiddagslurer og aftener på sofaen.
Maj har været solrig og varm, og den har givet mig min læselyst tilbage.
Maj har været præget af sindssygt pengeforbrug grundet BabyT, og maj har været fremtidsplanlægning af bedste skuffe.
Selvom maj var kaotisk, og forsvandt så hurtigt, som den kom, var maj en måned, jeg vil se tilbage på med smil.
 

Maj på forældre-fronten:I maj blev baby virkelig konkret. På en og samme dag blev der købt puslebord, seng og barnevogn med alt tilbehøret. Dankortet brændte, og jeg er sikker på, at vi har lignet de mest lalleglade mennesker i verden, da vi slæbte seng og puslebord op i lejligheden: for nu havde vi ting - rigtige ting! - til vores lille baby! Barnevognen kommer ikke hjem før et par uger før terminen, men møbler er samlet, tøj er vasket og T's babycorner er langsomt i gang med at blive indrettet. Det er så surrealistisk og fantastisk på samme tid, og vi nyder at kunne gå og pusle med hans ting.
I maj fik jeg pakket det sidste sammen af biblioteket, så jeg nu kun har 2 reoler med bøger fremme. De gamle hylder er hentet, og det gav plads til, at vi nu kan se, hvor T's ting kan og skal være. Maj blev måneden, hvor T sparkede for første gang, så Mark kunne mærke det, og maj blev måneden, hvor jeg bare måtte sande, at det er skide hårdt at være gravid!



I maj læste jeg: 1 bog.... 1. Det vidner vist om, hvor travl måneden har været. Teknisk set har jeg læst halvanden, for det er den bog, jeg læser lige nu, der virkelig har givet mig min læselyst tilbage! Men jeg har færdiggjort 1! bog i maj.

Majs bedste og mest skuffende bog: Den bedste og mest skuffende kommer lidt under samme kategori i denne måned, fordi der kun er en bog. Her er der tale om "Fra og med dig" af Mhairi McFarlane. Som jeg vil skrive i min anmeldelse, var det en voldsomt hyggelig læseoplevelse, og jeg grinte gennem hele bogen og holdt af hovedpersonerne. Men bogen gjorde som sådan ikke noget ved mig. Den var der, den underholdt mig, og så satte jeg den på hylden og følte mig med det samme klar til en ny læseoplevelse


Hvad byder den kommende måned på?: Juni bliver en måned, jeg har set frem til med LÆNGSEL! Juni bliver en måned, hvor jeg skal se en masse søde mennesker og nyde ro i mit liv. Juni bliver min sidste måned med arbejde i 1 år! For den 23.juni er min sidste arbejdsdag, og så går jeg på ferie/barsel. Og jeg glæder mig helt vildt!
Juni bliver ferie med min elskede mand, som vi begge trænger til, skønne middagsaftaler og forhåbentlig en masse dejlige bøger (læsestakken er lagt frem!). Og juni bliver ikke mindst en måned, hvor jeg ENDELIG skal se Jesus Christ Superstar med min mor og Mark. Vi har haft billetterne i halvandet år, og vi er SÅ klar!

Hvad byder jeres juni på? Har maj været lige det, I håbede på? Har I fået læst nogle gode bøger, og hvad vil I gerne læse i juni?