.

.

lørdag den 1. april 2017

"Legendale" på Fredericia Teater

Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her på min blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose.

Andy er uddannet programmør, men det blev aldrig til noget for ham. I stedet arbejder han med IT i et firma, hvor chefen er en røv, der tyranniserer Andy hvert øjeblik, han kan få muligheden for det. Andys liv er bestemt ikke glamourøst eller ønskværdigt: Men han søger tilflugt i online rollespillet "Legendale". Her kan han være lige, hvem han har lyst til, og han kan gøre alt det, han ikke kan i den virkelige verden. 
En dag sættes en konkurrence i gang om 1 million dollars, og alle spillere skal skabe en ny avatar at spille med. Andy ender med en malkepige og er sikker på, at håbet er ude for ham. Men alt er ikke som det ser ud til. 

Det er ikke en hemmelighed, at jeg elsker Fredericia Teater for at tage chancer. Jeg elsker, at de tør satse og ikke bare viser succes efter succes fra Broadway (selvom jeg ELSKER de store musicals! Go Les Mis!). Men et sats er et sats - og nogle gange bliver det bare ikke, som man havde håbet. Det er sådan, jeg har det med Legendale. Dermed ikke sagt, at der er tale om en dårlig forestilling, for det er der ikke. Der er blot tale om en musical, der ikke er Fredericia Teaters bedste til dato på den lille scene. 
Jeg vil starte med at sige, at jeg så musicalen en aften, hvor teknikken mildt sagt ikke var på skuespillernes side. Skærmene blinkede og gik ud, mikrofonerne virkede, når de lige havde lyst, og lyset rykkede til tider rundt og væk fra skuespillerne. Sådan er det jo, når ting er live: Noget kan gå galt, og det er smadderærgerligt, når der især er tale om en forestilling, der er så afhængigt af det tekniske, som "Legendale" er det. Da skuespillerne skulle bukke, var det også trætte folk, der kom på scenen - og med rette! Det er hårdt som skuespiller og især sanger at spille uden sine hjælpemidler og skulle synge en hel sal op med skrattende mikrofoner og ustabile rekvisitter.
Det er ikke derfor, at jeg ikke var ellevild med forestillingen: Men det gjorde det svært at leve sig ind i historien 100%, og derfor finder jeg det nødvendigt at nævne i anmeldelsen. 

Et glimrende eksempel på, hvordan tenikken bruges til stykkets fordel

 Når det så er sagt, var der bestemt ting, der fungerede. Jeg har mange gange været efter Fredericia Teater, når det kom til overdreven brug af teknik. Jeg har sågar kaldt dem dovne og sagt, at de sprang over, hvor gærdet var lavest. Men i denne forestilling har de virkelig vendt teknikken til deres fordel. På trods af ganske, ganske få rekvisitter på scenen, formåede de at skabe et helt univers, jeg troede på og ikke irriterede mig over. Især scenerne i spil-verdenen var fænomenalt godt lavet og var virkelig fængende. Jeg nød de scener, og de var både eventyrlige og morsomme. 
De monstre, som Andy møder i spillet, var lavet med kostumer, og jeg har aldrig set så underholdende og fede kostumer på teateret! De var SÅ godt lavet og kreativt fundet på, og det var tydeligt, at salen var enig med mig! Når det kommer til idéen om at lave en parallelverden på scenen, har de helt klart fundet den bedste og mest kreative løsning.

Mit faste segment kommer nu: LARS MØLSTED! For er der en skuespiller, der altid skal roses i mine anmeldelser, så er det ham! Mølsted hiver bare altid alt op på et højere plan, og jeg bliver aldrig nogensinde træt af at høre ham synge. Han har en stemme, der altid er til at genkende, og han kan ting, som ganske få musicalperformere formår. Det er magisk, og det var hans "solo-sange" i forestillingen, der rørte mig og virkelig gav mening for historien. I stykket har Mølsted en sang om at være død (både i spillet og det virkelige liv), og det er nok hans bedste performance på Fredericia Teater til dato. Aldrig har han sunget så stærkt, så rørende og så fint, og den sang er alene grund til at tage ind og se denne forestilling!

Lars Mølsted er bare fantastisk, og hans stemme overrasker mig gang på gang. Hans sange i forestillingen er uden tvivl de bedste!
2 andre nye stemmer på scenen overraskede også: Karin Nordly-Holst som Andys Avatar var et friskt pust fuld af humor og kærlighed. Hendes varme strålede på scenen og kom helt ned til bageste række, og hendes energi var perfekt til hendes karakter og denne forestilling. Jeg glæder mig virkelig til at se hende i andre forestillinger, og hendes samspil med Mølsted var naturligt og humoristisk. Det er uden tvivl scenerne de to i mellem, der er stykkets bedste.
En anden ny favorit hos mig er Søren Bech-Madsen, der spiller rollen som Jansen, der har skabt spillet "Legendale". Han var fænomenal til at spille badass nørde/rigmand/arrogant gut, og samtidig havde han den bedste stemme ud over Mølsted på scenen. Hans 2 sange var virkelig morsomme, og det sekund, han trådte ind på scenen, var han bestemt den, man kiggede på. Han krævede publikums opmærksomhed, og sådan en skuespiller elsker jeg.

Robot-zombierne var blandt mine favorit-kostumer på scenen. De var så godt lavet! Og Andys Avatar, Zel, fik et dejligt kriger-kostume efterhånden som forestillingen skred frem!
For mig bliver "Legendale" aldrig en musical. Langt de fleste sange hang ikke sammen og virkede som fyld. Flere gange sad jeg og tænkte: "Havde det her været bedre som teater end som musical?" eller "Det her havde været meget nemmere som replikker". Der var ganske få sange, jeg følte mig underholdt eller rørt af, og derfor blev jeg kastet ud af historien og ventede lidt på, at vi kunne komme tilbage til de momenter, hvor der ikke var sang.
Historien tegnede godt. Jeg var vild med idéen om nørden, og den hyldest, musicalen er til nørder! Men især i 2.akt bliver spillet en parallel til den kærlighedshistorie, der har ligget og truet i baggrunden, og det er en skam. Hvorfor skal det handle om kærlighed? For det koncept passede for mig bare ikke ind i forestillingen. Jeg blev skuffet og småirriteret over scener, hvor der blev skabt falske konflikter, der alligevel blev løst på 2 minutter. Historien endte for mig med at have en del huller og irrelevante scener, og det var en skam. Jeg kunne godt have tænkt mig en forestilling, der havde fokuseret langt mere på fællesskabet i at game og de gutter, Andy spiller med i starten af forestillingen.

"Legendale" er bestemt en morsom og feel-good historie. Der er ikke noget, der bliver så alvorligt, at man som tilskuer føler, at der er noget på spil, og der er mange gode grin og hjertevarme. Men sangene fungerer ikke godt nok til at bære fortællingen, og selvom Mølsted, Holst og Bech er sublime på scenen, er det bare ikke nok. Jeg synes, man skal se "Legendale". Man skal se den for at hylde Fredericia Teater for at tage chancer, og man skal se den for at blive glad i låget over, at fantasien er det fedeste sted at flygte hen.

3/6 stjerner

Ingen kommentarer:

Send en kommentar