.

.

lørdag den 25. marts 2017

"Dødens mærker" af Veronica Roth




Titel: Dødens mærker
Forfatter: Veronica Roth
Serie: Dødens mærker
Forlag: Alvilda
Sider: 456
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Alvilda.


Akos bor med sin familie, og hans mor er et Orakel. Familiens skæbner er ikke kendte for Akos, men en dag kidnappes han af den frygteligt tyran, Ryzek, der er sikker på, at han og hans bror er vejen til at herske over langt mere, end han allerede gør. Ryzeks søster hedder Cyra og kan få folk til at føle smerte, når hun rører dem. 
Akos og Cyra mødes, mens Akos er i fangeskab, og et venskab opstår. Hurtigt indser de, at de enten må forblive fjender eller kæmpe sammen for at overleve...

Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke var vild med Divergent-serien. Den første bog slugte jeg, men efterhånden blev jeg vredere og vredere på serien. Dog blev jeg nysgerrig, da jeg så, at Roth kom med en ny serie, og alle sagde, at den slet ikke mindede om Divergent. Tempoet skulle være et helt andet, og karaktererne samt universet skulle slet ikke være til at sammenligne.
Som læser tænkte jeg: Så må dette være en bog for mig, nu, hvor Divergent ikke var min kop te. Men desværre bliver Roth nok bare ikke min yndlingsforfatter. 


Det, jeg især gav Divergent hak for, var, at den susede derudaf, og hvis der ikke var en action-scene på hver side, virkede det nærmest som om, at Roth var bange for at kede sin læser. Den var meget overfladisk, og jeg følte aldrig, at jeg kom i dybden med historien.
Det er bestemt ikke det, man kan sige om denne bog. "Dødens mærker" blev for mig bogen med flest unødvendige detaljer. Der er ikke en karakter, hvis træk, udseende og tøjstil, der ikke er beskrevet, og der er brugt utallige sætninger på at beskrive måltider, beklædning eller håropsætninger. Det er som om, at Roth er gået fra den ene ekstrem til den anden, og i stedet for at bogen for mig blev spændende, blev det et større og større irritationsmoment gennem min læsning. Det gjorde bogen enormt tung at komme igennem, og det tog virkelig læselysten fra mig, fordi der skete så uendeligt lidt!


Akos og Cyra er bogens hovedpersoner, og det er gennem deres synsvinkler, at historien fortælles.
For mig var Akos en karakter, der ligesom bare var. Der skete ikke det store med ham og jeg synes ikke, at der er en udvikling i ham fra start til slut. Han var fyld, og hans kapitler var bestemt de tungeste at læse. Akos' motivation til alt i bogen er at redde hans bror, som Ryzek vil bruge som orakel, så han kan forudse, hvem han skal slå ihjel for at få mest mulig magt. Det er det, der fylder for Akos, og det er hans plotline ganske simpelt. Som nævnt er der ikke den store udvikling i Akos som karakter, og derfor var det svært at føle med ham og heppe på hans mission om at komme hjem med sin bror i god behold. Akos er uden tvivl the ultimate good-guy, og det bliver en anelse for unuanceret, når bogen er så lang. 


Cyra derimod var en del mere spændende, og det er hendes historie og skæbne, der har gjort, at jeg har færdiglæst bogen. Idéen om ikke at kunne røre ved andre, uden at påføre dem smerte, er enormt spændende, og den leger Roth meget med gennem hele bogen. Cyra kan nemlig også dræbe, hvis hun påfører nok smerte. Cyra er Ryzeks våben, og hun er opdraget til at skabe skræk og rædsel. Det er sådan, læseren får hende introduceret, men der er meget mere at sige om hende som person. 
Cyras udvikling er spændende, og selvom hendes karaktertræk ikke ændrer sig markant, er hun alligevel i udvikling, og som læser er man interesseret i, hvor hun mon ender henne, og det fungerer enormt godt!

Universet, som Roth har skabt sig, er uden tvivl gennemtænkt til mindste detalje. Der er nye ord for alle måleenheder, der er tænkt over alle planeter, deres funktion og deres kendetegn, og det er spændende at se, at Roth her har taget ved lære af Divergent-serien. Desværre er leveringen ikke lige i skabet, og det er ærgerligt, fordi selve historien har rigtig meget potentiale. 
Der kunne være cuttet 100 sider i detaljer, og så var der en god blanding af det dybdegående og en historie, som læseren ville have svært ved at slippe. 
"Dødens mærker" var en rigtig tung bog at komme igennem, men plottet var spændende, og Cyra som hovedperson kom jeg til at holde af. Men for mig blev det hele overskygget af en bog med overdrevne detaljer, der ikke tog mig med storm. 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar