Titel: Dødens mærker
Forfatter: Veronica Roth
Serie: Dødens mærker
Forlag: Alvilda
Sider: 456
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 2/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Alvilda.
Akos bor med sin familie, og hans mor er et Orakel. Familiens skæbner er ikke kendte for Akos, men en dag kidnappes han af den frygteligt tyran, Ryzek, der er sikker på, at han og hans bror er vejen til at herske over langt mere, end han allerede gør. Ryzeks søster hedder Cyra og kan få folk til at føle smerte, når hun rører dem.
Akos og Cyra mødes, mens Akos er i fangeskab, og et venskab opstår. Hurtigt indser de, at de enten må forblive fjender eller kæmpe sammen for at overleve...
Det er ikke en hemmelighed, at jeg ikke var vild med Divergent-serien. Den første bog slugte jeg, men efterhånden blev jeg vredere og vredere på serien. Dog blev jeg nysgerrig, da jeg så, at Roth kom med en ny serie, og alle sagde, at den slet ikke mindede om Divergent. Tempoet skulle være et helt andet, og karaktererne samt universet skulle slet ikke være til at sammenligne.
Som læser tænkte jeg: Så må dette være en bog for mig, nu, hvor Divergent ikke var min kop te. Men desværre bliver Roth nok bare ikke min yndlingsforfatter.
Det, jeg især gav Divergent hak for, var, at den susede derudaf, og hvis der ikke var en action-scene på hver side, virkede det nærmest som om, at Roth var bange for at kede sin læser. Den var meget overfladisk, og jeg følte aldrig, at jeg kom i dybden med historien.
Det er bestemt ikke det, man kan sige om denne bog. "Dødens mærker" blev for mig bogen med flest unødvendige detaljer. Der er ikke en karakter, hvis træk, udseende og tøjstil, der ikke er beskrevet, og der er brugt utallige sætninger på at beskrive måltider, beklædning eller håropsætninger. Det er som om, at Roth er gået fra den ene ekstrem til den anden, og i stedet for at bogen for mig blev spændende, blev det et større og større irritationsmoment gennem min læsning. Det gjorde bogen enormt tung at komme igennem, og det tog virkelig læselysten fra mig, fordi der skete så uendeligt lidt!
Akos og Cyra er bogens hovedpersoner, og det er gennem deres synsvinkler, at historien fortælles.
For mig var Akos en karakter, der ligesom bare var. Der skete ikke det store med ham og jeg synes ikke, at der er en udvikling i ham fra start til slut. Han var fyld, og hans kapitler var bestemt de tungeste at læse. Akos' motivation til alt i bogen er at redde hans bror, som Ryzek vil bruge som orakel, så han kan forudse, hvem han skal slå ihjel for at få mest mulig magt. Det er det, der fylder for Akos, og det er hans plotline ganske simpelt. Som nævnt er der ikke den store udvikling i Akos som karakter, og derfor var det svært at føle med ham og heppe på hans mission om at komme hjem med sin bror i god behold. Akos er uden tvivl the ultimate good-guy, og det bliver en anelse for unuanceret, når bogen er så lang.
Cyra derimod var en del mere spændende, og det er hendes historie og skæbne, der har gjort, at jeg har færdiglæst bogen. Idéen om ikke at kunne røre ved andre, uden at påføre dem smerte, er enormt spændende, og den leger Roth meget med gennem hele bogen. Cyra kan nemlig også dræbe, hvis hun påfører nok smerte. Cyra er Ryzeks våben, og hun er opdraget til at skabe skræk og rædsel. Det er sådan, læseren får hende introduceret, men der er meget mere at sige om hende som person.
Cyras udvikling er spændende, og selvom hendes karaktertræk ikke ændrer sig markant, er hun alligevel i udvikling, og som læser er man interesseret i, hvor hun mon ender henne, og det fungerer enormt godt!
Universet, som Roth har skabt sig, er uden tvivl gennemtænkt til mindste detalje. Der er nye ord for alle måleenheder, der er tænkt over alle planeter, deres funktion og deres kendetegn, og det er spændende at se, at Roth her har taget ved lære af Divergent-serien. Desværre er leveringen ikke lige i skabet, og det er ærgerligt, fordi selve historien har rigtig meget potentiale.
Der kunne være cuttet 100 sider i detaljer, og så var der en god blanding af det dybdegående og en historie, som læseren ville have svært ved at slippe.
"Dødens mærker" var en rigtig tung bog at komme igennem, men plottet var spændende, og Cyra som hovedperson kom jeg til at holde af. Men for mig blev det hele overskygget af en bog med overdrevne detaljer, der ikke tog mig med storm.
Det er ikke tit, at jeg skriver om mit private privatliv på bloggen. I får et glimt af det i min månedlige opsummering, men det er ikke siden bryllup, at jeg har skrevet om det, der sker bag facaden i det lille hjem i Gårslev.
Det er ikke fordi, der er noget specielt spændende at berette, men nogen gange kan det være rart at få tænkt sin tilværelse igennem og at få sat nogle ord på, hvad der fylder, også på bloggen, der egentlig skal handle om læseoplevelser og smukke bøger.
Da vi skulle giftes valgte jeg at lave et par indlæg om brylluppet, dagene op til og dagene efter. Jeg kunne se, at I elskede det og læste flittigt med, og derfor tænker jeg, at jeg vil opdatere jer på, hvad der sker hjemme ved os og de store forandringer, vi har måttet gennemgå siden sidste "personlige" indlæg.
2016 og 2017 (ja, allerede nu vil jeg evaluere på dette år!) har været de mest sindssyge år i mit liv nogensinde. Både Mark og jeg blev færdiguddannet midt januar 2016, og 3 dage efter stod jeg med en ansættelse på 37 timer fast. Det var slet ikke det, jeg havde regnet med, og jeg følte mig på en måde slet ikke klar til at skulle på arbejdsmarkedet. Jeg havde regnet med i hvert fald 3-4 måneder på dagpenge, men selvfølgelig sagde jeg ja, det da var drømme-jobbet, jeg fik tilbudt.
Det har været et lærerigt år for mig. Nu har jeg været ansat i 1 år, og jeg har nået både at arbejde i børnehaven, med førskole-gruppen, i SFO og som støtte i undervisning. Rollen som blæksprutte har altid passet mig godt, og der er ikke én dag, der er som de andre. Det, jeg virkelig elsker, ved at arbejde med børn, er, at du ikke kan have en off-day. De kræver din fulde opmærksomhed og man kan ikke andet end at være glad i låget, når man går hjem efter en dag med knus, grin og alvorlige snakke. Jeg elsker mit arbejde, og jeg elsker ungerne og de søde kollegaer. Her vokser jeg og her hører jeg hjemme!
Samtidig med det nye liv på arbejdsmarkedet, har vi for alvor skulle finde en hverdag med arbejde, ægteskab og hinanden. Og ønsket om en familie. Siden vores bryllup i august 2015 har vi været enige om, at næste skridt var familieforøgelse. Vi var klar til bryllup og så det hele for os: en bryllups(rejse)baby, vi ville begge nå færdige med studiet, og alt ville passe perfekt sammen. Det var bare slet ikke sådan, det skulle være. Den barske virkelighed er, at man ikke selv kan bestemme, hvornår man vil være gravid og have børn. Jeg valgte at tage til læge for at tale om min bekymring om den manglende baby, og en henvisning til udredning og eventuel behandling blev skrevet, og det blev en dagsorden, der lagde sig som en tung sky, især hos mig. Det er utroligt, hvad det gør ved en kvindes kvindelighed, når hun ikke kan få børn. Jeg (ikke man!) følte mig forkert og utilstrækkelig, og i stedet for at nyde hinanden blev fokus på timing og hvad ægløsningstesten sagde. Det er ikke en proces, jeg vil ønske for min værste fjende, og det har været SÅ hårdt psykisk, at jeg til sidst var i tvivl om, hvordan jeg skulle komme op igen.
Venner og veninder fik børn, og det kom så let, og vi stod i vores lille hjørne og kæmpede og kæmpede.
I december 2016 gav jeg op og kontaktede en præst (da det er gratis i dette skønne land) og talte det hele igennem. Sorgen, tabet, frustrationerne og skrækken for, om vi nogensinde fik lov at opleve glæden ved at være forældre.
Det hjalp men samtidig gav det mig ret i, at her var noget, der var større end mig, som jeg ikke kunne bestemme over, og måske skulle jeg lære at sige højt, at det her måske ikke var det, jeg skulle lige nu. Udredningen af os begge sagde intet om, at vi ville have svært ved at få børn, men vi fik lovning på at kunne starte behandling januar 2017, da jeg stampede i jorden og bad om trygheden i, at hvis vi ønskede det, kunne vi få hjælp. Vi valgte det fra, for vi var ikke klar til at starte den proces, der betyder, at kontrol bliver fjernet fuldstændig. DE bestemmer ALT over ens krop, og det kunne vi slet ikke overskue. Det kræver en psyke, som jeg slet ikke kan forestille mig, at nogen kvinder kan finde. Så vi takkede et fælles nej men med trygheden i, at behandlingen kunne starte hvis eller når vi blev klar.
Den 29. december 2016 ændrede alt sig. Jeg bestemte mig for at bruge den sidste graviditetstest, jeg havde liggende, så jeg var forberedt på menstruation et par dage efter. Men testen var positiv. Der var en streg, og vi kunne begge se den.
Og nu sidder jeg her. Jeg ved at jeg skal have verdens dejligste lille dreng, og jeg kan slet ikke forstå, at det kom helt af sig selv til sidst.
Til september starter vi et helt nyt kapitel herhjemme, og vi glæder os SÅ meget!
Søde læsere, det er forklaringen på stilheden herfra. Jeg har været SÅ træt, at bloggen er kommet som sidste prioritet, og vi har villet være sikre på, at alt var godt, før vi fortalte om det i det offentlige rum. Men den er god nok. Baby T spræller rundt derinde, og vi er SÅ glade! Jeg skriver ikke det her indlæg for at få medlidenhed, for det lykkedes til sidst, og der er andre, der skal igennem SÅ lang og sej en kamp. Men jeg skriver det, fordi det er vigtigt for mig at nedbryde det tabu, som barnløshed er. Og jeg skriver det fordi, at jeg havde brug for, at nogen havde skrevet det, så jeg vidste, at jeg ikke var alene, dengang det var allersværest for mig.
Det gør ikke noget ved bloggen, og mit overskud er tilbage igen. Bloggen bliver fortsat om bøger, men der kommer en lille bitte smule om baby engang i mellem, og jeg håber, I vil følge med :)
Dette var februar for mig: Februar har været en tung måned med alt, hvad det indebærer. Jeg har været ramt af umenneskelig træthed, og overskuddet har ikke været til alt det, jeg egentlig gerne ville.
I februar har jeg arbejdet og forberedt som aldrig før, fordi jeg til april starter vores førskole-gruppe, og alt skal være klar, når de starter. Bøgerne har stået i sidste række, og jeg har savnet min læsetid og min læselyst, men nogle gange er det bare ikke bøgerne, der kalder på mig.
Herhjemme har livet stået lidt stille, hverdagen har virkelig været hverdag, og de små øjeblikke kan tælles på én hånd.
Februar har været en måned med travlhed og planlægning ned i mindste detalje.
Nu skal det ikke lyde som om, at februar var det rene lort. For det var den ikke! Jeg har været i teateret med Mark og se "Medea" på Aarhus Teater, og det var en fantastisk oplevelse!
Jeg har haft en fantastisk dag med søde Anne i Aarhus, hvor der blev shoppet, drukket te og grint så tårerne trillede, da vi så "Erasmus Montanus" på Aarhus Teater. Det er en dag, jeg stadig tænker tilbage på med smil og latter, og jeg elsker veninde-stunder, som bare er guld værd!
Februar har være travl og ikke den bedste måned, men de gode stunder, der har været, skatter jeg uendeligt højt.
I februar læste jeg: Ja, det er deprimerende. Det er blevet til 2 bøger, og Goodreads minder mig kærligt om, at jeg nu er bagud i min reading challenge. Men det er jo ikke, fordi jeg skal stresse.... Jeg har simpelthen ikke haft tid, og så er det grundet, at den 3.bog jeg er gået i gang med denne måned, virkelig tager mig tid og dræner mig for læseoverskud...
Februars bedste bog: Det må uden tvivl være "Cinder"! Jeg er ellevild med den, og jeg kan slet ikke vente med at læse resten af serien, for hold nu op hvor den var fængende! Den kunne noget helt specielt, og jeg nød virkelig at læse den.
Februars mest skuffende bog: Normalt siger jeg ikke bøger, jeg ikke har læst færdig, men jeg er nødt til at sige "Dødens mærker" af Veronica Roth, for den har simpelthen taget mig så lang tid, og jeg har kæmpet med den snart i en måned. Det er så sjældent, det sker, og det er ikke fordi handlingen ikke er spændende. Men den er skrevet SÅ tungt, at jeg ikke kommer nogen vegne med den, og derfor må den godt nævnes her.
Hvad byder den kommende måned på?: Marts bliver alt det, som februar ikke var. Marts er proppet med skønne aftaler med min mand og med skønne venner. Der er alt fra veninde-dates til double-dates med yndlingsmennesker, og jeg glæder mig sådan til at lave ting, jeg virkelig har L Y S T til. Marts' læsestak er ved at være på plads, og jeg har bestemt mig for, at jeg nu tager mig sammen og kommer gennem "Dødens mærker", så jeg kan læse alle de andre skønne bøger, der ligger og venter på mig.
Marts bliver en måned med koncerter, standup, biografture, spil og latter, og jeg kan slet ikke vente. Marts er forår og lys, og jeg glæder mig til at dele store forandringer og ting med jer, som jeg bare har krydset for blev til noget!
Hvad byder jeres marts på? Har februar været lige det, I håbede på? Har I fået læst nogle gode bøger, og hvad vil I gerne læse i marts?
