
.

onsdag den 22. februar 2017
"Cinder" af Marissa Meyer
Titel: Cinder
Forfatter: Marissa Meyer
Serie: Lunar Krøniken
Forlag: Høst & Søn
Sider: 368
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Høst & Søn.
Alle kender eventyret om Askepot. Men forestil dig, at eventyret foregik i en Sci-Fi verden...
Cinder bor hos sin værge og i en verden, hvor mennesker og Cyborger lever side om side. Hun er halvt menneske, halvt cyborg, og der er ingen tvivl om, at hun er nederst i hierakiet. Der er mange, der ser ned på folk som Cinder, og derfor er hun dømt til at tjene penge, så hendes værge og hendes to døtre kan leve i sus og dus.
Landet plages af en frygtelig pest, som ingen kan kurere, og kejseren er blevet ramt. Cinder møder tilfældigvis prinsen, og selvom hun ikke vil indrømme det, forelsker hun sig i ham. Men prinsen er i fare, og Cinder er måske den eneste, der kan redde ham.
Først købte jeg bogen på engelsk, for ALLE snakkede om den! Jeg fik den aldrig læst, for I kender mig jo... Men da Høst&Søn sendte mig bogen til anmeldelse, røg den i min læsestak med det samme, for den krævede min opmærksomhed, og den havde fået så mange rosende ord med på vejen. Jeg var NØDT til at se, hvad det var, alle snakkede om.
Og hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det, for historien om Cinder er intet mindre end fantastisk!
Jeg har altid elsket, når bøger har taget udgangspunkt i noget og ændret det fuldstændigt. Her er der tale om det klassiske eventyr om tjenestepigen Askepot, der drømmer om at blive prinsesse og komme væk fra sit liv som tjenestepige.
I Cinders fortælling er vi tusindvis af år fremme i tiden i en verden med robotter og avanceret teknologi. Cinder arbejder som mekaniker på cyborger, og hun er klog. Hun er dygtig til det, hun laver, og hun har ikke en drøm om at blive prinsesse. I stedet vil hun bare gerne væk og til et sted, hvor hendes slags ikke bliver set ned på.
Cinder som hovedperson er fantastisk. Det er dejligt afvekslende med en kvindelig hovedperson, der ikke med det samme forelsker sig og har det som motivation til at komme videre i sit liv. For Cinder handler det om at blive elsket og set for den, hun er. Hjemme er hun beskidt og ulækker grundet sine Cyborg-gener, og hun tør ikke fortælle det til andre af frygt for, hvordan de vil se på hende. Cinder drømmer om et liv i fred, hvor hun kan få lov at passe sig selv og bare være til som hun nu engang er.
Da Cinder møder prinsen, bliver hun både glad for ham, men hun blandes også ind i landets konflikter med planeten Luna, der truer med at invadere hele jorden. Derfor bliver forholdet til prinsen ikke altopslugende: Det bliver en bi-ting i en historie om politik, magt og mystisk, som er så sindssygt medrivende, at det næsten ikke er til at beskrive.
Ud over at være historien om en pige, der ikke kender til sin fortid eller et godt liv, bliver det hurtigt tydeligt for læseren, at der er langt mere på spil. Jorden trues af den frygtindgydende dronning Levana, og det er lang tid siden, at jeg er stødt på en så sej skurk i en bog. Hun er så gennemført ond og awesome på samme tid, fordi hun bare er den største bitch, der nyder at pine andre mennesker. Hun afpresser, manipulerer og spiller det politiske spil til perfektion, og scenerne med hende er helt klart nogle af de bedste i bogen!
Da Levana bringes på banen, får historien så meget mere fylde, og læseren drages for alvor ind i et univers, som man bare vil have meget mere af.
Bogen her er første bog i en serie, og efterhånden som man når gennem Cinders fortælling, bliver det tydeligt, at denne bog gør klar til de næste. Der er ganske få ting, der afsluttes, og det er frustrerende, fordi det hele er sindssygt spændende, og man vil bare gerne vide mere - NU! Men det holder læserne i et jerngreb, og nu sidder jeg her og venter utålmodigt på, at den anden bog i serien udkommer på dansk, for jeg er slet ikke færdig med historien om Cinder og hendes fascinerende univers.
"Cinder" er en fænomenal fantasy/sci-fi roman! Den er ikke som noget andet, jeg har læst, og jeg kunne ikke ligge den fra mig. Den har det hele! Eventyr, profetier, spænding, begær og politik. Jeg kan slet ikke vente med at læse den næste bog i serien.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Weee! Flere der forelsker sig i Cinder og resten af Lunar verden, yeah! :D
SvarSletJa jeg er fan! Hold nu op!
Slet