.

.

lørdag den 28. januar 2017

"Illuminae" af Amie Kaufmann & Jay Kristoff


Titel: Illuminae
Forfatter: Amie Kaufman & Jay Kristoff
Serie: Illuminae-filerne
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 599
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Politikens Forlag.


Kady og Ezra bor på planeten Kerenza, der en dag angribes af koncernen Beitech. Skibene Hypatia og Alexander gør alt, hvad de kan, for at redde så mange civile væk fra planeten, som muligt, og desværre ender Kady og Ezra på hvert deres skib. Beitechs skib, Lincoln, er på vej for at slette de sidste spor, og for Kady bliver det et kapløb med tiden. Hun er hacker, og hvis hun ikke kan bruge sin snilde til at stoppe Lincoln, er de alle fordømte. Men hurtigt bliver både hun og Ezra klar over, at Lincoln og dets atommissiler ikke er den eneste trussel i rummet...

Denne læseoplevelse er SÅ svær at sætte ord på, fordi den var anderledes og virkelig fed! Jeg er stadig blæst bagover, og jeg kan slet ikke finde ud af, hvor jeg skal starte.
Jeg kan godt se, at resuméet er lidt bøvlet skrevet, men det er også en bog, der er enormt svær at fortælle om til folk, der ikke har læst den. Så lad os starte der: Bogen er en sci-fi roman, der foregår på 2 forskellige rumskibe, der har reddet civile fra planeten Kerenza. Skibene hedder Alexander (her er Ezra) og Hypatia (her er Kady), og det er kommunikationen mellem dem og deres fælles mission, som bogen tager afsæt i.


Her er ikke tale om en klassisk skrevet roman: Bogen er en sagsmappe med chatsamtaler, rapporter, udskrifter af videoovervågning og billeder, og på den måde skal læseren altså selv være med til at strikke historien sammen.
Jeg vil gerne erkende, at man de første 100 sider skal holde tungen lige i munden, for det tager noget tid at få styr på, hvilke personer, der er på hvilke skibe, og hvilke personer, man skal huske navne på, og hvilke, der er mindre relevante. 
Heldigvis er de 100 sider enormt spændende, og man er hurtigt i gang og kan læse resten af bogen meget mere flydende!

Kady er bogens hovedperson, og det er hende, der er størst fokus på i de forskellige sagsakter.
Kady er hacker, og hun er på niveau med Lisbeth Salander. Hun er skidedygtig, hvilket begge skibe hurtigt finder ud af. Kady prøver dels at redde begge skibe, men hun forsøger også at få kontakt til sin mor og Ezra, der befinder sig på det andet skib. 
Kady er SÅ sej en hovedperson. Umiddelbart virker hun meget hårdkogt og rå, men der går ikke længe, før man som læser kan se under den hårde facade. Kady er virkelig nem at holde af, fordi hun er modig og sej, men samtidig er hun skrøbelig, og man er i tvivl om, om hun knækker i løbet af fortællingen. Det er netop det, der gør hede så spændende at følge: Der er så mange nuancer i hendes personlighed, og det gør, at hun aldrig nogensinde bliver kedelig!

Jeg er så mega vild med den måde, bogen er skrevet på. Læseoplevelsen bliver meget mere interaktiv, og det gør, at bogen ikke bliver tung at komme igennem. Der sker hele tiden noget, og der er små hints, som læseren hele tiden skal forholde sig til. Jeg ELSKER de mange chat-samtaler, og jeg ELSKER, at den her bog formår at sige enormt meget på ganske få linjer. Med finurlig opsætning og en helt anderldes tilgang til en roman, formår denne bog at skille sig ud fra nærmest alle, jeg nogensinde har læst.
Det føles slet ikke, som om jeg har læst en bog på 600 sider. Den er læst på ingen tid, og den er slet ikke til at ligge fra sig. Spændingen er konstant hele vejen igennem, og den er så intens, at den sidder under huden på sin læser, også efter endt læsning.


"Illuminae" er en af de bedste romaner, jeg har læst! Den er så fængslende, og den forlanger dedikation fra sin læser fra start til slut, og det elsker jeg ved den. Den er original, og dens opsætning gør, at den ikke bliver en gentagelse af andre sci-fi historier. Jeg ved, at der er tale om en serie, og jeg kan slet ikke vente med at læse videre, for hold da op! Den her bog kan noget, som ingen andre kan i sin genre!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar