"Selfies" af Jussi Adler-Olsen

Titel: Selfies
Forfatter: Jussi Adler-Olsen
Serie: Afdeling Q
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 504
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Politikens Forlag.
Dette er den 7.bog i serien om politisektionen Afdeling Q og dens leder, Carl Mørck samt hans hjælpere Assad og Rose.

En masse unge piger bliver slået ihjel. Til fælles har de, at de er unge, smukke og er på understøttelse. En ældre kvinde slås ihjel i en park, og hendes mange tusind kroner forsvinder. Hendes mand var nazist men blev aldrig dømt for sine forbrydelser. En lignende sag skete for mange år siden.
Carl og Assad får for alvor deres sag for, og de er sikre på, at alle sagerne hænger sammen.
Men Rose er ikke sig selv, og hendes fortid banker på, og Carl og Assad har ingen anelse om, hvor alvorligt det står til med deres kollega....

Åh den onde ventetid! Den nye bog i serien er ENDELIG udkommet, og jeg ELSKER den! Det er ikke mange krimi-forfattere, jeg læser, men når der kommer nyt fra Jussi Adler-Olsen, står jeg klar på forreste række, og denne gang er jeg på ingen måde blevet skuffet!
Med denne bog leverer Jussi den høje intensitet og dramastiske opbygning, som han bare besidder, og han har læseren i sin hule hånd fra start til slut.
Jeg var ikke vildt begejstret for "Marco-effekten", og "Den grænseløse" var heller ikke den bedste. For mig var "Journal 64" den bedste og stærkeste bog i serien - indtil "Selfies"! For mig har den det hele. Det sindssygt gode flow, spænding fra start til slut og så meget på spil, at jeg sidder på kanten af stolen og nærmest skriger af bogen, når spændingen bliver for voldsom. 

Denne bog har et kæmpe fokus på Carl, Assad og Rose. Det er så fedt endelig at få åbnet mere op for deres personlige liv, især for Rose, som indtil nu har været klog, hurtig og smart-i-en-fart, og som læser har man ingen anelse haft om, hvor dyster hendes tilværelse har været. At Rose har klædt sig ud som søskende har virket lidt spøjst og sjovt, men efter denne bog, ser man Roses karakter med helt andre øjne, og dette er uden tvivl Roses bog. 
Rose er en så skrøbelig og vidunderlig person, og hendes stædighed blandet med lillepige-traumer, vidner om, at her er en skæbne, som man bare har lyst til at kramme og hjælpe. Roses fortælling er virkelig rørende, og Jussi er bedst, når gys og gru blandes med de store følelser, som han gør i denne bog.

Carl og Assad er bare det perfekte makker-par, der er ikke mere at sige. Deres dynamik bliver bedre og bedre, og Assad træder i karakter i denne bog, og jeg elsker det, for der er meget mere, man som læser gerne vil vide om Assad. Hans mystiske fortid bliver der konstant hintet til, men man er ikke i tvivl om, at Assad er dedikeret, og at han elsker sine kollegaer og vil gå igennem ild og vand for dem.
Carl er nok den i trioen der fylder mindst i denne bog. Men han er som altid dejligt upassende, morsom og elskelig trods sine spidse kommentarer og mystiske dagsordener. Han er ikke bare den ensomme ulv, der jagter en morder: Han er klodset, morsom og helt igennem skøn!

Med denne bog har Jussi gjort det igen - han er tilbage i bedre form end nogensinde, og det er med stolthed, at bogen får topkarakter. Jeg er så glad for, at jeg sidder med den læseoplevelse, jeg har håbet på siden "Journal 64", for dette er Jussis hidtil stærkeste bog!