.

.

torsdag den 6. oktober 2016

"De 7 synder" af Katja Berger

  
Titel: De 7 synder
Forfatter: Katja Berger
Serie: -
Forlag: Dreamlitt
Sider: 312
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Dreamlitt.


Kane er en helt alindelig dreng, der går i gymnasiet, men en dag opdager han, at han er udvalgt til at redde den parallelle verden. 
Magikeren Aisha tager ham med til en verden, hvor det gode regerer, men de 7 dødssynder er blevet sluppet løs, og hvis de ikke dræbes, vil deres hersker Siron overtage hele Aishas verden.

Denne anmeldelse er nok den sværeste at skrive NOGENSINDE. Forfatteren til bogen er nemlig Katja Berger, som jeg kender herfra bloggerverdenen, og det er på en måde enormt svært at være objektiv, når man har en forfatter så tæt på livet. Alligevel har det aldrig været nemmere, for over for venner kan man være hudløst ærlig. 
Da Katjas bog blev antaget hos Dreamlitt, kunne jeg slet ikke vente med at få fingrene i den, især fordi jeg har været meget med "bag scenen", og det er mærkeligt at få lov til at læse det færdige resultat. Men der er jo intet at bekymre sig om!

Bogen foregår i en realistisk ungdoms-nutid samtidig med en fantasy-verden, der er smuk, spændende og nem at sætte sig ind i. Her findes der magi, elvere og dværge i bedste Ringenes Herre-stil, og som læser er det enormt let at finde sig til rette i den magiske fortælling, der findes her.
Historien bliver derfor et godt mix af YA og fantasy, fordi Kanes historie er en "klassisk" historie om en ung fyr, der skal finde ud af, hvem han er, og hvem han har lyst til at være. Fantasy-elementet tilføjer, at han er med i en profeti og en hel verdens overlevelse står og falder med hans valg, og balancen mellem ungdomsfortælling og fantasy fungerer rigtig godt i bogen.
Jeg har altid været dybt fascineret af idéen om de 7 dødssynder, for tænk hvis de var personer, man kunne møde i virkeligheden? Den tanke gør Katja Berger til virkelighed i sin bog, og hun gør det skide godt!



De 7 synder skal fanges, og jeg var vild med den måde, de blev præsenteret og deres rolle igennem bogen. På en mærkelig måde kom jeg til at holde lidt af dem alle, netop fordi de var så godt skrevet, og de virkelig var KARAKTERER med deres meget.... særegne personligheder? Jagten på synderne var intens, og som læser gjorde det læseoplevelsen endnu mere levende, at man sammen med Kane og Aisha skulle gennemskue, hvor og hvordan synderne skulle indfanges.

Kane er bogens hovedperson, og som læser er det nemt at holde af ham, for han er skolens nørd og den lidt kiksede type. Han bor sammen med en mor, der vitterligt ønsker sig en mere normal søn end Kane, og dialogerne mellem Kane og moren er både rørende og morsomme. 
Kanes væsen værdsættes bestemt ikke i den verden, hvor han er født og opvokset, og derfor er det så fint at få ham til Aishas verden, hvor han er holdt af og virkelig kan blomstre. Kanes rejse holder virkelig læseren fanget, og man kan liiiige nå et kapitel mere. 
Aisha er en rigtig power-woman, der ved, hvad hun vil, og hun viger ikke tilbage for at sige sin mening. Hun er så elskelig, fordi man (nok især som pige) kan se, at inde bag det stærke og stædige ydre gemmer sig en skrøbelig pige, der er bange for at miste - et tema, som bogen bearbejder til perfektion fra start til slut!



I mellem-sektionen af bogen var der passager, der gik for hurtigt, når det kom til at fange dødssynderne, og på en måde blev det til tider for nemt for Kane og Aisha, og det ærgrede mig, fordi der i begyndelsen blev kælet for detaljerne omkring deres eventyr. Det føltes lidt om 1,2,3 så var de færdige et sted og 4,5,6 så var de færdige det nye.
Dette gjorde dog, at bogens intense niveau blev holdt, men det var ærgerligt at sidde tilbage med en fornemmelse af, at tingene gik alt for hurtigt.

Når det så er sagt, at der vitterligt ikke én finger at sætte op denne bog. Der er spænding, action og den klassiske kamp mellem det gode og det onde, som en rigtig god fantasy-bog skal besidde.
"De 7 synder" er en sindssygt stærk debut-roman, og den kan det hele. Som læser har jeg både grint, grædt og råbt frustreret af bogen, og det er sådan, en god fortælling skal være!

 


2 kommentarer: