.

.

lørdag den 10. september 2016

"I går var i dag i morgen" af Jay Asher




Titel: I går var i dag i morgen
Forfatter: Jay Asher
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 331
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 1/5 


Emma og Josh er bedste venner, og Emma har netop fået en computer med internetadgang. Da de 2 for første gang tænder den nye computer og logger på, opdager de Facebook. Da Emma logger på, får hun og Josh et chok: Facebook er slet ikke opfundet på deres tid, så de kan se deres fremtid om præcis 15 år.
Emmas liv er miserabelt, og hun ender ulykkelig. Josh får den lækreste pige på hele skolen og det perfekte liv.


Jer, der har fulgt med herinde i nogle år, ved nu, at Jay Ashers "Døde piger lyver ikke" er en af mine absolutte yndlings YA-bøger NOGENSINDE. Den er mørk, spændende og tager temaer op, som er så vigtige at få talt om, og den gør det på en original og fængslende måde.
Da jeg opdagede, at Asher har skrevet en anden bog, blev jeg naturligvis nødt til at eje den, og jeg købte den hjem med store forventninger. 
Desværre var den slet ikke den læseoplevelse, jeg havde håbet på.

Idéen og temaet er jo spændende: Hvordan vil vi have det, hvis vi VED, hvor vi ender, hvem vi ender sammen med, og om vi får det godt i fremtiden? Hvilke beslutninger er afgørende for, hvilke mennesker, vi bliver til?
Desværre bliver temaet forvaltet kluntet og slet ikke, som jeg havde håbet i netop denne bog. Det bliver på en eller anden mærkelig måde forceret, og hovedpersonerne er ikke interessante nok til, at jeg har lyst til at vide, hvor de ender om 15 år.


Emma vil bare gerne have det, de andre piger har. Hun er sammen med en idiot, men det er ham, der er lækker, og derfor vil hun ikke gå fra ham. Hun passer ikke ind i den gruppe, han render rundt sammen med, og derfor ses de ikke i skoletiden: Der er hun sammen med vennerne Josh, Kelley og Tyson. 
Emma er en pige, der skal finde sig selv, og det plejer at være et godt tema til en YA-bog, men den måde, hun er skrevet på, er bare ikke interessant. Hun brokker sig rigtig meget, og det er det mindste, der skal til, for at hun vil ind på Facebook og ændre det liv, hun får i fremtiden. 
Emma er en pige, der er bange for at slippe kontrollen, men hun fremstilles i stedet som en forkælet pige, der vil have det, hun peger på, og det er en skam. 
Josh er bogens anden fortæller, og han er mere sympatisk end Emma. Han har været forelsket i Emma længe, men da han endelig forsøger at kysse hende, afviser hun ham blankt, og derfor har han svært ved at finde sin rolle i deres venskab, da vores historie begynder.
Josh er en dejligt afslappende karakter, og det er ham, der har gjort, at jeg har færdiggjort bogen. Hans forældre er meget kontrollerende, men hele tiden med tanke på, at de elsker ham og vil ham det bedste, men det udfordrer ham i at finde ud af, hvad HAN vil med sit liv. Derfor er Josh' indblik i Facebook væsentligt mere interessant. Hans fremtid er nærmest bestemt for ham, men da han opdager, at han ender et helt andet sted, end han nogensinde havde turde håbe på, ændrer han ting ved sig selv og sine valg: Han vælger selv og lader ikke andre vælge for sig.
Josh er en rigtig dejlig hovedperson, og det er ham, der gør, at bogen er værd at læse.

"I går var i dag i morgen" var slet ikke den bog, jeg havde regnet med: Den var langtrukken, til tider direkte kedelig, og selvom temaet om fremtid og at vide, hvem man bliver som menneske, er enormt spændende, blev det slet ikke interessant at læse om i denne bog.
Måske er Jay Asher en one-hit-wonder-forfatter. Denne bog kommer ikke til at tage fra mig, at "Døde piger lyver ikke" er en fantastisk bog. Men den her er bestemt ikke læsetiden værd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar