
.

tirsdag den 9. august 2016
"For Your Eyes Only - 4YEO" af Carolin Philipps
Titel: For Your Eyes Only - 4YEO
Forfatter: Carolin Philipps
Serie: -
Forlag: ABC Forlag
Sider: 148
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af ABC Forlag.
Lilly er kærester med Jannis, som hun er lykkeligt forelsket i. Men da Jannis tager til Mallorca med sin klasse som afslutning på sin tid i gymnasiet, bliver Lilly usikker, for Jannis' ekskærester Jennifer skal også med. Lilly er så bange for at miste Jannis, så hun sender ham nøgenbilleder med teksten "4YEO" - men Jannis er bestemt ikke den eneste, der kommer til at se de billeder.
Denne bog er virkelig relevant i den debat, der kører i medierne for tiden om Snapchat og at være ansvarlig på nettet. Selvom det er en meget kort bog, er det en vigtig bog!
Den tager et emne op, som mange unge på den ene eller anden måde har stået i, og samtidig er det historien om, hvordan de digitale medier skaber en helt ny platform for mobning og social udstødelse.
Disse emner skrev jeg bachelor om, og derfor blev jeg lykkelig, da jeg modtog denne bog, og jeg kunne slet ikke vente med at komme i gang.
ABC har valgt at oversætte denne lille historie til dansk, og vigtigheden af dette netop nu kan slet ikke understreges nok.
I bogen fortæller Lilly om, hvordan hun gik fra at være en ganske normal pige med en kæreste til at være et offer for mobning og chikane grundet de billeder, hun sendte til kæresten Jannis. Lillys tragiske fortælling belyser de mange konflikter, der opstår, når der er tale om sociale medier og "hvem gjorde hvad"-spørgsmålet. Lilly mener, at nogle må have sendt hendes billeder videre, men alle siger, at det sker fra hendes egen telefon, så hvem skal man tro på?
Lilly er oftest en meget sympatisk karakter, men der er tidspunkter i historien, hvor jeg synes alt gik lidt for meget imod hende. Der var SLET ingen, der ville tro på hende, og jeg kunne ikke afgøre mig med mig selv, om det var realistisk eller at male Fanden på væggen for at få pointen igennem.
Ikke desto mindre gjorde det, at jeg virkelig mærkede Lillys håbløshed og det stempel, hun fik på sig, så det virkede efter hensigten!
"4YEO" er en enormt vigtig fortælling for unge i dag. Den understreger netop, hvor vigtigt det er at passe på hinanden og sig selv i den online virkelighed, som vi befinder os i mere og mere, og den gør det uden at være en løftet pegefinger fra de bedrevidende voksne. Her fortælles historien gennem en ung pige, og hendes situation får læseren til at overveje, hvad man egentlig uploader på instagram, Twitter og Facebook.
Bogen siger ikke, at vi skal leve det perfekte liv på internettet - men den fortæller os, at vi aldrig kan regne med "For Your Eyes Only"-begrebet. Denne bog bør alle 7.klasser have på deres skema!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar