Titel: Elena Vanishing
Forfatter: Elena Dunkle
Serie: -
Forlag: Chronicle Books
Sider: 288
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 4/5
Elena er indlagt med mistanken om en spiseforstyrrelse. Lægerne overvåger hende, men ingen kan udtale sig om, hvad der egentlig er med hende.
Elena hører en stemme i hendes hoved, der fortæller hende, at hun er for tyk, at hun er en fiasko og at hun burde dø. Men det fortæller hun ikke til lægerne.
Elena udskrives, for hun er jo ikke syg...
Det er ikke en hemmelighed, at jeg virkelig ELSKER bøger om spiseforstyrrelser. Det er et emne, der altid har fascineret mig, både som fagperson og i mit private liv. Historien om Elena fik jeg tilfældigvis øje på, da en instagrammer uploadede et billede af bogen, og jeg skyndte mig at købe den hjem for at få den med i min efterhånden voksende samling af disse bøger.
Den var slet ikke, hvad jeg forventede - i stedet var den en helt ny vinkel, der virkelig rørte mig.
Vi kender den typiske bog om emnet: En pige fortæller om sit liv, hun udsættes for noget traumatisk, spiseforstyrrelsen udvikles og hun sendes i behandling og eller dør.
Det er slet ikke den historie, der fortælles her. I stedet bliver vi som læser kastet direkte ind i Elenas indlæggelse, hvor hun gør alt for at virke normal, så lægerne ikke vil gøre mere ved hende. Stemmen i hendes hoved fortæller hende, at hun ikke er syg, hun er ikke en rigtig spiseforstyrret og hun er til besvær.
I stedet bliver dette historien om en pige, der kastes ind og ud af systemet, fordi systemet ikke er dygtigt nok. Det er en skræmmende men vigtig del af hele spiseforstyrrelses-debatten.
Elena er bogens hovedperson, og det er hendes liv, der fortælles om i bogen gennem hende selv og hendes mor. Elena fortæller hudløst ærligt om alt fra samtaler med læger til de tanker, der konstant har fyldt hendes hoved og ikke har villet lade hende være. Hendes historie er ulig alle, jeg har læst om, og det var en spændende vinkel at få på den debat, der altid kører om kropsidealer og spiseforstyrrelser: hvornår har man en spiseforstyrrelse? Kan man være normal- eller overvægtig og stadig have en? Elena mødes af modstand i systemet, fordi hun ikke vælger ærligheden og fortæller om alle tankerne omkring mad og den stemme, der er i hendes hoved. Fordi hun ikke har modet til at åbne op og ikke ligner de skeletter, der er på afdelingen ellers, udskrives hun.
Elena fortæller i denne bog om det største svigt af alle: Når fagpersonerne ikke ser igennem løgne men vælger den nemme udvej.
Jeg havde virkelig forventet den klassiske fortælling om spiseforstyrrelser. I stedet læste jeg en kritisk fortælling om at være ladt alene og om at lide af en sygdom, som få mennesker forstår. Elenas historie er vigtig, fordi den minder os om, at spiseforstyrrelser er langt mere end bare et tal på vægten: Den er en psykisk lidelse, der dræber både kvinder og mænd hver eneste dag. Elenas historie er med til at gøre os opmærksomme, og det er enormt modigt af hende.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar