.

.

tirsdag den 5. juli 2016

"Girl Online på turné" af Zoe Sugg

  
Titel: Girl Online på turné
Forfatter: Zoe Sugg
Serie: Girl Online
Forlag: Gyldendal
Sider: 376
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Gyldendal.


Penny skal med Noah på turné i hele Europa. Hun glæder sig til at bruge hele sommerferien sammen med ham, og sammen skal de opleve en masse lande og have tid til hinanden. Men Noah er blevet en stor popstjerne, og turnélivet kommer bag på dem begge. Det gør det ikke bedre, at "HeleSandheden" truer med at afsløre ting om Penny, Noah og deres venner, hvis de to ikke går fra hinanden...


Første bind i serien om Penny var så medrivende, romantisk og spændende. Jeg var underholdt hele vejen igennem, og jeg har derfor glædet mig til at se, hvad der nu skulle ske med Penny og Noah. Deres kærlighedshistorie sluttede så dejligt lyserødt, og derfor var det spændende at se, hvordan det ville udvikle sig i bog 2.
Hvor første bog arbejdede med temaer som angst og at acceptere sig selv i det, har denne bog et større fokus på at finde sig selv og hvordan vi forbliver os selv, selvom der sker store ting i vores liv.
Penny må erkende, at Noah bare fylder mere end hende i deres forhold, fordi han er berømt og konstant skal forholde sig til fans og den hårde branche, han nu er en del af.
Kan man være kærester, når tiden til hinanden og det, der engang var, langsomt forsvinder?

Penny er også denne bogs hovedperson, og jeg elsker hende! Selvom hun er ung, er hun meget voksen i sine overvejelser, og jeg føler med hende som læser. Penny drømmer selv om at kunne leve af at tage billeder, og hun er stadig ved at bearbejde det faktum, at alle nu ved, hvem hun er OG de mange kommentarer, folk kastede efter hende, da hendes og Noas forhold for første gang blev offentligt. Det er en oplevelse, der ikke passer godt sammen med hendes angst, og det er angsten, der gør Penny til en spændende hovedperson.
Selvom hun har alt det, hun kan ønske sig i sin familie, venner og Noah, er angsten noget, der fylder, og som hun er bange for, skal blive værre. Hvor meget kan man egentlig holde til, når man lider af angst og kommer i offentlighedens søgelys? Det kommer Zoe Sugg med et bud på i karakteren Penny.


Læseoplevelsen er flydende, og bogen er læst på ingen tid. Javist tog den mig tid, men det har handlet om, at der har været SÅ meget på arbejde, men den er blevet læst over alt! I bussen, i pauserne på job og til fitness, hvor jeg har tonset rundt på crosstraineren. Denne bog er så svær at ligge fra sig, fordi der hele tiden sker noget, og der er drama, kærlighed og jalousi. En perfekt kombi til en velskrevet YA-bog, som bestemt er lyserød som candyfloss, men samtidig har dne noget på hjerte, og det er derfor, jeg elsker historien om Penny!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar