.

.

lørdag den 4. juni 2016

"One" af Sarah Crossan

  
Titel: One
Forfatter: Sarah Crossan
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 376
Sprog: Dansk
Stjerner: 5/5
 
Denne bog er stillet til rådighed af Politikens Forlag.


Grace og Tippi er tvillinger, men ikke som alle andre - de er siamesiske tvillinger, og de kender ikke til livet uden den anden. Da deres forældre ikke længere har råd til at hjemmeskole dem, skal de for første gang ud blandt andre unge - og pludseligt oplever de, hvor svært det kan være at være én, når man har vidt forskellige ønsker for sig selv.

Jeg har aldrig nogensinde læst en bog om siamesiske tvillinger, og da Politikens Forlag kontaktede mig om bogen, må jeg erkende, at jeg synes, den lød spøjs. Men da jeg så dens høje rating på Goodreads, må jeg også erkende, at jeg blev nysgerrig. 
Dette er i sandhed en smuk fortælling, og der er slet ikke nok, der har hørt om den
Bogen mindede mig en del om "For min søster skyld" af Jodi Picoult, fordi den tager et etisk emne op. Her handler det om nytteetik, hvem skal man redde, og hvornår er det okay at være egoitisk?
De 2 søstre i historien har fået at vide, at de ikke ville blive 2 år, men her står de og lever egentlig på lånt tid. Samtidig ønsker de at leve som andre på deres alder, og de har alligevel ikke lyst til at blive skilt fra hinanden, for deres bånd er der ingen andre, der kan forstå.



Grace fortæller historien, så det er begrænset, hvor meget man hører til Tippi, men det er med garanti meningen fra forfatterens side: Som læser lærer man hurtigt, at selvom de 2 piger hænger sammen, er de vidt forskellige personer. Grace er den, der glæder sig mest til at skulle ud mellem sine jævnaldrende, og det er også hende, der tror mest på, at de kan gøre som alle andre: Især da hun forelsker sig i Jon. Flere gange fortæller Tippi hende, at forelskelse kun kan føre til skuffelse og knust hjerte, men Grace kaster sig ud i de følelser, som hun så inderligt har drømt om at føle.
Grace elsker sin familie og især sin søster, men samtidig virker det som om, at der er et lille ønske om nogle gange at være sig selv, så hun kan gøre det, hun ønsker med sit liv.
Grace er enormt skrøbelig samtidig med, at hun nok er en af de stærkeste personer, jeg har mødt i en YA-bog. Hun er i sandhed en magisk person, og som læser bliver man fra første side draget ind i hendes beretning om at være 2 i én krop.



Det er SÅ modigt, at Sarah Crossan skriver en YA-bog fortalt gennem en siamesisk tvilling. Selvom hun ikke selv er dette, får hun det til at lyde som om, at hun selv har levet sådan altid. Det bliver så nemt for læseren at forstå Grace og Tippi, deres udfordringer men også deres glæder. Bogen tager langsomt en mere alvorlig drejning, fordi der pludseligt er mere på spil. Ud over pigernes liv beretter Crossan om en familie i forfald, hvor dagsordenen altid har været de børn, man ikke vidste, hvornår man skulle miste. Bogen er en tragedie samtidig med, at den er fyldt med håb, og jeg har både grint og tørret en tåre væk i øjenkrogen.

"One" er en YA-bog ud over det sædvanlige, og jeg er SÅ glad for, at jeg har læst den. Den vil jeg virkelig ud og anbefale alle, der elsker YA, fordi den er så velskrevet og vigtig. Den er sørgmodig og en sand håbsfortælling, og det kræver en dygtig forfatter at kunne skrive en bog, der kan begge dele.   




Ingen kommentarer:

Send en kommentar