
.

torsdag den 2. juni 2016
Månedlig opsummering: Mærkelige maj
Dette var maj for mig: Maj var en mærkelig måned. Generelt synes jeg, at dette år forsvinder som sand mellem mine fingre, men maj har været særlig slem. Arbejde og fritid er gået i ét, og jeg har ikke kunnet skelne den ene dag fra den anden. Veninde-dates og hygge med familien virker som noget, der slet ikke har eksisteret i denne måned, og alligevel er der oplevelser, der står så klart, som var de i går.
I maj er der blevet hygget på arbejde med skønne børn, der er blevet læst bøger og ordnet have (#voksenpoint). Herhjemme er der blevet drukket verdi, slikket sol og snakket om skønne minder fra sidste sommer, hvor bryluppet var under planlægning, og de sidste detaljer var ved at være på plads. Maj har budt på nye opgaver på arbejde samtidig med en sindssyg udvikling fra min side af, som jeg er stolt af. Jeg er SÅ glad for, at jeg er færdiguddannet og virkelig kan vise, at jeg har fundet det helt rigtige fag.
Maj har budt på små overraskelser og store drømme, stjernekiggeri på græsplænen tæt på midnat og ikke mindst en masse glæde, fordi sommeren nu kommer, og den gør bare folk glade i låget.
Selvom maj fremstår som om, at den aldrig var der, har maj nu været en rar måned. Jeg glæder mig til juni, der forhåbentlig kan byde på lidt mere ro på arbejdsfronten...
I maj læste jeg: Jeg troede ikke, at jeg ville nå min læsestak i maj. Det var kun 3 bøger, men denne måned har simpelthen ikke budt på læsetid eller -overskud. Jeg har bare ikke haft fordybelsen til at læse, men jeg fik læst de 3 bøger, jeg havde sat mig for, og det er jeg virkelig stolt af!
Majs bedste bog: Det MÅ bare være "Grisha: Pigen og Mørkningen" af Leigh Bardugo, som jeg har glædet mig længe til, og som tog mig med storm. Jeg har virkelig SAVNET at læse klassisk fantasy, og universet var virkelig medrivende og spændende. Jeg glæder mig bestemt til fortsættelserne, for selvom det tog mig tid at komme i gang (manglen på læseoverskud!!), var bogen virkelig medrivende, og jeg kunne ikke andet end at fordybe mig i den.
Majs mest skuffende bog: Bogen var som sådan ikke dårlig, men det er den "dårligste", jeg har læst denne måned. "Rød Dronning" af Victoria Aveyard, og det er fordi, det er den eneste af de bøger, der er læst, som ikke gjorde et indtryk som sådan. Jeg glæder mig bestemt til at fortsætte serien, men det er ikke en fantasy-serie, der på den måde har gjort indtryk på mig.
Hvad byder den kommende måned på?: Juni bliver en måned med mere ro på, når det kommer til job. Mine førskole-børn skal afsluttes, så de er totalt klar til 0.klasse efter sommerferien, og så starter sommerferien for skolerne, hvilket betyder ny arbejdsplan og en masse SFO-hygge i sommerferien. Juni kommer også til at betyde en masse sociale arrangementer både på arbejde og i det private. Der skal holdes Sct. Hans på stranden med vin, sommerfest med kollegaerne og en masse andre skønne ting.
Læsemæssigt skal der læses korte og hurtige bøger, fordi jeg trænger til at komme videre med mange anmeldereksemplarer. Jeg glæder mig især til Off-Campus-serien, som nærmest ALLE har skamrost!
Hvordan har jeres maj været? Har I fået læst det, I ville, og hvad skal der ske i jeres juni?
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Jeg har læst hele 12 bøger i maj, hvilket er mere end jeg havde forventet. Og af dem var 22.11.63 af Stephen King helt sikkert min favorit.
SvarSletMit juni-tema ... hm ... der gik OCD i den, da jeg kiggede på min læst liste på Goodreads og så det rodede syn, så lige nu læser jeg røde bøger indtil jeg skifter anmelderbog, som så er grøn, og så fremdeles. ;-) (Ja, jeg ER mærkelig) :-)
Jeg har aldrig prøvet at læse i farver - måske noget, man skulle overveje :D?
SletAltså indtil videre har det kun ført til meeh-oplevelser, men lad os se når jeg når til de grønne. ;-) Nogen forslag?
SletDet smaragdgrønne atlas!!! Åh det er noget af det bedste fantasy siden harry Potter! En magisk trilogi!!! Og den første er grøn ;)
SletDet lyder som en plan! Tak for anbefalingen. 😊
SvarSletJeg glæder mig til at høre hvad du synes :D
Slet