"Alice in Wonderland" af Lewis Carroll

Titel: Alice in Wonderland
Forfatter: Lewis Caroll
Serie: Alice in Wonderland
Forlag: Barnes and Nobles Leatherbound Classics
Sider: 134
Sprog: Engelsk
Stjerner: 5/5

Alice ser en hvid kanin, der hopper ned i et kaninhul, og hun følger efter den. Før hun ved af det, er hun kommet til Eventyrland og møder de særeste væsner. Sammen med Alice tager vi på en rejse til et land med gale hattemagere, halshuggende dronninger og en filurkat, der kan komme og gå som den vil.

"Alice i Eventyrland" er kendt og elsket af mange. Jeg har kun set Disneys tegnefilm, men som lille elskede jeg den sjove historie om en pige, der havde en så livlig fantasi, at hun kunne drømme sig til Eventyrland. Jeg kan huske, at jeg har gået rundt i skoven og ledt efter hvide kaniner, der måske kunne tage mig med til et så magisk sted - dog uden held.
Alice var en stor del af min barndom, og derfor er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med hende som voksen og på skrift.

Alice er et barn på den måde, børn nu engang er. Hun reflekterer, kan de gode råd (Det må man ikke, det burde du ikke), men hun er for eventyrlysten til at følge den fornuftige side af sig selv, som hun mister mere og mere af, mens hun befinder sig i Eventyrland. Samtidig er Alice også en pige med ben i næsen, der kan sige, hvad hun vil finde sig i, og hvad hun ikke vil være med til. Alice stiller spørgsmål og higer efter viden, og hun har det barnlige spørgende sind, som jeg elsker ved børn (selvom det til tider kan være svært at svare på de ufatteligt gode spørgsmål, som børn kan stille!)

 
Modsat Alice er der de dyr og mennesker, hun møder i Eventyrland. For mig blev de et billede på de voksne: Dem der altid har svaret, som HADER spørgsmål om deres fortælling eller deres person. Dem skal man ikke stille spørgsmål ved, og i stedet for at lytte til Alices voksne refleksioner, hakker de ned på dem, fordi de ved, hvor skabet skal stå og har sat sig fast i en kedelig og urokkelig voksen tankegang. 
I Eventyrland møder barnet de voksne, og nogle af de voksne er børn som hende selv inderst inde, mens nogle er de frygtelige voksne, som vi selv kan huske fra vores barndom.

Lewis Carroll kæler for det engelske sprog, og han skriver så finurligt og eventyrligt, at hans formuleringer ikke kan andet end at drage læseren med Alice til Eventyrland. Carrolls rim, remser og ordsprog er så fine og sjove, at man både kan smile over deres hjertevarme og spøjse opsætninger. Illustrationerne i bogen er så fine og tilføjer magi til læseoplevelsen, og mange af væsnerne er tegnet med opstoppernæser og som om de er højt hævet over Alice. Det er så fint, at man i tegningerne kan tilføje historien mere fantasi og ikke bare forhindre læseren i at male historien for sig, mens man sluger historien om Alice. 

Historien om Alice er i sandhed magisk og gal. 
For vi er jo alle gale, når vi lader fornuften blive hjemme og følger nysgerrigheden eller den fjollede, barnlige side af os, som vi alt for tit må gemme væk. Historien om Alice er fin og minder mig om, hvad jeg så som barn: En pige og et barn, der elsker at lege, fantasere og trylle smukke ting frem i sit sind. Det er en evne, vi skal værne om, for den kan vi miste alt for hurtigt.