.

.

lørdag den 30. april 2016

Månedlig opsummering: Positive april




Dette var april for mig: April har været en måned med blandede følelser. I april sagde jeg (for nu) farvel til børnehaven og startede som skolepædagog, hvilket jeg skal indtil sommerferien. Det betød, at arbejdet pludseligt ændrede sig markant, og der var helt nye børn og rutiner at tage stilling til. Ikke desto mindre kan jeg bare mærke, at skoledelen er dér, hvor jeg trives allerbedst. Jeg elsker at arbejde med skolebørn, undervisning og SFO, og selvom der bestemt er helt andre udfordringer at tage stilling til, er det bare min rette hylde, når det kommer til arbejdet med børn.
I april har jeg haft tid til at se venner og veninder, og det har været noget, jeg slet ikke har haft overskuddet til de sidste par måneder. Det har været SÅ dejligt at føle, at den positive livsindstilling for alvor er på vej tilbage, og det har bestemt noget med forårets komme at gøre (selvom det nu mere ligner oktober udenfor!). Det har også betydet, at der har været tid til caféturer, sushi og drinks med søde mennesker, jeg bare ikke ser ofte nok!
April har læsemæssigt betydet en sindssyg læselyst, og jeg har fået læst som aldrig før, også takket være det vidunderlige readathon, som jeg deltog i. Det blev til 7 bøger, som alle sidder i mig, og nogle af dem er blevet aboslutte yndlingsbøger på kort tid. Det er jo det fantastiske ved at læse!
April har været en dejlig måned med positive tanker og glæde i hverdagen!


I april læste jeg: I april er det blevet til hele 10 bøger, og det kan jeg takke Readathon for - ellers får jeg jo slet ikke læst så meget, men det har været fantastisk at have en måned med så mange bøger! Der har været en masse YA og fantasy og en enkelt meget alvorlig bog om sorg.


Aprils bedste bog: Denne måned er det SÅ svært at vælge, hvilken bog der har været den bedste! Jeg er nødt til at nævne 2, og det ved jeg godt, at man ikke må, man jeg gør det alligevel (det er jo min blog, så jeg bestemmer :D). Den ene er "Alice in Wonderland", som jeg virkelig havde glædet mig til at læse i lang tid. Disneys udgave står mig så nær, og det var vidunderligt endelig at læse historien som bog. Læseoplevelsen var fantastisk, og jeg har forelsket mig i Alice og hendes finurlige univers. Den er bestemt blevet en af mine yndlingsklassikere! 
Den næste bog er "Monster" af Patrick Ness, som jeg nu går og anbefaler til alle, der gider høre på mig! Når jeg fortæller om den, kan jeg mærke tårerne presse sig på, og jeg tænker, at det siger meget om den. Det er et mesterværk, som jeg altid vil elske.


Aprils mest skuffende bog: Helt klart "Skæbnens Valg", som er det sidste bind i Caldra-trilogien af Mette Bundgaard-Laursen. Sikke dog en ringe slutning på en ellers fantastisk serie! Jeg er så ærgerlig over hele den sidste bog, og det er trist, når de 2 første virkelig var fantastiske.

Hvad byder den kommende måned på?: Maj måned har jeg slet ikke tænkt over endnu. Jeg er for tiden i en tilværelse, hvor jeg lever en dag af gangen, også selvom det ikke ligner mig. Læsestakken er lavet, og der skal blandt andet læses "Rød Dronning", som jeg ikke nåede i april. Den glæder jeg mig enormt meget til, især fordi den har fået så megen ros ude hos jer alle sammen. Personligt bliver maj en måned, hvor ægteskabet skal prioriteres endnu mere, og jeg glæder mig til, at Mark har lidt flere fridage, så vi kan se hinanden og bare nyde, at vi er her sammen.
Maj bliver også til lækre bio-turer, som jeg har set frem til MEGET længe!



Hvordan har jeres april været? Har I fået læst det, I ville og hvad skal der ske i jeres maj?

fredag den 29. april 2016

"Berørte Katrine" af Kim Fupz Aakeson


Titel: Berørte Katrine
Forfatter: Kim Fupz Aakeson
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 109
Sprog: Dansk
Stjerner: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Gyldendal.


Katrine er 16 år og bliver gravid med en fyr til en fest. Det er slet ikke Katrines plan at blive mor. Hun bor selv sammen med en mor, der drikker og har forhold, der skiftes som vi andre skifter undertøj. Der er ikke andet familie, der kan hjælpe hende, men alligevel vælger Katrine at beholde barnet for at give det et bedre liv, end hun selv har haft.


Gyldendal har opfundet noget genialt: SPURT-Serien, som er korte YA-bøger til dem, der har brug for en god og kort historie. Det kan være for dem, der har svært ved at læse, og det kan være for alle, der ikke mener, at en god bog behøver at være på 500+ sider.
Det giver jeg bestemt Gyldendal ret i, og Berørte Katrine er en del af denne serie. På 109 sider for Aakeson fortalt Katrines historie om at være ung og pludseligt at skulle tage stilling til voksenbeslutninger, som voksne også kan ryste i bukserne over.

Katrine er bogens hovedperson og fortæller. Gennem hendes øjne fortælles historien om en pige, der pludseligt står og skal være mor, men hun har ingen af spejle sig i. På kommunen tildeles hun en voksenven, der kan guide hende, og selvom hendes bedste veninde forsøger at være der for hende, er der ingen, der forstår den situation, Katrine står i. Hun føler sig alene, misforstået og har ingen idé om, hvordan det vil gå hende og det barn, hun har valgt at sætte i verden.
Katrine er en sørgelig skæbne, og som læser føler man bestemt med hende, for der er ved Gud ikke meget, der går hendes vej.


Bogen er meget deprimerende, og den mindede mig om Nordkraft på den der: Ej nu magter jeg ikke, at mere går galt-måde. Det er bestemt ikke nemt at være Katrine, og alt, hun prøver at gøre rigtigt, bliver misforstået eller vendt mod hende selv. Selvom bogen kun er på 109 sider bliver det en anelse trættende og frustrerende, men det er måske de følelser, man som læser skal sidde tilbage med, fordi det er sådan, Katrine har det?

Dette er en lille men vigtig fortælling, for jeg VED (man er vel socialpædagog!), at der sidder piger derude som Katrine. Måske kan denne lille og fine fortælling give dem noget håb om, at der ER hjælp at hente, og at det hele nok skal gå? Det tror jeg bestemt er Aakesons mening med den lille fortælling om Katrine.

mandag den 25. april 2016

"Alice in Wonderland" af Lewis Carroll



Titel: Alice in Wonderland
Forfatter: Lewis Caroll
Serie: Alice in Wonderland
Forlag: Barnes and Nobles Leatherbound Classics
Sider: 134
Sprog: Engelsk
Stjerner: 5/5


Alice ser en hvid kanin, der hopper ned i et kaninhul, og hun følger efter den. Før hun ved af det, er hun kommet til Eventyrland og møder de særeste væsner. Sammen med Alice tager vi på en rejse til et land med gale hattemagere, halshuggende dronninger og en filurkat, der kan komme og gå som den vil.


"Alice i Eventyrland" er kendt og elsket af mange. Jeg har kun set Disneys tegnefilm, men som lille elskede jeg den sjove historie om en pige, der havde en så livlig fantasi, at hun kunne drømme sig til Eventyrland. Jeg kan huske, at jeg har gået rundt i skoven og ledt efter hvide kaniner, der måske kunne tage mig med til et så magisk sted - dog uden held.
Alice var en stor del af min barndom, og derfor er det en sand fornøjelse at stifte bekendtskab med hende som voksen og på skrift.


Alice er et barn på den måde, børn nu engang er. Hun reflekterer, kan de gode råd (Det må man ikke, det burde du ikke), men hun er for eventyrlysten til at følge den fornuftige side af sig selv, som hun mister mere og mere af, mens hun befinder sig i Eventyrland. Samtidig er Alice også en pige med ben i næsen, der kan sige, hvad hun vil finde sig i, og hvad hun ikke vil være med til. Alice stiller spørgsmål og higer efter viden, og hun har det barnlige spørgende sind, som jeg elsker ved børn (selvom det til tider kan være svært at svare på de ufatteligt gode spørgsmål, som børn kan stille!)

 
Modsat Alice er der de dyr og mennesker, hun møder i Eventyrland. For mig blev de et billede på de voksne: Dem der altid har svaret, som HADER spørgsmål om deres fortælling eller deres person. Dem skal man ikke stille spørgsmål ved, og i stedet for at lytte til Alices voksne refleksioner, hakker de ned på dem, fordi de ved, hvor skabet skal stå og har sat sig fast i en kedelig og urokkelig voksen tankegang. 
I Eventyrland møder barnet de voksne, og nogle af de voksne er børn som hende selv inderst inde, mens nogle er de frygtelige voksne, som vi selv kan huske fra vores barndom.


Lewis Carroll kæler for det engelske sprog, og han skriver så finurligt og eventyrligt, at hans formuleringer ikke kan andet end at drage læseren med Alice til Eventyrland. Carrolls rim, remser og ordsprog er så fine og sjove, at man både kan smile over deres hjertevarme og spøjse opsætninger. Illustrationerne i bogen er så fine og tilføjer magi til læseoplevelsen, og mange af væsnerne er tegnet med opstoppernæser og som om de er højt hævet over Alice. Det er så fint, at man i tegningerne kan tilføje historien mere fantasi og ikke bare forhindre læseren i at male historien for sig, mens man sluger historien om Alice. 



Historien om Alice er i sandhed magisk og gal. 
For vi er jo alle gale, når vi lader fornuften blive hjemme og følger nysgerrigheden eller den fjollede, barnlige side af os, som vi alt for tit må gemme væk. Historien om Alice er fin og minder mig om, hvad jeg så som barn: En pige og et barn, der elsker at lege, fantasere og trylle smukke ting frem i sit sind. Det er en evne, vi skal værne om, for den kan vi miste alt for hurtigt.

lørdag den 23. april 2016

Readathon Forår 2016!

Dette bliver mit indlæg om forårets readathon. Mit læsedøgn kan følges i dette indlæg, som jeg vil opdatere løbende gennem de næste 24 timer. Jeg kan også følges på Twitter (@XeniaESv) og instagram (@xeniasvensson).

I dag er det dagen! Jeg har glædet mig som et lille barn til juleaften, og de sidste par uger har jeg kigget på min læsestak, hver gang, jeg er gået forbi mine bogreoler. Jeg har aet den og tænkt på de historier, der venter mig de næste 24 timer.
Det behagelige slap-af-tøj er vasket, og jeg hopper nu i det for at fejre bøger, læsning og magi med tusinde andre læselykkelige mennesker. Læsning er normalt noget, vi gør i enrum, men i dag læser jeg med hele verden og hylder, hvad bøger kan gøre ved os.
Min læsestak var besluttet, men efter en skøn bogpakke fra Tellerup, har der været endnu en tilføjelse, og jeg har lagt en ekstra bog til, HVIS jeg nu skulle blive færdige med dem, der er planlagt.
Stakken er derfor nu på 7 bøger, og jeg er så spændt på de næste 24 timers læsning.

Glædeligt Readathon, alle sammen! 


Klokken 10.30 - Jeg vågnede klokken 8, og jeg kunne bare ikke sove mere. Spændingens sommerfugle flakser rundt i min mave, og jeg har svært ved at vente. Det er jo egentlig fjollet, men jeg må ikke læse, før Readathon begynder! Min elskede simre-gryderet er sat over og passer sig selv, til jeg engang får lyst til aftensmad. Mine snacks er arrangeret i skåle, og te samt varm kakao er stillet frem ved elkedlen sammen med mit yndlingskrus med min søde kat på. 
Læsestakken har fået flere bøger, da Tellerup leverede en dejlig bogpakke, og jeg har lagt en bonusbog til, hvis jeg nu bliver færdig med dem, jeg allerede havde bestemt mig for. Derfor ser læsestakken nu ud, som på billedet! Det er ambitiøst, og jeg er spændt på, om jeg kan nå alle mine smukke bøger.
Jeg er mere end klar, så jeg vil nyde resten af formiddagen sammen med Mark, inden han tager på arbejde. Er I ved at være klar?

Klokken 13.50 - Jeg har fundet mine lækre vindruer frem, og jeg kan høre elkedlens svage klik i køkkenet. Det ligner ikke forår udenfor, og regnen slår blidt mod vinduerne. Læselampen er tændt, og jeg har gjort alt klar på sociale medier også. Jeg kan ikke blive mere klar, end jeg er nu. Jeg vil hente min kop kakao og sætte mig klar til klokken 14.




Klokken 14.01 - Klokken er endelig 14, og Readathon er officielt begyndt. Jeg sidder med en lækker kop varm kakao og åbner nu "Alice i Eventyrland", som jeg er så spændt på at stifte bekendtskab med. Jeg håber inderligt, at den er lige så morsom, varm og finurlig, som jeg drømmer om.


Klokken 15.25 - Jeg har netop færdiggjort historien om Alice, og den var alt det, jeg håbede på. Fjollet, kærlig og mystisk. En sand fortælling om at være barn og hvad voksenlivet kan gøre ved os. Nu vil jeg kaste mig ud i noget helt andet. En skøn og kort YA-bog om ungdom og graviditet. "Berørte Katrine" er perfekt til Readathon, og jeg glæder mig til at dele læseoplevelsen med jer! 


Klokken 16.15 - Jeg har netop læst sidste side i "Berørte Katrine", og jeg kan ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg synes. Bogen var meget forudsigelig, og enormt deprimerende men dog med håb. Dens handling og budskab er bestemt relevant, men det bliver nok ikke en bog, jeg vil se tilbage på med beundring.
Nu vil jeg kaste mig ud i bloggerland og se til jer andre, inden jeg griber H.W. Klaris' "Skæbnens kald", som er perfekt til Readathon, er jeg sikker på! Første bog i serien elskede jeg virkelig, og jeg læste den ud i en køre. Forhåbentlig er bog 2 lige så magisk!

  
Klokken 17.50 - Ordene flyder sammen for mig, og tiden går så stærkt. Men jeg har brug for en pause, og mit hoved kan ikke kapere mere læsning lige nu. Jeg sætter ris over til min aftensmad, og så tager jeg et break med et par afsnit et-eller-andet, mens jeg spiser. Jeg mangler 40 sider af min bog, og det er latterligt lidt, men jeg kan mærke, at jeg ikke kan koncentrere mig, og det fortjener denne skønne bog ikke. Jeg elsker Allys verden, og jeg vil være til stede, når jeg afslutter anden bog i serien. Vi ses, søde med-læsere! 


Klokken 19.00 - Jeg er tilbage efter aftensmad, og min 3.bog er færdiggjort. Mon Fru Klaris en dag kan skrive en bog, der IKKE slutter med en meget ond cliffhanger? Ikke desto mindre var "Skæbnens kald" en fed læseoplevelse, som jeg slugte lige så hurtigt som første bog i serien. Nu vil jeg læse "The Sleeper and the Spindle" af Neil Gaiman. Det er min 2. Gaiman bog nogensinde, og jeg glæder mig til at se, hvad denne lille sag gemmer på.


Klokken 19.50 - Gaiman er bare fantastisk! Jeg fandt bogen lidt kedelig, men pludseligt tog historien en drejning, jeg slet ikke havde set komme, og den minder mig bare om, at jeg elsker, når han gør eventyrlige fortællinger dystre. Illustrationerne var perfekte, og jeg er så glad for, at jeg endelig har taget mig sammen til at læse bøger af ham! Nu vil jeg tage endnu en pause og kigge rundt på sociale medier, ringe til min mor (en dejlig lørdagsaftale, vi har), og derefter vil jeg vende tilbage til min læsning. Næste bog bliver "Er du okay, Marie?", der er skrevet af debutanten Anika Eibe. Det er en bog, jeg har glædet mig til i mange måneder, og jeg håber, at den indfrier mine forventninger!

 
Klokken 21.09 - Jeg endte med at bede min mor hente mig hjem til mine forældre efter vores lille samtale i telefonen. Jeg er aldrig blevet så voksen, at jeg har lært at sove selv. Det er i hvert fald svært for mig, og jeg havde virkelig brug for at komme hjem til mine forældre og overnatte. Nu ligger jeg i min gamle seng med Jack-missen ved siden af mig, og jeg kan mærke, at øjenlågene bliver tunge. Dog vil jeg nu starte på "Er du okay, Marie?" og se, om jeg kan læse den færdig i dag.

Klokken 21.45 - Det må konkluderes, at jeg ikke får læst bogen færdig i dag. Ikke fordi den ikke er god eller spændende - jeg er bare så udmattet. Nu vil jeg krybe under dynen og putte med min yndlings kat. I morgen venter endnu en læsedag, og jeg glæder mig til at vågne med ny læse-energi. Sov godt, alle sammen! 


Klokken 06.25 - Hvordan gik der så mange timer? Pludseligt vågnede jeg, helt forvirret og kunne ikke forstå, hvorfor jeg lå hos mine forældre! Så kom det hele tilbage til mig, og nu er jeg frisk igen. Jeg har meget travlt på arbejde for tiden, så jeg tror simpelthen, at jeg havde brug for de mange timers søvn. Nu er jeg tilbage og klar til at læse igen. Min mor kører mig hjem til lejligheden og mit læsehjørne om lidt, så jeg fortsætter med Eibes historie om Marie. Jeg håber, I har fået læst en masse, mens jeg har befundet mig i et mærkeligt Alice-drømmeland. 

Klokken 07.45 - Jeg har netop vendt sidste side i "Er du okay, Marie?", og jeg elskede den. En kort og lille men enormt vigtig YA-bog om at finde sig selv, sætte grænser og at det er okay at være anderledes. Den var alvorlig og samtidig med lys for enden af tunellen. Den var perfekt. Nu vil jeg gå ovenpå til min mor og sige godmorgen. Jeg glemte at tage "Monster" med herud, men jeg er glad for, at jeg kan læse den hjemme og ud i én køre. Den er jeg simpelthen så spændt på. I mellemtiden vil jeg kigge til blogland, Instragram mm. Vi ses, når jeg atter er hjemme!



Klokken 8.45 - Endelig er jeg tilbage i lejligheden, og med en varm kop kakao, jordbær og cookies vil jeg endelig læse MONSTER. Jeg har glædet mig enormt til denne bog, og jeg aner ikke, hvad jeg skal forvente mig af den. Sneen er ikke lige så voldsom hjemme som hos mine forældre, men solen titter frem, og jeg glæder mig til at fordybe mig i bøger resten af dette Readathon. 



Klokken 10.04 - Stemmen er grødet, da min lillebror ringer for at spørge, om vi kommer i aften og fejrer hans 22 års fødselsdag. Jeg har grædt, men ikke fordi jeg er ked af, må jeg fortælle ham. Jeg læser bare en rigtig sørgelig bog. Og det gør jeg. Monster er så rørende, tankevækkende og perfekt til at beskrive sorg og tab. Selvom symbolet med et Monster er fjollet når man lige hører om det, kan det ikke være andet end et mørkt væsen, der kommer til os og udfordrer vores dybeste angst: At miste dem vi elsker. Mit læsetempo er ufatteligt langsomt, men denne bog kan ikke læses hurtigt. Den skal bearbejdes, sluges og helt under huden. Jeg krummer mig sammen i min stol og gruer for de sidste 70 sider.




Klokken 10.45 - Jeg sidder i mit læsehjørne og hulker og ryster. Selvom slutningen gav sig selv fra starten, kom den så meget bag på mig, og jeg kan slet ikke være i min egen krop. Dybe vejrtrækninger er vejen frem. Jeg tror aldrig, jeg har læst en bog, der bearbejder sorg så perfekt. Jeg er så lykkelig over denne læseoplevelse, men den har taget pusten fra mig. Jeg har nået alle 6 planlagte bøger, og det er jeg virkelig stolt over. Nu vil jeg bruge resten af læsedøgnet på "Under Sløret", fordi jeg har brug for fortsættelsen i Ilttyv-serien. Og så har jeg virkelig brug for spænding og uforpligtende læsning efter Patrick Ness' mesterværk!


Klokken 13.30 - Jeg har lagt min 7. og sidste bog fra mig. Tænk, at jeg nåede at læse alle 7 bøger dette Readathon, det havde jeg slet ikke regnet med. Mine øjne er trætte, og tekst flyder sammen. Selvom der er en halv time tilbage, vil jeg ikke læse mere. Jeg er 7 fantastiske historier rigere, og det vil jeg sidde og nyde, mens jeg drikker endnu en kop varm kakao. Jeg vil surfe rundt og se til jer andre og så småt skrive nogle anmeldelser af de skønne fortællinger.
Jeg håber, I får læst en masse den sidste halve time og nået de læsemål, I har sat jer!

   
Klokken 14.00 - Klokken er nu 14, og et magisk læsedøgn er slut. Jeg nåede alle de bøger jeg ville, og hvor er det vildt, at jeg kun har haft fantastiske læseoplevelser i 24 timer. Jeg sidder og kigger ud på solen, der smelter sneen og lader historierne bundfælde sig. Jeg har læst underholdende bøger og bøger, der vil ændre mig som menneske. Og er det ikke det, læsning handler om? At finde sig selv i smukke fortællinger? Det har jeg bestemt gjort til dette Readathon! Tusind tak fordi I fulgte med!