.

.

onsdag den 9. marts 2016

"Skyggernes Bog" af H.W. Klaris




Titel: Skyggernes Bog
Forfatter: H.W. Klaris
Serie: Dæmonherskerens arving
Forlag: Tellerup
Sider: 285
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af forlaget Tellerup.




Ally skal starte på kostskole, og hun er nervøs for den helt nye hverdag. Skolens historie er lang, og den gamle frue af det slot, der nu er skolen, siges at gå igen. Ally opdager hurtigt, at der er mange hemmeligheder på skolen, og ikke alle fortæller sandheden. Den gamle frue spøger hos Ally - hun vil have hende til at finde hendes gamle heksebog. Men Ally er ikke den eneste, der vil have fingrene i bogen...

Denne bog var en fantastisk læseoplevelse! Jeg læste den på under 24 timer, fordi den bare ikke var til at lægge fra sig, og jeg har haft den fremme hvert mulige øjeblik: Den er blevet læst i bussen, i pauserne på arbejde og mens aftensmaden simrede. Jeg var ellevild med den, og den var spændende fra start til slut.
Det er en af de første bøger, jeg læser, om mørk magi og hekse, og jeg blev bestemt ikke skuffet. Den er en rigtig god blanding af YA og fantasy, og jeg tror også, at det er grunden til, at læseoplevelsen var så dejlig. 


Ally er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Hun er en pige med ben i næsen, der samtidig "lider" af mange af de samme problematikker som andre på 17. Kærlighedslivet er indviklet, og der er også i bogen plads til et trekantsdrama, som jeg virkelig glæder mig til at se udviklingen på. Normalt er jeg ikke glad for disse, men det fungerer rigtig godt i bogen, fordi der er mere på spil. Ally er en rigtig dejlig hovedperson at følge, og som læser falder det én meget naturligt at kunne lide hende.


Bogen er skrevet i et dejligt og flydende sprog, og jeg er især vild med alle de mange twists, der er igennem hele bogen. Den holdt mig konstant i spænding, og jeg havde lyst til at kaste med den, da jeg læste sidste sætning - sikke en slutning, som bare giver mig lyst til at læse endnu mere! Fru Klaris skriver virkelig fængende, og det er så vidunderligt med en bog, man bare fræser igennem, fordi man ikke kan andet!
Blandingen af gys, fantasy og YA er lige mig, og jeg må indrømme, at jeg ikke sov for åben soveværelsesdør natten efter endt læsning - for den satte alligevel spor, og det viser virkelig, at her er en forfatter, der forstår at skrive så malerisk, at læseren får gåsehud og tænder ekstra lys i de sene nattetimer ;)


Denne bog var så underholdende, og læseoplevelsen helt i top! Jeg glæder mig meget til at se, hvordan serien fortsætter!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar