.

.

lørdag den 20. februar 2016

"Kvinden i toget" af Paula Hawkins

Titel: Kvinden i toget
Forfatter: Paula Hawkins
Serie: -
Forlag: Gyldendal
Sider: 390
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Rachel er i sørgelig forfatning. Hun er alkoholisk og i sorg over, at hendes mand fandt en anden og lod hende i stikken. 

Megan bor med Scott. De lever i et ægteskab på løgn og bedrag, og Megan kan ikke finde ud af, hvem hun selv er.
Anna er den anden kvinde, og Rachel vil ikke lade hende og hendes nye familie være. Hun kæmper for at få Tom til at droppe Rachel en gang for alle. 
En dag forsvinder Megan, og Rachel er sikker på, at hun ved noget. De 3 kvinders liv og skæbner blandes sammen i en intens mordgåde...

En bog, som alle talte om sidste år, var "Kvinden i toget". Den fik så mange roser, og alle læste eller lyttede til den. Den endte som bestseller og lå på Mofibos lister som mest læste og hørte i mange uger og gør det til tider stadig.
Elskede man "Kvinden der forsvandt", ville man elske denne bog.
Jeg var vild med "Kvinden der forsvandt", og derfor tænkte jeg, at det måtte være på tide at lytte til denne bog. Jeg valgte lydbogen, fordi jeg altid har en lydbog til de rastløse aftener, hvor jeg ikke kan samle mig om at læse.
Denne bog greb mig og gjorde de mørke februaraftener en anelse mere uhyggelige - og jeg var vild med den!

Bogen har 3 forskellige kvindelige oplæsere, så de 3 forskellige kvinder har hver sin stemme. Det er en fed effekt, og alle oplæserne gør det virkelig godt og giver bogen og historien en ekstra dimension og det gjorde læse/lytteoplevelsen endnu mere intens.
Jeg var især vild med Rachels karakter, fordi hun var den fortabte og ynkelige personlighed. Hun står totalt knust efter skilsmissen med Tom, og på de lange togture laver hun historier om de mennesker, hun suser forbi. Tilfældigvis er en af dem Megan, og derfor bliver hun også så opsat på at finde ud af, hvad der er sket med den kvinde, hun på sin vis føler, at hun kender så godt.
Rachel får læseren til at føle en blanding af medlidenhed og spænding, for lige så ynkelig lige så handlekraftig er hun også. Rachel var uden tvivl bogens fedeste person!

Megan kommer dog lige efter, fordi det bliver så spændende at finde ud af, hvad der er sket med hende, og hvorfor hun pludseligt forsvinder. Hendes historie var nok den, der bød på flests twists, og derfor var hendes kapitler også mest intense. Hun er er den person, der sætter læseren i et dilemma omkring, om man har lyst til at have ondt af hende eller ej, og det vender hele tiden igennem historien. Megan er virkelig en spændende person, især når man finder ud af, at hun er alt andet end den, Rachel forestiller sig.

Anna er nok den person, der lidt er der. Jeg synes ikke, der skete meget med hende gennem bogen - hun vil bare gerne have sin lille familie til at fungere, og er træt af Rachel. Det er først til allersidst, at hun virkelig kommer i spil, og det kunne jeg godt have brugt en del før, da hendes afsnit ellers blev ret lange.

"Kvinden i toget" skal lige have lidt tid til at få etableret sine personer, og når man har styr på, hvem der er hvem, går det ellers stærkt. Jeg kan virkelig anbefale den som lydbog, og den er et must-read, hvis man er glad for krimier eller thrillere. Den er lidt langtrukken hist og her, men den overraskede mig virkelig positivt. Den fortjener al den ros, den har fået! 
        

2 kommentarer:

  1. En virkelig spændende bog. Kunne virkelig godt forestille mig, at den gør sig super godt som lydbog! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det vsr næsten som at høre teater :D

      Slet