.

.

lørdag den 26. december 2015

"Let It Snow" af John Green, Lauren Myracle & Maureen Johnson


Titel: Let it snow
Forfatter: John Green, Lauren Myracle & Maureen Johnson
Serie: -
Forlag: Politiken
Sider: 363
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Politiken.


En snestorm rammer byen, og alle sner inde eller kan ikke komme på juleferie. De 3 forfattere har hver skrevet en fortælling, der foregår i den snedækkede by juleaften, og alle historierne flettes sammen til 3 søde juleromancer.


Det er et år siden, at jeg modtog denne bog, men der var julen overstået, og jeg synes, at det var mærkeligt at læse julebøger i januar måned. Derfor har jeg gået og ventet på, at det atter blev december, så jeg kunne få læst denne skønhed. Desværre har det taget mig hele december, da bacheloren ramte, men jeg blev færdig her 2.juledag, og det er da også noget!
Denne bog har været et fantastisk frirum, når bacheloren blev for meget. Det er en uforpligtende, letlæselig og underholdende bog, og det har jeg virkelig været glad for!

Bogen er delt op i 3 fortællinger, og det er 3 forfattere, der har skrevet dem. Fortællingerne hænger på sin vis sammen, da nogle personer er gengangere, og alle på den ene eller anden måde kender hinanden. 


 Den første fortælling i bogen handler om Jubilee, der er på vej på juleferie, men hendes tog sidder fast. Hun må derfor søge ly på den nærliggende bys Waffle House, hvor hun møder Stuart, der tager hende med hjem for at give hende husly. Historien om Jubilee er humoristisk og hjertevarm og handler samtidig om at miste og at give slip på det, man tror, er det bedste for en selv.
Den anden fortælling handler om Tobin og hans venner, JP og "Greven" (som er en pige). De begiver sig ud på en farlig færd i stormen, da de skal ned og se på cheerleadere - for alle ved jo, at sådan en chance må en dreng ikke lade gå til spilde! Tobins fortælling er lattermild, og de fantastiske scener i sneen og med kampen om at nå til destinationen er virkelig godt skrevet. Tobins historie er meget ulig de andres, og derfor er det skønt, at den ligger i midten! 
Den tredje og sidste fortælling er nok min yndlings i bogen. Den handler om Addie, der forsøger at komme videre efter bruddet med kæresten Jeb. Det er svært for hende, men hun må glemme sine kvaler, da hun skal hente en kælegris for en veninde: og da den pludseligt ikke er at finde, står alt på spil! Addies historie er ret medrivende, og jeg elsker den måde, forfatteren skriver på. Den er en god blanding af komedie og kærlighed, og det er virkelig en god afslutning på bogen.


Det er en rigtig dejlig måde at opdage nye forfattere på. Jeg skal i hvert fald læse mere af de to kvindelige forfattere, der har været med til at skrive denne bog. Bogen er som nævnt uforpligtende og underholdende. Den er der, mens man læser den, men den gjorde ikke som sådan noget ved mig som læser. 
Derfor får den 3 stjerner: En for hver af sine glædelige og romantiske fortællinger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar