.

.

onsdag den 11. november 2015

"Lola og naboens søn" af Stepahnie Perkins


Titel: Lola og naboens søn
Forfatter: Stephanie Perkins
Serie: -
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 374
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Lindhardt&Ringhof.


Lola elsker at designe, og hun er helt speciel. Hun er ligeglad med, hvad de andre tænker om hende, og hun er helt sin egen. Men da Cricket Bell pludseligt flytter ind ved siden af efter at have været væk i nogle år, ændrer alt sig for Lola. Han var fyren, der for 2 år siden knuste hendes hjerte...

Jeg elskede "Anna og det franske kys", og det overraskede mig! Normalt er jeg ikke til romantiske chic-lit bøger, men den var bare mere end det! Derfor var jeg spændt, da jeg satte mig og begyndte på historien om Lola. 
Bogen kan meget af det samme som forgængeren (de hænger sammen uden at gøre det, for karaktererne møder hinanden på kryds og tværs). Den er morsom, har skøn dialog og en masse skæve personligheder i sin fortælling. 
Der er hele tiden gang i historien, og som læser forsøger man at finde ud af, hvorfor Lola er så vred på Cricket, og hvad han gjorde ved hende, inden han forlod byen. 

Lola er bogens hovedperson, og det er fra hendes synsvinkel, man får historien fortalt. Lola er nok den, der gør, at bogen ikke får 5 stjerner. Jeg synes, det var rigtig fedt med en hovedperson, der var så meget sin egen og vidste, hvad hun ville med sit liv, men samtidig synes jeg, at hun til tider virkede arrogant, ligegyldig og faktisk rigtig træls. Det var svært for mig virkelig at holde af Lola, og det gjorde også, at læseoplevelsen ikke var lige så skøn, som da jeg læste om Anna. 
Lola har bestemt sine sjove og kærlige sider, men hun var ikke min kop te. 

Ligesom i bogen om Anna er der mere på spil end en kærlighedsfortælling. I denne bog er temaerne svigt, at være anderledes og fordomme. For det meste behandles disse glimrende, og det er nok en af de første YA-bøger, jeg har læst, hvor hovedpersonen har homoseksuelle forældre. Det er fedt at se en bog, der tager emnet op på en alvorlig og alligevel enormt humoristisk måde. Lolas fædre er fantastiske, og ofte var deres dialoger det allersjoveste i hele bogen.
Lolas rejse er sød, charmerende og dramatisk. Hun udvikler sig meget gennem bogen, og det er skønt med en kvindelig hovedperson, der har ben i næsen og brænder for det, hun er god til.

Historien om Lola er hjertevarm, og den er en fin fortsættelse i trilogien om unge piger, der prøver at finde sig selv og gerne vil leve i det eventyr, som alle små piger læser om. Forventningerne var måske sat for højt efter at have læst om Anna, men jeg glæder mig til den sidste bog i serien, og jeg håber, at den bliver en smuk og smilende afslutning på trilogien.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar