.

.

mandag den 30. november 2015

Månedlig opsummering: Begivenhedsrige november





Dette var november for mig: November er en måned, som bare forsvandt. Jeg kan slet ikke huske, hvor jeg har været, og hvem jeg har været sammen med. Alligevel er der ting, der står tydeligt frem og frembringer smil på mine læber. November har været en måned med bogforum sammen med vidunderlige mennesker, glædelige gensyn og spændende forfattere. November har været en måned med bogkøb og ønskelister og juleshopping. November har været en måned med hyggelige gåture i vores nye nabolag og visen frem af den skønne lejlighed, som jeg efterhånden har vænnet mig til at kalde for hjem. November har været aftener i køkkenet med nye opskrifter og kontrol over den sunde mad, der serveres. November har været flittige ture i fitness med Mark og at komme tilbage til de sunde vaner, vi virkelig har savnet. November har været varme kopper te, hyggesokker og "Twin Peaks" på den nye sofa, når bachelorskrivningen blev for meget. November har været fejring af 10 års kærlighed, for d.20. kunne vi sige, at vi havde været kærester i så lang tid. Derfor bød november også på den sidste bryllupsgave: Et hotelophold for at huske at fejre den vidunderlige dag. November blev en måned med fagbøger og bachelorforberedelser, og nu er jeg endelig klar til at sætte mig ved computeren og skrive min opgave.

November er en måned, som virkelig har fejet benene væk under mig, men jeg har nydt den i fulde drag!

I november læste jeg: Desværre kun 4 bøger. Og dog - tæller man fagbøgerne med er der en del flere ;). Men jeg har bare ikke haft tiden, og det er jeg så ked af! Jeg vil så gerne læse mere, men bacheloren kalder, og jeg glæder mig virkelig til, at den er afleveret, så jeg kan ånde lettet op, inden den mundtlige eksamen!


Novembers mest skuffende bog: Det må være "Jeg blogger dig væk!" af Agnes Hammer. Den var ikke skuffende som i at jeg ikke kunne lide den. Det er bare den mindst gode bog denne måned? De andre har bare været så meget bedre. Men bestemt en bog, jeg virkelig er glad for! Denne måned har som sådan ikke budt på skuffende læseoplevelser.
 


Novembers bedste bog: Det er uden tvivl "Skyggesider" af Christina Bonde! Åh, hvor jeg elskede den bog, og jeg slugte den på ingen tid! Det er så fantastisk at have de bøger, der bare drager én ind i et univers, og jeg kan mærke, at den slet ikke har sluppet mig endnu.


Hvad byder den kommende måned på?: December bliver bachelorskrivning. December bliver besøg hos venner og veninder, en enkelt julefrokost og ellers hygge hjemme i den dejlige lejlighed. Juleaften skal Mark og jeg være sammen for første gang (sådan rigtigt), og det bliver hos mine forældre, og jeg glæder mig enormt meget! Læsningen byder på 2 julebøger, som jeg har givet mig selv lov til at dykke ned i: Det bliver "Let it snow" af John Green, som jeg virkelig glæder mig til og "My true love gave to me", som skulle være en sød og romantisk samling kærligheds-jule-noveller. Juleromancer er nu det dejligste!

Bloggen bliver lidt stille i december, og det er grundet bacheloren. Men jeg lover jer, at jeg vender stærkt tilbage!



Hvordan har jeres november måned været? Og hvilke bøger glæder I jer til at læse i december??

torsdag den 26. november 2015

"Twilight: Tusmørke"af Stephenie Meyer


  
Titel: Twilight: Tusmørke
Forfatter: Stephenie Meyer
Serie: Twilight
Forlag: Carlsen
Sider: 505
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Bella flytter hjem til sin far i Forks, og hun er sikker på, at det ikke bliver nogen fornøjelse. Hun har ikke lyst til at være den nye pige i klassen, og hun har ingen venner i byen. Men Edward Cullen er noget særligt. Han er smuk, alt for smuk. Men han gemmer på en dyb og mørk hemmelighed. Hvor meget er Bella villig til at ofre for, at de kan være sammen?


 "Twilight" er en omdiskuteret bog. Det er bogEN. Alle har en holdning til den, og jeg mistænker den for hos de fleste at være en enten eller holdning. Enten elsker man bøgerne eller også synes man, at det er tomme kalorier og enormt dårligt skrevet. Jeg tilslutter mig uden tøven den første del. Jeg ELSKER Twilight. jeg kan huske, at jeg købte de første 3 bøger, og jeg slugte dem på en weekend. Den sidste gik jeg og ventede på, og da den kom, var den også væk på få dage. Twilight er på en måde som Harry Potter-bøgerne. Jeg forbinder dem med et vidunderligt læseflow og med en historie, jeg altid kan vende tilbage til og altid vil holde af. Dermed ikke sagt, at de stikker Harry Potter, for det gør intet! :)


 Bella er bogens hovedperson, og det er hende, der fortæller historien. Bella er en normal pige med streg under normal. Hun ser normal ud, er klodset og er okay i skolen. Bella er ikke gudesmuk eller én, som alle ligger mærke til. Bella er der bare, men alligevel er det hende og KUN hende, som Edward forelsker sig i. Jeg tror, at Bella for mange er let at identificere sig med, fordi hun netop er, som mange af os andre: Helt normal. Hun er teenager og føler sig usikker, hun ved ikke, hvad hun vil med sit liv, og hun er bange for ikke at have nogle venner. Bella minder på mange punkter om mig i mine unge teenageår, og jeg tror også, at det er derfor, jeg er så glad for hende som hovedperson.
Edward er uden tvivl en af mine drømme-bogmænd! Jeg ELSKER ham! Han er sådan en gentlemand, høflig, smuk og klog. Han er så kærlig og man er ikke i tvivl om, at han forguder Bella og vil gøre alt for hende. Ja, til tider er han besidderisk, men det må vel være hans vampyr-tendenser ;)? I hvert fald er jeg SÅ stor fan af Edward, og jeg elsker scenerne mellem ham og Bella.

Twilight er som nævnt en bog, jeg har læst af flere omgange. Der er scener i den, som jeg bare sidder og venter på skal komme, for det er så sandelig dem, der gør, at bogen er perfekt. Jeg elsker især den scene i skoven, hvor Bella indser, hvad Edward er og hvad han kan gøre men min yndlingsscene må være, da Bella skal møde familien Cullen for første gang. Jeg ELSKER det, og mit hjerte bliver helt varmt lige præcis dér, fordi familien Cullen alle er så geniale karakterer! De er så skønne at læse om, og det kapitel må være et af de allerbedste i hele serien.


Twilight er en skøn kærlighedshistorie med et twist af fantasy/paranormal romance. Det er noget, jeg er virkelig fan af, og det var også den første bog i den genre, som jeg læste. Den er så hurtigt læst og svær at ligge fra sig, og jeg glæder mig sådan til at genlæse de sidste 4 i serien også. Twilight er en bog, jeg forbinder med min gymnasietid, travle skoledage og akut behov for pause. Det er en bog, der giver mig lov til at udleve drømmen om at føle sig som en prinsesse og det er ikke mindst en bog, der byder på spænding og romantik i én og samme fortælling.

tirsdag den 17. november 2015

"Jeg blogger dig væk!" af Agnes Hammer


Titel: Jeg blogger dig væk!
Forfatter: Agnes Hammer
Serie: -
Forlag: Turbine
Sider: 170
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Turbine.


Julie er populær og smuk. Alle elsker hende, og mange drømmer om at være hende. Pludseligt dukker der en ny profil op på nettet, og det ligner, at det er Julie, der har lavet den. Den fortæller om en sexet og selvsikker Julie, der stjæler kæreste og er en dårlig ven. Pludseligt er Julie den laveste på hele skolen, og hun ved ikke, hvem der har lavet profilen om hende...

Internetmobning er noget af det vigtigste at få snakket om i nutidens samfund. Det er også derfor, at jeg lige nu skriver bachelor om dette emne. Det er så svært for andre at se og forstå, hvad der sker, når unge angriber hinanden på nettet. Vi forstår ikke, hvordan det er startet - og vi forstår slet ikke, hvordan vi kan afslutte det igen. Det er netop, hvad denne bog handler om. Med fokus på de mange personer, der er involveret, både som mobbere og mobbede, forsøger Hammer at fortælle, hvor komplekst et scenarie omkring mobning kan være.


I stedet for at have én hovedperson, er der her mange karakterer i spil. Alle har de deres holdning til mobningen, til Julie og til hinanden. Som læser oplever man, at der kan være mange sider af samme sag, og det gør det enormt spændende, fordi man heller ikke som læser ved, hvem der har startet profilen, der sviner Julie til. 
Med brugen af mange hovedpersoner, giver det læseren et nuanceret og realistisk billede af, hvordan det er at være ung på de sociale medier. Gennem alle personerne behandles der forskellige temaer, som bogen taget op: Alt fra kærester til venskab til alkoholiserede forældre bliver der skrevet om, og det er virkelig en gribende måde at stille emnet op på.

Det letteste havde uden tvivl været, at der var en mobber og en, der blev mobbet. Det unuancerede billede ville hurtigt have givet læseren mulighed for at holde med en og hade en anden, men i stedet bliver man som læser stillet i et etisk dilemma sammen med de forskellige hovedpersoner, og mens man læser bogen, bliver man tvunget til at tage stilling til, hvad man selv ville gøre i de situationer, som karaktererne står i. Det gør fortællingen endnu stærkere, og den viser helt præcist, hvor hårdt det kan være at stå både som offer, mobber og alle dem, der ser på.


"Jeg blogger dig væk!" er en bog, som alle unge burde læse. Den viser, hvor farligt, det kan være, at færdes på nettet, hvis ikke man ved, hvordan man skal være over for andre online. Samtidig viser den, at det er så vigtigt, at man siger fra, når man ser mobning ligegyldigt om det er on- eller offline. Bogen er gribende og barsk, og samtidig er den så stærkt skrevet, at den vil kræve, at læseren tager stilling til dens relevante problematik.

mandag den 16. november 2015

"Skyggesider" af Christina Bonde



Titel: Skyggesider
Forfatter: Christina Bonde
Serie: -
Forlag: Tellerup
Sider: 286
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Tellerup.


Tricia er en helt almindelig kvinde. Hun lever et gennemsnitligt og til tider trivielt liv. Men pludseligt begynder hendes drømme at blive vil virkelighed - eller er det omvendt? Der sker mystiske ting omkring hende, og når man ikke ved, hvornår man drømmer eller er vågen, bliver det svært at undgå dæmonerne fra ens fortid...

Det er ikke en hemmelighed, at jeg er vild med Christina Bonde! Hun skriver fængslende godt, og ofte sidder man ude på kanten af stolen! Historien er intens, dragende og ikke mindst en sand gyser. Lige nu sidder jeg og er bange for at være alene hjemme!
Bogen er en blanding af alt muligt godt: En gyser, en thriller og fantasy! Hele tiden skifter stemningen, og som læser kan man slet ikke forudse, hvad der skal ske som det næste - og sådanne bøger elsker jeg!


Tricia er bogens hovedperson, og hun er en triviel kvinde. Hun er gift og har et barn, og det er tydeligt, at det er barnet, der holder sammen på forholdet. Det er bestemt ikke et liv, man selv drømmer om at leve, men det gør også, at man hurtigt får sympati for Tricia og den traumatiske historie, som hun har med sig. Hendes søster har begået selvmord, og familien er voldsomt troende, og derfor må der ikke tales om den "synd", det er, at gøre dette. Tricia er en frustreret og ensom karakter, og hun passer perfekt ind i den dystre fortælling, der gemmer sig i denne bog. Hun overrasker mange gange igennem historien, og den måde, hendes personlighed udvikles, laver twists og bare forandrer sig, er virkelig spooky og samtidig en god ting for hende som person. Det hele er en hårfin balancegang, og jeg er ikke sikker på, at jeg selv har forstået den endnu.


En dimension i denne bog er religion. Som nævnt er Tricias familie og venner meget troende, og deres liv er i kirken. De forsøger ihærdigt at få Tricia med på dette, men hun har en vis modvilje mod dette. Tro og dødssynderne er et tema i fortællingen, og nogle gange var jeg faktisk i tvivl om, hvad Bonde ville med dette, for det skabte nogle gange mere forvirring end svar hos mig. Dog kom det hurtigt, og symbolikken i denne fortælling er stærk! Dødssynderne er (hvis du, søde læser, ikke ved det) karaktertræk, der er syndige at besidde i nogle religioner. I bogen bruges de til at underbygge adskillige scener, og det er nervepirrende, når man ved, hvad der skal til at ske, fordi en synd nævnes i bogen. Det er med til at øge spændingen, og det giver kuldegysninger i tide og mest af alt i utide!


"Skyggesider" er en sand gyser! Den tager hele tiden sin læser med bukserne nede, og den får læseren til at hungre efter mere - det er ikke til at stoppe med sin læsning, når man først er begyndt! Bogen minder om en blanding af "Eksorcisten" og "Paranormal Activity", og det er bestemt en ros, når det kommer fra mig. Bogen borede sig ind i mig og besatte mig. Og jeg er sikker på, at den ikke slipper mig foreløbigt!

fredag den 13. november 2015

"Stolthed og fordom" af Jane Austen


Titel: Stolthed og fordom
Forfatter: Jane Austen
Serie: -
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 386
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5


Elizabeth bor sammen med sine forældre og søskende i 1800-tallets England. Moderens største mission er at få sine døtre gift så godt som muligt. Elizabeth møder Mr.Darcy til et bal, og han synes at være en arrogant og intetsigende person. Det hjælper bestemt ikke, da hun finder ud af, at han har gjort det umuligt for den ældste søster at få Mr. Bingley til ægtefælle. Men samtidig er Mr. Darcy blevet dybt betaget af Elizabeth...


Nu er det sket. Jeg, Xenia, har læst en bog af Jane Austen! Der må klappes og kastes roser min vej, for jeg er godt nok stolt af mig selv. En dag sagde Mark: "Nu gider jeg bare ikke høre mere om hende Austen. Den næste bog, du læser, er en af hende, og ellers tager jeg dine bøger fra dig!" En sådan trussel må man reagere på, og her sidder jeg, 2 ugers tid efter og er lykkelig over at have stiftet bekendtskab med den forfatterinde, som mange bogbloggere beundrer.

 
Min læseoplevelse skal nærmest deles op i 2 dele, for der er flere sider af den. Den første handler om selve fortællingen. Jeg har aldrig læst en bog, der skulle foregå i 1800-tallet, tror jeg. Jeg mindes det ikke. Men jeg blev på magisk vis fascineret af fortællingen om et samfund, hvor en kvindes fornemmeste opgave er at blive gift, gå i fine kjoler og tage til selskaber. Lykken er ægteskab, og manden må man så lære at leve med, for det er hans penge og stand, der er vigtigst. Og det er netop dette, Elizabeth er et rigtig godt modsvar til. Hun er ikke interesseret i ægteskab for dettes skyld, og hun tror på, at lykken må vægte højere end at blive en fin frue. Dette er hendes mor dybt uenig med hende i, og netop derfor er bogen også enormt morsom.
Historien er lattermild, kærlig og samtidig tager den temaer op, som det bestemt har krævet sin kvinde at turde italesætte. De første 100 sider fandt jeg langtrukne og svære at komme ind i. Dels grundet sproget (det kommer vi til), men også fordi jeg havde en smule svært ved at få placeret diverse karakterer og hvem de egentlig var. Bogen tog ret lang tid om at komme ind i sin egentlige fortælling, men da det så skete, og den tog fat, blev det også lettere at læse mere end et par kapitler af gangen.  



Elizabeth er en kvinde, der står ved sine meningers mod, og der er ingen, der skal fortælle hende, hvordan livet skal leves. Hun er modig, og hun tror på, at der må være en anden virkelighed end den, hendes mor prædiker. 
Hun er velreflekteret, yndig og samtidig intelligent, og hendes betragtninger om samfundet, hendes familie og mænd er både smukke og komiske igennem hele bogen.
Moderen, Mrs. Bennet, er en ren karikatur. Hun drømmer om at få døtrene gift og leger Kirsten Giftekniv, så snart der er mandfolk til stede. Hun helmer ikke, før mændene falder i svimer over de mange døtre, og selvom det ikke altid går hende godt, er hun sikker på, at ingen kan sige nej til hendes børn (måske siger de nej grundet den til tider maniske svigermor??). Hun er uden tvivl et billede på den kvinde, Jane Austen ikke ønskede at være, og hun bliver et så godt modspil til Elizabeth gennem hele fortællingen. Scenerne med hende er taget ud af en komedie, der kunne vises på et teater på den tid, og det er en sand fornøjelse at læse disse.


Den anden del af min læseoplevelse handler om sproget. Jeg ved, at der er mange udgaver af denne bog, og jeg kan derfor kun udtale mig om denne specifikke oversættelse. Den var svær. Rigtig svær. Især dialogen. Handlingen, som fortælleren beretter, gik det lidt lettere med, men samtidig blev det også lettere jo længere, jeg kom ind i bogen. Om det er fordi, det bare kom til mig til sidst, ved jeg ikke, men jeg der var også mere plot længere henne i historien, hvilket bestemt klædte den.

Jeg har læst Austen, og jeg elsker det! Jeg elsker hende humor, hendes sarkasme og uden tvivl hendes romantiske side. Det handler om at være lykkelig, og så må penge og stand komme i sidste række. Jeg giver Austen så evigt ret, og det er bestemt ikke den sidste Austen-roman, jeg har læst!

onsdag den 11. november 2015

"Lola og naboens søn" af Stepahnie Perkins


Titel: Lola og naboens søn
Forfatter: Stephanie Perkins
Serie: -
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 374
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Lindhardt&Ringhof.


Lola elsker at designe, og hun er helt speciel. Hun er ligeglad med, hvad de andre tænker om hende, og hun er helt sin egen. Men da Cricket Bell pludseligt flytter ind ved siden af efter at have været væk i nogle år, ændrer alt sig for Lola. Han var fyren, der for 2 år siden knuste hendes hjerte...

Jeg elskede "Anna og det franske kys", og det overraskede mig! Normalt er jeg ikke til romantiske chic-lit bøger, men den var bare mere end det! Derfor var jeg spændt, da jeg satte mig og begyndte på historien om Lola. 
Bogen kan meget af det samme som forgængeren (de hænger sammen uden at gøre det, for karaktererne møder hinanden på kryds og tværs). Den er morsom, har skøn dialog og en masse skæve personligheder i sin fortælling. 
Der er hele tiden gang i historien, og som læser forsøger man at finde ud af, hvorfor Lola er så vred på Cricket, og hvad han gjorde ved hende, inden han forlod byen. 

Lola er bogens hovedperson, og det er fra hendes synsvinkel, man får historien fortalt. Lola er nok den, der gør, at bogen ikke får 5 stjerner. Jeg synes, det var rigtig fedt med en hovedperson, der var så meget sin egen og vidste, hvad hun ville med sit liv, men samtidig synes jeg, at hun til tider virkede arrogant, ligegyldig og faktisk rigtig træls. Det var svært for mig virkelig at holde af Lola, og det gjorde også, at læseoplevelsen ikke var lige så skøn, som da jeg læste om Anna. 
Lola har bestemt sine sjove og kærlige sider, men hun var ikke min kop te. 

Ligesom i bogen om Anna er der mere på spil end en kærlighedsfortælling. I denne bog er temaerne svigt, at være anderledes og fordomme. For det meste behandles disse glimrende, og det er nok en af de første YA-bøger, jeg har læst, hvor hovedpersonen har homoseksuelle forældre. Det er fedt at se en bog, der tager emnet op på en alvorlig og alligevel enormt humoristisk måde. Lolas fædre er fantastiske, og ofte var deres dialoger det allersjoveste i hele bogen.
Lolas rejse er sød, charmerende og dramatisk. Hun udvikler sig meget gennem bogen, og det er skønt med en kvindelig hovedperson, der har ben i næsen og brænder for det, hun er god til.

Historien om Lola er hjertevarm, og den er en fin fortsættelse i trilogien om unge piger, der prøver at finde sig selv og gerne vil leve i det eventyr, som alle små piger læser om. Forventningerne var måske sat for højt efter at have læst om Anna, men jeg glæder mig til den sidste bog i serien, og jeg håber, at den bliver en smuk og smilende afslutning på trilogien.

tirsdag den 10. november 2015

Bogforum 2015




I weekenden var jeg til det vildeste event for en bogblogger. En gang om året hylder alle bogelskere litteraturen og dens magi. Vi samles, vi shopper og vi lytter til de forfattere, der altid har inspireret os. Det er spændende med nye bekendtskaber, hygge med andre bogbloggere og ikke mindst at møde de fantastiske mennesker på alle forlagene, der giver jobbet som bogblogger så meget mening! Vi forsvinder fra bloggen i nogle døgn for at vise vores "sande ansigt", og sammen nyder vi at litteratur er forunderligt og noget af det bedste i vores liv.


Ja, jeg har været på bogforum, og det var en sand fornøjelse. Jeg havde æren af at være af sted med søde Anne, og vi besluttede os for at være med hele weekenden! Vi kom lidt senere af sted fredag, så der var der tid til at møde andre bloggere, folk fra forlag og orientere sig på alle de spændende stande! 
Fredagen bød på enkelte signeringer og møder med sæde forfattere. Jeg fik blandt andet mit anmeldereksemplar af Nanna Foss' nye bog, og den blev signeret. Nu kan jeg slet ikke vente med at læse den! Jeg har ventet på den i 1 år, og nu er den her endelig!!

Udvalget på standene var så varieret og så stort, og det var virkelig svært ikke at købe det hele med hjem på én gang.

Lørdag var helt klart den mest hektiske og travle dag! Der var så mange spændende ting på programmet, og det var  en udfordring at få det hele til at hænge sammen.
Jeg nød især at hilse på forfattere hos Tellerup og at se PC og Kristin Cast. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har læst 'Nattens Hus'-serien, men jeg har bøgerne derhjemme. Derfor var det spændende at høre deres vinkel på tingene, inden jeg begiver mig ind i deres univers, der strækker sig over hele 12 bæger. Selvfølgelig fik jeg også den første bog signeret, og de var simpelthen så søde at tale med! Efter en kort frokostpause var der signering hos Tellerup endnu en gang. Denne gang var det Christina Bonde, der udgiver sin første bog hos Tellerup. Jeg har tidligere mødt hende til bogbloggertræf, ogjeg  elskede den første bog i 'Nattens Sanger'-serien (har endnu ikke læst de sidste 2!), og derfor var jeg ellevild, da hun kom og signerede den nye bog. Den lyder spændende, og jeg må indrømme, at jeg allerede har læst et par sider, og den tegner virkelig godt!! 

Lørdag blev også dagen, hvor et af mine store barndomsidoler satte signatur i 2 bøger: hos Alvilda fik jeg signeret mine 2 samlinger af Skammer-serien af Lene Kaaberbøl, og det er så vildt, at jeg har bøger af hende med autografer i! Jeg er ikke helt faldet ned endnu, kan jeg mærke, for det er virkelig en oplevelse, der er svær at beskrive! 
Det sidste punkt lørdag var hos Bibelselskabet. Peter Madsen kom og fortalte om sin tegneserieudgave af HC Andersens eventyr: Historien om en moder. Det er et af hans mindre kendte værker, men det var dybt fascinerende at høre alle tankerne bag og komme bag processen i at lave en tegneserie. Peter Madsen er virkelig talentfuld, og det vsr virkelig fedt at få signeret 'Eventyrbogen', som udkom tidligere på året. 
Aftenen blev brugt sammen med andre bogbloggere, og det var skønt med pizza og snak om den hektiske dag. Benene var virkelig trætte, men lørdag var virkelig en spændende dag! 

Søndag blev en kort dag. Vi nåede så mange ting lørdag, som vi egentlig have planlagt at gøre søndag, så ser blev tid til bogshopping. Jeg prøvede virkelig at begrænse mig, og jeg købte kun 5 bøger! Det er jeg ret stolt af, og mu er der jo plads på hylderne, så hvorfor ikke? ;) Vi startede dagen med fordrag hos Håbefulde synge Forfattere om at skrive fantasy. Det stod Nicole Boyle Rødtnes for, og efterfølgende var der signering. Det er altid fedt at høre fantasyforfattere fortælle om deres arbejde, især fordi det er en genre, hvor der ingen begrænsninger er.
Det sidste punkt var at se Ulf Pilgaard, for traditionen tro skulle Anne have signeret biografien fra en kendt, dansk skuespiller ;)
Turen hjem bød på tanker og snak om en begivenhedsrig weekend, og da de nye bøger var på plads i mine reoler, var jeg også den, der var hoppet på hovedet i seng. Det var i sandhed en magisk weeekend, og jeg glæder mig til en masse skønne læseoplevelser og ikke mindst til næste års bogforum!



mandag den 9. november 2015

"Coraline" af Neil Gaiman


Titel: Coraline
Forfatter: Neil Gaiman 

Serie: -
Forlag: Bloomsbury
Sider: 196
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 5/5


Coraline og hendes forældre er flyttet til en ny lejlighed. En af dørene fører ingen steder hen. Men der er nogle bag ved den om natten. En dag bestemmer Coraline sig for at undersøge sagen nærmere, og pludseligt står hun i en parallel verden. Problemet er bare, at det ikke er lige så let at komme hjem, som det var, at komme derhen...


Neil Gaiman er en forfatter, der er læst og kendt af alle, tror jeg. Jeg må med skam erkende, at jeg aldrig nogensinde har læst et ord af ham. Men da jeg i morgengave fik denne vidunderlige signeret slip-case udgave af "børnebogen" Coraline, var jeg nødt til at putte den i min Readathon-stak. Hvor er jeg glad for, at jeg gjorde det!
Coraline kan beskrives som en syret udgave af "Alice i eventyrland". Den er så mørk og dyster samtidig med at den er eventyrlig og spændende. Jeg læste den en sen nattetime, og kuldegysningerne ville ingen ende tage. De skræmmende illustrationer listede sig ind i min drømmeverden, og jeg kunne ikke finde tryghed i min søvn den nat. Bogen besætter sin læser, og dens jerngreb er svært at komme ud af igen.


Coraline er bogens hovedperson, og hun er en lille nysgerrig pige. Hun elsker at gå på opdagelse, hvilket også bliver hendes styrke igennem historien. Hun er god til at finde alternative løsninger, og hun er en modig lille pige. Coraline er en dejlig skæv karakter, og hun passer perfekt ind i den skæve fortælling, som Gaiman her beretter. At se historien gennem Coralines barneøjne er fascinerende, og de ting, som vi voksne finder enormt skræmmende, bliver i stedet spændende og noget, som bare må undersøges. Jeg nød i den grad at tage med Coraline over på den anden side og følge hendes eventyr.


Sproget er letlæseligt men det betyder ikke, at bogen er dårligt skrevet. Der er et så godt flow i historien, at jeg på ingen måde kunne stoppe. Den skulle bare læses fra ende til anden, og jeg havde så svært ved at lade bogen ligge, da jeg skulle hente en ny kop te. Billedsproget er fantastisk, og det er gruopvækkende, når Gaiman beskriver de væsener, der er på den anden side af døren. Han forstår virkelig at skabe en gyser-stemning som er blandet med et sandt eventyr.
Coraline må nu siges at være blevet en af mine absolutte yndlingsbøger. Jeg kan slet ikke slippe den igen, og jeg kan mærke, at det bestemt ikke er sidste gang, den bliver taget frem. Jeg glæder mig meget til at læse endnu mere af Gaiman, for denne bog har overbevist mig om, at han kan blive en af de bedste forfattere, jeg nogensinde kommer til at stifte bekendtskab med!  

torsdag den 5. november 2015

Vlog: Oktober Book Haul!

Jeg har bestemt mig for, at jeg hver måned vil vise jer mine nye bøger. De allerbedste pakker i verdenen er bøger: Sådan er det bare! Jeg elsker at møde postbuddet ved postkassen og smile forventningsfuldt til ham, når han giver mig hårde pakker i hænderne. Bøger er så fantastiske, og nu, hvor jeg for alvor har fundet plads på mine reoler, er det endnu bedre at få bøger med posten!

Fra nu af vil jeg lave en video ved månedsskiftet, hvor jeg viser jer de bøger, jeg har købt og fået den forgangne måned. det er en skøn måde at se tilbage på, og vi starter her med oktobers bøger. Der er SÅ mange skønne i mellem, og jeg kan ikke vente med at læse dem alle sammen. Uheldigvis rammer jeg nu i en bachelor-periode, og derfor frygter jeg ikke at have tid til lystlæsning. Det skal dog ikke forhindre mig i at glædes over disse vidunderlige udgivelser!


Som altid er videoen lavet i samarbejde med bog-vlog.dk, og jeg synes virkelig, I skal gå derind og se alle de fede vloggere! Der sker så meget på siden, og jeg elsker at være en del af det fællesskab.
Har I fået nogle skønne bøger i oktober? Hvilke er jeres absolutte nye favoritter på hylderne derhjemme?

mandag den 2. november 2015

Udfordringer #3 - Den sidst udkomne bog i en serie

Jeg ved ikke, om I har det på samme måde som mig. Læseudfordringer er en uoverskuelig ting, og mine læsemål for hvert år bliver aldrig nogensinde opfyldt. Jeg synes det er direkte pinligt at dele mine lister med jer, for jeg får det alligevel aldrig nogensinde gjort.
Men!
Søde Rikke og Simone har fundet på noget smart! Hver måned trækker en af dem en seddel på af en krukke, og på den står der en udfordring til den specifikke måned. Det kan være alle slags ting, og det er overskuelige udfordringer! Vi andre kan så vælge, om vi vil være med - og jeg har bestemt mig for at prøve at være med på denne leg!
Jeg vil dække min deltagelse her på bloggen, på twitter (@XeniaESv) og instagram (@Xeniasvensson), og jeg håber mange af jer andre også vil være med! # for denne leg er #flyvehjoernet.




Denne måneds udfordring er at læse den sidst udkomne bog i en serie. Jeg elsker serier! Det er dog et farligt bekendtskab, for man går utålmodigt og venter på den næste bog, og man kan slet ikke klare, at der måske skal gå år, før man kan færdiggøre en serie, men har forelsket sig i!
Jeg har bestemt mig for, at jeg i denne måned vil færdiggøre Caldera-serien af Mette Bundgaard Laursen. 
Dog ved jeg ikke, om målet kan blive indfriet... Jeg går i gang med bachelor nu, og jeg aner ikke, hvor god tid, der bliver, til lystlæsning...
Skal I også være med? Jeg glæder mig!

søndag den 1. november 2015

Månedlig opsummering: Afsluttende oktober



Dette var oktober for mig: Oktober har været en måned, der er enormt svær at sætte ord på. Oktober har været en måned, som har forandret alt og sat punktummer. Samtidig har det været en måned, hvor nye kapitler er begyndt, og der er startet på helt nye ting, som jeg har glædet mig til så længe. Oktober har budt på fantastiske læseoplevelser og stunder derhjemme. Efteråret har for alvor meldt sin ankomst, og jeg har siddet og glædet mig over vinden, kulden, de mørke aftener og ikke mindst de smukke farver, der præger naturen lige nu. Efteråret er bare min yndlingsårstid, og det giver bare så god mening lige nu.
I oktober har jeg deltaget i et vidunderligt readathon, der hjalp mig til at nå mit læsemål for året, som var 40 bøger. For nogle lyder det af ingenting, men for mig er det virkelig en personlig rekord, og jeg glæder mig til at sætte baren højere næste år.


Oktober var måneden, hvor jeg kunne sige farvel til skolelivet sådan rigtigt. Jeg har ikke flere undervisningsdage tilbage, og nu står den på bachelor, som jeg personligt har sat mig som mål at aflevere inden juleferien. 
I oktober er der blevet sagt farvel til kollegielivet og sagt hej til livet i egen lejlighed. Oktober var måneden, hvor jeg var prinsesse i papkasse-slottet og slet ikke kunne se en ende på galskaben. Men ikke desto mindre var oktober en måned, der gjorde, at magiske november kunne melde sin ankomst. 
Oktober har været en måned med stearinlys, kærlige kys og hemmeligheder. Oktober har været en måned med hvisken, syngen og samtaler til langt ud på natten om fremtiden og dens forunderlighed. Oktober har så sandelig været en magisk måned. 


I oktober læste jeg: Selvom jeg ikke synes, der har været tid til læsning, har jeg alligevel nået en del bøger i oktober takket være readathon. Det er blevet til 6 bøger på trods af eksamenslæsning og nedpakning af alle de bøger, jeg gerne ville læse. Det har været en masse vidunderlige læseoplevelser, og jeg har virkelig nydt de fleste af dem, og det er bøger, der stadig sidder dybt i mig.

Oktobers mest skuffende bog: Det må være "Zam" af Jesper Wung-Sung. Bogen var som sådan ikke dårlig, den var bare slet ikke, hvad jeg forventede, og ikke mindst var den glemt lige så hurtigt, som den var læst. Den var der, og det var ganske fint. Men mere var den ikke. 



Oktobers bedste bog: Det er SÅ svært at vælge, hvilken bog, der har været den bedste! Jeg må dog nok sige "Peter Pan" af J.M. Barrie. Bogen har gjort så stort indtryk på mig, og jeg sidder stadig og tænker over de mange eventyr, jeg kunne have taget på, hvis Peter havde hentet mig, da jeg var lille. Jeg har allerede købt mig en gudesmuk udgave af bogen hjem, som jeg glæder mig til at dele med jer i en video snarest! 


Hvad byder den kommende måned på?: November bliver tilvænning og ny hverdag. November bliver en måned i køkkenet (nu skal vi tilbage på kost- og træninsplan!), og november bliver en måned, hvor 2 nye familiemedlemmer melder deres ankomst! Mark og jeg skal nemlig have 2 katte! Fozzie og Gandalf er plejekillinger, som er fundet efterladt, og nu åbner vi vores dør for at de kan få et godt og kærligt hjem. November bliver drømmen om tid til læsning, fordi bachelor kommer til at fylde alt, og derfor bliver bloggen også lidt stille. Men bare rolig! Jeg har ikke glemt jer!
Sidst men bestemt ikke mindst bliver november en måned med bogforum! Jeg skal af sted med søde Anne, og vi er begge klar og glæder os enormt til at være af sted alle 3 dage! Ses vi?


Hvordan har jeres oktober måned været? Og hvilke bøger glæder I jer til at læse i november??