.

.

søndag den 4. oktober 2015

"Mig før dig" af Jojo Moyes

  
Titel: Mig før dig
Forfatter: Jojo Moyes
Serie: -
Forlag: Rosinante&Co.
Sider: 439
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5


Lou er arbejdsløs og får job som handicaphjælper hos en ung mand. Han er bitter og træt af sin tilværelse, og det er bestemt ikke hendes drømmejob.
Will er den mand, Lou ansættes hos. Han er blevet kørt ned af en motorcykel og hader livet som invalid. Der er intet godt i hans tilværelse - før Lou dukker op...


Er der en bog, som nærmest alle har tudet over, så er det "Mig før dig". Den skulle være hjerteskærende, romantisk og mega sørgerlig. Jeg satte mig ned og læste den i forbindelse med udgivelsen af dens fortsættelse, "Efter dig", og havde den anledning ikke været der, er jeg sikker på, at der var gået en rum tid endnu, før jeg fik bogen læst. Jeg ved ikke, hvorfor. Der er blevet talt så meget om den, og den er blevet rost så meget, at jeg har været bange for, om jeg nu også kunne lide den.
Det eneste, jeg har læst af Moyes, er "En plus en", som overraskede mig positivt. Dette er dog en langt stærkere fortælling!

Lou er bogens hovedperson og fortæller det meste af historien. Hun er en vittig kvinde, en anelse kejtet men samtidig enormt positiv og omsorgsfuld. Hun er ikke til at få ned med nakken, selvom hendes liv aldrig har været det letteste. Lou er så hjertevarm, og hun tager læseren med storm. Man griner og græder sammen (og lidt af) med hende, og hun fortæller historien med en blanding af humor, sorg og alvor.


Hvad der er særligt interessant ved fortællingen er, at den også får et etisk aspekt. Det er ikke "bare" en historie om kærlighed: Det er historien om tab, at finde sig selv og aktiv dødshjælp. Bogen beskæftiger sig meget med meningen med livet, hvornår man mister sig selv og ikke mindst, hvornår der er noget at leve for.
Bogen har så mange milde og kærlige øjeblikke, samtidig med at den er dramatisk, alvorlig og får tårerne frem hos sin læser. Moyes formår at arbejde med hele følelsesregisteret, og det efterlader læseren med en blanding af lykke og sorg, når bogen lukkes.

"Mig før dig" er bestemt alt det, jeg håbede på. Den fangede mig fra starten, og de mange dialoger mellem Lou og Will er fantastisk godt skrevet. Den får mig til at grine og græde og samtidig formår den også at sætte tanker i gang om kærlighed, livet og meningen med at være til. Det er et sandt mesterværk!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar