.

.

onsdag den 23. september 2015

"Miss Peregrines Home for Peculiar Children" af Ransom Riggs



Titel: Miss Peregrines Home for Peculiar Children
Forfatter: Ransom Riggs
Serie: Miss Peregrines Home for Peculiar Children
Forlag: Quirk Books

Sider: 382
Sprog: Engelsk
Bedømmelse: 4/5


Jacobs farfar har altid været anderledes. Han holder sig meget for sig selv, og han har mystiske billeder gemt i sit hus. Han har altid fortalt Jacob historier om de forunderlige børn, som han boede med, da han var lille. Da farfaren dør, er Jacob nødt til at finde ud af, om historierne om børnene var fantasi eller virkelighed. Men er Jacob klar til at finde ud af, om der er mere mellem himmel og jord?


Er der en bog, jeg har gået og kigget drømmende efter HVER gang, jeg er gået ind i min yndlingsboghandel, så er det nok denne. Den har altid stået midt for i engelsk-afdelingen, og selvom jeg ikke anede, hvad den handlede om, så var jeg draget mod den. Altid har jeg taget den ned fra hylden og bladret. De forstyrrende billeder har brændt sig fast på min nethinde, og jeg har forsikret mig selv om, at bogen gemte på en så gyselig fortælling, at jeg ikke ville turde læse den. 
Da jeg fik arbejde i Bog og Idé, endte jeg dog med at købe bog 1+2 i serien til nærmest ingen penge. De kom hjem på hylden og har nu stået dér i omkring et år.
Endelig fik jeg læst den første bog i serien, og den var alt jeg forventede - og så alligevel ikke.


"Miss Peregrines Home for Peculiar Children" er ikke en gyser. Bestemt handler den om forunderlige børn, der har specielle evner, og den foregår på et dysters børnehjem. Men snarere er den magisk. Den handler om tidsrejse, loops og en helt anden verden, hvor de forunderlige kan være sikre. Bogen er finurlig, mystisk og fængende på samme tid, og den kan snildt sammenlignes med en voksenudgave af Alice i Eventyrland.

Jacob er bogens hovedperson, og det er ham, der fortæller historien. For ham er det enormt hårdt at miste sin farfar, og da han bestemmer sig for at tage til England og undersøge myten om de forunderlige børn, aner han ikke, hvad der venter ham. Jacobs karakter er rigtig fin, og hans drøm om at forstå sin farfar er en rigtig god motivation til at finde frem til Miss Peregrine og de børn, som farfaren altid har fortalt eventyr om. 
Jacob er en hovedperson, man ikke rigtigt kan lade være med at holde af. Han er der, han er loyal, og han står i den situation, at han ikke kan få ro, hvis ikke han får svar. Sammen med Jacob tager læseren med til en verden fyldt med magi, spørgsmål og uforklarlige fænomener. 


Bogen var som nævnt alt det, jeg regnede med. Den var mystisk. Billederne i den er bestemt forstyrrende. Den giver sin læser gåsehud, og jeg var ikke stolt af at læse den, når mørket hærgede uden for mit vindue! Men heldigvis var bogen ikke en gyser. Den havde et meget større fokus på dét at være anderledes og blive set skævt ti. Bogen blev en magisk fortælling i stedet for en gyser, og det er jeg virkelig glad for.
Idéen med billeder i bogen er genialt, og det giver en ekstra dimenssion til læsningen. Det pirrer læseren, og det gør historien endnu mere livagtig.
Til tider er bogen dog lidt lang og svær at komme videre med, men man må IKKE give op! Den er virkelig spændende, og den er ofte svær at lægge fra sig. Jeg glæder mig i hvert fald til at læse den anden bog i serien!

2 kommentarer:

  1. Jeg var lidt skuffet over, at den ikke var så uhyggelig som forventet.
    Den er dog virkelig interessant og jeg glæder mig virkelig meget til at læse videre i serien. :)
    OG til filmatiseringen! Den tror jeg til gengæld kan blive rigtig skummel, hvis de selvfølgelig gør det rigtigt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Bliver den filmatiseret?!?!? WAUW!!!!!!!

      Slet