.

.

onsdag den 30. september 2015

Månedlig opsummering: Søde september




Dette var september for mig: September stod på 23års fødselsdag og fejring af denne. September blev den måned, hvor Mark og jeg fandt en skøn lejlighed i Gårslev ved Vejle, og lejekontrakten er blevet skrevet under. Måneden har budt på utallige samtaler og møder med banken, snak om bachelor og drømme for den fremtidige bolig. Hjemmesider som IKEA, JYSK og BIVA er blevet et dagligt gøremål, og indkøbslisterne er nu færdige, så vi ved, hvad vi mangler for at indrette vores drømmehjem.
En milepæl blev også noget i september - Bloggen har nu over 100 følgere, og jeg er så lykkelig for hver og en af jer derude! Tak fordi I gider at følge med og tak fordi I bare er så seje!
September har også været en måned med skønne venner og bekendtskaber. Jeg har været til det årlige bogbloggertræf i Aalborg og nydt en dag i bøgernes tegn sammen med andre bogelskere. Dagen bød på spændende debat, skønne samtaler og hyggelige mennesker. September har budt på biografturer, middagsaftaler og ikke mindst dage hjemme med film, samvær og ren afslapning!


I august læste jeg: Det er helt vildt faktisk! Jeg har læst 6 bøger, og når jeg tænker mig om, kan jeg slet ikke se, hvor tiden til dem er kommet fra! Men det har åbenbart kunnet lade sig gøre. Jeg har fået en læselyst og et læseoverskud tilbage, der har manglet på det seneste, og det er så rart, at jeg nu kan sætte mig i sofaen og bare læse. Jeg tror også, at det handler om, at jeg i denne måned har været god til at vælge bøger, jeg bare har glædet mig til at læse. 




Augusts mest skuffende bog: Det må nok blive Linses selvbiografi "Jeg gør hvad jeg vil". Bogen var ikke som sådan dårlig, der var blot nogle aspekter i den, jeg manglede og en del af hendes fortælling, der ikke ramte mig lige så meget som den resterende bog.

Augusts bedste bog: August har virkelig været en måned med skønne bøger, og derfor er det også svært at vælge! Men når jeg tænker mig om, så må det blive "Jeg henter solen ned" af Jandy Nelson. Den havde jeg ventet så længe på at læse, og den indfriede alle forventningerne. Den sidder stadig i mig, og jeg kan ikke vente med at læse hendes næste bog, som Gyldendal udgiver her i efteråret!



Hvad byder den kommende måned på?: Oktober bliver en måned med travlhed, nye kapitler i mit liv og spænding. Samtidig bliver oktober en måned med et skønt Readathon, som vil give mig tid til at få læst alle de bøger, jeg nok må forsømme i den måned grundet eksamen, flytning og pakning af flyttekasser. Oktober bliver en skøn måned, og jeg glæder mig til flere dage med regn, smukke, farverige skove og gåturer samt eftermiddage med te, tæpper og en fantastisk bog!



Hvordan har jeres september måned været? Og hvilke bøger glæder I jer til at læse i oktober??

2 kommentarer:

  1. Nu har jeg ikke selv læst den, men "Jeg henter solen ned" er virkelig en flot, flot bog.

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er den! Jeg elsker dens design!

      Slet