Titel: Anna og det franske kys
Forfatter: Stephanie Perkins
Serie: -
Forlag: Lindhardt & Ringhof
Sider: 387
Sprog: Dansk
Bedømmelse: 5/5
Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Lindhardt&Ringhof.
Anna tvinges af sin far til at studere et år i Paris: En idé, som hun bestemt ikke synes om! Men hurtigt får hun nogle nye venner - deriblandt St. Clair, som bliver mere og mere interessant...
Er der en bog, som ALLE på instagram har på deres hylde disse måneder, så er det "Anna og det franske kys". Man kan se den over alt, og da jeg fik den tilsendt fra forlaget som e-bog var det med splittede følelser. Personligt er jeg ikke til chic-lit/kærlighedsromaner eller hvad vi nu skal kalde en bog som denne, men jeg måtte give den en chance, for den blev nævnt over alt!
Jeg gik i gang, og hurtigt opdagede jeg, at dette ikke bare var en kærlighedshistorie.
Bogen om Anna foregår i Paris. Udover Annas fortælling tager Perkins sin læser med på opdagelse i en af Europas smukkeste byer, og hun lader os udforske alskens kringelkroge og charmerende små steder. Bogen bliver et helt eventyr i sig selv, og måden, hvorpå tingene er beskrevet, er så malerisk, at man kan se sig selv gå rundt på de brostensbelagte gader og være en del af en kultur, som mange drømmer om at opleve.
Kulturchokket rammer også Anna, men efterhånden bliver hun mere og mere vant til franskmændenes væremåde og de uskrevne regler, der i det land, hun nu skal bo i i et år.
Anna er bogens hovedperson, og det er også hende, der fortæller historien. Anna er en fantastisk person! Hun får læseren til at grine med sine pinligheder, sjove overvejelser og skæve personlighed. Det er tydeligt, at hun gerne vil blende ind med omgivelserne og ikke blive lagt mærke til, men det er svært, når man er klodset og ikke altid er lige god til ikke at komme til skade. På den måde minder Anna lidt om jeg selv, tror jeg. Hurtigt kunne jeg se mig selv i hendes person og hvordan det må være at forlade alt derhjemme for at drage til et fremmed land og så skulle finde sig til rette i det. Anna er så hjertevarm og sød, samtidig med at hun er klog og meget velovervejet. Hun er ung samtidig med at hun er meget moden i sine overvejelser, og det er en dejlig balance at have i en hovedperson.
Selvom bogen handler om kærlighed - i hjerternes by! - er der meget mere at komme efter. Historien er så morsom og hyggelig, og man kan ikke andet end at holde af den og bære den med sig i hjertet efter endt læsning. Annas fortælling er realistisk og bestemt ikke sukkersød, og det er en velskrevet ungdomsbog, som jeg varmt kan anbefale alle, der ikke førhen har været glade for chic-lit/kærlighedsromaner.
Bogen tager sin læser med på eventyr, og jeg er glad for, at jeg valgte at tage med Anna til Paris!
Åh, verdens sødeste lille bog <3
SvarSletEn af mine yndlingsbøger i 2015 .. En kombination af kærlighed, og Paris kan kun blive godt. <3
SvarSlet