.

.

onsdag den 26. august 2015

"Jeg gør, hvad jeg vil" af Linse Kessler

Titel: Jeg gør, hvad jeg vil
Forfatter: Linse Kessler
Serie: -
Forlag: Politikens Forlag
Sider: 391

Sprog: Dansk
Bedømmelse: 3/5


Linse Kessler er et navn, som mange danskere kender. Enten kender de hende fra tv eller for at være hende med Skandinaviens største barm. Men hvem er Linse egentlig, hvis hun selv skal sætte ord på det? Det har hun gjort med denne biografi, og læseren får lov at få et indblik i et liv med kriminalitet, familiekærlighed og drømmen om at finde sin plads i tilværelsen.

Det er altid svært at anmelde biografier, synes jeg. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor. Det er tanken om, at det, jeg læser, er sket i virkeligheden, og pludseligt skal jeg forholde mig til en hovedperson, der faktisk kan komme rendende efter mig og skælde mig ud over min anmeldelse. Det er svært at anmelde et andet menneskets liv. Var det interessant at læse om, eller skulle den og den bare have holdt mund?
Dog har jeg længe ønsket at læse netop denne biografi, for (jeg indrømmer det gerne!) jeg ELSKER "Familien fra Bryggen". Det er underholdende, og jeg synes det er fantastisk at få et indblik i en familie, der er så markant anderledes fra den, jeg selv lever og er opvokset i. 

Linse er et specielt menneske. Det er ikke en fornærmelse, men det er nok det ord, der beskriver hende allerbedst. Hun er fuld af gåpåmod, og hun opnår de ting i tilværelsen, hun sætter sig for. Nogle gange kan man diskutere, om det sker på en hensigtsmæssig måde, men det lader vi ligge for nu! Trods mange år i fængsel har Linse opnået at skabe flere virksomheder, og hun forstår virkelig, hvordan man driver en forretning og brander sig selv. Man kan sige meget om Fru Kessler, men hun er en fighter, og hun opnår de ting, hun ønsker!
Jeg tror også, at det er grunden til, at jeg et eller andet sted kan finde respekt for hende. Trods de sindssyge bryster og de mange plastikoperationer, er der en kvinde med vilje af stål og en rigtig god hjerne. Linse er en forretningskvinde med stort F, og det er spændende at få indblik i, hvorfor hun har valgt de veje, hun har.

Bogen springer lidt i tid, og til tider kan det være lidt forvirrende, fordi man ikke aner, hvad det, der sker nu, havde med det forrige kapitel at gøre. Men det er jo en bog af Linse, der er over alt på én gang, så på den måde har det også sin charme. Bogen er underholdende, men det er ikke en historie, der rører mig som læser. Bestemt er Linse et spændende menneske, og det er spændende at høre om hendes tid i fængslet og hvordan hun faktisk klarede det. Men der er dele af hendes liv, jeg så gerne ville have læst om, som aldrig kom. Jeg (man er vel socialpædagog?) ville gerne have hørt, hvordan en mor som Linse havde det med at have en datter med ADHD. Jeg ville gerne høre mere om, hvordan hun tacklede en teenager, som havde og har lige så meget personlighed som hende selv. Hvis bogen havde fokuseret mere på relationerne i Linses liv, havde den nok været endnu bedre!

"Jeg gør, hvad jeg vil". Det tør siges. Linse står ved sine meningers mod, hun er en stærk kvinde, og selvom hendes ego til tider er på størrelse med Bryggen, så viser fortællingen også, at hun er hjertevarm, hyggelig og kæmper for det, hun tror på. Linses biografi er letlæselig, underholdende og fanger sin læser gennem det meste af handlingen. Den kan klart anbefales, hvis man (som jeg) elsker "Familien fra Bryggen" og gerne vil vide mere om den tossede kvinde!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar