.

.

søndag den 17. maj 2015

"Løvetæmmeren" af Camilla Läckberg


Titel: Løvetæmmeren
Forfatter: Camilla Läckberg
Serie: Patrick Hedström
Forlag: People's Press
Sider: 385
Sprog: Dansk
Stjerner: 5/5


Dette er 9.bog i krimiserien om Patrick Hedström og hans kone Erica Falck. 

En ung pige er forsvundet. Da hun findes, er tungen og øjnene væk. Hun har undsluppet sin gerningsmand, men er flygtet ud på vejen, hvor hun påkøres af en bilist. Patrick bliver en del af efterforskningsholdet, og politiet i byen sætter alt ind, så den skyldige kan blive fanget. 
Samtidig er Erica ved at skrive en bog om en gammel sag. En cirkusartist og hans kone har en dyster fortid, der kulminerede i, at konen dræbte sin mand. Men hvorfor? Og kan de to sager have noget med hinanden at gøre?


Det er alt for lang tid siden, at Läckberg udgav sin sidste bog! Min mor og jeg har gået i spænding og ventet på, at der skulle komme en fortsættelse, og nu var den der! Heldigvis levede den også op til vores forventninger, vi havde bygget op siden slutningen på den 8.bog i serien.
Som altid er Läckberg mester i at få fortid og nutid til at hænge sammen til en gruopvækkende fortælling, der for hårene til at rejse sig på læserens arme. Man sidder med bogen limet fast til hænderne hele vejen igennem, fordi man selv kæmper med at få bundet tingene sammen. 
Som altid i Läckbergs bøger har fortiden noget med nutiden at gøre, og jeg tror, at den plotline, denne bog besidder, er en af mine favoritter indtil nu! Det hele var så spændende, og der kom hele tiden twists, bedst som jeg troede, at jeg nu havde gættet, hvordan alle tingene hang sammen.


Min yndlingshovedperson vil altid være Erica. Hun er så skrubbelløs og samtidig det mest ærlige og kærlige menneske i hele serien. Hun er forfatter og arbejder hjemme, samtidig med at hun passer hende og Patricks 3 børn. Hun er en mor i nutidens verden, der skal indløse de forventninger, der er til en husmor, samtidig med at hun selv er en krimi-ekspert. Erica kaster sig altid ud i situationer, hvor man som læser er sikker på, at hun ikke kommer helskindet ud igen, men hendes impulsivitet og nysgerrighed hjælper ofte politiet videre med sagen. De afsnit, hvor man følger Erica, er hylende morsomme, nervepirrende og realistiske. Hun er nok den karakter, der er lettest at holde af og holde med, og sådan har det været i alle bøgerne for mig indtil nu.

Med denne bog kommer Läckberg stærkt igen. Der er drama, spænding og gys lige til det sidste. Personligt har jeg altid været god til at gætte, "hvem der gjorde det", men jeg må indrømme, at denne bog tog fusen på mig på allersidste side! Läckberg er en mester i twists og drejninger, som ingen læser kan forudsige. Jeg kan slet ikke vente på den 10.bog i denne serie!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar