.

.

søndag den 15. februar 2015

"En plus en" af Jojo Moyes



Titel: En plus en
Forfatter: Jojo Moyes

Serie: -
Forlag: Rosinante&Co
Sider: 477
Sprog: Dansk
Stjerner: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Rosinante&Co.


Jess er alenemor til 2. Hun kan knapt nok få hverdagen til at hænge sammen og har flere jobs for at give sine børn det bedste: Hendes mand er flyttet hjem til sin mor på grund af en depression, og Jess aner ikke, hvornår eller om han kommer hjem igen.
Ed er forretningsmand og mangler intet i livet. Han har rigeligt med penge, og kender slet ikke til Jess.

Men en dag krydses deres skæbner, og sammen ender de og Jess' børn på roadtrip til Skotland, så Jess' datter kan deltage i en matematikkonkurrence. To vildtforskellige mennesker mødes, fordommene clasher, og venskaber bygges op.


Dem, der kender mig, ved, at jeg det er sjældent (læs: ALDRIG), at jeg læser romantiske bøger. Jeg er en håbløs romantikker, men jeg har ofte oplevet, at de romantiske historier fungerer langt bedre som film end bøger. Der sker et eller andet i de bøger, jeg har læst, for det magiske i romantikken bliver fladt og ligegyldigt.
Og derfor er det nok med sorg i stemmen, at jeg må erkende, at romantiske historier/chic-lit/kvinderomaner eller hvad pokker, vi kalder dem, aldrig har været mig. Jeg har holdt mig langt væk, fordi jeg bare blev skuffet eller sad tilbage med en øv-fornemmelse.
Men pludseligt begyndte alle at tale om Jojo Moyes. Hun skulle være den nyeste forfatterinde, og alle havde hendes navn på læberne. Hun fik dem til at grine og græde. Hun skabte den magi, som kun var set på film eller de store, anerkendte forfattere. Nysgerrigheden ramte mig, og da jeg fik tilsendt "En plus en" til anmeldelse fra forlaget, tog jeg det som et tegn og bestemte mig for, at jeg nu ville genåbne den dør, jeg havde lukket og låst for mange år siden.

Lysten til at læse bogen blev bestemt ikke mindre, da jeg hørte Moyes på bogforum. Hun fortalte med så stor glæde og passion omkring netop denne bog, og det gjorde kun, at jeg glædede mig endnu mere og faktisk troede på historien. Og det er jeg lykkelig for i dag!
Dette er en så sød, varm og smuk kærlighedsfortælling, der ikke bare handler om at finde sin eneste ene: Den behandler også emner som klasseforskellighed i samfundet, at være en nørd og at være anderledes og ikke mindst at være ung og ikke vide, hvor man hører til.


Jess er hovedpersonen en stor del af bogen, og de kapitler, der er skrevet fra hendes "vinkel" er både enormt morsomme, ironiske og smertelige. Det er helt klart i Jess, at Moyes ser sig selv, og det er også hende, der har fået allermest personlighed og giver allermest af sig selv gennem bogen. Jess' historie er tragisk, og som læser kan man ikke andet end at holde af hende og bede for, at det hele nok skal blive godt til sidst. Sammen med Jess sidder læseren og oplever alt fra lykkerus til den store sorg. De følelser, som Jess oplever, er beskrevet så malerisk og så intimt, at jeg både har grint og grædt sammen med Jess i min læseoplevelse. Og det kræver bestemt sin forfatterinde at få sin læser med på denne måde!

I stedet for at tale om Ed, vil jeg fokusere på Jess' papsøn, Nicky. Nicky er endt med at bo hos Jess, fordi der ikke er andre, der kan have ham. Og hun elsker ham, og det ved Nicky. Men det er ham, der tilføjer den ungdommelige og konfliktramtes vinkel til historien. Nick aner ikke, hvor han hører til: I skolen er han en outsider, der mobbes og trues online, og derhjemme er han ligesom bare. Han tør intet sige, men både Jess og hans lillesøster kan mærke, at han ikke fortæller alt. Nickys fortælling er så hjerteskærende, og han bliver den lille voksne, som jeg har lyst til at holde om og aldrig slippe igen, netop fordi han skal holde til så mange ting igennem hele bogen. Det er fantastisk, at Moyes kan skrive en teenager-karakter, der er så troværdig, og det er tydeligt, at emnerne som mobning og det at være anderledes, ligger hende meget på hjerte. 



Da Moyes fortalte om denne bog, sagde hun også, at hun skrev på en bestemt måde: Hvis ikke hun grinte, ville læseren heller ikke grine. Og hvis hun ikke græd, ville læseren heller ikke græde. Hendes historier skulle røre hende lige så meget som alle andre. Og jeg giver hende så evigt ret. Mens jeg læste denne bog, kunne jeg tydeligt mærke, hvor meget hun selv brænder for historien. Dette er et stykke af Moyes selv, og jeg kan slet ikke vente med at læse flere bøger af hende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar