.

.

lørdag den 28. februar 2015

Månedlig opsummering: Fornyende februar



Dette var februar for mig: Februar var en måned med nye kapitler og en frisk start! Jeg er startet på et nyt praktiksted, og det har givet mig en helt anden hverdag uden skolebøger og lektier. Nu er jeg ude i den 'virkelige verden', og det er så dejligt. Personligt endte jeg aldrig med at vænne mig til at gå i skole i løbet af det sidste semester, så det er dejligt med fast arbejde igen. Jeg er startet med at arbejde som pædagog i folkeskolen, og det er en fantastisk klasse med skønne børn og masser af udfordringer, så der er nok at tage fat på.
Med praktikken er der også kommet psykologbehandlinger, og jeg er langt om længe kommet i gang med behandling for angst og PTSD. Det er hårdt. Det er skidesvært, men jeg overlever, for det skal jeg! Og med praktikken er der ofså kommet 2x40 minutters bustur om dagen! Jeg ELSKER, at jeg nu kan få læst en masse, og mine busture bruges til afkobling med en skøn bog i hænderne. 
På trods af det har jeg ikke fået læst så meget som jeg ønskede i denne måned, for det ene øjeblik tog det andet.

I februar læste jeg: 3 bøger. Det er bestemt ikke overbevisende, men ikke desto mindre har jeg fået læst bøger, som jeg længe her glædet mig til!


Februars bedste bog: Den bedste bog i denne måned var uden tvivl En Plus En af Jojo Moyes! Jeg var ellevild med historien, og det var fantastisk at læse en romantisk bog, som jeg faktisk godt kunne lide, hvilket overraskede mig. Den var humoristisk, smuk og bedårende. Jeg glæder mig så meget til at læse flere af hendes bøger. 

I februar fik/købte jeg disse bøger: I februar har jeg både købt og fået bøger tilsendt. Jeg har købt 9 bøger, fordi jeg endelig havde penge og virkelig har haft lyst til at shoppe bøger i så lang tid! Og så har jeg fået en del til anmeldelse. Så snart de bøger, jeg har købt, ankommer, laver jeg en video og viser jer mine små skønheder :D 

Februars mest skuffende bog: Den mest skuffende bog var uden tvivl Nattens fucking magi! Jeg var slet ikke imponeret, og jeg havde så svært ved at få den gjort færdig. Øv øv!


Hvad byder den kommende måned på?: Jeg har bestemt mig for, at marts bliver en måned, hvor jeg skal læse flere engelske bøger. Jeg købte en del, mens jeg arbejdede hos bog og ide, og derfor skal nogle af dem også læses nu! Derudover håber jeg, at nå en masse ungdomsbøger, som skal anmeldes, og jeg glæder mig især til at læse Under stjernerne på himlen, som skulle minde meget om Johns Greens fantastiske værker.

Hvordan har jeres februar måned været? Og hvilke bøger glæder I jer til at læse i marts?? 

torsdag den 26. februar 2015

"Ole Lukøje" på Fredericia Teater


  
Jeg har set dette stykke som kulturblogger for Fredericia Teater. Jeg fik billetten gratis af teateret, så jeg kunne anmelde det her påmin blog. Der kan læses meget mere om stykket lige her. Alle billeder i indlægget tilhører Søren Malmose.

Vi kender alle legenden om Ole med paraplyen, der kender alle små folk i byen... Men forestil jer, at Ole ikke bare får jer til at sove: Forestil jer, at han slår dig ihjel, hvis du ikke kan sove. Og så tager han dine øjne og spiser dem!
Lyder det uhyggeligt? Så skal du ikke læse videre, for det er netop, hvad Fredericia Teaters nye musical handler om!

Jeg elsker Fredericia Teater. Og hvorfor det? Fordi det er et sted, der tør satse. Det er et sted, der tør lave andet end sikre forestillinger, som nok skal få penge i kassen. Det er et teater, hvor man kan stifte bekendtskaber med de mærkeligste og mest syrede musicals, der eksisterer verdenen over. Og hvor er jeg lykkelig for, at der er sådan et sted i vores lille Danmark. 
Det er netop disse initiativer, teateret skal have ros for. Det er det, de skal blive kendte på, for det er de forestillinger, de mestrer!

Maria Skuladottir er tilbage på scenen efter barsel, og hun gør det bedre end nogensinde. Hun er ond. proppet med sarkasme og har stadig en stemme, der tager tilskuerne med storm!
Sidste sæson var "Lizzie" uden tvivl den forestilling, der overraskede mig mest og gjorde mig ovenud lykkelig. Den var så mørk, blodig og fuldstændig fantastisk i både musik, cast og idé, at jeg slet ikke kunne få armene ned, og jeg var nødt til at tage ind og se den hele 2 gange. Og jeg har det på præcist samme måde med denne forestilling! Jeg kan slet ikke forestille mig, at der er andre ting i denne sæson, der kan blive til en lige så fantastisk musicaloplevelse!

Når Fredericia Teater caster, så gør de det med 100% sikkerhed! De ved lige præcis, hvem der vil fungere til hvilke roller, og instruktørerne formår at få det allerbedste frem i de fantastiske talenter, som det faste cast gemmer på!
Jeg kan med glæde bekendtgøre, at Maria Skuladottir er tilbage fra barsel! Og jeg klappede i mine små hænder, da jeg så hende indtage scenen. Skuladottir skal blot kigge på publikum, og så har hun dem i sin hule hånd! Hendes tilstedeværelse er så intimiderende, og selvom hun har været væk fra scenen i et års tid, er det som om, at det er en uge siden, hun stod der sidst.
Denne musical kunne man med rette have kaldt "Maria Skuladottir: The comeback musical", for er der én, der får scenetid, er det hende. Hun synger hjertet ud og smørrer stykket med så tyk en sarkasme og ondskab, at det er en fryd for tilskuerne! Hun kan noget fuldstændig unikt, og det er bestemt ikke gået tabt, da hun blev mor!

Det er første gang, at Bjørg Gamst ryger opium på scenen. Ikke desto mindre gør hun det fantastisk i denne rolle, og jeg glæder mig til at se, om dette er sidste forestilling, inden hun går på barsel.
  En anden kvinde, som altid gør det formidabelt på Fredericia Teaters scener, er Bjørg Gamst. Jeg har altid rost hende og hendes talent, og det er nok den sidste rolle, vi kommer til at se fru Gamst i det næste stykke tid. Maven vokser nemlig, og det er en perfekt rolle at slutte af på. Karakteren i stykket er selv mor til 2 (snart 3 i dette tilfælde), og hun ønsker intet andet end at passe på sine kære små. Desværre går alt ikke som planlagt og i stedet ender Gamst med at sidde og ryge opium det meste af forestillingen. Hun gør det overraskende godt som skæv og forvirret, og jeg glæder mig til at se hende indtagen scenen efter en forhåbentlig vellykket barsel!

Historien er virkelig det mareridt, som Fredericia Teater lover! Især i første akt brugte jeg flere minutter på at krumme tæer, have lyst til at holde mig for øjnene, og da tæppet faldt til pause, havde jeg lyst til at tage hjem, fordi jeg var skræmt fra vid og sans. Teateret har bestemt lært af fejl og glæder ved "Lizzie", og uhyggen var helt i top. Skuespillerne, stemningen, musikken og lyset gjorde bestemt sit til, at man som tilskuer var naglet til stolen og slet ikke kunne få øjnene fra den gyser, der udspillede sig på scenen.
Til tider var der desværre langtrukne scener, som hev mig ud af historien. I stedte begyndte jeg at betragte musikerne (altid en fornøjelse, kære venner! I gør det så fantastisk!) eller scenografien. Lykkeligvis er dette en forestilling, hvor teateret ikke springer over, hvor gærdet er lavest, men faktisk får teknik, baggrundsskærme og rekvisitter til at gå op i en højere enhed!

Og Lars Mølsted er også med! Selvom han klæder sig godt ud, er man ikke et sekund i tvivl, når han åbner munden, og Fredericias stærkeste stemme kommer ud. Atter en gang viser Lars Mølsted, at han er gjort af et helt særligt stof! BRAVO!

"Ole Lukøje" er lige præcis den slags musical, som Fredericia Teater er mestre til at lave! Det er et modigt sats, og det fungerer til perfektion! Der er så meget at komme efter i denne forestilling, og jeg har lyst til at give en billet til jer alle sammen, simpelthen fordi det er stykker som dette, teateret skal hyldes for at lave! Alle burde se denne musical, fordi den kan noget helt andet end Sound of Music eller en Disney-klassiker!

5/6 stjerner

onsdag den 25. februar 2015

Vlog: De 10 kæreste bøger i min samling

Hvad er det, bøger gør ved os? Hvilke læseoplevelser forlader os aldrig, og hvilke søger vi tilbage til igen og igen, fordi de her gjort ud lykkelige og har ramt os så voldsomt?

Alle de oplevelser, som jeg kan se tilbage på, har alle gjort helt særlige ting for mig. Jeg husker nætter med Harry Potter-bøgerne, hvor stearinlys og lommelygter har snydt mine forældre. Jeg husker somre i sommerhuse med ungdomsbøger, jeg slet ikke kunne slippe og måtte læse igen og igen, fordi jeg ikke kunne forstå, hvor rørende fortællingerne var.
Jeg husker sygedage, der blev reddet af barndomsglæder og magi. 

Jeg har derfor valgt at dele dette med jer! I denne video viser jeg og fortæller jeg om de 10 bøger i min samling, som jeg har allerkærest. Det kan være grundet denne specifikke og smukke udgave eller en historie, som vil være hos mig for evigt. 

Ikke nok med, at jeg er begyndt at lave videoer til bloggen. Fra nu af laves de i samarbejde med bog-vlog.dk. Det er et fedt koncept, som Rosinante&Co har stablet på benene. Meningen med projektet er, at bogelskere laver videoer om bøger, de netop har læst, lister af forskellig art eller generelt videoer, hvor de taler om bøger.
Jeg er blevet en del af denne udvalgte skare, og det er så fedt et projekt, som jeg elsker at være med i :D 
Dette er min første officielle video i samarbejdet, og jeg håber, I kan lide den.


Hvilke bøger holder I allermest af? Hvilke fortællinger har ændret jeres læseliv?

tirsdag den 24. februar 2015

Top 10 Tirsdag - Heltinder

-->

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er heltinder i bøger. Jeg er ikke kommet op på 10, men jeg synes, at jeg har fundet en masse forskellige :D
  1. Hermione Granger fra Harry Potter. Selvfølgelig skal hun være på denne liste! Hermione var en af mine aboslutte yndlingskarakterer i Harry Potter-bøgerne, og jeg elskede, at hun kunne løse så mange konflikter med klogskab og viden! Hun endte med at være en af de allermodigste i bøgerne! 
  2. Katniss Everdeen fra Hunger Games. På sådan en liste er Katniss nødt til at være med. Hun er den klassiske heltinde, og hun gør det fantastisk! Jeg elsker, at hun er selvstændig, stærk og modig. Og ikke mindst er hun menneskelig. Hendes historie er tragisk og samtidig fyldt med håb, og jeg tror, at det er derfor, hun er en af mine favoritkvinder i bøger. 
  3. Tonks fra Harry Potter. Er der en anden kvindelig karakter, jeg virkelig har forelsket mig i, så er det Tonks fra Harry Potter. Jeg synes, at Rowling med hende skabte en sjov, modig og ikke mindst actionpræget personlighed. Tonks bringer helt klart Harry Potter-bøgerne en person, der vil kæmpe for det, hun tror på, og som er villig til at gå ind i dødelig kamp for at gøre verden til et bedre sted. 
  4. Jess fra En plus en. Om hun er en heltinde, ved jeg ikke. Men Jess er en overlever, og hun kæmper med alt for at give sine børn det liv, de fortjener. Hun er en hverdagsheltinde, uden tvivl! 
  5. Anna fra For min søsters skyld. Anna er også en af hverdagens heltinder. Hun er stærk, og hun kæmper for det, hun tror på, da hun vælger at tage retssagen op omkring at bestemme over sin egen krop. 
  6. Cassie fra den 5.bølge. Jeg havde det så som så med selve bogen, men Cassie som hovedperson var jeg ellevild med! Jeg elskede, at hun kunne skyde, forsvare sig og virkelig var badass, når det kom til at dræbe aliens. Og samtidig havde hun en personlig historie, som jeg ikke kunne slippe gennem hele læsningen. 
  7. Kate fra Bøgerne fra begyndelsen. Storesøster Kate er nok den karakter, jeg holdt mest af gennem læsningen af denne serie. Hun var ansvarsfuld og ville gøre alt for at passe på sine mindre søskende. Men jeg var især vild med det faktum, at Kate også stod i konflikter omkring, hvad der var godt og ondt. Hun gav historien så god en nuance.
  8. Pippi Langstrømpe. Pippi var nok min første barndomsheltinde. Jeg elskede hende, og jeg kan huske, at jeg til adskillige fastelavnsfester var klædt ud som hende i stedet for det års populære disney-prinsesse.  
  9. Emilie fra Spektrum-serien. Da jeg læste serien, elskede jeg Emilie, fordi hun mindede så meget om mig: Hun var den nørdede pige, der viste sig, at have mod som en løve og være totalt sej!

Hvilke heltinder har I altid elsket? 


onsdag den 18. februar 2015

"Nattens fucking magi" af Leila Sales

  
Titel: Nattens fucking magi
Forfatter: Leila Sales
Serie: -
Forlag: Lindhardt&Ringhof

Sider: 150
Sprog: Dansk
Stjerner: 1/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Lindhardt&Ringhof.


Elise har bestemt sig for, at dette skoleår skal være anderledes. Ikke mere mobning eller outsider-snak: Nu vil hun være populær og have de rigtige venner! Men intet går, som Elise havde regnet med. Ingen taler til hende, og hun vil ikke længere leve. Hun vil straffe alle dem, der har gjort hendes skoleliv til et helvede.
En aften går Elise gennem byen og støder på natklubben Start. Og her opdager Elise andre som sig selv: og hun opdager, at hendes passion for musik måske kan redde hendes liv.

Jeg glædede mig til at læse denne bog. Og jeg var sikker på, at jeg ville læse den på enkelt dag, fordi den er så kort. Desværre var det ikke tilfældet. Jeg fandt den enormt svær at komme i gang med, men også at holde fast i. 
Idéen med en pige, der har opgivet tilværelsen og bestemmer sig for at straffe alle dem, der har gjort hende ondt, lød enormt spændende, og bagsideteksten solgte historien til mig! Desværre var det bare slet ikke den fortælling, jeg fik, og det ærger jeg mig stadig over, netop fordi den havde så stort et potentiale i min bog!

Jeg har efterhånden læst mange ungdomsbøger om selvmord, at ville finde sig selv og det at være anderledes, og mange af dem har jeg elsket helt vildt og slet ikke kunnet slippe igen. Men denne bog blev meget ligegyldig for mig. Jeg synes ikke, at historien var spændende, og hver gang, den tog en interessant drejning, virkede det som om, at den spændte ben for sig selv, og hovedpersonen virkede slet ikke troværdig eller som en, jeg havde lyst til at læse mere om. 




Elise er bogens hovedperson og er en jeg-fortæller. Normalt elsker jeg ungdomsbøger med en jeg-fortæller, men det kræver også, at forfatteren har skabt en interessant person, som jeg har lyst til at investere mig i; Dette var ikke tilfældet med Elise. Selvom hun bestemt er hårdt ramt og søger hjælp for sine problemer, synes jeg, at den løsning, forfatteren opfinder, virker enormt mystisk og tynd. Der er en del af mig, som står helt af på idéen om natklubben, hvor alle de andre outsidere mødes, og alle scenerne der fandt jeg overflødige for historien om Elise.

Jeg synes bestemt, at det er vigtigt, at man tager emner som mobning, identitetsdannelse, selvmord og drømme op. Men personligt synes jeg ikke, at denne bog gør det særlig godt. Den rører kun emnerne flygtigt, og dens måde at løse konflikterne for dens karakterer virker søgte, og det gav mig sådan en ærgerlig fornemmelse, da jeg læste den sidste side. Denne bog kunne have gjort meget mere, men det blev desværre ikke i denne omgang, at Leila Sales leverede en fantastisk historie.

tirsdag den 17. februar 2015

Top 10 Tirsdag - I got 99 BOOKproblems!


Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er bogrelaterede problemer, jeg har. Og der er mange. Alt, alt, alt for mange! Jeg har taget både de lidt mere morsomme, men i den grad også de alvorlige med! Jeg glæder mig til at se, om der er nogle af dem, andre af jer kan nikke genkendende til :)
  1.  Jeg mangler plads til mine bøger! Jeg tror, at ALLE bogelskere på et eller andet tidspunkt står og mangler plads. Men jeg mangler det altså virkelig! Vi har ikke særlig megen plads i kollegielejligheden, og jeg har vitterligt ikke flere hylder. Så der skal tænkes kreativt nu...
  2. Jeg aner ikke, hvilke bøger, jeg skal læse. Jeg står ofte og kigger på reolerne og aner ikke, hvad jeg skal kaste mig over. Der står enkelte "bør"-bøger, og dem undgår jeg altid med dårlig samvittighed: indtil jeg kommer i gang med den bog, som jeg egentlig endte med.
  3. Der står alt for mange anmeldereksemplarer på mine hylder. Jeg elsker at være anmelder. Jeg ELSKER at dele min passion for bøger med andre. Men, men men... Problemet er, når jeg ikke kan følge med. Og det er især et problem, når jeg rammer det, der står i punkt 4!
  4. Jeg ender alt for ofte i et "ikke lyst til at læse"-mood. Hvis jeg er i stressede perioder, hvor mit psykiske overskud er meget lavt, magter jeg ikke at læse. Det bliver en sur pligt, og det bliver noget, jeg ikke kan overskue. Læsningen er ikke længere et frirum, selvom den er det. Jeg kan ikke forklare det, men det er forfærdeligt, og jeg rammer disse moods lidt for meget disse dage.
  5. Jeg vælger ofte serier frem for at læse. Igen, når jeg har stressede perioder og er skide træt, så magter jeg ikke at læse. I stedet sætter jeg en serie på, fordi det ikke kræver min energi og opmærksomhed på samme måde som at læse en bog.
  6. Jeg har alt for mange ulæste bøger. Jeg har som sagt en del ulæste anmeldereksemplarer, men også en del forærede og købte bøgerne stående, som endnu ikke er læst. MEN DE ER SÅ FLOTTE!
  7. Jeg har aldrig læst en "gammel" klassiker. Åh det er et problem for mig! Jeg synes det er skide pinligt, og jeg vil SÅ gerne. Men det er bare ikke sket endnu, og jeg kan ligge søvnløs, når jeg overvejer, hvilken klassiker, det skal være.
  8. Jeg køber alt for mange bøger, selvom jeg har så mange ulæste. Igen et problem, jeg tror mange kender. Jeg køber ofte bøger, fordi jeg synes de er smukke eller er på tilbud. Jeg har jo ikke plads. Men man kan jo altid liiige.. ELLER OGSÅ FORÆRER JEG MIG SELV BØGER SOM BELØNNING! Fx efter endt eksamen eller lignende. For Fanden, Xenia...
  9. Jeg ønsker mig alt for mystiske udgaver af bøger. Fordi min familie ikke er så kendte i bogland, kigger de mærkeligt på mig, når jeg siger Penguin Drop Caps, Barnes and Nobles og Folio Society. Heldigvis er Mark ekspert i online shopping, så han har mange gange hjulpet mine forældre med at få smukke udgaver hjem til mig.
  10. Jeg giver min mor og kæreste bøger for at have dem selv. Det er et seriøst problem. Det er virkelig ikke godt. Men jeg elsker det :))))) Jeg giver ofte bøger, som jeg egentlig selv vil læse eller eje. Men dog er det bøger, jeg ved de også kan lide ;)
Hvilke bogrelaterede problemer har I? Og er det nogle, I er okay med, eller er de også lidt pinlige ;)?


søndag den 15. februar 2015

"En plus en" af Jojo Moyes



Titel: En plus en
Forfatter: Jojo Moyes

Serie: -
Forlag: Rosinante&Co
Sider: 477
Sprog: Dansk
Stjerner: 4/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Rosinante&Co.


Jess er alenemor til 2. Hun kan knapt nok få hverdagen til at hænge sammen og har flere jobs for at give sine børn det bedste: Hendes mand er flyttet hjem til sin mor på grund af en depression, og Jess aner ikke, hvornår eller om han kommer hjem igen.
Ed er forretningsmand og mangler intet i livet. Han har rigeligt med penge, og kender slet ikke til Jess.

Men en dag krydses deres skæbner, og sammen ender de og Jess' børn på roadtrip til Skotland, så Jess' datter kan deltage i en matematikkonkurrence. To vildtforskellige mennesker mødes, fordommene clasher, og venskaber bygges op.


Dem, der kender mig, ved, at jeg det er sjældent (læs: ALDRIG), at jeg læser romantiske bøger. Jeg er en håbløs romantikker, men jeg har ofte oplevet, at de romantiske historier fungerer langt bedre som film end bøger. Der sker et eller andet i de bøger, jeg har læst, for det magiske i romantikken bliver fladt og ligegyldigt.
Og derfor er det nok med sorg i stemmen, at jeg må erkende, at romantiske historier/chic-lit/kvinderomaner eller hvad pokker, vi kalder dem, aldrig har været mig. Jeg har holdt mig langt væk, fordi jeg bare blev skuffet eller sad tilbage med en øv-fornemmelse.
Men pludseligt begyndte alle at tale om Jojo Moyes. Hun skulle være den nyeste forfatterinde, og alle havde hendes navn på læberne. Hun fik dem til at grine og græde. Hun skabte den magi, som kun var set på film eller de store, anerkendte forfattere. Nysgerrigheden ramte mig, og da jeg fik tilsendt "En plus en" til anmeldelse fra forlaget, tog jeg det som et tegn og bestemte mig for, at jeg nu ville genåbne den dør, jeg havde lukket og låst for mange år siden.

Lysten til at læse bogen blev bestemt ikke mindre, da jeg hørte Moyes på bogforum. Hun fortalte med så stor glæde og passion omkring netop denne bog, og det gjorde kun, at jeg glædede mig endnu mere og faktisk troede på historien. Og det er jeg lykkelig for i dag!
Dette er en så sød, varm og smuk kærlighedsfortælling, der ikke bare handler om at finde sin eneste ene: Den behandler også emner som klasseforskellighed i samfundet, at være en nørd og at være anderledes og ikke mindst at være ung og ikke vide, hvor man hører til.


Jess er hovedpersonen en stor del af bogen, og de kapitler, der er skrevet fra hendes "vinkel" er både enormt morsomme, ironiske og smertelige. Det er helt klart i Jess, at Moyes ser sig selv, og det er også hende, der har fået allermest personlighed og giver allermest af sig selv gennem bogen. Jess' historie er tragisk, og som læser kan man ikke andet end at holde af hende og bede for, at det hele nok skal blive godt til sidst. Sammen med Jess sidder læseren og oplever alt fra lykkerus til den store sorg. De følelser, som Jess oplever, er beskrevet så malerisk og så intimt, at jeg både har grint og grædt sammen med Jess i min læseoplevelse. Og det kræver bestemt sin forfatterinde at få sin læser med på denne måde!

I stedet for at tale om Ed, vil jeg fokusere på Jess' papsøn, Nicky. Nicky er endt med at bo hos Jess, fordi der ikke er andre, der kan have ham. Og hun elsker ham, og det ved Nicky. Men det er ham, der tilføjer den ungdommelige og konfliktramtes vinkel til historien. Nick aner ikke, hvor han hører til: I skolen er han en outsider, der mobbes og trues online, og derhjemme er han ligesom bare. Han tør intet sige, men både Jess og hans lillesøster kan mærke, at han ikke fortæller alt. Nickys fortælling er så hjerteskærende, og han bliver den lille voksne, som jeg har lyst til at holde om og aldrig slippe igen, netop fordi han skal holde til så mange ting igennem hele bogen. Det er fantastisk, at Moyes kan skrive en teenager-karakter, der er så troværdig, og det er tydeligt, at emnerne som mobning og det at være anderledes, ligger hende meget på hjerte. 



Da Moyes fortalte om denne bog, sagde hun også, at hun skrev på en bestemt måde: Hvis ikke hun grinte, ville læseren heller ikke grine. Og hvis hun ikke græd, ville læseren heller ikke græde. Hendes historier skulle røre hende lige så meget som alle andre. Og jeg giver hende så evigt ret. Mens jeg læste denne bog, kunne jeg tydeligt mærke, hvor meget hun selv brænder for historien. Dette er et stykke af Moyes selv, og jeg kan slet ikke vente med at læse flere bøger af hende.

tirsdag den 10. februar 2015

Top 10 Tirsdag - Romantik: hot or not?



Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er ting, som jeg kan lide eller bestemt ikke bryder mig om, når det kommer til romantiske bøger. Jeg må indrømme, at jeg ikke har læst specielt mange romantiske bøger. Der står mange på hylden, som jeg glæder mig til at stifte bekendtskab med, og jeg har virkelig fået lysten til at læse sådanne romaner.

Da jeg læste om temaet, var det første, der faldt mig ind Twilight-bøgerne. Ja, det er måske mærkeligt og ret nederen. Men sådan er det, og jeg elsker de bøger!
Derfor har jeg blandet listen med likes og dislikes, når det kom til romantiske ting i bogen. Listen er forsøgt skrevet morsomt OG INDEHOLDER SPOILERS:
  1. Jeg kan (IKKE) lide, når Bella er helt fortabt uden Edward. Se, her er jeg meget ambivalent! For jeg synes især i bog 2, at der er et problem, samtidig med at det er beviset på ægte kærlighed. Bella bliver jo en zombie, da Edward forsvinder, men samtidig er det jo et bevis på, hvor højt, hun elsker ham!
  2. Jeg kan lide deres bryllupsrejse. Især fordi jeg selv skal giftes lige om lidt, er jeg helt tosset med tanker om bryllupper og rejsen derefter. Den skal være fantastisk og uforglemmelig, om man så rejser udenlands eller ej. Deres bryllupsrejse er så romantisk og magisk, og jeg er skide ligeglad med, at den er lyserød og tøset! JEG ELSKER DEN!
  3. Jeg kan IKKE lide bogens tanker omkring at få børn. Det største problem, jeg har med serien, er tanken om børn. Bella elsker selvfølgelig det barn, der vokser i hende, men altså... På flere tidspunkter er det ved at dræbe hende, så hun skulle måske overveje situationen en gang til. Og så synes jeg, at bogen konkluderer, at det kun er onde kvinder, der vælger en abort. Ofte er der en grund til, at kvinder ikke kan magte børn i deres tilværelse.
  4. Jeg kan lide tanken om den eneste ene. Er det ikke det, hele serien handler om? At kærlighed besejrer alt, og så længe man har sin elskede ved sin side, kan man klare alt!
  5. Jeg kan lide tanken om at være sammen for evigt i bogstaveligste forstand. Da Bella også bliver vampyr, vælger Edward, at de skal være sammen for evigt. Som i for evigt. Ikke til døden skiller dem ad. Det er SÅ romantisk og smukt, og jeg kan ikke andet end at klappe i mine små hænder!
  6. Jeg kan IKKE lide trekantsdrama! Det VÆRESTE ved bøgerne er Bellas frem og tilbage mellem Edward og Jacob. For hun elsker dem begge på hver sin måde, og hun kan slet ikke finde ud af, hvad hun skal: Det tager ALT for lang tid at få konflikten løst.
  7. Jeg ELSKER deres bryllup. Jamen behøver jeg at sige mere?! Skoven forvandles til kirken, kjolen, familien, talerne, stemningen. JEG KNUSELSKER DEN SCENE!
  8. Jeg kan IKKE lide Jacob, som er den der prinse-type. Jacob er min ultimative hade-figur i en bog. Han er så skide irriterende og alt for... pæn og ordentlig og fornuftig på en træls måde. Jeg kan bare ikke med ham... Han ødelægger det romantiske for mig!
  9. Jeg kan IKKE lide de krav, bogen stiller til mig. Romantikken og forholdet i Twilight er jo perfekt. Kærligheden blomstrer, og forelskelsen forsvinder aldrig. Jeg bliver da bange. For hvad nu hvis mit forhold ikke er som deres hver dag?
  10. Jeg kan lide deres dates! Jeg elsker den måde, Edward viser kærlighed til Bella: Især ved de mange stop, der er på bryllupsrejsen eller da han tager med ned til Phoenix, så Bella kan besøge sin mor :)))
Hvordan har I det med romantiske romaner? Hvad elsker I ved dem, og hvad har I svært ved? 


torsdag den 5. februar 2015

"Unremembered: Uden minder" af Jessica Brody



Titel: Unremebered: Uden minder
Forfatter: Jessica Brody

Serie: Unremembered
Forlag: Alvilda
Sider: 335
Sprog: Dansk
Stjerner: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Alvilda.


Dette er den første bog i serien om Sera og Zen.

En pige findes efter et flystyrt. Hun er den eneste overlevende, og hun har mistet hukommelsen. Ingen aner, hvem hun er, for hun står heller ikke på passagerlisten. 
Der er et eller andet ved hende. Hun kan intet huske, men da en dreng opsøger hende og fortæller hende, at hun er i fare, aner hun ikke, hvad hun skal tænke eller tro. Men sandheden vil hun finde, koste hvad det vil.

Jeg elsker sci-fi/dystopiske ungdomsbøger. Det er en genre, der har fået stor medvind gennem Hunger Games serien, og bøger som denne kan findes på reolerne i alle boghandlere for tiden. Derfor kan det også være svært at hitte rundt i, hvilke bøger der rent faktisk er noget værd. Denne bog har jeg haft stående på hylden, siden den udkom sidste år. Jeg har udskudt læsningen, fordi jeg var bange for at få en bog, som ville skuffe som så mange andre har gjort i kølvandet på Hunger Games-trilogien. 
Ikke desto mindre var denne bog en favorit blandt samtlige bogbloggere. Den blev rost til skyerne, og mange sagde, at den var en af de bedste bøger, de læste i 2014, og som de ville anbefale til andre.

Nu, hvor jeg selv har læst den, kan jeg sagtens forstå den ros, som den har fået fra andre bloggere. Idéen er original, spændende og enormt velskrevet og -fortalt!
Idéen med at have en hovedperson, der intet kan huske, er både spændende og sjov. Når alt fra biler til internet skal forklares, giver det også historien en form for humor, der let og elegant fører læseren ind i fortællingen og giver os sympati for hovedpersonen.
I modsætning til mange andre sci-fi-romaner foregår denne bog i vores verden, og det er skræmmende, hvor realistisk fortællingen bliver af denne setting. Det gør det også meget lettere for læseren at relatere til de problematikker, som Sera befinder sig i. Fx er der en scene, hvor hun skal ud og shoppe tøj for første gang: Jeg grinte mig igennem den, men humoren stopper brat, når plottet atter tager til. 
Det er netop disse overgange, som Jessica Brody er mester i at skrive. 


 Sera er bogens fortæller, og sammen med hende skal læseren lære verden at kende på ny. Det er en spændende rejse, og det er nok også bogens start, jeg holdte allermest af. Bogen tager sig god tid til at få beskrevet Sera og hendes tanker og følelser omkring hendes situation. Det er en vidunderlig og anderledes måde at lære sin hovedperson at kende på, og det er en befrielse, at det ikke sker forjaget. 
Sera opdager mere og mere om sin virkelige historie, og fordi læseren har lært hende så godt at kende, bliver hun en heltinde, som man har lyst til skal sejre, og som man kæmper sammen med.

Bogens start er helt klart det bedste. Jeg havde svært ved at slippe den, fordi der hele tiden var vekselvirkning mellem Seras "normale" liv og hendes kamp for at finde ud af, hvem hun var. Selvom spændingen tog til, var jeg ikke fanget på samme måde de sidste 100 sider. Jeg var en smule skuffet over slutningen, men ikke desto mindre glæder jeg mig meget til at se, hvad den næste bog i serien skal handle om.

Jessica Brody skriver letlæseligt og godt, og det gør læseoplevelsen dejligt flydende. Hendes måde at beskrive ting fra Seras synsvinkel er både underholdende og spændende, og jeg var meget betaget af hendes skrivestil.
Idéen med hukommelsestab er set i andre serier, men jeg synes, at Unremembered står stærkt i denne genre.
Hvis man er i tvivl om, hvilken YA dystopisk bog, man skal give sig i kast med, skal denne bestemt på ens liste.




tirsdag den 3. februar 2015

Top 10 Tirsdag - Dem jeg virkelig burde læse!



Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er bøger, som jeg slet ikke forstår, at jeg aldrig har fået læst. Det er simpelthen så pinligt, når der er tale om emner som dette, fordi jeg føler, at der er visse bøger, man som bogelsker bare SKAL have læst. Så denne liste bliver nok også en del litterære indrømmelser for mit vedkommende. Jeg har valgt ikke at sige, at bøgerne skal være fra en bestemt genre
.

  1. Ringenes Herre: De 2 tårne af Tolkien. Jeg havde det så svært med den første bog i serien. Når den var god, var den fantastisk, smuk, eventyrlig og fuldstændig unik! Men når de så diskuterede, om de skulle gå til højre eller venstre for 73823.gang, blev jeg ærgerlig. Og det er nok derfor, jeg er så bange for at fortsætte i serien. Men måske den lange intro er ovre nu? Who knows...
  2. Ringenes Herre: Kongen vender tilbage af Tolkien. Samme grund som ovenfor ;)
  3. Stolthed og fordom af Jane Austen. Jeg har lidt en idé om, at man ikke er en rigtig, kvindelig bogelsker, før man har læst denne bog... Fordi den står bare på alles liste som en bog, der SKAL læses. Og jeg vil så gerne, men... Jeg er så angst for ikke at kunne lide Jane Austens værker, og jeg vil slet ikke turde fortælle det til nogle, hvis jeg ikke brød mig om hende.
  4. Jane Austen generelt.... JEG VED DET! Jeg skal læse noget af hende! Åh men... Ja, læs ovenfor...
  5. 1984 af George Orwell. Med min kærlighed for dystopiske romaner, er det jo forfærdeligt, at jeg ikke har læst den, der startede det hele! Men det kommer. Jeg skal bare finde en smuk udgave af den, som jeg kan have stående på min klassikerhylde :)
  6. If I should die af Amy Plum. Jeg elskede de to første bøger i serien, men af en eller anden grund, er jeg aldrig nået videre til den sidste i trilogien. Hvorfor aner jeg ikke. Det er ret pinligt...
  7. Alice in Wonderland af Lewis Carroll. Ja. Jeg elsker jo Disneyfilmen! Jeg ELSKER den! Den er noget af det allerbedste, og jeg vil så gerne læse den som skrevet værk. Hvorfor har jeg ikke gjort det egentlig??
  8. Mig før dig af Jojo Moyes. Bogens forside er magisk. Den står signeret hjemme på reolen. Måske skal det være den næste bog, jeg kaster mig over??
  9. Silkeorm af JK Rowling. Jeg som stor Rowling fan har dags dato ikke læst alt det, hun har skrevet. SHAME ON ME! Især fordi jeg synes, den første i serien var overraksnede god.
  10. Alt for meget Stephen King. Det er SÅ få King-værker, jeg har læst, og jeg skammer mig så dybt over det. Han skriver fantastisk, og der er så mange af hans bøger, der står hjemme på reolen.
Jeg er helt pinlig over dette indlæg ;) Hvilke bøger har I aldrig fået læst, som I synes I bare burde kende til?