.

.

onsdag den 14. januar 2015

"Døde piger lyver ikke" af Jay Asher

Titel: Døde piger lyver ikke
Forfatter: Jay Asher
Serie: -
Forlag: Politikens forlag
Sider: 301
Sprog: Dansk
Stjerner: 5/5


Clay kommer hjem og finder en pakke ved sin dør. I pakken er der 7 bånd indtalt af Hannah Baker, pigen fra skolen, der netop har begået selvmord.
Hannah har efterladt disse bånd, og hver side af dem er tilegnet en person: Båndene er Hannahs 13 grunde til sit selvmord.
Clay lytter til Hannahs historie, og pludseligt ser han helt anderledes på sine klassekammerater, sig selv men især også på Hannah...

Citat: 
"Jeg vil ikke røbe, på hvilket bånd, du kommer ind i billedet... Men vær ikke bange - hvis du har modtaget denne dejlige, lille pakke, vil dit navn helt sikkert dukke op. Det lover jeg."


Jeg læste denne bog for første gang for nogle år siden, og jeg læste den på én dag. Historien og idéen var så medrivende, at jeg slet ikke kunne ligge bogen fra mig. Selv da jeg var færdig, havde jeg svært ved at slippe den. Hannahs historie var så gribende, at jeg havde meget svært ved at komme videre. Siden dengang har jeg overvejet en genlæsning, men jeg har udskudt den af frygt for, at historien ikke længere ville være så fantastisk. Heldigvis var den om muligt endnu bedre!

Jeg elsker Jay Ashers skrivestil, og jeg elsker den måde, hvorpå Hannahs historie forklares for læseren. Selvom Hannah er død ved bogens begyndelse, er det hende, der fortæller historien. Dette er Hannahs selvmordsbrev, og som lytter følger vi Clays rejse gennem beretningen. Sammen med ham får vi forklaringen på Hannahs selvmord og ikke mindst hvilke tanker hun gik med til det allersidste. 
Idéen om at efterlade kasettebånd og dedikere et til hver person, der har drevet Hannah helt ud på kanten og til at tage sit eget liv er genial! Jay Asher får på den måde belyst emnet mobning, ensomhed og selvmord på en helt ny og spændende måde, så læseren ikke føler, at det er en historie, man har læst hundrede gange før.
Emnet unge og selvmord er så vigtigt at få belyst, og at Jay Asher gør det så realistisk og råt, gør kun bogen endnu bedre og endnu mere relevant!


Citat: 
"I morgen er det slut. Jeg står op, tager tøj på og går ned på posthuset. Derefter er der ingen vej tilbage. Jeg tager i skole, kommer for sent til første time, og vi tilbringer en sidste dag sammen. Men kun jeg ved, at det er sådan."

Clay bliver læserens indgangsvinkel til fortællingen. Clay aner intet om båndene, og de overraskelser og twists, der kommer gennem Hannahs fortælling, hjælper Clay læseren med at bearbejde. Han kan udfylde enkelte huller, fortælle sin udgave af historien, men han bliver også den person, som læseren identificerer sig med: Han er den, der beskriver gruen, sorgen og glæden ved at modtage båndene, fordi de bliver hans farvel til Hannah og frygten for, at han var medvirkende til at skubbe hende ud over grøften, sætter sig også i læseren. 
Clay venter hele tiden på sin udgave af historien. Hvad har han sagt eller gjort, som var forkert? Hvorfor er han en del af Hannahs 13 grunde?
Denne spænding fylder gennem hele bogen, og selv efter Clays del, kan man som læser slet ikke vente med at høre, hvad de sidste grunde er. 
Clay bearbejder sorgen over at miste Hannah ved at lytte til båndene, også selvom der kommer barske sandheder på bordet. 


Bogen er skrevet i et let og tilgængeligt sprog, der gør, at man bare sluger den. Den veksler smukt i mellem Hannahs optagelser og Clays egen gøren og laden: Clays tanker og egne minder får lov at fylde mere og mere igennem bogen, og det er dejligt, at det ikke kun er Hannah, man lærer at kende i fortællingen.
Selvom Hannah er død er hun nok bogens primære hovedperson, og jeg var så draget af hende som person: Al den mystisk og al den planlægning.
Flere gange udtaler Hannah, at NU ved hun, at det skal være. Refleksionerne omkring liv og død fylder meget på båndene, men det er også disse afsnit, der er smukke og virkelig sidder i mig som læser.


"Døde piger lyver ikke" er en af mine absolutte yndlingsbøger. Jeg kan ikke rose den nok, og det er svært for mig at finde ord, der yder den værdighed! Det er en perfekt ungdomsbog, og jeg kan slet ikke vente med at læse andre af Jay Ashers værker.


8 kommentarer:

  1. Jeg var overhovedet ikke vild med bogen,da jeg læste den. Faktisk synes jeg den var pivdårlig ;) Men jeg synes til gengæld at dine billeder er ENORMT fine! Især det sidste er jeg helt vild med :D

    SvarSlet
    Svar
    1. Awwww tusind tak :)
      Hvad gjorde at du ikke kunne lide bogen? Meget er jeg til gengæld nysgerrig på :)

      Slet
    2. Jeg kan ikke huske det ordentligt, men tror nok jeg synes at Hannah var en pivskid og vildt egoistisk og at det var en ganske modbydelig ting at gøre at sende de bånd. :)

      Slet
    3. Det kan jeg godt følge dig i: men hvis man 'køber' konceptet, er ideen vel meget spændende :)

      Slet
    4. Det er jeg enig med dig i :)

      Slet
  2. Uuuuh! Den må skribles ned på tbr-listen!! :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Gør det Astrid! Den er læst på ingen tid!!

      Slet
  3. Jeg overvejer om jeg er den eneste der overhovedet ikke kunne lide den bog - men kan se at der i hvert fald er en mere her i kommentarerne.
    Men den fangede mig overhovedet ikke, jeg læste den kun færdig fordi at jeg konstant håbede at der kom et eller andet spændende... men desværre :/

    SvarSlet