.

.

tirsdag den 2. december 2014

Månedlig opsummering: Forsvundne november




Dette var november for mig: November var en måned med masser af oplevelser, og alligevel står den tilbage som noget ikke-eksisterende. Jeg kan knapt nok huske november. Det er en måned, der er fløjet forbi og er gået op i juleforberedelser, nyt modul og ikke mindst at finde ud af, hvor jeg skal være i det offentlige system. November har stået på søvnløse nætter, angst og glæde. November har budt på mit første bogforum, som var en fantastisk oplevele, jeg allerede nu glæder mig til at opleve igen næste år. November har budt på 9årsdag med min elskede, kommende mand: Den sidste inden vores ægteskab. November har stået på julegaveindkøb af forskellig art og ikke mindst at se på smukke, yndige bøger, som jeg kunne skrive på ønskesedlen til jul. 
November har ikke stået i læsningens tegn: Der har simpelthen ikke været tid, lyst og overskud.
November har været en måned med kys og kærlighed og opgivende tanker. Alligevel har de smukke efterårsfarver og juletanker taget over, og jeg går ind i december med en håbefuld fornemmelse og et smil på læben.
I november læste jeg
: 3 bøger. Ja, det er godt nok ikke mange, men det er alligevel en del, når jeg tænker på, hvor svært jeg har haft ved at samle en bog op denne måned. Det er helt klart den måned i år, hvor jeg har læst mindst, og det er en skam!



Novembers bedste bog: Novembers bedste bog har været en genlæsning. Inden midnatspremieren på Mockingjay pt.1 læste jeg bogen igen. Dengang, jeg læste hele serien, læste jeg dem ud i en køre, og derfor har jeg haft svært ved at skelne bøgerne fra hinanden. Men det er helt klart måndens bedste bog! Den er bare så fantastisk og den smuk slutning på denne geniale serie!



I november købte jeg disse bøger: Jeg var på bogforum, og der skal man selvfølgelig købe bøger. Selvom jeg egentlig ikke har råd til nye bøger, havde jeg afsat lidt penge til denne tur! Jeg købte The Selection 1+2, Chris Carters Krucifiksmorderen og Jojo Moyes' Mig før dig, så jeg også kunne få den signeret. Det er skønne bøger, og jeg glæder mig til at læse dem alle sammen! Derudover har jeg fået en masse foræret af diverse forlag :)

Novembers mest skuffende bog: Novellesamlingen "Herude ellers intet at bemærke" af Lars Flemming. Hans skrivestil mindede mig alt for meget om Helle Helle og Naja M. Aidt. Det er bare ikke mig, jeg kan slet ikke holde det ud, og derfor var det meget svært at komme igennem denne lille, korte bog.





Hvad byder den kommende måned på?: December bliver en skøn julemåned! Der skal læses julefortællinger og bøger, der har stået på hylden i lang tid. Det bliver en blanding af fantasy, kærlighedshistorier og YA. Der skal arbejdes en masse (jeg har nemlig fået job i Bog&Idé!!!!) og fejres jul med mine forældre! Jeg glæder mig :)




Har jeres november været eventyrlig? Smukke farver og gode bøger? Og hvad skal I læse her i december måned?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar