.

.

onsdag den 31. december 2014

Månedlig opsummering: Eventyrlige december



Dette var december for mig: December er altid en magisk måned. Det er den måned, hvor der altid er forventning og glæde i luften, blandet med travlhed og detaljetænkning. I december har jeg arbejdet hver eneste dag op til jul i en boghandel, hvor jeg har rakt bøger over disken og anbefalet de værker, jeg selv har allerkærest. 
I december har læsning ikke eksisteret, før jeg tog på juleferie i mit barndomshjem. Men julen har bestemt været i højsædet trods arbejde. Der har været juleafslutning på skolen med julemiddag og den store julerevy, som jeg traditionen tro altid har været en del af. Julen har givet anledning til at flette stjerner, klippe pynt og spise lidt ekstra slik end normalt. 
Men julen og december har så sandelig også givet anledning til at se tilbage, evaluere, smile og græde over et fantastisk år, som har betydet enorme omvæltninger i min tilværelse.

I december læste jeg: 3 bøger. Det er det samme antal som sidste måned, og det skyldes de mange timer, jeg har lagt i Bog&Idé. Der har ikke været mange øjeblikke til læsning, og trætheden har overvældet mig alle dage efter arbejde. Heldigvis udnytter jeg hvert øjeblik i juleferien til at gribe en bog og gemme mig i den!


Decembers bedste bog: Decembers bedste bog har været "Sandheden om Amelia" af Kimberly McCreight. Da jeg endelig kom ind i bogen var den så spændende, smuk og vidunderlig, at jeg ikke kunne andet end at færdiggøre den. Det var en bog, der virkelig overraskede positivt, og jeg er virkelig glad for at have læst den!





I december købte/fik jeg disse bøger: December er nok den måned i år, hvor jeg har købt allerflest bøger selv. Efter at have fået job i en boghandel, er der personalerabat, og det skal man da udnytte! Derfor har jeg i december købt 9 bøger til mig selv. 3 af dem lå under juletræet ;).
Men i denne måned har jeg også fået en masse bøger! Jeg har fået 6 i julegave, hvis jeg tæller de 2 med, som jeg gav Mark!

Decembers mest skuffende bog: "Samlerne" af Michael Kamp. Det var generelt en skuffende oplevelse, fordi bogen startede så godt ud. Den lagde op til at være den perfekte gyser, og da dette så ikke var tilfældet, gik det drastisk ned ad bakke, og så sad jeg der og følte mig snydt! En ærgerlig oplevelse!




Hvad byder den kommende måned på?: Januar byder på afslapning. Den opgave, som vi skal skrive i januar, er min gruppe blevet færdige med, så vi kan fokusere på fremlæggelsen og indvielse af den årgang, der er færdiguddannede her midtjanuar. 
Jeg skal ud og prøve brudekjole d.27.januar sammen med en masse veninder og mine 2 brudepiger, og jeg kan slet ikke vente :D
Min læsning i januar bliver en blanding af nye eventyr og genlæsningsglæde. Jeg har købt "Døde piger lyver ikke" og jeg kan slet ikke vente med at genlæse den. Men der skal også læses diverse anmeldereksemplarer, som har stået på hylden og ventet alt for længe.



Hvordan har jeres december været? Har I fået læst det, I ville, og hvad er planerne for læsningen i januar?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar