.

.

onsdag den 31. december 2014

Månedlig opsummering: Eventyrlige december



Dette var december for mig: December er altid en magisk måned. Det er den måned, hvor der altid er forventning og glæde i luften, blandet med travlhed og detaljetænkning. I december har jeg arbejdet hver eneste dag op til jul i en boghandel, hvor jeg har rakt bøger over disken og anbefalet de værker, jeg selv har allerkærest. 
I december har læsning ikke eksisteret, før jeg tog på juleferie i mit barndomshjem. Men julen har bestemt været i højsædet trods arbejde. Der har været juleafslutning på skolen med julemiddag og den store julerevy, som jeg traditionen tro altid har været en del af. Julen har givet anledning til at flette stjerner, klippe pynt og spise lidt ekstra slik end normalt. 
Men julen og december har så sandelig også givet anledning til at se tilbage, evaluere, smile og græde over et fantastisk år, som har betydet enorme omvæltninger i min tilværelse.

I december læste jeg: 3 bøger. Det er det samme antal som sidste måned, og det skyldes de mange timer, jeg har lagt i Bog&Idé. Der har ikke været mange øjeblikke til læsning, og trætheden har overvældet mig alle dage efter arbejde. Heldigvis udnytter jeg hvert øjeblik i juleferien til at gribe en bog og gemme mig i den!


Decembers bedste bog: Decembers bedste bog har været "Sandheden om Amelia" af Kimberly McCreight. Da jeg endelig kom ind i bogen var den så spændende, smuk og vidunderlig, at jeg ikke kunne andet end at færdiggøre den. Det var en bog, der virkelig overraskede positivt, og jeg er virkelig glad for at have læst den!





I december købte/fik jeg disse bøger: December er nok den måned i år, hvor jeg har købt allerflest bøger selv. Efter at have fået job i en boghandel, er der personalerabat, og det skal man da udnytte! Derfor har jeg i december købt 9 bøger til mig selv. 3 af dem lå under juletræet ;).
Men i denne måned har jeg også fået en masse bøger! Jeg har fået 6 i julegave, hvis jeg tæller de 2 med, som jeg gav Mark!

Decembers mest skuffende bog: "Samlerne" af Michael Kamp. Det var generelt en skuffende oplevelse, fordi bogen startede så godt ud. Den lagde op til at være den perfekte gyser, og da dette så ikke var tilfældet, gik det drastisk ned ad bakke, og så sad jeg der og følte mig snydt! En ærgerlig oplevelse!




Hvad byder den kommende måned på?: Januar byder på afslapning. Den opgave, som vi skal skrive i januar, er min gruppe blevet færdige med, så vi kan fokusere på fremlæggelsen og indvielse af den årgang, der er færdiguddannede her midtjanuar. 
Jeg skal ud og prøve brudekjole d.27.januar sammen med en masse veninder og mine 2 brudepiger, og jeg kan slet ikke vente :D
Min læsning i januar bliver en blanding af nye eventyr og genlæsningsglæde. Jeg har købt "Døde piger lyver ikke" og jeg kan slet ikke vente med at genlæse den. Men der skal også læses diverse anmeldereksemplarer, som har stået på hylden og ventet alt for længe.



Hvordan har jeres december været? Har I fået læst det, I ville, og hvad er planerne for læsningen i januar?

tirsdag den 30. december 2014

Top 10 Tirsdag - Nytårsforsæt

  Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er nytårsforsæt: Det kan være i det personlige liv, som blogger eller som læser. Jeg har lavet en god blanding, og listen er bestemt ikke på 10. Jeg tror ikke på nytårsforsæt, men jeg tror på mål: ting jeg gerne vil opnå eller komme tættere på. 

Hvert år siger jeg til mig selv, hvad jeg gerne vil opnå eller blive bedre til, så det er også, hvad denne liste udspringer af:

  1. Jeg vil læse 40 bøger. I år havde jeg sat mit mål til 35 bøger, og jeg kan se, at det faktisk kan nås! Derfor vil jeg udfordre mig selv endnu en gang og se, om jeg kan nå 40 bøger i det kommende år, trods bryllupsplanlægning og bachelor.
  2. Jeg vil komme så tæt på bryllups-drømme-vægten som muligt. Jeg tør ikke sige, at jeg VIL nå en bestemt vægt. Jeg sætter mig derfor et mål om, hvad jeg gerne vil veje til vores bryllup, og så arbejder jeg mig mod det sammen med min træner. Jeg er allerede godt på vej!
  3. Jeg vil blive endnu stærkere og sejere til træning. Efter jeg har fået en personlig træner, er træning blevet sjovt og udfordrende på en helt anden måde. Derfor vil jeg i det nye år gå endnu mere op i træningen og udfordre mig selv igennem den.
  4. Jeg vil passe på mig selv! Mit psykiske helbred skranter, det er vist ikke en hemmelighed. Derfor skal jeg i det nye år blive bedre til at sige nej, have tid til mig selv og ikke mindst sørge for at få hjælp til de ting, hvor jeg føler mig allermest udfordret.
  5. Jeg vil læse både anmelder og "lyst"-bøger. I år har læsningen været meget præget af anmeldelser. Jeg ELSKER at anmelde for forlag, og jeg beder jo selv om de skønne bøger. Men i det kommende år skal der også være plads til diverse børnefortællinger eller genlæsninger.

Hvad med jer? Hvad vil I gerne opnå i det kommende år?

torsdag den 25. december 2014

(Video) Christmas Bookhaul!

Hej alle sammen!
Jeg håber, I havde en super dejlig juleaften. Det er sjovt, hvordan roen sænker sig over alle efter den 24.
Efter julestress, gaveindkøb og madlavning, er der endelig ved at falde ro i de små hjem. Der er ikke kø ved butikkerne, og det virker som om, at alle nu kan trække vejret meget mere roligt.
Det er så sjovt at se det hvert år, men den befrielse, som alle oplever nu, er også så skøn og hjertevarm. 



Herhjemme går alle lidt i deres egen verden. Vi kigger på vores gaver og smiler hjertevarmt, fordi vi tænker tilbage på en aften med kærlighed og glæde. Jeg har selv været i kirke og synge til årets sidste julegudstjeneste, og jeg har også nået at lave en lille video til jer.

  
Jeg har længe villet bruge videoer i nogle indlæg, og nu har jeg endelig fået taget mig sammen til at få det gjort!
I år har jeg fået sindssygt mange bøger i julegave, og jeg har slet ikke kunnet vente med at vise dem til jer. Der er så mange smukke i mellem, og derfor tænkte jeg, at det nok var lettere at lave en video!

Har I haft en fantastisk jul? Lå der bøger under træet, som I har gået og drømt om at eje?


onsdag den 24. december 2014

"Samlerne" af Michael Kamp


Titel: Samlerne
Forfatter: Michael Kamp
Serie: -
Forlag: Tellerup

Sider: 249
Sprog: Dansk
Stjerner: 3/5

Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Tellerup.


Thomas bor sammen med sin kone og 2 børn. Deres hverdag er ganske normal og triviel. Men en dag begynder der at ske mærkelige ting i deres hus. Thomas kan se skygger over alt, han drømmer, at familiemedlemmerne bliver lemlæstede, og køerne på marken bliver flået. Thomas aner ikke, hvad der sker, og han kan på ingen måde passe på sin familie, når de fremmede kommer...

Jeg elsker gysere! Jeg elsker, når jeg ikke tør sove, og en SMS kan få mig til at fare op og skrige, fordi jeg er så bidt af en fortælling, at jeg slet ikke kan komme tilbage til virkeligheden. Sådan havde jeg det med denne bog i begyndelsen. Idéen om en familie, der hjemsøges af en poltergeist eller et genfærd, er fantastisk! Dørene låses, folk findes mærkelige steder, og alle ved, at "der kommer nogen"... Åh, sådan en gyserfortælling er lige mig!

Desværre var det kun sådan den første tredjedel af bogen. Derefter blev det mærkeligt. Meget mærkeligt... Der var ikke et genfærd eller en poltergeist, som jeg havde håbet på. Der var noget andet, som jeg end ikke nu har forstået hvad er. Det er "noget fremmed", og så lader jeg det blive ved det... Bogen blev mærkelig og tog en mystisk drejning, som skuffede mig i så alvorlig grad, at jeg havde lyst til at kaste med den, fordi jeg gik fra ellevild begrejstring til en stor øv-følelse. Jeg blev mere og mere forvirret over plottet, og jeg kunne ikke se, hvor bogen skulle ende henne. Det gav ingen mening, og jeg ville så gerne kunne lide den, men forvirringen greb mig gang på gang.



Når det så er sagt, var bogen stadig en glæde at læse. Den er skrevet enormt flot, og Michael Kamp forstår virkelig at lave gyselige beskrivelser og skabe gåsehud hos sin læser gang på gang. Flere gange har jeg været nødt til at holde pause med læsningen for at sikre mig, at jeg ikke blev dårlig over bogen, netop fordi den i øjeblikket virkede så virkelig. 
Sproget er letlæseligt, men det gør intet, fordi det virkelig tilføjer historien en helt anden dimenssion. Det gør oplevelsen meget mere flydende, og derfor er det også svært at lægge den fra sig, forvirring eller ej.

Thomas er bogens hovedperson, og det er igennem ham, vi oplever mødet med "de fremmede". Der er ikke vildt meget at sige om Thomas, for han er ikke på en rejse som sådan igennem bogen. Han er den, der er nødt til at opdage, hvordan det hele hænger sammen, og det er den "mission", man som læser tager på sammen med ham. Personligt var jeg meget engageret i ham igennem læsningen, fordi han er så let at holde af. En familiefar, der forsøger at få det hele tiden at hænge sammen, og midt i det hele kommer der denne indvadering af familiefreden, som kun Thomas kan gøre noget ved. Som læser holder man med ham og føler hans smerte og sorg igennem bogen, og det er også grundet Michael Kamps fantastiske skriveevner.



"Samlerne" er en bog, som jeg vil se tilbage på med ambivalente følelser. Den har så mange gode elementer, som gyserfans vil elske, og hvis man kan acceptere det twist, som handlingen tager, vil det helt klart være en bog, som man er lykkelig for at eje!
Dette er et rigtig godt bud på en dansk sci-fi-gyser, og der går bestemt lidt tid, før jeg tør tage endnu en gyser ned fra hylden. 

Top 10 Tirsdag - My wishlist for Santa

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er bøger, som meget gerne må ligge under træet d.24.! Jeg har virkelig kigget på mange smukker bøger op til jul, og jeg har lavet en liste over dem, som jeg virkelig gerne vil eje, og som måske er lidt for dyre at købe på SU. Jeg plejer at give mig selv en smuk bog efter en eksamen, bestået praktik eller lignende, men jeg håber også, at andre vil belønne mig med smukke og yndige bøger til jul.

  1. Wicked/Son of A Witch af Greogry Maguire (Barnes & Nobles Leatherbound classics). Jeg har netop købt en udgave af Wicked med fine, grønne sider, men denne udgave er jo fantastisk smuk! Jeg kan slet ikke komme mig over den, og den MÅ jeg bare eje!
  2. The Chronicles of Narnia af CS Lewis (Barnes & Nobles Leatherbound classics). Jeg har udgaven på dansk, men jeg ønsker mig den bedstemt også på engelsk. Denne forside og de små detaljer er så yndige, og det er helt klart min drømmeudgave.
  3. To Kill A Mockingbird af Harper Lee (Barnes & Nobles Leatherbound classics). Jeg vil så gerne læse denne bog, og den vil kun blive bedre af at sidde med Barnes and Nobles udgaven, når jeg skal læse den. Jeg elsker designet og detaljerne på den, og det er virkelig det, Barnes and Nobles gør så godt!
  4. Little women af Louisa May Alcott (Folio Society). Jeg har længe gået og ledt efter den helt rigtige udgave af denne bog, og jeg har forelsket mig i Folio Society og deres bøger! Alle kommer i Slip-cases, og især denne er så yndig og passer med garanti til den søde historie, jeg ikke kan vente med at stifte bekendtskab med!
  5. Peter Pan and Wendy af JM Barrie (Folio Society). Et af mine mål for næste år er at læse eventyret på Peter Pan. Jeg har altid elsket Disneys filmudgave, og nu vi jeg også udvide universet og læse den højtelskede børnebog. Der er ingen tvivl om, at det er Folio Societys udgave, jeg vil sidde med, når dette skal ske! Detaljerne og den vidunderlige forside har overbevist mig!
  6. The Princess Bride af William Goldman (Folio Society). Filmen fik mig til at græde og grine, og jeg har ikke kunnet finde bogen på andre sprog end fransk, hvis jeg ville have en smuk udgave. Endelig er den fundet, og den skal jeg have købt!
  7. Winnie the Pooh af AA Milne. En indrømmelse i mit liv må nok være, at jeg først så Peter Plys for 2 uger siden. Og jeg elskede den! Den er nok en af de bedste Disney film nogensinde, og alle dyrene er så hjertevarme og lattermilde. Jeg går nu og forsøger at finde en smuk udgave af historien, som er den værdig. Det er svært, så har I gode bud, så send dem endelig!!
  8. A Christmas Carol af Charles Dickens (Clothbound classics). Jeg har set denne fortælling i alle afskygninger: Disney, muppets og animationsfilm. Nu må det være på tide at læse den, og jeg vil så gerne læse den i Clothbound Classics udgaven, for den er så yndig med fine snefnug på forsiden, der kalder til ægte julestemning!
  9. Thin af Lauren Greenfield. Jeg tror, at THIN er den dokumentar, jeg har set allerflest gange. Den rammer mig lige meget hver gang, og da jeg opdagede, at Lauren derfra havde skrevet en bog om sin historie, skrev jeg den øverst på ønskesedlen med det samme!
  10. Fangirl af Rainbow Rowell. Jeg har ganske vist lånt den af en veninde, men jeg vil så gerne eje den selv! Der er så mange, der har rost den, og jeg glæder mig til at se, om jeg vil elske den lige så meget :)

Hvad med jer? Hvilke bøger ønsker I jer til jul? Og har I allerede købt en juegave eller 2 til jer selv?
Det indrømmer jeg gerne, at jeg har ;)



søndag den 21. december 2014

"Sandheden om Amelia" af Kimberly McCreight


Titel: Sandheden om Amelia
Forfatter: Kimberly McCreight
Serie: -
Forlag: Carlsen
Sider: 416
Sprog: Dansk
Stjerner: 4/5


Denne bog er stillet til rådighed af Forlaget Lindhardt & Ringhof.

Amelia er en mønsterelev. Hun er den, som alle regner med, men der er ting om Amelia, som ingen ved. En dag kontaktes Amelias mor, Kate, fordi Amelia har snydt med en opgave. Men da Kate ankommer, er Amelia sprunget fra skolens tag. Amelias selvmord kommer bag på alle, men Kate nægter at tro på, at hendes datter er sprunget.
For at nå frem til sandheden, går Kate i gang med at efterforske sin datters liv, og Kate må indse, at som mor ved man ikke meget om sine børn...

Da jeg hørte om bogen, fik jeg den beskrevet som en blanding af gossip girl og kvinden der forsvandt. Allerede der lød den enormt lovende, fordi jeg elskede begge bøger/serier/film! Til tider kan jeg godt forstå denne sammenligning, og andre gange er den måske unødvendig, netop fordi denne bog fungerer helt som sig selv.
Jeg indrømmer gerne, at jeg havde meget svært ved at komme i gang med denne bog. Amelias afsnit var enormt spændende, men Kates historie var bare så ligegyldig de første mange sider, og derfor var hendes afsnit også enormt lange at få læst. Det gjorde, at jeg ofte gik i stå og ikke orkede bogen. 
Men da jeg blev bidt af historien, og den for alvor gik i gang, havde jeg meget svært ved at slippe bogen!

Idéen om at lave en historie, der berører emnet forældre og teenagebørn, er en skide god idé, især når den fortælles på denne måde!
Bogen er delt op, så der er et kapitel, hvor man følger Kate og et, hvor man følger Amelia.


 Amelias kaptitler er helt klart de mest spændende, fordi man i dem får udfyldt de huller og spørgsmål, som Kate aldrig nogensinde vil kunne svare på. Amelias udvikling og historie handler om mobning, at være anderledes og samtidig gå med den evige drøm om at være god nok. Hele vejen igennem bogen aner man ikke, om Amelia sprang eller om hun blev skubbet, og gennem hendes historie når man selv at udvikle adskillige teorier omkring dette emne.
Kates historie blev først spændende et stykke inde i bogen. Jeg var personligt ligeglad med hendes egen fortid og uddannelsesliv, men da hun begyndte at gå ind i sagen og beskriver de følelser, hun oplever, når hun opdager, hvad hendes datter i virkeligheden har gået og lavet. Kates sorgproces og kærlighed til sin datter er så smuk, og flere gange fik jeg selv en klump i halsen ved tanken om, at hun aldrig kunne fortælle Amelia, hvor meget hun elskede hende, igen.

Bogen er delt op mellem de to karakterer, og derudover er der uddrag fra sms'er, blogs og facebooksamtaler. Det gør bogen meget mere spændende og giver den en ekstra dimension, som kun giver bogen en ekstra fordel. Det er en hurtig og spændende måde at give læseren ekstra informationer om de personer, man følger.
Det er en smuk fortælling fyldt med spænding og twists. Udover at være en ungdomsbog er det en form for thriller, der hele tiden pirrer sin læser, der sammen med Kate skal finde ud af sandheden om Amelia.

tirsdag den 16. december 2014

Top 10 Tirsdag - The books of 2014

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er top 10 bøger, jeg har læst i år. Dette vil jeg lave et indlæg om senere, så derfor kommer der ikke en top 10 liste i denne uge; Den må vi vente med!

fredag den 12. december 2014

Til te hos Xenia #2

Jeg har længe villet lave et projekt med andre bloggere! Derfor har jeg udviklet konceptet: Til te hos Xenia.
Her er det meningen, at jeg vil bede alle jer skønne bloggere om at deltage. Der er nogle spørgsmål og tanker, jeg vil bede jer have med i det indlæg, I skriver til bloggen, og på den måde kan vi alle lære hinanden meget bedre at kende.

Til te hos Xenia er ikke en måde at reklamere for hinanden på. Det, jeg elsker ved at være en del af denne verden, er vores passion for bøger. Tanken om at der er så mange af os ude bag skærmene, der gør det her, fortryller mig. Vi er så mange, der læser og læser, fordi vi ikke kan lade være. Vi fortrylles, forundres og glædes ved gode eventyr, fortællinger og karakterer, som vil være med os resten af livet i nogle tilfælde.
Det er netop dette, jeg ønsker at dele i disse "Til te hos Xenia"-indlæg. 
Tænk hvis man kunne få øjnene op for nye bøger eller få læst den dér bog, der har stået på hylden i årevis?

Denne omgang er det Marie, der er til te hos mig. Marie er også bogblogger og har været så sød at svare på de spørgsmål, som jeg har stillet:



Jeg elsker at læse og jeg har altid elsket at sidde og fordybe mig i en bog. Da jeg gik i folkse skole brugte jeg mange af mine eftermiddage efter skolen nede på det lokale bibliotek. Jeg er så glad for at jeg fik øjne op for blog verden, for jeg elsker at læse om hvad andre læser, deres meninger om bøgerne og blive insperiet af andre bogbloggere. Min blog er mit frirum, hvor jeg både skriver om bøger og mit hverdags liv.

1. Kan du huske, hvilken bog du læste som den allerførste?
Nej det kan jeg ikke. For jeg det er flere år tilbage. Men jeg kan huske at nogle af de første bøger, som jeg læste var min mors gamle ungdoms bøger. Specielt husker jeg at hun havde stor set alle De 5 bøgerne, som jeg var rigtig glad for. Men jeg har også læst andre bøger som Puk, Susy og Pløk af Berit Lynge Nielsen og Susy Rødtop af Gretha Stevns.

2.   Hvilken karakter ville du have med til vores lille te selskab?
Det skulle helt klart være Hermione fra Harry Potter. Jeg vil elske at kunne snakke om bøger og andre spændende emner. Men jeg er helt sikker på at Augustus fra En flænge i himlen vil være en skøn fyr at have med.

3. Hvorfor blogger du om bøger? Altså hvorfor er du ”gået skridtet videre” fra at læse til at skrive om dine læseoplevelser?
Jeg faldt tilfældt over en anden bogblogger, og jeg tænkte at det kunne være super fedt at skrive om de bøger man havde læst. Og det vil være en god måde at huske dem på. Den gang da jeg starte for 3 år siden havde jeg blot tænkt at det skulle være en blog for mig selv, jeg havde aldrig i den vildste fantasi troet at det vil blive så vildt, og at man vil komme til at opleve så meget pga sin blog. Altså på den positive måde.

4.   Hvilke bøger står klarest i din erindring og har været med dig lige siden?
Det må være Harry Potter bøgerne. Jeg har elsket den siden jeg har været 11 år gammel, og jeg har fået læst dem op til flere gange, både som bog og som lydbog. Jeg har kun den sidste bog i serien. Men jeg overvejer at købe hele serien, så jeg kan læse den igen.

5.   Hvordan har din omgangskreds det med, at du bare elsker bøger og kan snakke om det i mange timer? Finder de nogle gange gaffatapen frem?
Jeg har 2 veninder der læser lidt bøger, så vi kan godt snakke om dem når vi ses. Specielt med den ene veninde, vi hygger os med at tage ind til bogforum osv. Der udover er der min familie. De læser også. Og jeg synes at det er hyggeligt både at snakke om bøger med veninderne og familien.


6.   Hvilken bog er du allergladest for at eje?
Jeg kan ikke vælge en bog. Det er umuligt! Så der for får i et billede, med hvilken bøger jeg er gladset for min bog reol. Jeg er rigtig glad for fantasy bøgerne. Både Harry potter, The Hunger Games og De vanderne sjæle har jeg læst op til flere gange. Og Half Bad er blevet min nye ynglings fantasy bog. Men de andre bøger har rørt mig dybt, og der er flere af bøgerne, hvor jeg måtte tag hovdet væk, så jeg der ikke kom tåre ned på siderne. 

tirsdag den 9. december 2014

Top 10 Tirsdag - Nye bekendtskaber!

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er forfattere, som jeg læste for første gang i 2014. I år har jeg fået læst en masse bøger, og mange af dem var af forfattere, jeg aldrig havde hørt om. Langt de fleste er fantastiske bekendtskaber, som jeg glæder mig til at læse endnu mere af :)

  1. Nanna Foss. Nanna Foss har helt klart været årets glædelige overraskelse! Jeg var ellevild med hendes debutroman, og jeg glæder mig så meget til fortsættelsen i 2015.
  2. James Dashner. Maze Runner var en bog, som jeg var virkelig begejstret for! Historien og hans måde at skrive på var fængslende, og derfor glæder jeg mig til at læse mere!
  3. Sarah Engell. Sarah Engell har nok skrevet en af de bedste bøger, jeg har læst i år! 21 måder at dø var virkelig rørende, fængende og ikke mindst virkelig realistisk. Hende glæder jeg mig til at læse mere af!
  4. James Frey. End Game var en så intens læseoplevelse, at jeg slet ikke kan vente på fortsættelsen!
  5. Anna Gavalda. Billie var en lille, sød kærlighedsfortælling, jeg slet ikke ville have været foruden! Jeg håber inderligt, at hendes andre bøger er lige så smukke!
  6. Sally Green. Half Bad var en bog, jeg havde set så meget frem til at læse, og den var også mega god! Fortsættelsen kommer næste år, og den glæder jeg mig til!
  7. Alyson Nöel. Jeg er en af de få, der ikke har læst Evermore serien, men i stedet er jeg startet med Zoes Ekko. En smuk og sørgelig fortælling om at miste.
  8. Veronica Roth. Dette bekendtskab startede så godt og sluttede så skidt. Øv! Jeg elskede den første bog i Divergent-serien, og resten var bare den største skuffelse i år!
  9. Nicole Boyle Rødtnes. I løbet af 2014 har jeg læst en masse bøger af Nicole Boyle Rødtnes, og især Elverskud-trilogien var jeg begejstret for :D
  10. Terri Terry. Jeg har indtil nu kun læst den første bog i Slettet-trilogien, men jeg skal helt klart læse de sidste også!
Hvilke forfattere har I stiftet bekendtskab med i år? Var det glædelige nyheder eller en stor skuffelse?


fredag den 5. december 2014

"Gøgens kalden" af Robert Gailbraith

Titel: Gøgens Kalden
Forfatter: Robert Gailbraith
Serie: Cormoran Strike
Forlag: Gyldendal
Sider: 480
Sprog: Dansk
Stjerner: 3/5


Dette er den første bog i serien om privatdetektiven Cormoran Strike. 

Supermodellen Lula Landry springer ud fra sit vindue og dør som en legende. Ingen troede, at stjernen kunne finde på at begå selvmord. Men sprang Lula, eller blev hun skubbet? Lulas bror kontakter privatdetektiven Strike og beder ham undersøge sagen. 
Strike ledes ud i en eftersøgning med sin nye assistent, og efterhånden som Landrys liv åbner sig for dem, er de ikke i tvivl om, at der er noget lusket på færde.

Robert Gailbraith er JK Rowlings synonym. Hun ønskede at skrive bøger uden det store pres, der nok altid vil ligge over hende, men det er nu opdaget, at hun er denne krimiforfatter.
Derfor vil jeg i anmeldelsen skrive 'hun' og 'Rowling', når jeg nævner forfatteren.
Rowling ønsker med denne bog at give sin udgave af en krimi. Især her i Skandinaven er krimier 'the thing' disse år, og derfor er det spændende at se en engelsk forfatterinde give sit bud på, hvad sådan en bog skal kunne.
Med denne bog går Rowling helt tilbage til de gamle kriminalromaner. Dette værk vækker mindelse til Agatha Christie eller se få afsnit af Columbo, som jeg har fået set. Her har vi detektiven, der med sin hjerne og sit intellekt skal finde løsningen på det, som alle andre her opgivet at svare på.
Jeg har forsøgt at læse denne bog 2 gange før, begge på engelsk. Det måtte jeg opgive efter omkring 50 sider, og jeg kan faktisk ikke forklare hvorfor... Jeg tror det var det engelske slang, der til tider fyldte for meget, og jeg kunne simpelthen ikke finde et flow i min læsning. Derfor vil jeg også anbefale at læse denne bog på engelsk: oversættelsen er smuk, og det er tydeligt, at det er en Rowling-bog!

Strike er bogens hovedperson, og som i nærmest alle krimier er han manden, der er bedst, når han arbejder. Strike er ikke en type, man small-talker med, og netop derfor har han rod i kærlighedslivet og nærmest ingen venner. Strike lever for sit arbejde, og han er god til det. For at se ham lidt udefra, starter sekretæren, Robin, hos ham, og det er gennem hendes øjne, at man lærer Strike at kende. 
Kapitlerne mellem dem er fantastisk godt skrevet, og det er netop det, Rowling kan! Hun kan skabe personer, som man holder af og griner og græder med. Strike er en skæv person og til tider et fjols, men det er blot fordi han ikke kan andet. Han gør det så godt, som han formår, og det må være det, der tæller. Som læser drives man hurtigt ind i Strikes tanker og forsøger sammen med ham at opklare den gåde, som Lulas (selv)mord er. 

Bogen er fyldt med beskrivelser af London. Rowling har altid været eminent til at skabe stemning i sin skrivestil, og det er en af grundene til, at jeg elsker hende. I stedet for en krimi med en mase action får vi her en historie, der fokuserer meget mere på at skabe stemning og følelser hos læseren i stedet for biljagter eller skududvekslinger. Til tider bliver dette dog lidt langt, og man skal over er magiske 100 sider, før at handlingen virkelig tager til. 
Bogen går langsomt frem, og det skal man være forberedt på som læser. Desværre var der tider, hvor det gik for langsomt, og det kunne smukke beskrivelser eller elskelige karakterer ikke veje op for. 



Dog er denne bog med til at skabe både smil og spænding. Det er så dejligt at se Rowling kaste sig over andet og helt nye ting, især fordi hun bare gør det så fint! jeg glæder mig bestemt til at læse den næste i serien, som allerede er oversat til dansk! 

tirsdag den 2. december 2014

Top 10 Tirsdag - Bøger i 2015

Top 10 Tuesday kaldes på dansk "Top 10 Tirsdag" og er et begreb fra bloggen The Broke and the Bookish. Pointen er, at der hver uge kommer et nyt emne, som bog-bloggere kan lave en Top 10 liste over ugens tema!

Ugens tema er de bøger, jeg glæder mig allermest til i 2015. Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke er typen, der sætter mig og tjekker, hvornår bøger udkommer. Når jeg har fundet en serie eller en forfatter, jeg er glad for, tjekker jeg lidt op på, hvad de ellers har lavet, og så opdager jeg pludselig, at de har udgivet noget nyt. Derfor har jeg nu for første gang researchet lidt på nettet og lavet en lille liste :D Det er måske ikke bøger, jeg får læst, men jeg vil lige gøre opmærksom på, at de er der ;)


  1. Red Queen af Victoria Aveyard. Jeg har aldrig hørt om bogen, men jeg synes, at forsiden er smadderfed! Den lyder som en rigtig god fantasybog :)
  2. P.S I still love you af Jenny Han. Nu er jeg en af de få mennesker, der aldrig har læst P.S. I love you, men hvis jeg havde, ville jeg bestemt glæde mig til denne fortsættelse :)
  3. Mazerunner 2+3 af James Dashner. Jeg ved godt, at bøgerne ER udkommet på engelsk, men jeg glæder mig rigtig meget til at læse de sidste 2 på dansk. Bog 1 var jeg enormt begejstret for, så jeg glæder mig til at se, hvor historien skal hen nu!
  4. Endnu en Kathrine af John Green. Jeg glæder mig SÅ meget til denne John Green bog! Det er en bog, som rigtig mange har anbefalet, og det har bestemt ikke gjort mine forventninger mindre. 
  5. Frostfire af Amanda Hocking. Endnu en bog, hvor forsiden bare ser fantastisk ud! Den lyder som om, at den er fyldt med spænding og magi!
  6. Half Wild af Sally Green. Jeg var positivt overrasket for den første bog, og da jeg så, at fortsættelsen kommer her til næste år, blev jeg ellevild :D 

Jeg kan simpelthen ikke komme på flere bøger, det er som sagt ikke min stærke side at finde ud af, hvordan og hvorledes ude i bogverdenen ;)

Hvad med jer? Hvilke bøger glæder I jer mega meget til? Nye fortsættelser eller en helt ny serie/bog? Hvad vil I anbefale til andre at holde øje med i 2015 :)?

Månedlig opsummering: Forsvundne november




Dette var november for mig: November var en måned med masser af oplevelser, og alligevel står den tilbage som noget ikke-eksisterende. Jeg kan knapt nok huske november. Det er en måned, der er fløjet forbi og er gået op i juleforberedelser, nyt modul og ikke mindst at finde ud af, hvor jeg skal være i det offentlige system. November har stået på søvnløse nætter, angst og glæde. November har budt på mit første bogforum, som var en fantastisk oplevele, jeg allerede nu glæder mig til at opleve igen næste år. November har budt på 9årsdag med min elskede, kommende mand: Den sidste inden vores ægteskab. November har stået på julegaveindkøb af forskellig art og ikke mindst at se på smukke, yndige bøger, som jeg kunne skrive på ønskesedlen til jul. 
November har ikke stået i læsningens tegn: Der har simpelthen ikke været tid, lyst og overskud.
November har været en måned med kys og kærlighed og opgivende tanker. Alligevel har de smukke efterårsfarver og juletanker taget over, og jeg går ind i december med en håbefuld fornemmelse og et smil på læben.
I november læste jeg
: 3 bøger. Ja, det er godt nok ikke mange, men det er alligevel en del, når jeg tænker på, hvor svært jeg har haft ved at samle en bog op denne måned. Det er helt klart den måned i år, hvor jeg har læst mindst, og det er en skam!



Novembers bedste bog: Novembers bedste bog har været en genlæsning. Inden midnatspremieren på Mockingjay pt.1 læste jeg bogen igen. Dengang, jeg læste hele serien, læste jeg dem ud i en køre, og derfor har jeg haft svært ved at skelne bøgerne fra hinanden. Men det er helt klart måndens bedste bog! Den er bare så fantastisk og den smuk slutning på denne geniale serie!



I november købte jeg disse bøger: Jeg var på bogforum, og der skal man selvfølgelig købe bøger. Selvom jeg egentlig ikke har råd til nye bøger, havde jeg afsat lidt penge til denne tur! Jeg købte The Selection 1+2, Chris Carters Krucifiksmorderen og Jojo Moyes' Mig før dig, så jeg også kunne få den signeret. Det er skønne bøger, og jeg glæder mig til at læse dem alle sammen! Derudover har jeg fået en masse foræret af diverse forlag :)

Novembers mest skuffende bog: Novellesamlingen "Herude ellers intet at bemærke" af Lars Flemming. Hans skrivestil mindede mig alt for meget om Helle Helle og Naja M. Aidt. Det er bare ikke mig, jeg kan slet ikke holde det ud, og derfor var det meget svært at komme igennem denne lille, korte bog.





Hvad byder den kommende måned på?: December bliver en skøn julemåned! Der skal læses julefortællinger og bøger, der har stået på hylden i lang tid. Det bliver en blanding af fantasy, kærlighedshistorier og YA. Der skal arbejdes en masse (jeg har nemlig fået job i Bog&Idé!!!!) og fejres jul med mine forældre! Jeg glæder mig :)




Har jeres november været eventyrlig? Smukke farver og gode bøger? Og hvad skal I læse her i december måned?